Claude Debussy

Livet

Claude Debussy havde ikke en let barndom. Hans far var handelsrejsende, og hans mor arbejdede som syerske. Han lærte klaver, da han var ung, og blev optaget på konservatoriet i Paris som 11-årig. I en periode så det ud til, at han ville blive koncertpianist, men han klarede sig ikke godt nok til sin eksamen. Efter at have vundet en vigtig pris, Prix de Rome, tog han til Rom i to år, men han nød det ikke. Han besøgte Bayreuth i 1888 og 1889 for at høre Wagners operaer, men han kunne ikke lide dem. Han foretrak lyde som dem fra den javanesiske gamelan, som han hørte i Paris på verdensudstillingen.

På 1899 giftede han sig med en ung kvinde ved navn Rosalie Texier. Han fik et job som musikkritiker på et tidsskrift kaldet La revue blanche. Han skrev sin opera Pélleas et Mélisande, som blev opført på Opéra-Comique. Den blev en stor succes og blev opført 100 gange der i løbet af de næste ti år. Han skrev spændende musik for orkester: Fêtes galantes og et værk kaldet La Mer (Havet), som han arbejdede på under et ophold i Brighton på den engelske sydkyst. Det er et af de mest spændende musikstykker om havet.

Debussy var begyndt at blive meget berømt. Hans personlige liv ændrede sig. Han forlod sin kone, fordi han var blevet forelsket i Emma Bardac, som var en amatørsangerinde, som Gabriel Fauré havde skrevet en sangcyklus La Bonne Chanson til. Hendes mand var bankmand. Hun købte en lejlighed, og Debussy boede der sammen med hende resten af sit liv. De fik en datter ved navn Chou-Chou, født i 1905. De giftede sig i 1908.

Debussys næste orkesterværk blev kaldt Images. Han begyndte at komponere en række præludier for klaver. Andre værker fulgte: Khamma, Le martyre de St Sébastian og balletten Jeux, som blev opført i 1913 af Dyagilevs kompagni. Folk glemte hurtigt dette værk, for kun to uger senere opførte det samme balletkompagni Stravinskys Forårets ritual, som forårsagede et oprør.

På dette tidspunkt var Debussy syg af kolorektal cancer. Hans besøg i London i 1914 blev hans sidste rejse til et andet land. Han skrev flere klaverværker: et sæt Études og en klaverduet med titlen En blanc et noir (I hvidt og sort). Han havde planlagt at skrive seks sonater, hver for en anden gruppe af instrumenter, men han skrev kun tre af dem: en for cello og klaver, en for fløjte, bratsch og harpe og en for violin og klaver. Sonaten for violin og klaver (1917) var det sidste værk, han spillede offentligt (han spillede klaverstemmen). Han døde af kolorektal kræft i 1918.

Hans musik

Saint-Saëns forstod f.eks. ikke den måde, hvorpå de musikalske idéer flød blidt ind i hinanden. Han var altid en fjende af Debussy.

Der er stor variation i Debussys klavermusik. Nogle af dem er meget svære at spille, f.eks. Études og stykker som L'isle joyeuse (Den glade ø). Andre samlinger er meget mere enkle, f.eks. Suite bergamasque, som indeholder det meget populære stykke Clair de lune (Måneskin). Han skrev to bøger med præludier. Hvert af stykkerne har en titel, men titlerne er trykt i slutningen af hvert stykke, som om han ikke ønskede, at lytteren skulle vide, hvad det drejede sig om, før bagefter.

Debussy skrev vidunderligt for stemmen og gjorde musikken helt perfekt til det franske sprogs rytme. Det kan høres i hans sange og operaer. Ved hjælp af melodier og harmonier, der ofte er ret enkle, skaber han en særlig form for drømmeverden, som kan være meget stærk. Han bruger ofte heltoneskalaen og den pentatoniske skala, som giver musikken en tåget fornemmelse, fordi den ikke synes at være klart placeret i en bestemt toneart. Han kunne godt lide at bruge usædvanlige akkorder for deres egen skyld og ikke for at få dem til at føre til en bestemt toneart. Han brugte også de gamle skalaer, der er kendt som kirkemoderne.

Debussys musik havde en stor indflydelse på mange komponister i det 20. århundrede. Cage, Messiaen, Boulez og Stockhausen lærte alle af at lytte til hans musik.