Kalifat | stat styret af en islamisk leder

Historie

Rashidun, 632-661 e.Kr.

Abu Bakr, Muhammads første efterfølger, udpegede Umar som hans efterfølger på sit dødsleje, og der var enighed i det muslimske samfund om hans valg. Hans efterfølger, Uthman Ibn Affan, blev valgt af et valgmandsråd (Majlis). Men snart blev han af nogle mere betragtet som en "konge" end som en valgt leder. Uthman blev dræbt af medlemmer af en oppositionsgruppe. Derefter overtog Ali kontrollen. Han var meget populær hos mange, men han blev ikke accepteret som kalif af guvernørerne i Egypten. Senere var selv nogle af hans egen garde imod ham. Han havde to store oprør og blev myrdet efter et tumultarisk styre på kun fem år. Denne periode er kendt som Fitna, eller den første islamiske borgerkrig.

Muawiyah, en slægtning til Uthman og guvernør (Wali) i Syrien, blev en af Alis udfordrere. Efter Alis død blev han kalif. Under ham blev kalifatet for første gang et arveligt embede. Han grundlagde det umayyadiske dynasti.

I områder, der tidligere var under persisk eller byzantinsk styre, sænkede kalifferne skatterne, gav større lokalt selvstyre, større religionsfrihed for jøder og indfødte kristne og bragte fred til folk, der var demoraliseret og utilfreds af de tab og den tunge beskatning, som var resultatet af de år med byzantinsk-persisk krigsførelse.

Umayyaderne, 661-750 e.Kr.

Under umayyaderne voksede kalifatet hurtigt geografisk. Det islamiske styre bredte sig mod vest over Nordafrika og ind i Hispania og mod øst gennem Persien og til sidst til Sindh og Punjab i det nuværende Pakistan. Det gjorde det til en af de største enhedsstater i historien og en af de få stater, der nogensinde har udstrakt sit direkte styre over tre kontinenter (Afrika, Europa og Asien). Selv om den ikke herskede over hele Sahara, blev kaliffen hyldet af Sahara-Afrika, som regel via forskellige nomadiske berberstammer.

Umayyad-dynastiet fik ikke universel støtte i det muslimske samfund, hvilket i høj grad skyldtes, at de ikke blev valgt via Shura. Nogle støttede fremtrædende tidlige muslimer som Al-Zubayr; andre mente, at kun medlemmer af Muhammads klan, Banu Hashim, eller hans egen slægt, Alis efterkommere, skulle regere. Der var talrige oprør mod umayyaderne samt splittelser inden for umayyadernes rækker (især rivaliseringen mellem Yaman og Qays). Til sidst forenede tilhængere af Banu Hisham og tilhængere af Alis slægt sig for at vælte umayyaderne i 750. Shiˤat ˤAlī, "Alis parti", blev imidlertid igen skuffet, da det abbasidiske dynasti overtog magten, da abbasiderne nedstammede fra Muhammeds onkel, `Abbas ibn `Abd al-Muttalib og ikke fra Ali. Efter denne skuffelse splittede Shiˤat ˤAlī sig til sidst fra flertallet af sunnimuslimer og dannede det, der i dag er de forskellige Shiˤa-samfundsretninger.

Umayyad-kalifatet blev herskere over den islamiske verden. Selv om de opretholdt sasanidernes administrative praksis, betragtede umayyaderne islam som primært en arabisk religion og var på vagt over for persisk kultur. De gennemtvang brugen af det arabiske sprog i Persien, hvilket førte til, at det middelpersiske eller pahlavi-alfabet blev afskaffet til fordel for det nye arabisk/persiske alfabet, der stadig anvendes i dag. De forsøgte at assimilere perserne på samme måde som de havde "arabiseret" og assimileret egypterne og assyrerne, men med langt mindre held.

Kalifatet i Hispania

I den umayyadiske periode var Hispania en integreret provins i det umayyadiske kalifat, der blev regeret fra Damaskus i Syrien. Senere blev kalifatet erobret af abbasiderne, og Al-Andalus (eller Hispania) blev løsrevet fra den abbasidiske kalif i Baghdad for at danne deres eget kalifat. Kalifatet af Córdoba (خليفة قرطبة) regerede den iberiske halvø fra byen Córdoba fra 929 til 1031. Denne periode var kendetegnet ved bemærkelsesværdig succes inden for teknologi, handel og kultur; mange af Spaniens mesterværker blev opført i denne periode, herunder den berømte store moské i Córdoba. Titlen kalif (خليفة) blev krævet af Abd-ar-Rahman III den 16. januar 929; han var tidligere kendt som Emir af Córdoba (أمير قرطبة). Alle kalifferne i Córdoba var medlemmer af det umayyadiske dynasti; det samme dynasti havde haft titlen emir af Córdoba og regeret over stort set det samme område siden 756. Kalifatets herredømme er kendt som højtiden for muslimsk tilstedeværelse på den iberiske halvø, før den blev delt op i taifas. Spanien havde en betydelig indfødt muslimsk befolkning indtil 1610, da den katolsk indstiftede spanske inkvisition fik succes og udviste alle rester af spanske muslimske (morisco) eller jødiske befolkningsgrupper.

