Sovjetunionens opløsning 1985–1991: Gorbatjov, forløb og konsekvenser

I perioden 1969-1982 skete der kun meget få ændringer i Sovjetunionens politik og økonomi. Med begyndelsen af den sovjetiske krig i Afghanistan blev forholdet til USA også forværret. På det tidspunkt var Jimmy Carter, efterfulgt af Ronald Reagan, USA's præsident. Jimmy Carter afsluttede Détente-politikken - afslutning af uvenlige forbindelser. Nogle historikere mener, at dette kan være en af grundene til, at Sovjetunionen ændrede sin politiske og økonomiske politik.

I marts 1985 blev Mikhail Gorbatjov generalsekretær for CPSU. Under ham indledte en ny gruppe af embedsmænd og ledere en proces med ændringer i Sovjetunionens politik og økonomi. De forsøgte også at forbedre forbindelserne med vestlige lande som USA.

På det tidspunkt gik det godt med den sovjetiske økonomi, men den var langsommere end konkurrenternes økonomier i Vesten. Desuden var omkostningerne ved at opretholde Sovjetunionen som en supermagt enorme. Disse omkostninger omfattede drift af et stort militær, drift af KGB-netværk og uddeling af penge til lande, der stod tæt på Sovjetunionen. Samtidig var Sovjetunionens teknologiske udvikling sakket bagud. F.eks. brugte mange af dets fabrikker forældede teknologier, og det var sakket bagud med hensyn til brugen af informationsteknologi.

På baggrund af disse og andre årsager indledte Gorbatjov og hans hold tre vigtige politikker:

• Glasnost - betyder politisk åbenhed.
• Perestrojka - økonomiske ændringer og omstrukturering.
• Uskoreniye - dvs. fremskyndelse af den økonomiske udvikling.

Siden Vladimir Lenins tid i 1920'erne har befolkningen i Sovjetunionen ikke haft ret til at eje personlig ejendom og forretning. Regeringen ejede næsten alt. I 1988 tillod regeringen befolkningen at eje visse typer virksomheder inden for servicesektoren, fremstillingsvirksomhed og udenrigshandel. Der opstod et system af kooperative restauranter, butikker og producenter.

Glasnost gav borgerne større ytringsfrihed og gav dem mulighed for at kritisere regeringen - noget, de aldrig havde haft lov til før. Regeringen reducerede censuren og kontrollen med offentliggørelse. Regeringen løslod mange politiske fanger. I januar 1987 indledte Gorbatjov en demokratiseringsproces af sovjetisk politik. I juni 1988 indledte Gorbatjov en proces med henblik på at reducere SUKP's kontrol med de forskellige dele af regeringen.

I december 1988 godkendte den øverste sovjet oprettelsen af en kongres af folkedeputerede, Sovjetunionens nye lovgivende organ. I marts og april 1989 blev der afholdt valg til Folketingsdeputeretkammeret. Medlemmerne valgte den 15. marts 1990 Gorbatjov som Sovjetunionens første udøvende præsident.

Resultatet

Mange af de skridt, som Gorbatjov tog, gav andre resultater end de tilsigtede resultater. Perestrojka og glasnost, der skulle gøre den sovjetiske økonomi stærkere, resulterede således i noget helt andet. Mange faktorer og begivenheder kombinerede sig, og til sidst resulterede de i Sovjetunionens opløsning.

Under glasnost-politikken (politisk åbenhed) mistede den sovjetiske regering og det kommunistiske parti kontrollen med medierne. De frie medier gjorde offentligheden opmærksom på mange dårlige sider af samfundet og økonomien i Sovjetunionen. Disse dårlige aspekter omfattede dårlige boliger, alkoholisme, stofmisbrug, forurening, forældede teknologier på mange fabrikker og korruption. Folk fik også kendskab til mange forbrydelser begået af Stalin. F.eks. lærte de om fanger i Gulags, aftaler med Adolf Hitler og store massakrer på Stalins modstandere. Endvidere fik folk også oplysninger om begivenheder som den igangværende sovjetiske krig i Afghanistan og dårlig håndtering af den nukleare nedsmeltning i Tjernobyl (Sovjetunionen indrømmede ikke offentligt nedsmeltningen før tre dage efter, at den var sket). Kort sagt, folk lærte om de negative aspekter af det sovjetiske liv. Folk begyndte at miste troen på deres sovjetiske system og kommunismens ideologi.

I 1989 fandt den sovjetiske regering, at det var for vanskeligt for Sovjetunionen at bevare kontrollen over den østeuropæiske blok og besluttede at lade dem vælge deres egen fremtid. Efter afslutningen af Anden Verdenskrig blev alle disse lande styret af kommunistiske regeringer med støtte fra Sovjetunionen. Ændringen i Sovjetunionens politik resulterede i, at de kommunistiske regeringer i mange af disse lande faldt i 1990: i Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Østtyskland, Ungarn, Polen og Rumænien.

