Calvinisme: definition, oprindelse og centrale doktriner
Calvinisme: klar oversigt over definition, oprindelse og centrale doktriner — fra Calvin til prædestination, total fordærvelse og reformert praksis.
Calvinismen tilhører den reformerte tradition inden for protestantismen. Denne tradition går tilbage til Johannes Calvin og andre teologer.
Vigtige calvinister fra Europa omfatter: Martin Bucer, Heinrich Bullinger, Peter Martyr Vermigli og Huldrych Zwingli, og fra England reformatorerne Thomas Cranmer og John Jewel. Fordi John Calvin havde stor indflydelse og spillede en vigtig rolle i de konfessionelle og kirkelige debatter i hele det 17. århundrede, blev traditionen generelt kendt som calvinisme.
I dag betyder dette begreb også de reformerte kirkers doktriner og praksis, som Calvin var en tidlig leder af. Systemet er måske mest kendt for doktrinerne om prædestination og total fordærvelse.
Oprindelse og historisk udvikling
Calvinismen opstod i første halvdel af 1500-tallet som en gren af reformationen parallelt med luthersk teologi. Johannes Calvin (1509–1564), især gennem sit hovedværk Institutio Christianae Religionis, formulerede en læresetning og en kirkelig praksis, som mange reagerede positivt på i Schweiz, Holland, Skotland, og dele af Frankrig og central- og østeuropa. Traditionens vækst blev styrket af kontakter mellem teologer som Martin Bucer og Heinrich Bullinger og af reformationens politiske forandringer i bystater og fyrstedømmer.
Centrale doktriner
Calvinistisk teologi lægger vægt på Guds suverænitet i frelsen. Nogle af de centrale læresætninger kan kort beskrives som:
- Guds suverænitet: Gud har fuld kontrol over skabelsen, historie og menneskets frelse.
- Prædestination: Troen på, at Gud fra evighed har udvalgt nogle til frelse. Dette tema er nævnt ovenfor som prædestination.
- Total fordærvelse: Menneskets natur er påvirket af synd, så mennesket ikke kan vælge Gud uden Guds nåde — omtalt ovenfor som total fordærvelse.
- Nåde alene og tro alene: Frelse sker alene ved Guds nåde og modtages ved tro, ikke ved menneskelige gerninger.
- De to sakramenter: Dåb og nadver ses som institueret af Kristus; deres betydning forklares gennem en reformationstradition, der i regel adskiller sig fra katolsk lære om nadverens og dåbens materielle forvandling.
Et ofte citeret systematiseringsforsøg er engelsk-sproget akronymet TULIP (Total depravity, Unconditional election, Limited atonement, Irresistible grace, Perseverance of the saints). Det stammer fra debatter i det 17. århundrede og sammendrager nogle calvinistiske perspektiver, men der findes store variationer inden for den calvinistiske tradition i, hvordan disse punkter forstås og vægtes.
Teologiske og praktiske fokusområder
Ud over lærespørgsmål har calvinismen sat markante præg på kirkens liturgi, organisering og det kristne hverdagssyn:
- Kirkepolitik: Mange reformerte kirker organiseres efter presbyteriansk eller synodalt princip, hvor ældste (presbytere) og forsamlinger/konsistorier har myndighed frem for en enkelt biskopisk struktur.
- Prædikenens primat: Oplysning gennem prædikenen og bibelstudium er centralt — forkynnelsen ses som midlet, hvorigennem Guds ord virker i troendes liv.
- Føderal/covenantal teologi: Mange calvinister lægger vægt på pagtsteologi, hvor Guds forhold til mennesket forstås i rammerne af pagter (aftaler), f.eks. pakt mellem Gud og hans folk.
- Etik og kald: Traditionen har ofte understreget, at alle livsområder — arbejde, familie, politik — er kald fra Gud, hvilket har påvirket syn på uddannelse, socialt ansvar og kulturengagement.
Variationer og interne uenigheder
Calvinismen er ikke monolitisk. Der er historisk og nutidigt skel mellem mere strengt kalvinistiske retninger og moderate eller modificerede positioner. Nogle kalvinister fastholder en særlig streng læse af prædestination og nåde, mens andre, fx hypotetisk universalisme eller amyraldisme, søger kompromiser med hensyn til frelsens omfang. Der er også forskel mellem kontinental-reformerte kirkers praksis, presbyterianske traditioner i Skotland og USA samt reformerte baptister og andre grupper, der deler calvinistisk teologi men adskiller sig i kirkeordning og dåbsforståelse.
Indflydelse og udbredelse
Historisk har calvinismen haft stærk indflydelse i Schweiz, Holland, Skotland og dele af Tyskland og Frankrig, samt i engelsktalende lande gennem presbyterianismen. I dag findes reformerte kirker globalt — i Europa, Nordamerika, Afrika, Asien og Latinamerika — med både historiske nationalkirker og nyere evangelikale og konservative bevægelser, som bygger på calvinistisk teologi.
Kritik og debat
Calvinismen har været genstand for både intern debat og kritik udefra. Kritikere fremhæver ofte spørgsmål om fri vilje og Guds retfærdighed i forbindelse med prædestination, mens tilhængere svarer med vægt på Guds suverænitet og menneskets begrænsede perspektiv. Debatterne har historisk udmundet i kirkesynspunkter, synoder og skriftlige polemikker, og de fortsætter i teologiske miljøer i dag.
