Lov om amerikanere med handicap

Hvem er beskyttet under ADA?

ADA beskytter mennesker med handicap. ADA siger, at et handicap er et fysisk eller psykisk problem, som gør det meget vanskeligt at udføre mindst én "vigtig livsaktivitet". Vigtige livsaktiviteter er ting som at gå, trække vejret, lære, læse, kommunikere, se, høre, tænke og andre meget vigtige opgaver.

ADA indeholder ikke en komplet liste over alle mulige handicaps, men den giver nogle eksempler. Så længe de gør det meget vanskeligt at udføre mindst én vigtig livsaktivitet, omfatter eksempler på handicaps, der er beskyttet i henhold til ADA, bl.a:

• Fysiske handicaps som lammelser, manglende arme eller ben, cystisk fibrose, cerebral parese og muskeldystrofi
• Medicinske handicaps, som kræft, HIV-infektion, epilepsi og diabetes
• Psykiatriske handicaps, som depression, skizofreni, bipolar lidelse og posttraumatisk stresslidelse
• Indlæringsvanskeligheder, f.eks. ordblindhed
• Udviklingsforstyrrelser, som Downs syndrom, autisme og intellektuelle handicaps
• Alkohol- og stofmisbrug

ADA regner også nogle andre grupper af mennesker som "mennesker med handicap" for at beskytte dem mod forskelsbehandling:

• En person, der tidligere har haft et handicap (f.eks. en person, der tidligere har været narkoman)
• En person, der har et forhold til en person med et handicap (f.eks. en person, hvis kone eller mand har HIV)
• Når andre mennesker mener, at en person har et handicap, selv om de tager fejl, tæller personen som en person med et handicap.

 
Lov om amerikanere med handicap fra 1990, side 1  


Lov om amerikanere med handicap fra 1988, S. 2346, Side 1  


Lov om amerikanere med handicap fra 1990, side 2  

Hvem er ikke beskyttet under ADA?

ADA indeholder en liste over nogle tilstande, der ikke regnes som handicaps. Personer med disse tilstande er ikke beskyttet af ADA. Formålet med ikke at medtage disse personer var at sikre, at ADA's mål om at beskytte handicappede ikke blev misbrugt.

Tilstande, der ikke tæller som handicap i henhold til ADA, omfatter:

• Problemer med seksuel adfærd, såsom pædofili, exhibitionisme og voyeurisme
• Kleptomani
• Pyromania
• At være homoseksuel (bøsse) eller biseksuel
• At være gravid

 

Afsnit i ADA

ADA har fem afsnit, som kaldes titler. Hvert afsnit beskytter mod en anden form for forskelsbehandling. Afsnittene er nummereret med romertal: I (et), II (to), III (tre), IV (fire) og V (fem).

Afsnit I: Beskæftigelse

Afsnit I i ADA beskytter mod forskelsbehandling i forbindelse med beskæftigelse (arbejde).

Hvilke arbejdsgivere er omfattet af ADA?

Det er ikke alle arbejdsgivere, der skal følge ADA's regler. Arbejdsgivere, der er omfattet af ADA og skal følge ADA's regler, kaldes "covered entities" (omfattede enheder).

Arbejdsgivere, der skal følge ADA's regler, omfatter:

• Arbejdsgivere (herunder religiøse organisationer) med 15 eller flere ansatte
• Arbejdsformidlinger (steder, der hjælper folk med at finde arbejde)
• Arbejdsorganisationer (fagforeninger)

Hvad skal arbejdsgiverne gøre?

Afsnit I siger, at arbejdsgivere, der er omfattet af ADA, ikke må diskriminere mod en person med et handicap, så længe personen er kvalificeret (i stand til) at udføre sit arbejde. Afsnit I siger ikke, at personer med handicap skal ansættes til job, som de ikke er kvalificerede til.

Disse arbejdsgivere skal give "rimelige tilpasninger" til handicappede arbejdstagere, hvis det er nødvendigt. En "tilpasning" er en ændring af den måde, tingene normalt foregår på. Det er en ændring, som en arbejdstager har brug for på grund af et handicap, for at hjælpe ham med at udføre sit arbejde. Hvis en handicappet arbejdstager har brug for rimelige tilpasninger for at kunne udføre sit arbejde, betyder det ikke, at vedkommende ikke er kvalificeret til at udføre sit arbejde. Så længe arbejdstageren er i stand til at udføre sit arbejde ved hjælp af tilpasninger, er han/hun kvalificeret til at udføre jobbet.

