Artikel III i USA's forfatning: Højesteret, føderale domstole og beføjelser

De Forenede Staters retsmyndighed er placeret i én højesteret og i de underordnede domstole, som kongressen fra tid til anden kan udpege og oprette. Dommerne, både i de øverste og de lavere domstole, skal beklæde deres embeder så længe de opfører sig pænt og skal på bestemte tidspunkter modtage en godtgørelse for deres tjenester, som ikke må nedsættes, så længe de er i embedet.

Afsnit 1 i artikel 3 indleder med at oprette Højesteret - en domstol, som vil være mere magtfuld end nogen anden domstol i landet. Den giver også Kongressen beføjelse til at oprette "lavere" (mindre magtfulde) føderale domstole.

Det giver dommerne ved disse domstole mulighed for at få en fast løn for deres arbejde. Afsnit 1 beskytter dommerne ved at sige, at deres lønninger ikke vil blive nedsat, mens de er i embedet (arbejder som forbundsdommer).

Beskæftigelsesperiode

I afsnit 1 står der, at dommere "skal beholde deres embeder [beholde deres job] under god opførsel". Dette skal beskytte de føderale dommere og sikre, at det føderale retsvæsen er uafhængigt.

Før det vandt sin uafhængighed i den amerikanske revolutionskrig, var Amerika en koloni under det britiske imperium. De grundlæggende fædre skrev forfatningen kun fire år efter krigens afslutning. De kunne stadig huske, hvordan domstolene i de amerikanske kolonier var. Som Thomas Jefferson skrev i Uafhængighedserklæringen, havde Storbritanniens kong George III "gjort dommerne afhængige af hans vilje alene med hensyn til deres embedsvarighed og størrelsen og betalingen af deres lønninger".

Det betød, at dommerne ikke kunne være uafhængige eller upartiske. Hvis de traf en afgørelse, som kong George ikke kunne lide, kunne de blive fyret eller ikke blive betalt. Dommere, der ønskede at beholde deres job, traf beslutninger baseret på, hvad kong George ville ønske, og ikke på, hvad loven sagde. Hvis dommere ikke kan være uafhængige eller ikke følger loven, er domstolene ikke retfærdige, og almindelige mennesker kan ikke få retfærdighed.

Forfatningen sikrer, at dette ikke vil ske for USA's føderale dommere. Ved at sige, at dommere "skal beholde deres embeder, så længe de har god opførsel", giver paragraf 1 i princippet dommerne mulighed for at beholde deres job resten af livet. I artikel 2, afsnit 4, siger forfatningen, at kongressen kan fratage en dommer hans job - men kun efter at han er blevet dømt i en retssag, og kun for "forræderi, bestikkelse eller andre høje forbrydelser og forseelser". (Det er det, som afsnit 1 mener med adfærd, der ikke er "god".) Med andre ord sikrer forfatningen, at alle dommere mister deres job, hvis de træffer den mindste upopulære beslutning. Dette fratager dommerne friheden til at være uafhængige og til at træffe de beslutninger, som de mener er retfærdige, og det tvinger dem til at vælge mellem ret og genvalg.

Antal domstole

Artikel III tillader klart kun én højesteret. Den siger imidlertid ikke, hvor mange dommere der skal være i Højesteret. Kongressen løste dette problem i 1948 ved at vedtage en lov. Loven siger, at Højesteret skal have 9 dommere, herunder en øverste dommer.

