Ferdinand II den katolske: Konge af Aragonien og Spaniens samler

Ferdinand var søn af Johannes 2. af Aragonien og hans anden hustru, den aragonske adelsdame Juana Enriquez. Han giftede sig med Infanta Isabella, søster af en anden mor til Henrik 4. af Kastilien, den 19. oktober 1469 i Ocaña. Han blev Ferdinand 5. af Kastilien, da Isabella efterfulgte sin bror som dronning af Kastilien i 1474. De to unge monarker måtte begynde med en borgerkrig mod Juana, prinsesse af Kastilien (også kendt som Juana la Beltraneja), som hævdede at være datter af Henrik 4. De vandt. Ferdinand efterfulgte sin far som konge af Aragonien i 1479. Dette betød, at kronen af Castilien og de forskellige områder under kronen af Aragonien blev forenet i en personlig union. For første gang siden det 8. århundrede skabte dette en enkelt politisk enhed, som kunne kaldes Spanien, selv om de forskellige territorier ikke blev ordentligt administreret som en enkelt enhed før det 18. århundrede.

De første årtier af Ferdinand og Isabellas fælles styre blev brugt til at erobre kongeriget Granada, den sidste muslimske enklave på den iberiske halvø. Dette var afsluttet i 1492, og derefter blev jøderne fordrevet fra både Kastilien og Aragonien. Kongeparret sendte Christoffer Columbus ud på sin ekspedition, der skulle opdage den nye verden. Ved Tordesillas-traktaten af 1494 blev den udenrigseuropæiske verden delt mellem de to kroner Portugal og Castilien ved en nord-sydgående linje gennem Atlanterhavet.

Ferdinand havde i de sidste årtier af sit liv travlt med de såkaldte italienske krige. Han kæmpede med de franske konger om kontrollen over Italien. I 1494 invaderede Karl VIII af Frankrig Italien og fordrev Ferdinands fætter, Alfonso II, fra Napolis trone. Ferdinands alliance med forskellige italienske fyrster og med kejser Maximilian I fordrev franskmændene i 1496 og indsatte Alfonsos' søn, Ferdinand, på den napolitanske trone. I 1501, efter Ferdinand II af Napoli's død og hans onkel Frederiks efterfølger, underskrev Ferdinand af Aragonien en aftale med Karl VIII's efterfølger, Ludvig XII. Ludvig havde netop med succes gjort sine krav på hertugdømmet Milano gældende, og de blev enige om at dele Napoli mellem sig. Campanien og Abruzzerne, herunder selve Napoli, gik til franskmændene, mens Ferdinand fik Apulien og Calabrien. Aftalen faldt snart fra hinanden, og i løbet af de næste mange år erobrede Ferdinands store general Gonzalo Fernández de Córdoba Napoli fra franskmændene i 1504. En anden mindre berømt "erobring" fandt sted i 1502, da Andreas Paleologus, de jure kejser af det Østromerske Rige, efterlod Ferdinand og Isabella som arvinger til riget, og Ferdinand blev således de jure romersk kejser.

Efter Isabellas død overgik hendes kongerige til hendes datter Joanna. Ferdinand fungerede som sidstnævntes regent under hendes fravær i Nederlandene, som blev regeret af hendes mand ærkehertug Philip. Ferdinand forsøgte at beholde regentskabet permanent, men blev afvist af den castilianske adel og erstattet af Joannas mand, som blev Filip I af Kastilien. Efter Filips død i 1506, hvor Joanna var mentalt ustabil og hendes og Filips søn Karl af Gent kun seks år gammel, genoptog Ferdinand regentskabet og regerede gennem Francisco kardinal Jimenez de Cisneros, rigskansler.

I 1508 blev krigen genoptaget i Italien, denne gang mod Venedig. Alle de andre magter på halvøen, herunder Ludvig XII, Ferdinand, Maximilian og pave Julius II, sluttede sig sammen i Cambrai-forbundet mod Venedig. Selv om franskmændene sejrede over Venedig i slaget ved Agnadello, faldt ligaen snart fra hinanden, da både paven og Ferdinand blev mistænksomme over for de franske hensigter. I stedet blev der dannet den Hellige Liga, hvor alle magter nu gik sammen mod Frankrig.

I november 1511 underskrev Ferdinand og hans svigersøn Henrik VIII af England Westminster-traktaten, hvori de to lande lovede hinanden gensidig hjælp mod Frankrig. Tidligere samme år havde Ferdinand erobret den sydlige halvdel af kongeriget Navarra, som blev regeret af en fransk adelsmand, og annekteret det til Spanien. På dette tidspunkt giftede Ferdinand sig igen med den meget yngre Germaine af Foix (1490-1538), et barnebarn af dronning Leonor af Navarra, for at styrke sit krav på kongeriget. Den Hellige Liga havde generelt også succes i Italien og fordrev franskmændene fra Milano, som ved fredstraktaten i 1513 blev givet tilbage til Sforza-hertugerne. Det lykkedes dog franskmændene at generobre Milano to år senere.

Ferdinand døde i 1516 i Madrigalejo, Cáceres, Extremadura. Han havde gjort Spanien til det mest magtfulde land i Europa. Hans barnebarn Karl, der ikke blot arvede sine bedsteforældres spanske lande, men også sin faderfamilies habsburgske og burgundiske lande, ville gøre sine arvinger til de mest magtfulde herskere på kontinentet. Karl efterfulgte ham i de aragonske lande og fik også den kastilianske krone sammen med sin sindssyge mor, hvilket endelig førte til, at de spanske troner endelig blev forenet under ét hoved.

Ferdinand og Isabella fik 5 børn: Isabella af Asturien, Juan af Aragonien, Joanna af Castilien, Maria af Aragonien og Katharina af Aragonien. Joanna og Katharina giftede sig med flere europæiske dynastier og lagde grunden til deres barnebarn Karl V's store arv. Hans barnebarn var dronning Mary I af England.

• Ferdinand er begravet i Capilla Real i Granada sammen med sin hustru, sin datter Joanna og hendes mand Philip samt sit barnebarn Miguel.
• Under hans fælles regeringstid med dronning Isabella brugte de mottoet "Tanto monta, monta tanto, Isabel como Fernando" ("De er lige store, Isabel og Ferdinand"). Dette blev brugt for at antyde deres lige magt i begge deres domæner, da en sådan ordning var ualmindelig på den tid.
• Nogle forskere hævder, at Ferdinand, og ikke den uheldige Cesare Borgia, var den egentlige inspirationskilde til Niccolò Machiavellis Fyrsten, hvori han ofte nævnes.

• Spaniens historie