Det europæiske charter om regionale sprog og mindretalssprog (ECRML) er en europæisk traktat, der blev vedtaget i 1992 og har til formål at beskytte og fremme historiske regionale og mindretalssprog i Europa. Traktaten blev udarbejdet af Europarådet og er siden trådt i kraft for de lande, der har ratificeret den.

Hvem og hvad dækker traktaten?

Charteret gælder kun for sprog, der traditionelt anvendes af statsborgere i de deltagende stater, og som er klart adskilte fra majoritetssproget eller det officielle sprog. Det beskytter ikke sprog, der anvendes af nyligt ankomne indvandrere, og omfatter ikke lokale dialekter af det officielle sprog eller majoritetssproget.

For at et sprog kan være omfattet, skal det enten tales af befolkningen i en bestemt region eller et område i landet, eller af et landdækkende mindretal. Derfor kan sprog som jiddisch og romani være omfattet, selv om der ikke findes en geografisk "romani-region".

De nationale officielle sprog i en stat er som udgangspunkt ikke omfattet af traktaten. Nogle regionale officielle sprog kan dog omfattes, fordi de kun er officielle i en del af landet. Katalansk er for eksempel kun officielt i bestemte regioner i Spanien og kan derfor drage fordel af charteret. Derimod kan irsk ikke gøres gældende under charteret i Irland, fordi det er et officielt sprog i staten, selv om det er et mindretalssprog i praktisk brug. Irsk er dog beskyttet i Nordirland, fordi det ikke er et officielt eller nationalsprog i Det Forenede Kongerige.

Frankrig har underskrevet traktaten, men har ikke ratificeret den fuldt ud, blandt andet fordi den franske forfatning tidligere har været anset for at begrænse regeringens muligheder for at give officiel støtte til andre sprog end fransk.

To niveauer af beskyttelse: Del II og Del III

Charteret arbejder med to forskellige niveauer af forpligtelser:

  • Del II (det lave niveau) indeholder generelle principper og forpligtelser, som staten accepterer over for alle de sprog, den anmelder under denne del. Disse er brede forpligtelser til at støtte sprogenes brug og bevarelse.
  • Del III (det højere niveau) indeholder et katalog af specifikke foranstaltninger inden for forskellige sektorer (uddannelse, administrativ service, retsvæsen, medier mv.). Stater, der vælger at anmelde et sprog under Del III, forpligter sig til et udvalgt sæt af disse mere konkrete foranstaltninger. I praksis omfatter Del III et katalog på i alt 35 mulige foranstaltninger, som staterne kan påtage sig for hvert anført sprog.

Eksempler på områder, hvor charteret kan føre til handling

  • Uddannelse på eller i mindretalssproget (fra grundskole til videregående uddannelse).
  • Offentlig administration og lokal forvaltning, hvor borgere kan bruge sproget i kontakt med myndigheder.
  • Domstole og retsvæsen, hvor retten til at bruge mindretalssproget kan sikres.
  • Medier og offentlig radio/TV samt støtte til kulturelle aktiviteter på sproget.
  • Økonomisk og socialt liv, f.eks. i skiltning, folkeoplysning og erhvervsliv.
  • Grænseoverskridende samarbejde mellem områder, hvor samme mindretalssprog tales.

Overvågning og anvendelse

Når en stat ratificerer charteret, skal den regelmæssigt afgive rapporter om, hvordan forpligtelserne opfyldes. Et uafhængigt udvalg af eksperter i Europarådet fører tilsyn med gennemførelsen og udarbejder anbefalinger, som herefter behandles af Europarådets Committee of Ministers. Mange stater har desuden gjort undtagelser eller begrænsninger i deres anmeldelser, så charterets ordning kan variere fra land til land og fra sprog til sprog.

Formål og virkninger

Formålet med charteret er at sikre, at regionale og mindretalssprog får reel mulighed for at blive brugt og videreført i både privat og offentligt liv. Det handler både om at beskytte sprogenes eksistens og om at fremme deres rolle i uddannelse, kultur, medier og offentlig forvaltning. I praksis betyder charteret ofte øget støtte til sprogundervisning, medier på mindretalssprog og offentlige tjenester på disse sprog.

Selvom charteret ikke er et fuldstændigt sæt regler, der pålægger identiske krav i alle lande, fastlægger det en fælles europæisk ramme og sætter fokus på sprogpolitiske forpligtelser. Det gør det lettere for mindretal at søge konkret støtte og for stater at samarbejde om sprogbevarelse.