Både i afsnit 1 og i artikel 1, afsnit 8, giver forfatningen Kongressen ret til at oprette domstole, der er "underordnede" i forhold til Højesteret. Forfatningen siger imidlertid ikke, hvor mange "underordnede" domstole der skal være, eller hvordan de skal oprettes. Den overlader disse beslutninger til Kongressen. Kongressen besluttede at oprette to forskellige slags "underordnede" domstole (også kaldet "lavere domstole"). I Judiciary Act of 1789 oprettede de:

• "Artikel III domstole", også kaldet "forfatningsdomstole". Det er de domstole, der har "judiciel magt":
• De Forenede Staters højesteret
• De føderale appeldomstole og distriktsdomstole (føderale domstole, der dækker bestemte områder)
• Den amerikanske domstol for international handel
• "Artikel I domstole", også kaldet "lovgivende domstole". Disse domstole hjælper Kongressen med at håndhæve nogle af de beføjelser, som artikel 1 giver den. De hjælper også med at gennemgå beslutninger truffet af de udøvende myndigheder. For eksempel:
• Den amerikanske skattedomstol, som behandler uoverensstemmelser mellem skatteydere og Internal Revenue Service. Dette hjælper Kongressen med dens beføjelser til at opkræve skatter.
• U.S. Court of Appeals for the Armed Forces, som behandler appeller af visse sager, der er blevet behandlet ved militærdomstolene. Dette hjælper Kongressen med dens beføjelser til at regulere militæret.
• U.S. Court of Appeals for Veterans Claims, som kan revidere afgørelser truffet af Board of Veterans' Appeals (en udøvende afdeling). Hvis en veteran f.eks. ansøger om invalidepension, og Board of Appeals afviser dem, kan Court of Appeals behandle sagen.
• U.S. Court of Federal Claims, som behandler sager, der vedrører krav om erstatning i penge mod den føderale regering.

Den juridiske magt skal omfatte alle sager, i lov og retfærdighed, der opstår i henhold til denne forfatning, de Forenede Staters love og traktater, der er indgået eller vil blive indgået under deres myndighed;-til alle sager, der vedrører ambassadører, andre offentlige ministre og konsulater;-til alle sager med admiralitets- og maritim jurisdiktion;-i tvister, i hvilke de Forenede Stater er part, i tvister mellem to eller flere stater, mellem en stat og borgere i en anden stat, mellem borgere i forskellige stater, mellem borgere i samme stat, der gør krav på jord i henhold til bevillinger fra forskellige stater, og mellem en stat eller dens borgere og fremmede stater, borgere eller undersåtter.

I alle sager, der vedrører ambassadører, andre offentlige ministre og konsulater, og i sager, hvor en stat er part, har den øverste domstol den oprindelige kompetence. I alle andre sager, der er nævnt ovenfor, har den øverste domstol appelkompetence, både med hensyn til ret og faktum, med de undtagelser og i henhold til de bestemmelser, som kongressen fastsætter.

Retssager om alle forbrydelser, undtagen i sager om rigsretssager, skal være med jury; og sådanne retssager skal afholdes i den stat, hvor de nævnte forbrydelser er blevet begået; men når de ikke er begået i nogen stat, skal retssagen finde sted på det eller de steder, som kongressen ved lov kan have bestemt.

Paragraf 1: Sager og kontroverser

I paragraf 2, stk. 1, forklares de beføjelser, som den føderale domstol har, og grænserne for disse beføjelser.

Paragraf 1 giver de føderale domstole kun beføjelse til at høre og dømme "sager og tvister". De kan f.eks. ikke behandle en sag om en situation, der kan opstå i fremtiden.

Paragraf 2: Oprindelig kompetence og appelkompetence

Når der i paragraf 2 tales om "jurisdiktion", er der tale om, hvem der har beføjelse til at behandle en sag.

Oprindelig jurisdiktion

"Oprindelig kompetence" er beføjelsen til at behandle en sag først, før nogen anden domstol. Paragraf 2 giver Højesteret original kompetence i:

• Sager, der involverer ambassadører, ministre og konsulater (diplomater)
• Sager, hvor en stat er part (som sagsøger eller sagsøgt; f.eks. en sag, hvor en person sagsøger statens regering)
• Dette omfatter sager, hvor USA selv er part (f.eks. United States v. Texas).

