Et økumenisk koncil (også kaldet et generelt koncil) er et formelt møde mellem biskopper fra kirker over hele verden, indkaldt for at drøfte og afgøre spørgsmål om kirkens lære, sakramenter, disciplin og fælles praksis. Deltagerne fastsætter ofte dogmer, kanoner (kirkeretlige bestemmelser) og udarbejder trosbekendelser, som står som bindende for de kirkesamfund, der anerkender koncilet.

Historisk baggrund

Ordet stammer fra det græske sprog "Οικουμένη", som betyder "den beboede (verdensdel)" og oprindeligt beskrev Romerrigets område. De tidligste konciler blev indkaldt af romerske kejsere, og udtrykket kom derfor til at betegne møder med kristne ledere fra hele den kendte verden. Senere fik ordet betydningen "verdensomspændende" eller "generelt".

De vigtigste tidlige konciler

De første århundreder efter kristendommens udbredelse var præget af teologiske stridigheder. Nogle af de mest betydningsfulde økumeniske konciler er:

  • Nicea I (325) – samling mod Arianismen; udarbejdelse af den første Nicænske trosformel (senere udvidet til den Nicænske-Konstantinopeliske bekendelse).
  • Constantinopel I (381) – præciserede treenighedslæren og udbyggede trosbekendelsen.
  • Ephesus (431) – behandlede spørgsmål om Kristi person og Maria som Theotokos (Gudeføderske); fordømte Nestorianismen.
  • Chalcedon (451) – fastsatte læren om de to naturer i Kristus (fuldt guddommelig og fuldt menneskelig), og førte til splittelser med de, der afviste denne formulering.
  • Senere konciler – f.eks. konciler i det 6.–8. århundrede om kristologi, ikonoklasme og kirkelig disciplin; det andet Nikæa (787) genindsatte ærbødigelsen af ikoner.

Funktion og procedure

Et økumenisk koncils autoritet afhænger af den efterfølgende anerkendelse i de enkelte kirkesamfund. Traditionelt blev konciler indkaldt af en politisk eller kirkelig autoritet (kejseren i den tidlige kirke, paven i den vestlige kirke), og mødets beslutninger blev vedtaget gennem debat og afstemning blandt de fremmødte biskopper. Koncilernes beslutninger blev herefter nedfældet i canons og traktater, som de deltagende kirker kunne godkende og gøre gældende.

Betydning for kirkesamfundene

  • Den katolske kirke anerkender i alt 21 økumeniske konciler fra Nicea I (325) til Andet Vatikankoncil (1962–1965). For den katolske kirke er paveembedet ofte central i indkaldelse og implementering af koncilbeslutninger.
  • Den ortodokse kirke anerkender især de første syv økumeniske konciler (op til det andet Nikæa, 787) som grundlæggende for tro og disciplin.
  • De orientalisk-ortodokse kirker accepterer ikke alle de tidlige koncilers afgørelser (især afviste mange Chalcedon), og har derfor et andet koncilsyn, der afspejler deres teologiske tradition.
  • Protestantiske og anglikanske teologier forholder sig forskelligt til begrebet økumeniske konciler: mange anerkender de første koncilers lære (især Nicæa og Konstantinopel) som styrende for den klassiske kristne trosbekendelse, men ser samtidig koncilernes autoritet i lyset af skriftens autoritet og lokal kirkesamvittighed.

Koncilers langvarige virkninger

Økumeniske konciler har haft store konsekvenser for kirkens lære, liturgi og organisation: de har fastlagt grundlæggende trosformler (fx Nicænske trosbekendelse), afgrænset ortodoks kristendom fra forskellige såkaldte kætterske bevægelser, reguleret kirkens embeds- og disciplinære forhold og påvirket forholdet mellem kirke og stat gennem historie.

Moderne perspektiver og økumenik

I det 20. og 21. århundrede er idéen om kristen enhed – økumenik – genoplivet i nye former. Andet Vatikankoncil (1962–1965) i den katolske kirke var et eksempel på et moderne økumenisk koncil, som åbnede for dialog med andre kirkesamfund og moderniserede mange aspekter af kirkens liv. Der findes også internationale økumeniske organisationer (fx World Council of Churches), som arbejder for samarbejde og fælles erklæringer, men disse organisationer afholder ikke konciler i samme juridiske og teologiske forstand som historiske økumeniske konciler.

Sammenfattende er et økumenisk koncil en afgørende institution i kirkens historie, både som forum for doktrinær afklaring og som mekanisme til at forme kirkens fællesskab og praksis på tværs af tid og sted.