Nogle tilpasninger er meget enkle, som f.eks. at lade en medarbejder have et glas vand ved sit skrivebord, så han/hun kan tage sin medicin. Eksempler på andre tilpasninger er:

• At lade en medarbejder få særligt udstyr, der hjælper vedkommende med at udføre sit arbejde (f.eks. en særlig telefon til en person, der har problemer med at høre)
• Ændring af arbejdstagerens tidsplan (f.eks. så de kan gå til lægeaftaler)
• Ændring af den måde, hvorpå arbejdsopgaver forklares eller vælges

Tilpasningen skal dog være "rimelig". En tilpasning er ikke rimelig, hvis den ville være meget vanskelig eller meget dyr. Hvis en tilpasning ikke er rimelig, er arbejdsgiveren ikke forpligtet til at give den.

Hvad er forskelsbehandling på arbejdsmarkedet?

Afsnit I beskytter mod mange former for forskelsbehandling, herunder:

• Ikke at ansætte en person, der kan udføre et arbejde, blot fordi vedkommende har et handicap
• Fyring af en arbejdstager, der kan udføre sit arbejde, blot fordi vedkommende har et handicap
• Ikke at lade en arbejdstager få et bedre job, blot fordi vedkommende har et handicap
• Ikke at lade en arbejdstager få den samme uddannelse som arbejdstagere uden handicap
• Adskillelse af en arbejdstager med handicap fra arbejdstagere uden handicap
• Chikane af en arbejdstager med et handicap
• At betale en handicappet arbejdstager mindre end andre arbejdstagere uden handicap
• Ikke at lade en handicappet medarbejder få en rimelig tilpasning for at hjælpe ham med at udføre sit arbejde

Normalt kan arbejdsgivere ikke spørge arbejdstagere eller personer, der søger job, om de har et handicap eller bede dem om at give oplysninger om deres handicap.

Klager

Hvis en person med et handicap mener, at arbejdsgiveren har diskrimineret ham/hende, kan han/hun indgive en klage til den amerikanske Equal Employment Opportunity Commission (EEOC). Klagen skal indgives inden for 180 dage efter, at diskriminationen er sket. Hvis EEOC mener, at der er sket forskelsbehandling, sender de et brev, hvori de fortæller personen med handicap, at vedkommende har ret til at sagsøge (anlægge sag mod) sin arbejdsgiver. Personen med handicap kan derefter anlægge sag ved en forbundsdomstol.

Afsnit II: Statslige og lokale myndigheders aktiviteter - og offentlig transport

Afsnit II beskytter mod forskelsbehandling i alle statslige og lokale myndigheders aktiviteter.

Hvad skal de statslige og lokale myndigheder gøre?

Offentlige aktiviteter

Statslige og lokale myndigheder skal give handicappede de samme muligheder som ikke-handicappede for at benytte alle deres programmer og tjenester. Hvis personer med handicap har brug for rimelige tilpasninger for at kunne deltage i disse programmer, skal staten eller den lokale myndighed sørge for dem.

F.eks. skal handicappede på lige fod med ikke-handicappede have lov til at:

• Gå på offentlige skoler
• Arbejde for statslige eller lokale myndigheder
• At få en lige så god sundhedspleje som den, som mennesker uden handicap har
• Brug sociale ydelser (programmer, der drives af staten eller den lokale regering for folk, der har brug for hjælp)
• Brug domstolene
• Stemme - på et sted, der opfylder eventuelle særlige behov, som handicappede måtte have (f.eks. skal alle afstemningssteder være tilgængelige for personer i kørestol)

De statslige og lokale myndigheder skal også:

• gøre deres bygninger tilgængelige for handicappede (f.eks. ved at bygge ramper til kørestolsbrugere, tilføje elevatorer og badeværelser, der kan bruges af personer i kørestol)
• Gør rimelige tilpasninger af regler og måder at gøre tingene på, hvis en person med et handicap har brug for det (f.eks. ved at lade en person med et handicap få hjælp til at stemme, hvis vedkommende ikke kan skrive, læse eller se)
• have måder at kommunikere med mennesker, der har problemer med at høre, tale eller se

Offentlig transport

En særlig del af afsnit II omfatter offentlig transport. Den beskytter handicappede mod forskelsbehandling i den offentlige transport. Dette omfatter bybusser, undergrundsbaner, pendlertog, Amtrak og alle andre transportmidler, som offentligheden kan benytte.