Appelretlig kompetence

I alle de andre sager, der er nævnt i paragraf 2, har Højesteret "appelkompetence". Det betyder, at en anden domstol har beføjelse til at behandle sagen først. Hvis nogen appellerer denne domstols afgørelse, kan Højesteret tage sagen op i appel. Paragraf 2 giver Højesteret beføjelse til at behandle appelsager om:

• Sager, der har at gøre med føderale love, forfatningen eller traktater
• Sager om ting, der er sket på havet
• Sager mellem personer, der bor i forskellige stater
• Sager mellem personer, der bor i den samme stat, men som kæmper om jordtillæg i forskellige stater
• Sager mellem folk i en stat, der kæmper med folk fra et andet land

Højesteret kan dog kun tage en sag op til fornyet prøvelse, hvis den mener, at den lavere retsinstans' afgørelse er i strid med en lov eller forfatningen.

Kompetence over for statslige domstole

Der er én specifik beføjelse, som paragraf 2 ikke giver den føderale dommerstand. I paragraf 2 står der, at den føderale dommerstand har magt over "De Forenede Staters love". Der står imidlertid ikke, at de føderale domstole har magt over de enkelte staters love. Da Kongressen vedtog Judiciary Act of 1789, gav de heller aldrig de føderale domstole denne magt. Det betyder, at de føderale domstole kun kan gennemgå eller ændre afgørelser truffet af delstaternes øverste domstole, hvis delstatens afgørelse kan have brudt en føderal lov eller forfatningen. De føderale domstole havde ikke beføjelse til at gennemgå eller ændre afgørelser fra statens øverste domstole, som blot var baseret på statslove. Dette gav grundlæggende set hver enkelt stats højesteret det endelige ord over lovene i deres stat. Forskellige stater kunne beslutte helt forskellige ting, så lovene kunne være helt anderledes i den ene stat end i den anden.

Ændringer

I 1795 ændrede det ellevte ændringsforslag en del af paragraf 2. Det fjernede den føderale domstols magt til at blande sig i retssager mellem stater og borgere i andre stater eller lande.

I Marbury v. Madison (1803) fastslog Højesteret, at Kongressen ikke kan ændre Højesterets oprindelige kompetence. Domstolens appelkompetence er dog anderledes. Kongressen har mulighed for at lave reglerne for de føderale domstoles appelafdeling, herunder regler om deres jurisdiktion.

Marbury v. Madison skabte også en vigtig magt, der kaldes domstolsprøvelse. Dette er Højesterets mulighed for at undersøge, om en lov, traktat eller udøvende regel er i strid med en allerede eksisterende lov, en delstatsforfatning eller USA's forfatning. Efter Marbury begyndte Højesteret at holde øje med, hvad stats- og forbundsregeringerne gjorde, i stedet for blot at behandle sager, som folk indgav til dem.

Paragraf 2 siger, at Højesteret har "retlig magt [over] alle sager, i ret og billighed, der opstår i henhold til denne forfatning [og] de Forenede Staters love....". Det står dog ikke præcist, hvad det betyder. Højesteret afklarede dette i en sag kaldet Osborn v. Bank of the United States (1824). Højesteretsdommer John Marshall skrev en udtalelse om, hvad en "føderal" sag er, og hvad "opstået i henhold til" forfatningen eller de føderale love betyder. Grundlæggende sagde han, at en sag er føderal - og under de føderale domstoles oprindelige kompetence - hvis:

• Svaret på søgsmålet afhænger på en eller anden måde af forfatningen eller af føderal lovgivning
• Klagerens argument har noget at gøre med forfatningen eller den føderale lovgivning

Paragraf 3: Føderale retssager

Paragraf 3 i afsnit 2 siger, at føderale forbrydelser skal prøves af en jury, medmindre den anklagede ikke ønsker en jury. Den eneste type forbundsforbrydelse, der ikke skal prøves for en jury, er en anklage. (I forfatningens artikel 1, stk. 3, står der, at kun USA's Senat kan behandle sager om rigsretssager).

