Wall Street-krakket i 1929 var det største aktiemarkedskrak i USA's historie. Det var kulminationen af en kraftig spekulationsboble på aktiemarkedet og en række økonomiske svagheder, der gjorde det amerikanske og verdensøkonomien sårbar.
Forløbet
Kraket tog fart i sidste uge af oktober 1929. Den daglige handel faldt dramatisk allerede den 24. oktober («Black Thursday»), hvor investorernes panik begyndte. Kurserne styrtdykkede igen den 28. oktober («Black Monday») og kulminerede den 29. oktober 1929, kendt som Black Tuesday, hvor aktier blev solgt i panik og værdierne faldt voldsomt. Begivenhederne havde særlig tæt forbindelse til børsen i New York, men virkningerne spredte sig hurtigt nationalt og internationalt.
Årsager
- Omfattende spekulation: Mange købte aktier på margin (lånte penge til køb af aktier), hvilket forstærkede faldet, da lånene måtte indfris.
- Overproduktion og svag efterspørgsel i flere sektorer efter 1920'ernes opsving.
- Dårlig bankregulering og bankernes eksponering mod aktier og usikre lån.
- Stram pengepolitik fra Federal Reserve i slutningen af 1920'erne, som reducerede likviditeten.
- Internationale problemer: krigsgæld, guldstandardens begrænsninger og fald i verdenshandelen gjorde genopretning vanskelig.
Økonomiske og sociale konsekvenser
Kraket udløste en bølge af bankkonkurser og virksomhedslukninger, som igen førte til omfattende arbejdsløshed og fattigdom. Arbejdsløsheden i USA nåede op omkring 25 % i begyndelsen af 1930'erne. Mange mistede deres hjem og boede i såkaldte Hoovervilles, opkaldt efter præsident Herbert Hoover, som mange bebrejdede for udviklingen. Suppenkøkkener og velgørenhedsorganisationer blev nødvendige for at føde de nødlidende.
De økonomiske følger spredte sig hurtigt fra USA til Europa og resten af verden, ikke mindst på grund af tætte finansielle forbindelser og handelen efter 1. Verdenskrig. Mange lande reagerede med beskyttende tiltag, bl.a. højere toldsatser, som begrænsede udlandshandlen og forværrede den globale nedgang. Den internationale handel krympede kraftigt, hvilket forstærkede krisens varighed og dybde.
Politiske og institutionelle ændringer
Krisen førte til omfattende politiske reaktioner. I USA skiftede folkestemningen i 1932, og Franklin D. Roosevelt blev valgt som præsident i 1932. Han lancerede en række reformer og programmer kendt som New Deal, som omfattede blandt andet nødlån til banker, offentlige byggeprojekter og senere sociale sikkerhedsnet. Mange lande indførte nye reguleringer af banker og finansmarkeder for at forhindre gentagelser.
Hvornår sluttede Den Store Depression?
Der er ikke ét entydigt slutpunkt. Den dybeste fase af depressionen varede gennem 1930'erne, men tempoet i genopretningen varierede mellem lande. I USA begyndte økonomien at tiltage efter midten af 1930'erne som følge af offentlige investeringer og politiske tiltag, men det var først i forbindelse med den omfattende industrielle mobilisering til Anden Verdenskrig at arbejdsløsheden for alvor kollapsede, og produktionen nåede fuld kapacitet. Aktiemarkedet nåede først niveauer svarende til 1929 igen i slutningen af 1954.
Kort opsummering
Wall Street-krakket i 1929 var katalysatoren, men ikke den eneste årsag til Den Store Depression. Det var et komplekst samspil af spekulation, svagheder i finanssektoren, internationale ubalancer og politiske reaktioner. Krisen ændrede den økonomiske politik i mange lande permanent og førte til langt større statslig involvering i økonomien for at forhindre lignende katastrofer i fremtiden.