De lokale og statslige myndigheder skal:

• sikre, at alle nye køretøjer, de køber, er tilgængelige for handicappede
• Prøv ærligt at købe eller lease brugte busser, der er tilgængelige
• Ombygning af busserne, så de bliver tilgængelige

Hvor der er en bus- eller toglinje, der kører en fast rute (den kan ikke lave særlige stop), skal staten sørge for paratransit. Paratransit er en service for handicappede, som ikke kan benytte det almindelige offentlige transportsystem. Paratransit (normalt en bil eller bus) henter dem og sætter dem af, hvor de skal hen.

Klager

Hvis en person med et handicap mener, at han/hun er blevet diskrimineret af en statslig eller lokal myndighed, kan han/hun klage til USA's justitsministerium. Klagen skal indgives inden for 180 dage efter, at forskelsbehandlingen fandt sted. Der kan ske et par forskellige ting, efter at personen har indgivet sin klage:

• Klagen kan blive sendt til et mæglingsprogram. Personen med et handicap, en person fra staten eller den lokale myndighed og en mægler mødes alle sammen. Mediatorens opgave er at hjælpe alle med at finde en løsning, som alle kan blive enige om.
• Justitsministeriet kan anlægge sag mod staten eller den lokale regering

En person med et handicap kan også selv anlægge sag ved en føderal domstol og sige, at staten eller den lokale regering har diskrimineret dem. Personen behøver ikke først at klage til justitsministeriet eller få justitsministeriet til at fortælle dem, at de har ret til at anlægge sag.

Afsnit III: Offentlige boliger

Hvem er omfattet af afsnit III?

Afsnit III beskytter mod diskrimination i "offentlige institutioner". Offentlige overnatningssteder er private organisationer eller personer, som ejer, lejer eller driver steder, der er beregnet til offentlig brug. Eksempler på offentlige overnatningssteder er bl.a:

* Restauranter	* Opbevarer	* Hoteller	* Biografer	* Hospitaler
* Hjemløseherberger	* Zoologiske haver	* Privatskoler	* Sportsstadions	* Museer
* kongrescentre	* Lægekontorer	* Begravelseshjem	* Daginstitutioner	* Parker

Afsnit III beskytter også mod forskelsbehandling ved:

• Transportydelser leveret af private virksomheder
• Kommercielle faciliteter (f.eks. kontorbygninger, fabrikker og lagerbygninger)
• Private virksomheder, der afholder prøver og underviser folk, der ønsker uddannelses- eller jobrelateret certificering

Der er to typer af steder, der er undtaget fra afsnit III og ikke skal følge reglerne heri. Det drejer sig om følgende:

• Steder, der kontrolleres af religiøse organisationer, herunder kirker, synagoger, moskéer og andre religiøse steder
• Private klubber

Hvad skal offentlige overnatningssteder gøre?

Alle offentlige overnatningssteder skal gøre disse ting:

• Når der opføres en ny bygning, skal de nye bygninger være tilgængelige.
• Hvis en bygning bliver "ombygget" (ændret), skal ændringerne så vidt muligt gøre tingene tilgængelige. (Hvis en døråbning f.eks. flyttes, skal den nye døråbning være bred nok til, at en kørestol kan komme igennem). Men offentlige overnatningssteder er ikke forpligtet til at gøre deres ændringer tilgængelige, hvis det ville øge omkostningerne ved at foretage ændringen med mere end 20 %.
• fjerne alle barrierer i deres bygninger, som gør dem utilgængelige. (F.eks. ved at flytte et bord eller en automat, der gør en gang for smal til, at en kørestol kan komme igennem).