Paragraf 3 siger også, at retssagen skal afholdes i den stat, hvor den pågældende har begået forbrydelsen. Hvis de ikke har begået forbrydelsen i en bestemt stat, kan kongressen vælge, hvor retssagen skal afholdes.

Flere af forfatningsændringerne i Bill of Rights handler mere om rettighederne for personer, der er under retssag i en strafferetlig eller civil retssag.

Forræderi mod de Forenede Stater består kun i at føre krig mod dem eller i at holde med deres fjender og give dem hjælp og trøst. Ingen person kan dømmes for forræderi, medmindre to vidner bevidner den samme handling eller ved en tilståelse i en åben domstol. Kongressen skal have beføjelse til at fastsætte straffen for forræderi, men ingen forræderiattentat må medføre blodsforgiftning eller fortabelse, medmindre det sker på den angrebsramtes livstid.

Paragraf 1: Definition og overbevisning

Det sidste afsnit i artikel 3 omhandler forræderi, og hvordan det skal straffes. De grundlæggende fædre ønskede at sikre, at amerikanernes rettigheder blev beskyttet. De vidste også, at nogle konger i England tidligere havde fjernet deres politiske modstandere ved at beskylde dem for forræderi. Af disse grunde ville grundlæggerne sikre sig, at forfatningen specifikt fortalte, hvilke forbrydelser der var forræderi, hvad der skulle til for at finde folk skyldige, og hvad straffen kunne være.

Forfatningen er meget specifik med hensyn til, hvilke forbrydelser der er forræderi:

• "At føre krig mod" USA;
• "Tilslutning til [tilslutter sig eller er loyal over for]" USA's fjender; eller
• "At give [fjender] hjælp og trøst."

Det fremgår også klart af § 3, at forræderi skal være en "åbenlys handling". Det betyder, at for at begå forræderi skal en person faktisk gøre noget og ikke blot planlægge at gøre det. Hvis en gruppe mennesker f.eks. mødtes og planlagde at angribe en del af USA, ville det ikke være forræderi, fordi de endnu ikke havde gjort noget for at skade landet. Hvis de angreb USA, ville det være en åbenlys handling, og det ville være forræderi.

Der står også, at der kun er to måder, hvorpå en person kan blive dømt for forræderi. To forskellige vidner skal i retten sige, at de har set personen udføre den pågældende handling. Hvis der ikke er to vidner, skal personen indrømme i retten, at han har begået forræderi. Hvis ingen af disse to ting sker, kan personen ikke blive fundet skyldig i forræderi. Dele af denne regel stammer fra en britisk lov kaldet Treason Act 1695.

Klausul 2: Straf

Endelig omhandler afsnit 3 straffen for personer, der er fundet skyldige i forræderi. Den giver kongressen beføjelse til at bestemme straffen. Der er dog én straf, som forfatningen ikke tillader: at straffe en persons familie og efterkommere for den pågældendes forbrydelse. I engelsk ret ville en person, der blev dømt for forræderi, blive straffet med en "Attainder" (også kaldet en "Corruption of Blood"). Det betød, at ikke kun personen, men også dennes familie og arvinger ville blive straffet og betragtet som skyldige. Når en person var blevet "angrebet", blev han/hun henrettet. Men deres arvinger ville også miste retten til at arve den pågældendes jord, ejendom eller penge.

I slutningen af afsnit 3 står det udtrykkeligt, at denne straf ikke er tilladt. Da grundlæggerne skrev: "Ingen forræderianklage må medføre blodsforgiftning eller konfiskation undtagen i den angrebsramtes levetid", mente de: "Ingen arvinger må straffes, og Kongressen kan få forræderen til at konfiskationere (opgive) sin ejendom, men kun i deres levetid." Deres arvinger skulle kunne arve deres ejendom, når forræderen døde.