De sorbiske sprog er slaviske sprog, der er en gren af de indoeuropæiske sprog. De placeres nærmere bestemt i den vestslaviske gruppe, som omfatter sprogene polsk, tjekkisk og slovakisk. Sorbiske sprog har bevaret flere ældre slaviske træk og samtidig optaget betydelig påvirkning fra tysk gennem århundreder.

Det er sorbernes modersmål, som er et slavisk mindretal i det østlige Tyskland. Sorberne (ofte også kaldet “wender” på tysk historisk) har en lang lokal historie i Lausitz-regionen og har bevaret en særskilt kultur, folklore og kirkeliv siden middelalderen.

Der er to sprog: Oversorbisk (hornjoserbsce), der tales af ca. 40.000 mennesker i Sachsen, og undersorbisk (dolnoserbski), der tales af ca. 10.000 mennesker i Brandenburg. Begge sprog tales i et område, der er kendt som Lausitz (Łužica på øvre sorbisk, Łužyca på nedersorbisk og Lausitz på tysk). Inden for de to hovedsprog findes flere dialekter, og der er forskelle i udtale, ordforråd og visse grammatiske træk mellem øvre og nedre sorbisk.

Skrift, medier og uddannelse

Sorbisk benytter et latinsk alfabet med diakritiske tegn til at angive særlige udtaler (fx č, š, ž, ě). Der findes standardiserede stavemåder for både oversorbisk og undersorbisk, som bruges i skrift, skoleundervisning og medier. I de sorbiske områder udgives aviser og tidsskrifter på begge sprog, og der findes regionale radio- og tv-udsendelser på sorbisk.

Der er også skoler og undervisningstilbud på sorbisk på forskellige niveauer, fra førskole til nogle gymnasiale tilbud, samt voksenundervisning og sprogkurser rettet mod at bevare og genoplive sprogene. Lokale kirkelige tekster og folkelige traditioner bidrager ligeledes til sprogenes fortsatte brug.

Juridisk beskyttelse og kulturelle institutioner

I Tyskland er over- og undersorbisk officielt anerkendt og beskyttet som mindretalssprog i henhold til det europæiske charter om regionale sprog og mindretalssprog. I sorbernes hjemområder er begge sprog officielt ligestillet med tysk i kommunal forvaltning i udvalgte områder, og der findes tilskud og institutioner, der arbejder for sprog- og kulturbevarelse.

Flere nationale og regionale organisationer fremmer sorbisk kultur og sprog, herunder foreninger for undervisning, forskning, teater, musik og folkedans. En central rolle i det kulturelle arbejde spilles af lokale biblioteker, museer og kulturcentre i Lausitz.

Bycentre og lokale særpræg

Byen Bautzen i Oberlausitz er centrum for den øvre sorbiske kultur. Man kan se tosprogede skilte rundt omkring i byen, herunder byens navn, "Bautzen/Budyšin". Bautzen rummer også sorbiske institutioner, forlag og kulturelle tilbud, som samler og synliggør sprog og traditioner.

Byen Cottbus (Chóśebuz) betragtes som det kulturelle centrum i Nedersorbien. Cottbus har også tosprogede skilte og en række institutioner, der arbejder med nedersorbisk sprog og kultur, herunder teater-, musik- og undervisningsaktiviteter.

Historie, demografi og revitalisering

Antallet af sorbiske sprogbrugere har svinget over tid, påvirket af urbanisering, tysk sprogdominans og historiske omvæltninger. I dag arbejdes der aktivt med revitalisering gennem undervisning, medier, kulturelle projekter og politisk støtte. Mange projekter fokuserer på at gøre sprogene relevante for yngre generationer og på at sikre et dagligt brugsområde for sorbisk i både privatliv og offentlig administration.

Diaspora og særlige bebyggelser

Sorbisk tales også i den lille sorbiske ("wendiske") bebyggelse Serbin i Lee County, Texas. Indtil for nylig blev der udgivet aviser på sorbisk der. Den lokale dialekt er blevet stærkt påvirket af de omkringliggende tysk- og engelsktalende personer, og mange traditioner videreføres af efterkommere i lokal kultur og kirkeliv.

Amerikanske og australske samfund af sorbisk/wendisk afstamning foretrækker ofte betegnelserne "Wends" eller "Wendish" i stedet for "Sorb" eller "Sorbian". Dette er et historisk navn, som blev bragt med emigranter til New World og fortsat benyttes i nogle lokalsamfund og kulturforeninger.

Afsluttende bemærkning

Sorbiske sprog og kultur er et markant eksempel på Europas sproglige mangfoldighed og på, hvordan et lille mindretal kan bevare et levende kulturliv gennem målrettet indsats, institutionel støtte og lokal forankring. Arbejdet med at styrke sprogbrug, undervisning og medier fortsætter i tæt samspil mellem lokale aktører og statslige rammer.