Reglerne for, hvad der er "tilgængeligt", er fastsat i ADA-standarderne for tilgængelighedsdesign fra 2010. Eksempler på disse regler er bl.a.:

• Tilføjelse af elevatorer, kørestolslifte eller kørestolsramper til bygninger, der kun har trapper
• Døråbninger skal være brede nok til, at kørestole kan komme igennem
• Tilføjelse af særlige telefoner til personer med høreproblemer
• Braille på elevatorknapper til blinde personer

De fleste offentlige overnatningssteder (men ikke kommercielle faciliteter) skal gøre disse ting:

• Sørg for, at alle handicappede har lige adgang til alt det, som handicappede har adgang til. De skal skabe rimelige tilpasninger, hvis det kan bidrage til at gøre tingene ligeværdige. (Se f.eks. billedet ovenfor: En statspark har bygget en rampe til kørestolsbrugere, så folk i kørestol kan fiske i den samme park som folk uden handicap. Uden denne rampe ville personer med handicap ikke have lige adgang til parken, fordi de ikke ville kunne fiske i parken, som personer uden handicap kunne gøre det).
• Når man bygger eller ændrer svømmebassiner, vadebassiner og spabade, skal man sørge for, at handicappede kan komme ind og ud på en tilgængelig måde.
• Sørg for, at handicappede kan købe og gøre ting de samme steder, som handicappede kan.
• Afskaf de regler, der gør det umuligt for handicappede at købe og gøre ting i offentlige lokaler.
• Gør rimelige tilpasninger i regler og måder at gøre tingene på for at sikre, at personer med handicap kan købe og gøre ting i offentlige lokaler. (En tøjbutik kan f.eks. have en regel om, at der kun må være én person i et omklædningsrum ad gangen. Nogle mennesker med handicap har brug for hjælp til at få tøj på. Butikken skal ændre reglen, så den siger, at to personer må være i et omklædningsrum, hvis en af dem har brug for hjælp til at tage tøj på på grund af et handicap).
• Har særlige værktøjer til at kommunikere med handicappede (f.eks. en særlig telefon til at tale med døve eller hørehæmmede).
• gøre transport tilgængelig for handicappede (f.eks. skal private transportvirksomheder have mindst nogle tilgængelige køretøjer, f.eks. kørestolsvogne eller busser, der kan komme tættere på jorden, så kørestolsbrugere kan stige på uden at skulle gå op ad trapper)

Private virksomheder, der tilbyder undervisning eller afholder prøver, skal foretage rimelige tilpasninger for at gøre det muligt for personer med handicap at deltage i undervisningen eller prøverne. Nogle eksempler på rimelige tilpasninger er:

• At give ekstra tid til en person med indlæringsvanskeligheder til at tage en prøve
• Ændring af den måde, hvorpå en klasse eller prøve gives til en person med et handicap (f.eks. ved at have en tegnsprogstolk til en døv person eller ved at få en person til at læse bøger fra klassen højt for en blind person)
• Sørge for, at undervisningen eller prøven finder sted i en tilgængelig bygning

Klager

Hvis en person med et handicap mener, at han/hun er blevet diskrimineret af en offentlig bolig, kan han/hun klage til det amerikanske justitsministerium. De kan skrive et brev, faxe et brev eller bruge en online-formular på http://www.ada.gov/filing_complaint.htm. Der kan ske et par forskellige ting, efter at personen har indgivet sin klage:

• Klagen kan blive sendt til et mæglingsprogram. Personen med et handicap, en person fra den offentlige bolig og en mægler mødes alle sammen. Mediatorens opgave er at hjælpe alle med at finde en løsning, som alle kan blive enige om.
• Justitsministeriet kan anlægge sag mod den offentlige bolig.

Hvis en person ikke er i stand til at skrive, faxe eller skrive en klage på grund af et handicap, vil Justitsministeriet gøre rimelige tilpasninger for at hjælpe. Personen kan ringe til Justitsministeriets ADA-informationslinje. Informationslinjen besvares af ADA-specialister. En person med et handicap kan forklare sin klage, og specialisten vil skrive den ned for vedkommende. Hvis personen er døv og bruger amerikansk tegnsprog, kan en specialist tage imod klagen via videotelefon (så de kan se hinanden og tegn frem og tilbage til hinanden).

