En kristen kirke, som er biskoppens hjemsted, kaldes en katedral. Da katedraler er biskoppens sæde, er de også stiftets centrale kirke. Kun de kristne trosretninger, der har biskopper, har katedraler. Der findes katedraler i den romersk-katolske, øst-ortodokse, orientalsk-ortodokse, anglikanske og nogle lutherske kirker.

Betydning og funktion

Begrebet katedral knytter sig primært til tilstedeværelsen af en cathedra — biskoppens formelle sæde eller tronstol — som symboliserer hans eller hendes undervisnings- og ledelsesmyndighed i stiftet. Udover at være et symbol har katedralen en praktisk rolle som centrum for:

  • liturgiske hovedhandlinger i stiftet, fx ordinationer, velsignelser og større fester,
  • administration og koordinering af stiftets aktiviteter,
  • offentlige og ceremonielle begivenheder, herunder bispeindvielser og stiftsmøder,
  • pastorale tilbud og ofte særlige liturgiske tjenester (katekese, pilgrimsmotagelser mv.).

Organisation og personale

Rundt om katedralens virke står typisk et kapitel eller en afdeling af præster, kanoner og et katedralråd, som hjælper med liturgi, adminstration og vedligeholdelse. Mange katedraler har en dekan (eller katolsk provikar), som varetager daglig ledelse, mens biskoppen har det overordnede ansvar. Kapitlet kan bestå af præster, der tidligere har opholdt sig i fællesskab som kanniker eller i et klosterliv.

Arkitektur og symbolik

Katedraler er ofte bygget og udsmykket, så de tydeligt afspejler deres status: højere skibe, apsis, høje vinduer (ofte roset), tårne eller kupler og rigt dekorerede korområder. Arkitekturen understreger kirkens rolle som åndeligt og visuelt centrum i byen eller regionen. Det er dog vigtigt at forstå, at størrelse eller pragt ikke i sig selv gør en kirke til katedral — det er biskoppens sæde, der afgør betegnelsen.

Typer og særlige betegnelser

Der findes flere varianter og titler, som knytter sig til katedralers funktion eller historiske udvikling:

  • Metropolitan eller metropolis: betegnelse for en katedral i en større by, ofte hovedsæde for en metropolit (ærkebiskop). I den græsk-ortodokse kirke bruges både kathedrikos naos (bogstaveligt "katedralhelligdom") og metropolis (bogstaveligt "moderby") om det samme; metropolis er dog mere almindeligt.
  • Münster (tysk) eller monasterium (latin): i nogle vesteuropæiske byer kaldes store katedraler for Münsterkirker, fordi de historisk blev betjent af kanniker eller var knyttet til et kloster før reformationen. Eksempler er katedraler i Strasbourg og flere engelske byer som York, Lincoln og Southwell.
  • Abbedkatedral: en katedral, som har udviklet sig fra et abbedi, hvor abbeden tidligere var lokal leder.
  • Co-cathedral: nogle bispedømmer har to kirker med katedralstatus (dvs. to sæder i ét bispedømme), ofte af historiske eller geografiske grunde.
  • Pro-cathedral: en midlertidig katedral, brugt indtil en permanent katedral er bygget.

Variationer og undtagelser

Der er variationer i brugen af ordet "katedral". F.eks. beholdt flere af de før-reformatoriske katedraler i Skotland, som nu er under Church of Scotland, stadig betegnelsen katedral, på trods af kirkens presbyterianske styreform, som ikke har biskopper. Dette er et historisk spor snarere end et udtryk for nuværende bispefunktion. Ligeledes bruges ordet ofte fejlagtigt om enhver stor eller særlig kirke, selv om nogle ikke-katedral kirker er fysisk større eller mere pompøse end den officielle katedral i samme bispedømme.

Kulturel og turistmæssig betydning

Mange katedraler er både religiøse centre og kulturarv: de rummer kunst, relikvier, historiske gravmæler og ofte stærkt besøgte turistattraktioner. Flere katedraler er også beskyttet som nationale monumenter eller er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Dette medfører et dobbelt ansvar: at være levende gudshus og samtidig bevare kunst og bygning for eftertiden.

Konklusion

Katedralen er først og fremmest defineret af sit forhold til biskoppen og stiftets ledelse og ikke alene af sin størrelse eller pragt. Dens rolle omfatter undervisning, liturgi, administration og fællesskab, og dens form og titel afspejler ofte en lang historisk udvikling med lokale variationer i både østlige og vestlige kirkelige traditioner.