Kræft har eksisteret i mange tusinde år. I dag stammer mange af de medicinske termer, der bruges til at beskrive kræft, fra oldgræsk og latin. Det latiniserede græske ord carcinoma bruges f.eks. til at beskrive en ondartet svulst - en svulst, der består af kræftceller. Grækerne brugte også ordet "karkinos", som af Aulus Cornelius Celsus blev oversat til det latinske ord kræft. Præfikset "carcino" bruges stadig i medicinske ord som carcinoma og carcinogen. En berømt græsk læge, Galen, var med til at skabe et andet ord, som er meget vigtigt for lægevidenskaben i dag, idet han brugte ordet "onkos" til at beskrive alle svulster. Det er herfra, ordet onkologi, den gren af lægevidenskaben, der beskæftiger sig med kræft, stammer.
Oldtidens historie
Hippokrates (en meget berømt læge fra oldtiden, som ofte kaldes den moderne medicins fader) nævnte mange former for kræft. Han kaldte godartede svulster (svulster, der ikke består af kræftceller) for onkos. På græsk betyder onkos "hævelse". Han kaldte ondartede svulster karkinos. Det betyder krabbe eller krebs på græsk. Han brugte dette udtryk, fordi han mente, at hvis man skar i en solid ondartet svulst, lignede dens årer en krabbe: "venerne strækker sig til alle sider, ligesom dyret krabben har sine fødder, hvorfra den har sit navn". Hippokrates tilføjede senere -oma (græsk for "hævelse") efter ordet "carcinos". På denne måde er ordet carcinoma opstået.
Fordi de gamle grækere ikke troede på, at man kunne åbne døde kroppe for at studere dem, kunne Hippokrates kun beskrive og tegne svulster, som han så udefra på kroppen. Han tegnede tumorer, der havde været på huden, næsen og brysterne.
Hippokrates og andre læger på den tid behandlede mennesker ud fra humorteorien. Denne teori sagde, at der var fire typer væske i kroppen (sort, gul galde, blod og slim). Lægerne forsøgte at finde ud af, om disse fire "humorer" (eller kropsvæsker) var i balance. Derefter anvendte de behandlinger som ablødning (man skar patienten og lod ham bløde, så han mistede blod), afføringsmidler (man gav patienten mad eller urter for at få ham til at gå på toilettet) og/eller ændrede patientens kost. Lægerne troede, at disse behandlinger ville virke for at få patientens fire humørstoffer tilbage i den rette balance. Humorteoriens behandling var populær indtil det 19. århundrede (1800-tallet), hvor man opdagede cellerne. På dette tidspunkt havde man indset, at kræft kan opstå hvor som helst i kroppen.
Tidlig operation
Det ældste kendte dokument, der omhandler kræft, blev fundet i Egypten og menes at være fra omkring 1600 f.Kr. Dokumentet omhandler kirurgi til behandling af otte tilfælde af sår i brystet. Disse blev behandlet ved kauterisering - ved at brænde dem - ved hjælp af et redskab kaldet "brandboret". I dokumentet står der også om kræft: "Der findes ingen behandling".
En anden meget tidlig type kirurgi, der blev brugt til behandling af kræft, blev beskrevet i 1020'erne. I The Canon of Medicine sagde Avicenna (Ibn Sina), at behandlingen skulle bestå i at skære alt sygt væv ud. Dette omfattede brugen af amputation (fjernelse af en del af kroppen helt) eller fjernelse af vener, der løb i retning af tumoren. Avicenna foreslog også, at det område, der var blevet behandlet, skulle kauteriseres (eller brændes), hvis det var nødvendigt.
Det 16. og 17. århundrede
I det 16. og 17. århundrede (1500- og 1600-tallet) begyndte læger at få lov til at dissekere lig (eller skære dem op efter døden) for at finde ud af, hvad der var årsagen til døden. Omkring denne tid var der mange forskellige idéer om, hvad der forårsagede kræft. Den tyske professor Wilhelm Fabry mente, at brystkræft blev forårsaget af en blodprop i den del af kvindens bryst, der producerer mælk. Den hollandske professor Francois de la Boe Sylvius mente, at alle sygdomme var forårsaget af kemiske processer. Han mente, at især kræft blev forårsaget af sur lymfe. Nicolaes Tulp, der levede på samme tid som Sylvius, mente, at kræft var en gift, der langsomt spredes og var smitsom.
