Ine († 728) var en vestsaksisk adelsmand, der var konge af Wessex fra 688 til 726. Han etablerede Wessex som et egentligt kongerige ved at indføre en lovkodeks. Han styrkede kirkens stilling i Wessex. Hans lange regeringstid var den mest succesfulde af alle vestsaksiske konger indtil Alfred den Store.
Baggrund og tiltredelse
Ine kom til magten omkring 688 efter at forgængeren Caedwalla havde trukket sig tilbage og taget pilgrimsfærd til Rom. Om hans tidlige liv vides kun lidt sikkert; kilder som Anglo-Saxon Chronicle og Bede nævner ham som en fremtrædende vestsaksisk konge, og senere traditioner knytter ham til den lokale adel i Wessex. Ine konsoliderede hurtigt sin magt og arbejdede på at gøre Wessex til et mere centraliseret rige.
Lovgivning og administration
Ine er især kendt for sin lovkodeks, ofte omtalt som Ine's laws, som blev nedfældet omkring 694. Lovene er bevaret i middelalderlige manuskripter og regnes for en af de vigtigste kilder til forståelsen af angelsaksisk lov og samfundsorden. De indeholder bestemmelser om:
- straffe og wergild (pengeerstatning ved drab eller legemsbeskadigelse)
- beskyttelse af kirkeligt personale og kirkens ejendom
- ejendomsforhold, arveret og grænsesager
- procedure for edsaflæggelse og bevisførelse (kompurgation)
- regler om slaveri, trolovelse og ægteskab
Lovene viser, at Ine ønskede en klar og håndhævelig retstilstand, hvor kongens autoritet, lokalsamfundenes rettigheder og kirkens særstilling blev fastlagt. Mange af bestemmelserne søger at forebygge blodsfejde ved at fastsætte faste bøder og kompensationsordninger.
Kirke, bispesæder og kultur
Ine styrkede forholdet mellem trone og kirke. Et af de mest konkrete resultater af hans politik var oprettelsen af et særskilt bispesæde for vestsaxtiske områder i 705, hvor Aldhelm blev indsat som den første biskop i Sherborne. Dette træk indebar en organisatorisk omstrukturering af kirkens styring i Sydvestengland og stimulerede klosterliv, lærdom og liturgisk virksomhed i hans rige.
Han skænkede desuden jord og privilegier til kirkelige institutioner og støttede mission og uddannelse, hvilket bidrog til en kulturel og religiøs konsolidering i Wessex.
Militære anliggender og grænser
Ine førte flere militære kampagner i løbet af sin regeringstid. Han var aktiv i de vest- og sydvestlige egne af England, hvor han søgte at udvide og befæste vestsaksisk indflydelse over områder, der tidligere havde været under britisk (keltisk) kontrol. Hans felttog havde både tilgang i at skaffe territorier og at sikre kongemagtens grænser. De nøjagtige detaljer om grænseforløb og enkeltstående slag er uklare i kildematerialet, men hans regeringstid anses generelt for at have styrket Wessex' position i regionen.
Abdikation, afgang og eftermæle
Ine abdicerede i 726 og drog, ifølge samtidige kilder, på pilgrimsfærd til Rom. Han efterlod ingen klar arving, og magtskiftet efter ham førte til en periode med politisk usikkerhed, indtil nye konger konsoliderede magten. Ifølge nogle kilder døde han omkring 728 i eksil eller på pilgrimsfærd.
Hans arv består især i den lovgivningsmæssige og kirkelige struktur, han lagde grund til. Ine gjorde Wessex mere sammenhængende som kongerige og skabte institutioner, som senere vestsaksiske konger byggede videre på. Derfor regnes han ofte som en af de vigtigste tidlige vestsaksiske monarker, og hans lovbog er et centralt vidnesbyrd om angelsaksisk samfundsorden før det store 800‑ og 900‑tals opsving under konger som Alfred.
Kilder
Vigtige samtidige og nær-samtidige kilder til Ine er Anglo-Saxon Chronicle, Bede og selve Ine's laws. Disse kilder giver indblik i hans administration, lovgivning og relationer til kirken, men efterlader også mange områder uklare, hvilket gør Ine til et emne for både historisk forskning og fortolkning.