Abbasiderne, 750-1258 e.Kr.

Abbasiderne havde en ubrudt linje af kaliffer i over tre århundreder, som konsoliderede det islamiske styre og skabte en stor intellektuel og kulturel udvikling i Mellemøsten. I 940 var kalifatets magt under abbasiderne ved at aftage, da ikke-arabere, især berberne i Nordvestafrika, tyrkerne og senere mamlukkerne i Egypten i sidste halvdel af det 13. århundrede, fik mere og mere indflydelse, og sultanerne og emirerne blev mere og mere uafhængige. Kalifatet fortsatte dog som både en symbolsk position og en samlende enhed for den islamiske verden.I løbet af abassid-dynastiet blev abassidernes krav på kalifatet ikke uanfægtet. Shiˤa Ubayd Allah al-Mahdi Billah fra det fatimidiske dynasti, som hævdede at nedstamme fra Muhammed gennem hans datter, gjorde krav på titlen som kalif i 909, hvilket skabte en særskilt linje af kaliffer i Nordafrika. De fatimidiske kaliffer, der oprindeligt dækkede Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen, udvidede deres styre i de næste 150 år og indtog Egypten og Palæstina, før det lykkedes det abbassidiske dynasti at vende udviklingen og begrænse det fatimidiske styre til Egypten. Fatimid-dynastiet sluttede endelig i 1171. Umayyad-dynastiet, som havde overlevet og kom til at herske over de muslimske provinser i Spanien, genvandt titlen som kalif i 929 og varede, indtil det blev styrtet i 1031.

Skyggekalifatet, 13.-16. århundrede e.Kr.

I 1258 blev Baghdad erobret og abbasidkalif al-Musta'sim henrettet af mongolske styrker under Hulagu Khan. Et overlevende medlem af det abbasidiske hus blev indsat som kalif i Cairo under protektion af mamluk-sultanatet tre år senere; denne kaliflinje var dog begrænset til ceremonielle og religiøse anliggender, og senere muslimske historikere omtalte den som et "skyggekalifat".

Osmannerne, 16.-20. århundrede e.Kr.

De osmanniske herskere var primært kendt under titlen sultan og brugte undertiden også titlen kalif. Mehmed II og hans barnebarn Selim I brugte den til at retfærdiggøre deres erobring af islamiske lande. Efterhånden som det osmanniske rige voksede i størrelse og styrke, begyndte de osmanniske herskere fra og med Selim I at gøre krav på kalifalsk myndighed.

De osmanniske herskere brugte titlen "kalif" symbolsk ved mange lejligheder, men den blev styrket, da det osmanniske rige besejrede mamluk-sultanatet i 1517 og overtog kontrollen med de fleste arabiske lande. Den sidste abbasidiske kalif i Cairo, al-Mutawakkil III, blev taget i forvaring og transporteret til Istanbul, hvor han angiveligt overgav kalifatet til Selim I.

Efter at osmannerne havde tabt en krig mod det russiske imperium, underskrev de en fredstraktat med Rusland i 1774. Sultanen måtte overdrage store områder, herunder områder med store muslimske befolkninger, som f.eks. Krim, til det russiske imperium. Sultan Abdul Hamid I hævdede dog en diplomatisk sejr ved at udnævne sig selv til protektor for muslimer i Rusland som en del af fredstraktaten. Rusland var i mellemtiden protektor for de kristne i Det Osmanniske Rige. Det var første gang, at en europæisk magt anerkendte, at den osmanniske kalif havde politisk betydning uden for de osmanniske grænser. Selv om de osmanniske grænser blev mindre, voksede den osmanniske kalifs beføjelser.

