Slaget ved Marathon (490 f.Kr.): Athen mod Persien og historisk betydning

Da det joniske oprør blev slået ned af perserne i slaget ved Lade, begyndte Darius at planlægge at erobre Grækenland. I 490 f.Kr. sendte han en flådestyrke under Datis og Artaphernes tværs over Ægæerhavet for at underlægge sig Kykladerne, gruppen af græske øer i Ægæerhavet. Det næste skridt var at angribe Athen og Eretria. Efter et vellykket felttog i Ægæerhavet besejrede, erobrede og brændte perserne Eretria. "/

Den persiske styrke sejlede derefter mod Attika. De gik i land på Schinias-stranden i den østlige ende af Marathon-bugten. Det brede felt, kaldet Marathonsletten, var fladt og jævnt og ideelt til kamp. Athenerne, der fik selskab af en lille styrke fra Plataea, marcherede til Marathon og blokerede de to udgange fra Marathonsletten. Der opstod et dødvande i fem dage. Derefter besluttede athenerne af uvisse årsager at angribe perserne. På trods af persernes numeriske overlegenhed viste de græske hoplitter sig at være meget effektive mod det lettere bevæbnede persiske infanteri. De slog de persiske fløje i totterne, inden de vendte ind mod midten af den persiske linje.

Nederlaget ved Marathon var en afgørende sejr, der markerede afslutningen på den første persiske invasion af Grækenland. Den persiske styrke trak sig tilbage til Asien. Darius begyndte derefter at rejse en ny kæmpehær, hvormed han havde til hensigt at underlægge sig Grækenland fuldstændigt. I 486 f.Kr. gjorde hans egyptiske undersåtter imidlertid oprør, hvilket udsatte enhver græsk ekspedition. Efter Darius' død genoptog hans søn Xerxes I forberedelserne til en ny invasion af Grækenland, som endelig blev indledt i 480 f.Kr.

Slaget ved Marathon var et vendepunkt i de græsk-persiske krige, da det viste grækerne, at perserne kunne besejres. Den endelige græske triumf i disse krige begyndte ved Marathon. I de næste to hundrede år opstod den klassiske græske civilisation, som har haft så stor indflydelse på det vestlige samfund. Det er derfor, at slaget ved Marathon ofte ses som et nøgleøjeblik i Europas historie.

John Stuart Mill foreslog, at "slaget ved Marathon, selv som en begivenhed i den britiske historie, er vigtigere end slaget ved Hastings". Slaget ved Marathon er nu måske mere kendt som inspiration til Marathonløbet. Selv om det ikke er historisk korrekt, blev legenden om en græsk budbringer, der løb til Athen med nyheden om sejren, inspirationen til denne atletiske begivenhed, der blev indført ved de olympiske lege i Athen i 1896 og oprindeligt blev løbet mellem Marathon og Athen.

Da den atheniske linje var klar, gav Miltiades ifølge en kilde det enkle signal til at rykke fremad: "På dem".^p191 De marcherede højst sandsynligt, indtil de nåede grænsen for bueskytternes effektivitet, "den slagne zone", (ca. 200 meter), og brød derefter ud i et løb mod fjenden.^p66 Herodot antyder, at det var første gang, at en græsk hær løb ind i kampen på denne måde; det var sandsynligvis fordi det var første gang, at en græsk hær stod over for en fjende, der hovedsageligt bestod af missiltropper (bueskytter, spydkastere).

Alt dette var tydeligvis til stor overraskelse for perserne. Den græske linje passerede gennem pilhaglens hagl, beskyttet for det meste af deres rustning, og til sidst stødte den græske linje sammen med den fjendtlige hær. Holland giver en stemningsfuld beskrivelse:

"Fjenden, der befandt sig direkte på deres vej... indså til deres rædsel, at [athenerne] langt fra at være et let bytte for deres bueskytter, som de først havde forestillet sig, men at de ikke ville blive stoppet... Virkningen var ødelæggende. Athenerne havde finpudset deres kampstil i kamp mod andre falankser, træskjolde smadrede mod træskjolde, spidser af jernspidser klirrede mod brystplader af bronze... i de første frygtelige sekunder af sammenstødet var der ikke andet end et pulveriserende brag af metal i kød og knogler; derefter rullede den athenske flodbølge over mænd, der højst var iført quiltede jerkins som beskyttelse, og som måske ikke var bevæbnet med andet end buer eller slynger. Hoplitternes askespyd af aske kunne i stedet for at skælve ... i stedet stikke og stikke igen, og de af fjenden, der undgik deres frygtelige stik, kunne let blive knust til døde under den rene vægt af de fremadstormende mænd af bronze."^194–197

De athenske fløje slog hurtigt de underlegne persiske levies (værnepligtige tropper) på flankerne, inden de vendte sig indad for at omringe det persiske centrum, som havde haft større succes mod det tynde græske centrum. Slaget sluttede, da det persiske centrum derefter brød ud i panik mod deres skibe, forfulgt af grækerne. Nogle, der ikke kendte til det lokale terræn, løb mod sumpen, hvor et ukendt antal druknede.^p71 Athenerne forfulgte perserne tilbage til deres skibe og det lykkedes dem at kapre syv skibe, selvom de fleste var i stand til at søsætte.

Herodot nævner, at der blev talt 6.400 persiske lig på slagmarken. Det er ukendt, hvor mange flere der døde i sumpen. Athenerne mistede 192 mænd og platæerne 11.