Calvinisme | tilhører den reformerte tradition af protestantismen

Historisk baggrund

Johannes Calvins internationale indflydelse på udviklingen af den protestantiske reformations lære begyndte som 25-årig, da han i 1534 begyndte at arbejde på sin første udgave af Institutes of the Christian Religion (udgivet i 1536). Sideløbende med det arbejde, han bidrog med til bekendelsesskrifter til brug i kirkerne, efterlod Calvins tro og praksis en direkte indflydelse på protestantismen. Han er kun en af mange personer, der har haft indflydelse på de reformerte kirkers doktriner, men han blev i sidste ende en af de mest fremtrædende teologer.

De reformerte kirkers og Calvins stigende betydning skete i den anden fase af den protestantiske reformation, hvor evangeliske kirker begyndte at blive dannet, efter at Martin Luther, en anden vigtig reformator, blev udstødt af den romersk-katolske kirke. Calvin var en fransk eksilant i Genève. Han havde underskrevet den lutherske Augsburgske Bekendelse i 1540, men hans betydning kom fra den schweiziske reformation. Denne var ikke luthersk, men fulgte Huldrych Zwingli og derefter Calvin.

Den sande calvinisme (den historiske calvinisme) lærer ikke, at Gud vælger, hvem der skal blive frelst og hvem der ikke skal blive frelst. I stedet lærer den, at han til Guds egen ære genskaber mennesket med en ny natur - en natur, der elsker Gud og hader synd - i stedet for at mennesket beholder sin gamle natur, for hvis de beholdt deres gamle natur, ville de ikke ønske at følge Gud. Den historiske calvinisme lærer også, at hvis Gud ikke valgte at frelse nogen, ville der ikke være nogen, der kunne blive frelst.

Calvinismens udbredelse

Selv om Calvins praksis foregik mest i Genève, spredte hans publikationer hans ideer om en reformert kirke til mange dele af Europa. Calvinismen blev teologi for de fleste kristne i Skotland (se John Knox), Nederlandene og dele af Tyskland, og den fik indflydelse i Frankrig, Ungarn, Transsylvanien og Polen. Calvinismen var også populær i nogen tid i Skandinavien, især i Sverige, men blev forkastet til fordel for lutheranismen efter synoden i Uppsala i 1593.

De fleste bosættere i det amerikanske Mid-Atlantic og New England var calvinister, herunder puritanerne og de hollandske bosættere i New Amsterdam (New York). De hollandske calvinistiske bosættere var også de første succesfulde europæiske kolonisatorer i Sydafrika fra det 17. århundrede, som blev kendt som boere eller afrikanere.

Nogle af de største calvinistiske menigheder blev startet af missionærer i det 19. og 20. århundrede; særligt store er menighederne i Korea og Nigeria.

Ressourcer

• John Wesley (2001). Calvinisme roligt overvejet. ISBN 0-88019-438-3
• C. Gordon Olson (2002). Hinsides calvinisme og arminianisme: An Inductive, Mediate Theology of Salvation. Global Gospel Publishers. ISBN 978-0962485046