Omkring 1880 genindførte sultan Abdul Hamid II titlen som en måde at modvirke udbredelsen af europæisk kolonialisme i muslimske lande på. Hans krav blev ivrigt accepteret af muslimerne i Britisk Indien. På tærsklen til Første Verdenskrig var den osmanniske stat, trods sin svaghed over for Europa, den største og mest magtfulde uafhængige islamiske politiske enhed. Men sultanen nød også en vis autoritet uden for sit svindende imperiums grænser som kalif for muslimer i Egypten, Indien og Centralasien.

Khilafat-bevægelsen, 1920 e.Kr.

I 1920'erne spredte Khilafat-bevægelsen, en bevægelse til forsvar af det osmanniske kalifat, sig i de britiske koloniområder i Asien. Den var særlig stærk i Britisk Indien, hvor den var et samlingspunkt for indiske muslimer og var en af de mange anti-britiske indiske politiske bevægelser, der nød bred støtte. Dens ledere var bl.a. Maulana Mohammad Ali, hans bror Shawkat Ali, Abul Kalam Azad, Mukhtar Ahmed Ansari og Hasrat Mohani. I en periode arbejdede den i alliance med hinduistiske samfund og blev støttet af Mohandas Karamchand Gandhi, som var medlem af den centrale Khilafat-komité. Bevægelsen mistede imidlertid sin dynamik efter at dens ledere blev arresteret eller flygtede, og en række udbrydere splittede sig fra hovedorganisationen.

Kalifatets ophør, 1924 e.Kr.

Den 3. marts 1924 afskaffede den første præsident for den tyrkiske republik, Mustafa Kemal Atatürk, som en del af sine reformer, kalifatets institution forfatningsmæssigt. Dets beføjelser i Tyrkiet blev overført til den nyoprettede tyrkiske republiks store nationalforsamling (parlamentet), og titlen har siden været inaktiv. I 2014 gjorde Islamisk Stat i Irak og Levanten krav på titlen, men de fleste muslimer accepterede den ikke.

 
Kalifatet, 622-750   Udvidelse under Muhammed, 622-632   Udvidelse under Rashidun-kaliferne, 632-661   Ekspansion under det umayyadiske kalifat, 661-750  


Det Osmanniske Rige i 1683.  

Berømte kaliffer

• Abu Bakr - den første Rashidun (fire retfærdigt vejledte kaliffer) af sunnitterne. Undertrykte oprørsstammer i Ridda-krigene.
• Umar (Umar ibn al-Khattab) - Anden rashidun. Under hans regeringstid udvidede det islamiske imperium sig til at omfatte Egypten, Jerusalem og Persien.
• Uthman Ibn Affan - Tredje rashidun. Koranen blev kompileret under hans ledelse. Dræbt af oprørere.
• Ali (Ali ibn Abu Talib) - fjerde og sidste rashidun og betragtes som den første imam af shiamuslimer. Hans regeringstid var præget af interne konflikter.
• Hasan ibn Ali - Femte kalif (betragtes som "retledet" af mange sunnier og shiaer). Han regerede kun i seks måneder og overdrog magten til Muawiyah I for at forene muslimerne igen.
• Muawiyah I - Første kalif i det umayyadiske dynasti. Muawiyah indførte dynastisk styre ved at udnævne sin søn Yazid I som sin efterfølger, en tendens, der skulle fortsætte gennem de efterfølgende kalifater.
• Umar ibn AbdulAziz - Umayyadisk kalif, som af nogle (hovedsagelig sunnier) anses for at være den sjette sande og legitime kalif i henhold til de islamiske love om valg af kalif.
• Harun al-Rashid - Abbasidisk kalif, under hvis regeringstid Baghdad blev verdens førende centrum for handel, lærdom og kultur. Harun er emnet for mange historier i det berømte værk Tusind og en nat.
• Suleiman den Storslåede - Tidlig osmannisk sultan, under hvis regeringstid det osmanniske rige nåede sit højdepunkt.
• Abdul Hamid II - Den sidste osmanniske sultan, der regerede med absolut magt.
• Abdülmecid II - Den sidste kalif i det osmanniske dynasti, den 101. kalif i linjen efter kalif Abu Bakr og nominelt den 37. leder af det osmanniske kejserhus.

 

Relaterede sider

• Kalif
• Emirat
• Islamisk Stat i Irak og Levanten
• Shah
• Shaykh al-Islam

 

Andre kilder

• Crone, Patricia & Hinds, Martin -- God's Caliph, Cambridge University Press, 1986
• Donner, Fred -- The Early Islamic Conquests, Princeton University Press, 1981
• Wright, Lawrence (2007). Det truende tårn: Al Qaeda and the Road to 9/11. London: Vintage. ISBN 978-1-4000-3084-2.