En person kan også selv anlægge sag mod den offentlige bolig, uden at justitsministeriet behøver at sige, at vedkommende har "ret til at anlægge sag".

Afsnit IV: Telekommunikation

Hvem er omfattet af afsnit IV?

Afsnit IV i ADA beskytter mod forskelsbehandling fra teleselskaber i USA (som f.eks. telefonselskaber).

Afsnit IV beskytter alle personer med et handicap, men det fokuserer på personer med tale- og hørehandicap, fordi de har størst problemer med at tale i telefon.

Hvad skal teleselskaberne gøre?

I afsnit IV står der, at alle teleselskaber i USA skal sikre, at handicappede har lige adgang til telekommunikation. Det betyder, at de skal levere telekommunikationstjenester, der er lige så gode som dem, som mennesker uden handicap får. De skal f.eks:

• Oprette relay-tjenester. En relay-tjeneste er en måde, hvorpå en telefonoperatør kan hjælpe en person med et tale- eller hørehandicap med at ringe til en almindelig telefon. Til dette formål bruger personen med handicap et tastatur eller et andet særligt værktøj.
• Gør deres relay-tjenester tilgængelige 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen.
• Ikke at opkræve mere af handicappede end af ikke-handicappede.

Relaytjenesterne har ændret sig meget siden 1990. I begyndelsen var de mest almindelige relaytjenester teletypewriter (TTY) og telekommunikation for døve (TDD). Det var som telefoner med tilkoblede skrivemaskiner. To personer med TDD'er kunne skrive frem og tilbage til hinanden. Eller hvis en handicappet person ønskede at ringe til en almindelig telefon (f.eks. en pizzarestaurant), kunne vedkommende skrive ind i telefonen, og en operatør læste beskeden højt for pizzarestauranten, lyttede til restaurantens svar og skrev den tilbage til den handicappede person.

Afsnit IV førte også til, at alle stater i USA oprettede Telecommunications Relay Services (TRS), såsom STS relay. STS står for Speech-to-Speech (tale til tale). Det blev oprettet for folk, der har taleproblemer. STS-relayoperatører lytter til det, personen siger, og gentager det med en tydelig stemme, så det bliver lettere for den anden person at forstå det. I dag foretages mange opkald, hvor der anvendes TRS, via internettet af forbrugere, der bruger bredbåndsforbindelser. Nogle af dem er VRS-opkald (Video Relay Service), mens andre er tekstopkald. Under alle omstændigheder oversætter kommunikationsassistenterne mellem en forbrugers underskrevne eller indtastede ord og andres talte ord. I 2006 var der ifølge Federal Communications Commission (FCC) i gennemsnit to millioner minutter om måneden med VRS-opkald.

Klager

Klager over forskelsbehandling i henhold til afsnit IV indgives til Federal Communications Commission (FCC).

Afsnit V: Diverse

Afsnit V indeholder forskellige andre ekstra regler. For eksempel står der:

• Intet i ADA ændrer eller ophæver noget i Section 504 i Rehabilitation Act. Afsnit 504 var den første lov, der gav handicappede personer med handicap borgerrettigheder.
• Ingen må straffes for at bruge deres ADA-rettigheder eller for at hjælpe andre med at bruge deres ADA-rettigheder. (At straffe en person af denne grund kaldes repressalier).

 
En døv person på arbejdspladsen, der kommunikerer med en hørende person ved hjælp af en video relay service. Hun bruger tegnsprog, som operatøren oversætter højt for den hørende person.  


Eksempel på en tilgængelig brusekabine i en statspark i Virginia  


I henhold til afsnit III skal offentlige steder og virksomheder være tilgængelige - f.eks. ved at have ramper til kørestole som denne  


ADA fastsætter standarder for opførelse af tilgængelige offentlige faciliteter. På billedet ses et skilt, der angiver en tilgængelig fiskeplatform ved Drano Lake i Washington.  


En tilgængelig bus med kørestolslift i Oregon  


I afsnit II står der, at handicappede, som denne seksårige med Downs syndrom, skal have lov til at gå i offentlige skoler. Denne dreng er klar til sin første skoledag