Engelsk ret, også kaldet common law, er det juridiske system i England og Wales. Det er generelt opdelt i strafferet og civilret. Systemet har spredt sig til mange dele af det tidligere britiske imperium, herunder Australien, Canada, USA og New Zealand, samt til mange andre lande hvor det enten er blevet indført direkte eller fungerer side om side med lokale retstraditioner.
Engelsk ret er karakteriseret ved en central rolle for retspraksis: dommeres afgørelser danner ofte grundlaget for senere afgørelser. Dommere følger tidligere juridiske afgørelser truffet af højere domstole, mens afgørelser fra lavere domstole ikke nødvendigvis er bindende. Dette system bygger på princippet om præcedens (stare decisis), hvor de dele af en tidligere dom, som er afgørende for resultatet (ratio decidendi), bindende kan anvendes i senere sager, mens bemærkninger udenfor den afgørende begrundelse (obiter dicta) kan have overbevisende, men ikke bindende, værdi.
Principper og retslige redskaber
Præcedens: En af de vigtigste principper i common law er, at lignende faktiske situationer bør behandles ens. Højere domstole kan fastsætte præcedens, og lavere domstole er forpligtet til at følge disse. Højesteretten i Storbritannien (Supreme Court, oprettet i 2009) har mulighed for at afvige fra tidligere skabte præcedenser i særlige tilfælde, ligesom House of Lords tidligere gjorde efter Practice Statement 1966.
Retspraksis vs. lovgivning: Selvom common law i høj grad udvikles gennem domstolsudtalelser, findes der også omfattende lovgivning (statutes) vedtaget af Parlamentet. Parlamentets suverænitet betyder, at love vedtaget af parlamentet i princippet ikke kan tilsidesættes af domstolene; domstolene kan dog fortolke lovtekster og ved anvendelsen udvikle retspraksis. Der er heller ikke én skreven forfatning, og mange forfatningsprincipper er ukodificerede eller spredt over forskellige love og konventioner.
Equity: Ud over common law udviklede særlig equity-praksis sig historisk (fra Court of Chancery) og supplerer common law med retsmidler som fx trust-ret, særlige udfaldsformer (injunctions) og løsningsprincipper, der fremmer retfærdighed når common law-regler virker ufleksible.
Retspleje, fortolkning og publikation
Retsplejesystemet i England og Wales er traditionelt adversarisk og inkluderer både domstole med domsmænd/jury i straffesager og dommere alene i mange civilretlige sager. Domstolshierarkiet omfatter bl.a. magistrates' courts og Crown Court på straffesiden, County Courts og High Court på civil siden, Court of Appeal og Supreme Court som øverste appelinstans.
Domstolenes afgørelser offentliggøres i retsafskrifter og publikationer, som samler og organiserer afgørelser og regler. Selvom der ikke foreligger en fuldstændig kodificering af hele retssystemet, findes der omfattende lovsamlinger og autoritative retsrapporter, som praktikere og dommere bruger ved sagsbehandlingen.
Begrænsninger af domstolenes magt
Et centralt kendetegn ved engelsk ret er parlamentets suverænitet: kun parlamentet kan væsentligt ændre eller ophæve love. Domstolene kan i almindelighed ikke erklære en lov ugyldig, men de kan fortolke love og gennem almindelige retssætningsmetoder fastlægge, hvordan loven skal anvendes. Moderne retsordener rummer dog metoder til kontrol, fx kan domstole afsige en erklæring om inkompatibilitet efter menneskerettighedslovgivning (Human Rights Act 1998), uden direkte at slå en lov ud af kraft.
Global udbredelse og lokale variationer
Common law har haft stor indflydelse internationalt gennem imperial ekspansion og senere uafhængighedsprocesser. I nogle lande blev common law modtaget uændret, i andre kombineret med lokale retsregler eller kodificerede elementer. Der findes derfor variationer mellem eksempelvis USA (som har en skreven forfatning og stærk domstolskontrol over forfatningsmæssighed), Commonwealth-lande som Canada og Australien, og jurisdiktioner med blandede systemer eller stærke civilretlige traditioner.
Samlet set er engelsk ret (common law) et dynamisk system, hvor domstolspraksis, lovgivning og historiske principper som equity konstant samvirker. Systemets fleksibilitet og fokus på præcedens har gjort det særligt velegnet til udvikling gennem domstolsafgørelser og tilpasning til nye samfundsmæssige og kommercielle forhold.
