En taifa (fra arabisk: طائفة ṭā'ifa, flertal طوائف ṭawā'if) var et uafhængigt muslimsk regeret fyrstedømme i middelalderens Iberien. Taifas opstod i løbet af Iberiens historie og var oftest små emirater eller kongeriger, men kunne også have andre styreformer, eksempelvis lokale oligarkier (såsom i Sevilla under visse perioder). Et stort antal taifas blev dannet i Al-Andalus (det mauriske Iberien) efter opløsningen af det umayyadiske kalifat i Córdoba i 1031.
Oprindelse og årsager
Taifaernes opståen skyldtes både politisk og etnisk opløsning. Efter kalifatets sammenbrud mistede den centrale administration sin autoritet, og lokale guvernører, militære ledere og byelite erklærede sig uafhængige. Derudover var elitestrukturen i det umayyadiske rige splittet mellem arabere (et magtfuldt men relativt lille mindretal), berbere, østeuropæiske tidligere slaver (sædvanligvis omtalt som saqaliba) og iberiske muslimer, de såkaldte muladíes, som udgjorde flertallet. Denne etniske og sociale opdeling bidrog til intern konkurrence og dannelsen af mange uafhængige fyrstedømmer.
Politisk struktur og militær
Taifaerne var politisk fragmenterede og kunne være både konkurrerende og i kortvarige alliancer. Herskerne var ofte tidligere provinsguvernører, militærledere eller lokale potentater, og deres magt var næsten altid afhængig af støtte fra soldater og eliteslægter. I mangel af stærke stående arme hyrede mange taifas kristne lejesoldater eller andre udenlandske krigere. De appellerede også ved to lejligheder til nordafrikanske styrker for at få hjælp mod de fremrykkende kristne konger: først inviteredes almoraviderne efter Toledos fald (1085), og senere kom almohaderne efter Lissabons fald (1147). I begge tilfælde førte indkaldelsen til, at nordafrikanske styrker ikke blot ydede hjælp, men i sidste ende annekterede mange af taifaernes territorier til deres egne riger.
Økonomi, administration og kultur
Økonomisk hvilede taifaerne på en blanding af landbrug, byhåndværk og handel. Mange byer fortsatte som centre for tekstilproduktion, metalarbejde og keramisk håndværk, og nogle taifas slog mønt for at legitimere deres uafhængighed. Administrative strukturer var ofte arvede fra kalifatets bureaukrati, men i mindre skala.
Kulturelt blev perioden bemærkelsesværdig ved en intens konkurrence om prestige. Taifas-herskerne konkurrerede om at tiltrække lærde, digtere, musikere og kunsthåndværkere, og denne patronage førte til betydelige kulturelle fremskridt inden for poesi, filosofi, videnskab og arkitektur. En fremtrædende praksis var, at regenterne ansatte berømte digtere og intellektuelle for at fremhæve deres hoveder og hofkultur.
To hovedperioder: det 11. og det 12. århundrede
Der er traditionelt to tydelige bølger af taifa-dannelser. Den første opstod lige efter kalifatets fald i begyndelsen af det 11. århundrede (ca. 1031–1090'erne). I denne periode var taifas svage over for de voksende kristne kongemagter i nord, og mange måtte betale tribut (parias) for at købe fred.
Den anden bølge fandt sted i midten af det 12. århundrede, da det almoravidiske dynasti begyndte at miste kontrollen over Al-Andalus. Efter almoraviderne fulgte en fragmentering, indtil almohaderne konsoliderede magten igen. Begge perioder var præget af kortvarige stater, hyppige magtskifter og uafbrudt militær og diplomatisk manøvrering.
Eksempler og geografisk udbredelse
Nogle taifas voksede sig forholdsvis magtfulde og erobrede naboer, hvor Sevilla er ofte fremhævet som den mest dynamiske i den første periode. Zaragoza var også meget ekspansiv, men blev presset af kristne riger i Pyrenæerne. Andre vigtige centre omfattede Toledo, Badajoz og oligarkiske stadsstater. Nogle taifas som Granada kom til at spille en længerevarende rolle ved at udnytte interne spaltninger og eksterne alliancer.
Efterspil og historisk betydning
Selvom den politiske opdeling svækkede muslimernes evne til samlet at modstå nordens kristne konger, var taifa-perioden også en tid med kulturel blomstring og lokal autonomi. De økonomiske og kulturelle centre, som taifas opretholdt eller udviklede, bidrog til Arabiens og Europas udveksling af viden, kunst og håndværk. Til sidst blev de fleste taifas enten erobret af stærkere muslimske dynastier fra Nordafrika eller indlemmet i voksende kristne riger i nord.
Samlet blev taifaernes periode karakteriseret af politisk fragmentering, militær usikkerhed og samtidig en markant kulturel og intellektuel aktivitet, som har efterladt varige spor i den iberiske halvøes historie.