Nutidige bevægelser
Moderne formynder af calvinistisk tankegang omfatter både historiske reformerte kirker og nyvakte bevægelser som neo-reformert teologi og visse evangelikale kredse, der genopliver interesse for klassisk reformert lære. Diskussionerne rækker fra akademiske teologiske genbesvarelser til spørgsmål om social etik, kirkelig praksis og missionsstrategi.
Samlet set er calvinismen en bred og kompleks tradition inden for den reformerte gren af kristendommen, kendetegnet ved en stærk vægt på Guds suverænitet, en bestemt forståelse af synd og nåde, og en tradition for bibeltroskab og ordets centralitet i kirkens liv.
Historisk baggrund
Johannes Calvins internationale indflydelse på udviklingen af den protestantiske reformations lære begyndte som 25-årig, da han i 1534 begyndte at arbejde på sin første udgave af Institutes of the Christian Religion (udgivet i 1536). Sideløbende med det arbejde, han bidrog med til bekendelsesskrifter til brug i kirkerne, efterlod Calvins tro og praksis en direkte indflydelse på protestantismen. Han er kun en af mange personer, der har haft indflydelse på de reformerte kirkers doktriner, men han blev i sidste ende en af de mest fremtrædende teologer.
De reformerte kirkers og Calvins stigende betydning skete i den anden fase af den protestantiske reformation, hvor evangeliske kirker begyndte at blive dannet, efter at Martin Luther, en anden vigtig reformator, blev udstødt af den romersk-katolske kirke. Calvin var en fransk eksilant i Genève. Han havde underskrevet den lutherske Augsburgske Bekendelse i 1540, men hans betydning kom fra den schweiziske reformation. Denne var ikke luthersk, men fulgte Huldrych Zwingli og derefter Calvin.
Den sande calvinisme (den historiske calvinisme) lærer ikke, at Gud vælger, hvem der skal blive frelst og hvem der ikke skal blive frelst. I stedet lærer den, at han til Guds egen ære genskaber mennesket med en ny natur - en natur, der elsker Gud og hader synd - i stedet for at mennesket beholder sin gamle natur, for hvis de beholdt deres gamle natur, ville de ikke ønske at følge Gud. Den historiske calvinisme lærer også, at hvis Gud ikke valgte at frelse nogen, ville der ikke være nogen, der kunne blive frelst.
Calvinismens udbredelse
Selv om Calvins praksis foregik mest i Genève, spredte hans publikationer hans ideer om en reformert kirke til mange dele af Europa. Calvinismen blev teologi for de fleste kristne i Skotland (se John Knox), Nederlandene og dele af Tyskland, og den fik indflydelse i Frankrig, Ungarn, Transsylvanien og Polen. Calvinismen var også populær i nogen tid i Skandinavien, især i Sverige, men blev forkastet til fordel for lutheranismen efter synoden i Uppsala i 1593.
De fleste bosættere i det amerikanske Mid-Atlantic og New England var calvinister, herunder puritanerne og de hollandske bosættere i New Amsterdam (New York). De hollandske calvinistiske bosættere var også de første succesfulde europæiske kolonisatorer i Sydafrika fra det 17. århundrede, som blev kendt som boere eller afrikanere.
Nogle af de største calvinistiske menigheder blev startet af missionærer i det 19. og 20. århundrede; særligt store er menighederne i Korea og Nigeria.
Ressourcer
- John Wesley (2001). Calvinisme roligt overvejet. ISBN 0-88019-438-3
- C. Gordon Olson (2002). Hinsides calvinisme og arminianisme: An Inductive, Mediate Theology of Salvation. Global Gospel Publishers. ISBN 978-0962485046
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er calvinisme?
A: Calvinismen er en tradition inden for protestantismen, der stammer fra John Calvin og andre teologer. Den er også kendt som de reformerte kirkers doktriner og praksis, som blev ledet af Calvin i de tidlige dage.
Spørgsmål: Hvem er nogle vigtige personer i den europæiske calvinisme?
A: Vigtige personer inden for den europæiske calvinisme er bl.a. Martin Bucer, Heinrich Bullinger, Peter Martyr Vermigli, Huldrych Zwingli, Thomas Cranmer og John Jewel.
Spørgsmål: Hvad er to centrale doktriner, der er forbundet med calvinismen?
A: To centrale doktriner i forbindelse med calvinismen er prædestination og total fordærvelse.
Spørgsmål: Hvornår blev udtrykket "calvinisme" populært?
A: Udtrykket "calvinisme" blev populært i løbet af det 17. århundrede på grund af John Calvins indflydelse på konfessionelle og kirkelige debatter på det tidspunkt.
Spørgsmål: Hvor kom mange af disse reformatorer fra?
Svar: Mange af disse reformatorer kom fra England.
Spørgsmål: Hvem var en tidlig leder af de reformerte kirker?
Svar: John Calvin var en af de tidlige ledere af de reformerte kirker.
Spørgsmål: Hvordan er dette system blevet kendt i dag?
Svar: Dette system er blevet kendt i dag på grund af doktrinerne om prædestination og total fordærvelse.
Søge