Det britiske Uganda-program var et forslag om at stille en del af Østafrika, som var under britisk kontrol, til rådighed for jøder som et sted for bosættelse og som en midlertidig flugtvej for dem, der led under forfølgelse i Europa. Forslaget blev fremført som en praktisk reaktion på de voldsomme pogromer, især i det russiske imperium, og på den akutte nødsituation for mange jøder i begyndelsen af 1900‑tallet.
Baggrund og tilbud
Tilbuddet blev første gang fremsat af den britiske koloniminister Joseph Chamberlain til Theodor Herzls zionistbevægelse i 1903. Chamberlain foreslog angiveligt et område på omkring 5.000 kvadratmiles (ofte omtalt i kilder som cirka 13.000 km²) på Mau‑plateauet i det, der i dag er Kenya. I samtidens omtale blev det hurtigt kaldt Uganda‑ordningen, selvom det tilbudte område lå i det østafrikanske højland og ikke i det nuværende Uganda.
Reaktioner og zionistisk debat
Forslaget provokerede stor debat inden for den zionistiske bevægelse. På den sjette zionistkongres i Basel i 1903 blev sagen bragt op, og diskussionen var både følelsesladet og dybt principiel. Mange zionister, især delegater fra Rusland, afviste tanken om en løsning, der ikke direkte gjaldt etablering i det historiske hjemland i Palæstina. Samtidig støttede andre pragmatikere forslaget som en midlertidig redningsmulighed for dem, der stod i livsfare.
Kongressen vedtog at gå videre med forslaget og sende en udredning/undersøgelseskommission for at undersøge området; endelig stemmeresultat ved indledende afstemning var 295 stemmer for og 177 imod. Stemningen i bevægelsen blev dog mærkbart splittet.
Undersøgelse, afvisning og efterspil
Efter kongressen blev der gennemført undersøgelser af området for at vurdere mulighederne for bosættelse. Rapporterne fremhævede en række praktiske problemer: klimatiske udfordringer, sygdomme som malaria i lavere liggende egne, vanskeligheder i forhold til eksisterende lokale befolkninger og betydelige logistiske omkostninger. Samtidig voksede den ideologiske modstand mod at opgive målsætningen om Palæstina.
På den efterfølgende zionistkongres i 1905 blev Uganda‑ordningen officielt afvist, og bevægelsens fokus vendte tilbage til etablering i Palæstina. Afvisningen førte også til splittelser: nogle aktivister, blandt andre territorialister som Israel Zangwill, søgte alternative territoriale løsninger uden for Palæstina, mens hovedlinjen i zionismen fastholdt målet om det historiske hjemland.
Betydning
Uganda‑sagen var et vendepunkt i tidlig zionistisk historie, fordi den tydeliggjorde konflikten mellem praktisk nødhjælp og ideologisk/ national målsætning. Den viste også, hvor stærke følelser og nationale forventninger var blandt jøder fra forskellige dele af Europa. Selv om ordningen aldrig blev realiseret, havde den varige konsekvenser: den stimulerede debat om mål og midler i zionismen, bidrog til dannelsen af alternative bevægelser og skærpede fokus på Palæstina som det centrale mål for den organiserede zionistbevægelse.