En britisk kirurg ved navn Percivall Pott var den første person, der fandt ud af en af de virkelige årsager til kræft. I 1775 opdagede han, at kræft i pungen var en almindelig sygdom blandt skorstensfejere (folk, der ryddede skorstene). Andre læger begyndte at studere dette emne og kom med andre idéer om, hvad der forårsager kræft. Lægerne begyndte derefter at arbejde sammen og finde frem til bedre idéer.
Det 18. århundrede
I det 18. århundrede (1700-tallet) begyndte mange mennesker at bruge mikroskopet, og det gjorde en stor forskel i forhold til at hjælpe læger og forskere med at forstå mere om kræft. Ved hjælp af mikroskopet kunne forskerne se, at "kræftgiften" spredte sig fra en tumor gennem lymfeknuderne til andre steder ("metastase"). Dette blev først tydeliggjort af den engelske kirurg Campbell De Morgan mellem 1871 og 1874.
Før det 19. århundrede (1800-tallet) havde man normalt dårlige resultater ved at bruge kirurgi til behandling af kræft. Lægerne forstod ikke, hvor vigtigt hygiejne (eller at holde tingene rene) er for at forebygge sygdomme, især efter operationer. Fordi tingene ikke blev holdt rene under eller efter operationen, fik patienterne ofte infektioner og døde. En kendt skotsk kirurg, Alexander Monro, førte f.eks. journal og fandt ud af, at 58 patienter ud af 60, der blev opereret for brysttumorer, døde inden for de næste to år.
Det 19. århundrede
I det 19. århundrede blev den kirurgiske hygiejne bedre på grund af asepsis. Lægerne indså, at snavs og bakterier forårsager infektioner, så de begyndte at holde tingene renere og gøre ting for at dræbe bakterier for at forhindre, at deres patienter fik infektioner. Det blev mere almindeligt, at folk overlevede efter at være blevet opereret. Kirurgisk fjernelse af tumoren (at fjerne tumoren fra kroppen ved at foretage en operation) blev førstevalg i behandlingen af kræft. For at denne form for behandling kunne fungere, skulle den kirurg, der foretog operationen, være meget god til at fjerne tumorer. (Det betød, at selv om folk havde den samme slags kræft, kunne de få meget forskellige resultater, idet nogle fik en god behandling, der virkede, og andre fik en behandling, der ikke virkede, på grund af forskelle i hvor gode de forskellige kirurger var).
I slutningen af 1800-tallet begyndte læger og videnskabsmænd at indse, at kroppen består af mange forskellige slags væv, som igen består af millioner af celler. Denne opdagelse startede den cellulære patologi (undersøgelse af celler for at lære om sygdomme og finde ud af, hvad der er galt med kroppen).
Opdagelse af stråling
I 1890'erne opdagede franske forskere det radioaktive henfald. Strålebehandling blev den første kræftbehandling, der virkede, og som ikke involverede kirurgi. Det krævede en ny tværfaglig tilgang til kræftbehandling (folk med forskellige job arbejdede sammen om at behandle patienterne). Kirurgen arbejdede ikke længere alene - han arbejdede sammen med hospitalets radiologer (folk, der gav og aflæste røntgenbilleder) for at hjælpe patienterne. Denne teamtilgang betød ændringer i deres arbejdsmetoder. De forskellige personer på holdet skulle kommunikere med hinanden og arbejde sammen, hvilket de ikke var vant til at gøre. Det betød også, at behandlingen skulle foregå på et hospital i stedet for i patientens hjem. Derfor skulle patienternes oplysninger samles i journaler, der blev opbevaret på hospitalet (kaldet "journaler"). Fordi disse oplysninger nu blev opbevaret og skrevet ned, kunne forskerne foretage de første statistiske patientundersøgelser ved hjælp af tal for at undersøge spørgsmål som f.eks. hvor mange mennesker, der har en bestemt type kræft eller får en bestemt behandling, der overlever.