Da de så alle disse udviklinger, ønskede mange "republikker" i Sovjetunionen at blive uafhængige. Glasnost-politikken frigjorde også den længe ønskede nationalisme i "republikkerne", som den sovjetiske regering havde undertrykt og dækket over. Nogle republikker forsøgte at blive uafhængige.

Lederne havde troet, at perestrojkapolitikken var et modigt skridt til at forbedre økonomien. Men de var ikke særlig effektive til at forbedre de dårlige økonomiske forhold i 1980'erne. På trods af mange ændringer havde Gorbatjov og hans hold ladet mange aspekter af den sovjetiske økonomi forblive uændrede. F.eks. fortsatte priskontrollen, rublens ukonvertibilitet og regeringens kontrol med de fleste produktionsmidler. I 1990 var den økonomiske situation blevet værre. Eksemplerne omfatter:

• De offentlige udgifter var steget.
• Skatteindtægterne var faldet, da republikkerne var holdt op med at betale skat.
• Indtægterne fra salget af vodka faldt, da mange mennesker var holdt op med at drikke.
• Regeringen var nødt til at give penge til at støtte urentable landbrug og industrier.
• Regeringen havde fjernet mange kontroller, men havde ikke foretaget andre ændringer for at sikre en gnidningsløs overgang fra statskontrol til en fri økonomi. Dette resulterede i mange problemer, herunder lav produktion.

Den 7. februar 1990 blev SUKP's centralkomité tvunget til at løsne sin kontrol over magten. Omtrent samtidig begyndte forskellige "republikker" i Sovjetunionen at gøre krav på deres ret til at blive uafhængige. De holdt op med at følge den sovjetiske centralregerings love. De holdt også op med at betale skat til Sovjetunionens centrale myndigheder (i Moskva). Dette svækkede den sovjetiske autoritet og økonomi.

Under Gorbatjovs besøg i Vilnius, Litauens hovedstad, i 1990 protesterede omkring 250.000 mennesker på et offentligt møde. Den 11. marts 1990 erklærede Litauens ledere Litauens uafhængighed fra Sovjetunionen. Den sovjetiske centralregering krævede imidlertid, at Litauen skulle opgive sin uafhængighed, og den sovjetiske hær sendte fortsat mange tropper til Litauen. Regeringen sagde, at den skulle følge den sovjetiske forfatning, hvis den ønskede at forlade landet. Sovjetunionen gennemførte også en økonomisk blokade af Litauen. Estland og Letland blev også ulovligt erobret af Sovjetunionen i 1940. Den 30. marts 1990 erklærede Estlands ledere, at Sovjetunionens kontrol med deres land fra 1940 var ulovlig. De erklærede også deres uafhængighed. Letlands ledere indledte også uafhængighedsprocessen den 4. maj 1990.

Den 17. marts 1991 stemte befolkningen i Sovjetunionen for at bevare det eksisterende Sovjetunionen i en let ændret form. De baltiske lande (Litauen, Estland, Letland), Armenien, Georgien og Moldova boykottede afstemningen. I hver af de øvrige ni "republikker" i Sovjetunionen støttede et flertal af vælgerne, at Sovjetunionen skulle bevares. I juni 1991 blev der afholdt valg i Den Russiske Republik af Sovjetunionen. Boris Jeltsin fik 57% af stemmerne. Han var en kritiker af Mikhail Gorbatjov. Gorbatjovs foretrukne kandidat, den tidligere premierminister Nikolai Ryzhkov, fik kun 16 % af stemmerne.

Kuppet

Sovjetunionens "republikker" var den 20. august 1991 blevet enige om at underskrive en aftale, der gjorde dem til næsten uafhængige republikker, men til en del af en føderation med en fælles præsident, en fælles udenrigspolitik og et fælles militær. Mange personer var imidlertid uenige, og de ønskede en hurtig overgang til markedsøkonomi, selv om det betød Sovjetunionens opløsning. Der var mange andre i SUKP og Sovjetunionens militær, som støttede en fortsættelse af Sovjetunionen.

Den 19. august 1991 dannede nogle højtstående ledere i Sovjetunionen en "statslig komité for den statslige nødsituation". De forhindrede undertegnelsen af ovennævnte aftale den 20. august 1991. Blandt disse ledere var Gorbatjovs vicepræsident Gennadi Yanayev, premierminister Valentin Pavlov, forsvarsminister Dmitriy Yazov, KGB-chef Vladimir Kryuchkov og mange andre højtstående embedsmænd. På det tidspunkt var Gorbatjov på ferie på Krim). Disse embedsmænd satte ham i husarrest. De udstedte også ordrer om forbud mod alle politiske aktiviteter og forbød de fleste aviser.

Det var som et kup. Arrangørerne havde forventet folkelig opbakning til deres aktion. Men folket støttede dem ikke. I stedet støttede de "Det Hvide Hus" (Jeltsins kontor), som dengang var det symbolske sæde for russisk suverænitet. Arrangørerne af kuppet forsøgte uden held at arrestere Boris Jeltsin. Efter tre dage, den 21. august, mislykkedes kuppet. Myndighederne anholdt arrangørerne. Gorbatjov vendte tilbage som præsident for Sovjetunionen. Gorbatjovs reelle beføjelser var dog blevet reduceret.

I løbet af efteråret 1991 overtog den russiske regering unionsregeringen ministerium for ministerium. I november 1991 udstedte Jeltsin en ordre om at forbyde CPSU i hele den russiske republik. Som følge heraf forlod mange tidligere CPSU-medarbejdere CPSU for at tiltræde de nye stillinger i den nye russiske regering.

Efter at kuppet mislykkedes, øgede Sovjetunionens republikker deres bestræbelser på at blive uafhængige. Den 6. september 1991 anerkendte Sovjetunionen Estlands, Letlands og Litauens uafhængighed. Den 1. december 1991 erklærede Ukraine sin uafhængighed, efter at 90 % af vælgerne havde valgt et uafhængigt Ukraine; dette ødelagde virkelig ethvert håb om at holde Sovjetunionen samlet, da Ukraine var den næstmest magtfulde "republik" efter Rusland. En efter en erklærede de resterende 11 "republikker" i Sovjetunionen sig også som suveræne og uafhængige stater.

CIS

Som nævnt ovenfor havde Sovjetunionen den 6. september 1991 anerkendt Estlands, Letlands og Litauens uafhængighed. Det skal bemærkes, at tolv af Sovjetunionens femten republikker havde underskrevet en international aftale (Det Europæiske Energicharter) i Haag den 17. december 1991. Underskrivelsen havde vist, at disse republikker praktisk taget var blevet uafhængige og suveræne lande.

Bortset fra det allerede uafhængige Estland, Letland og Litauen sluttede de resterende 12 republikker (undtagen Georgien) sig til Samfundet af Uafhængige Stater (SNG). I december 1993 blev Georgien også medlem af SNG. Den 26. august 2006 forlod Turkmenistan det permanente medlemskab og blev associeret medlem.

Mange mennesker troede, at Sovjetunionen ophørte med at eksistere med oprettelsen af Samfundet af Uafhængige Stater (SNG). De mente, at det var Sovjetunionens opløsning. Mange andre mener, at Rusland med SNG fortsat har en vis kontrol over de tidligere republikker i Sovjetunionen.

Den 25. december 1991 trådte Gorbatjov tilbage som præsident for Sovjetunionen. Den 31. december 1991 var alle officielle sovjetiske institutioner ophørt med at fungere i de forskellige "republikker" i Sovjetunionen. De enkelte regeringer i disse republikker begyndte at fungere. Det sovjetiske flag fløj sidste gang over Kreml.

Gorbatjovs politik gjorde det muligt for lederne af forskellige sovjetrepublikker at få tillid og indflydelse. Samtidig mødte han modstand fra mange, herunder de nationalistiske kræfter og de traditionelle kommunister. Nogle mennesker accepterede reformerne, andre ønskede, at det gamle system skulle fortsætte, og nogle ønskede fuldstændig uafhængighed af Sovjetunionen og central kontrol. I sidste ende var Gorbatjov ikke i stand til at sikre en fælles holdning blandt disse kræfter. I sidste ende førte dette til Sovjetunionens sammenbrud og opløsning.

Umiddelbart efter Sovjetunionens opløsning tog Jeltsin mange skridt til at ændre Sovjetunionens økonomi fra en socialistisk økonomi til en kapitalistisk økonomi. F.eks. reducerede han udbetalingen af tilskud til landbrug og industrier, der tabte penge; han fjernede også kontrollen med priserne; han tog skridt til at gøre den russiske rubel konvertibel. Han tillod også mange personer i hans omgangskreds og andre forretningsfolk at overtage de virksomheder og industrier, som tidligere var ejet af staten, og drive dem som private virksomheder. Planlæggerne og økonomerne havde troet, at disse ændringer ville føre til en hurtigere økonomisk udvikling. Men intet af den slags skete. Tomt citat (hjælp)

Siden Sovjetunionens opløsning har Rusland stået over for mange problemer, herunder følgende:

• Omkring 25 % af Ruslands befolkning er nu meget fattig og lever under fattigdomsgrænsen. ^[]
• Den forventede levetid er faldet. Det betyder, at folk dør i en tidlig alder. ^[]
• Bruttonationalproduktet var blevet ca. 50 % af det tidligere. ^[]

Mange russere af den ældre generation mener, at det tidligere system var bedre. I 1990'erne stod Rusland over for mange kriser på det politiske, sociale og økonomiske område. Mange personer^{[hvem? ]} mener stadig, at situationen stadig er værre end tidligere.

• Samfundet af Uafhængige Stater