Det 20. århundrede
Et andet vigtigt skridt fremad i forståelsen af kræft skete i 1926, da Janet Lane-Claypon offentliggjorde en artikel om kræftepidemiologi. (Epidemiologi er et forskningsområde, hvor man undersøger, hvor almindelig en sygdom er, hvilke mønstre sygdommen har hos forskellige typer mennesker, og hvad dette betyder for forståelsen og behandlingen af sygdommen). Denne historiske artikel var en komparativ undersøgelse, hvor man forsøger at finde ud af, hvad der forårsager en sygdom ved at se på en gruppe mennesker, der har sygdommen, og finde ud af, hvordan de adskiller sig fra en anden gruppe, der ikke har sygdommen. I Lane-Claytons undersøgelse blev der kigget på 1000 mennesker, som alle havde samme baggrund og livsstil (eller måde at leve på): 500 mennesker med brystkræft og 500 kontrolpatienter (mennesker uden brystkræft). Disse mennesker var ens på mange måder, men nogle fik brystkræft, og andre fik det ikke. For at finde ud af, hvad der kan være årsag til, at visse mennesker får brystkræft, undersøgte man, hvad der var anderledes ved disse mennesker, når de blev sammenlignet med (eller set ved siden af) de mennesker, der ikke fik kræft.
Lane-Claytons undersøgelse blev offentliggjort af det britiske sundhedsministerium. Hendes arbejde med kræftepidemiologi blev videreført af Richard Doll og Austin Bradford Hill. De brugte de samme metoder til at studere kræft som Lane-Clayton, men de undersøgte en anden form for kræft: lungekræft. I 1956 offentliggjorde de deres resultater i en artikel med titlen "Lung Cancer and Other Causes of Death In Relation to Smoking. A Second Report on the Mortality of British Doctors" (også kaldet den britiske lægeundersøgelse). Senere forlod Richard Doll det medicinske forskningscenter i London (MRC) og startede i 1968 Oxford-enheden for kræftepidemiologi. Ved at bruge computere kunne denne enhed gøre noget nyt og meget vigtigt: den samlede store mængder kræftdata (oplysninger om kræft). Denne måde at studere kræft på er meget vigtig for kræftepidemiologien i dag, og den har også været meget vigtig for udformningen af det, vi nu ved om kræft, og hvordan reglerne og lovene om sygdommen og folkesundheden er i dag. I løbet af de sidste 50 år har mange forskellige mennesker gjort et stort stykke arbejde for at indsamle data fra forskellige læger, hospitaler, områder, stater og endda lande. Disse data bruges til at undersøge, om forskellige kræftformer er mere eller mindre almindelige i forskellige områder, miljøer (f.eks. i storbyer sammenlignet med landdistrikter) eller kulturer. Det hjælper folk, der studerer kræft, med at finde ud af, hvad der gør det mere eller mindre sandsynligt, at folk får forskellige former for kræft.
Virkningerne af Anden Verdenskrig
Før Anden Verdenskrig var læger og hospitaler blevet bedre til at indsamle (eller få og opbevare) data om deres kræftpatienter, men det var sjældent, at disse data blev delt med andre læger eller hospitaler. Dette ændrede sig efter Anden Verdenskrig, da medicinske forskningscentre fandt ud af, at der var stor forskel på antallet af kræfttilfælde i de forskellige lande. På grund af dette oprettede mange lande nationale folkesundhedsorganisationer (som undersøgte folkesundhedsspørgsmål i et helt land). Disse nationale folkesundhedsorganisationer begyndte at samle sundhedsdata fra mange forskellige læger og hospitaler. Det hjalp dem med at finde ud af nogle af årsagerne til, at kræft var så meget mere almindeligt forekommende visse steder. I Japan fandt man f.eks. ud af, at folk, der havde overlevet atombomberne i Hiroshima og Nagasaki, havde knoglemarv, som var fuldstændig ødelagt. Dette hjalp dem til at indse, at syg knoglemarv også kunne ødelægges med stråling, hvilket var et meget vigtigt skridt i retning af at finde ud af, at leukæmi (en blodkræft) kan behandles med knoglemarvstransplantationer.
Siden Anden Verdenskrig er forskerne blevet ved med at finde bedre kræftbehandlinger. Der er dog stadig nogle ting, der skal forbedres. Selv om der f.eks. findes gode behandlinger for mange kræftformer, findes der stadig ingen behandlinger for visse kræftformer eller for visse kræftformer, når de udvikler sig (eller forværres) til et bestemt stadium af sygdommen. De kræftbehandlinger, der findes, er heller ikke alle standardiserede (der er ikke én aftalt måde at give hver behandling på, som anvendes hver gang behandlingen gives). Kræftbehandlinger er heller ikke tilgængelige overalt i verden. Folk er nødt til at blive ved med at studere kræftepidemiologi og danne internationale partnerskaber (hvor forskellige lande arbejder sammen) for at finde kure og gøre kræftbehandlinger tilgængelige overalt.
