Slave Power | også kaldet Slave Power konspirationen og Slaveocracy

Baggrund

Slaveriet i Amerika begyndte i den engelske koloni Jamestown i 1619. Det begyndte med købet af 20 afrikanere fra et engelsk krigsskib ved navn White Lyon. Kolonisterne i Virginia-kolonien købte kontrakterne med afrikanerne som kontraktansatte tjenestefolk. Ikke længe efter blev det en skik at holde slaver på livstid i kolonierne. I løbet af det 17. og 18. århundrede blev slaverne brugt til at dyrke tobaksafgrøder og fødevareafgrøder. Efter opfindelsen af bomuldsudvindingsmaskinen i 1793 blev bomuld den vigtigste afgrøde. På dette tidspunkt blev slaveriet en afgørende del af Sydstaternes økonomi.

I slutningen af 1850'erne var der en udbredt tro på, at et slaveholdende oligarki styrede landet. At de styrede det til deres egen fordel for at udbrede slaveriet var også en udbredt opfattelse. Det var det, som Abraham Lincoln og det nye republikanske parti brugte til at få politisk magt. Den var også populær blandt konspirationsteoretikere, som slaverimedlemmernes modstandere forsøgte at bruge til at miskreditere ideen. Men det var medlemmer af Free Soil Party i 1840'erne og Republikanerne i 1850'erne, der gav Slave Power sin troværdighed. Den 12. marts 1857 offentliggjorde Cincinnati Daily Commercial en artikel om Slave Power. Artiklen kaldte USA for "ét stort homogent slaveholdigt samfund", og at slaveriet havde fjernet alle statsgrænser. Den anklagede Slave Power for at have tre mål. Disse var: at genåbne slavehandelen; at udvide slaveriet til hele landet og længere end det; og at gøre den hvide mand til slavebesiddende sydstatsaristokrati og kapitalisterne i nord.

Efter 1850 havde slaveholdere i Sydstaterne lobbyet for en genåbning af slavehandelen. Så denne anklage syntes at være berettiget. Abolitionisterne havde rigeligt med beviser for, at Slave Power ønskede at udvide slaveriet til alle stater og endda til hele halvkuglen. Den tredje påstand, at hvide mænd ville blive slaver for slavemagten, var sværere at bevise, selv om mange mente, at den var sand.

De, der forsvarede slaveriet, havde en række argumenter for at retfærdiggøre institutionen. De sagde, at det ville ødelægge økonomien i Sydstaterne. Uden slavearbejde kunne de ikke dyrke bomuld, tobak eller ris. Hvis slaverne blev frigivet, ville det medføre udbredt arbejdsløshed, det ville føre til oprør, blodsudgydelser og fuldstændigt kaos. De pegede på den franske revolution som et eksempel. De påpegede, at slaveri havde eksisteret gennem hele historien. Det stod i Bibelen, og selv Abraham havde slaver. Deres juridiske argumentation henviste til USA's højesteret, der i Dred Scott v. Sandford (1857) besluttede, at sorte ikke var borgere, men ejendom.

Økonomisk magt

Sydlige plantager kunne være yderst indbringende. Kilderne er forskellige med hensyn til, hvor rentable de var. Ifølge en kilde var der mellem 1770 og 1860 rigeligt med jord, som var let at skaffe, hvilket gjorde den næsten værdiløs i sig selv. Det var svært at blive rig ved blot at eje jord. Sydstaternes elite blev meget rig ved at eje den arbejdskraft, der producerede afgrøderne på jorden. Selve værdien af slaverne svarede til mellem et og to års værdi af hele USA's nationalindkomst. Når man tager i betragtning, at kun et lille mindretal ejede slaver, og at det var begrænset til Sydstaterne, så var slaverne den virkelige rigdom.

I en undersøgelse af Alfred Conrad og John Meyer blev afkastet af "slavekapital" beregnet. De beregnede, at slaveejerskab var mindst lige så højt som andre former for investeringer og højere end de fleste. Slaveejerskab alene kunne give et afkast på op til 13 % om året, mens jernbaneobligationer gav 6-8 % i afkast.

Slavehandel blev forbudt i USA efter den 1. januar 1808. Det var stadig lovligt at eje slaver, men der kunne ikke længere indføres afrikanske slaver i landet. Indtil da var slavehandlere blevet meget rige på at transportere slaver.

Eksempler på de sydlige slaveejeres enorme rigdom omfatter Joshua John Ward fra Georgetown County, South Carolina. Han ejede 1.130 slaver og kontrollerede seks store plantager. I 1850 dyrkede han 3.900.000 pund (1.800.000 kg) ris, hvilket gav ham tilnavnet "kongen af risplanternes konge". En anden var Stephen Duncan. Han var den rigeste bomuldsplanter før borgerkrigen. I løbet af sin levetid ejede han mere end 2.000 slaver. Han ejede 15 plantager, hvoraf den største havde 858 slaver.

Politisk magt

Fugitive Slave Act fra 1850 var en stor politisk indrømmelse til Sydstaterne. Den skabte en ny kommission, der fungerede på samme måde som United States Marshals Service, men med flere forskelle. De fik en belønning fra den føderale regering for hver slave (eller dem, der påstås at være slaver), der blev fanget. De blev hurtigt den største føderale arbejdsgiver på det tidspunkt. Den nye lov var alt andet end pro-statslige rettigheder, da nordstatslove blev ignoreret. Der var ingen retfærdig rettergang. Kort sagt gav loven om flygtede slaver sydstaterne magt over nordstaternes love ved at bruge den føderale regering til at gøre, hvad de ville.

Loven af 1850 foruroligede både sorte og hvide nordboere. Frie sorte havde meget at frygte for at blive kidnappet og finde sig selv som slaver i fangenskab i Syden. De hvide i nordstaterne var alarmerede, fordi deres samfund blev overfaldet af slavejægere. Nordboerne så dette som et positivt bevis på en slavemagtsammensværgelse, der truede deres frihed.

De nordlige frimodige og republikanerne havde deres uenigheder. Men en ting var de enige om, nemlig at de begge var imod, at slaveriet skulle udvides til at omfatte territorierne. Begge var imod sydstaternes plantere, som de kaldte "slaveoligarker". Sammen havde de en fordel i forhold til tidligere forsøg fra politiske partiers side på at modsætte sig slaveriet. Tidligere var politikere fra Nordstaterne nødt til at være forsigtige med slaverispørgsmål, fordi de havde brug for sydstaternes politiske magt for at vinde nationale valg. Derfor støttede de slaveholdende præsidenter, kongresmedlemmer og senatorer. Men republikanerne og de fri-soilers havde ikke brug for at behage sydstatspolitikerne, og de angreb deres magt ved enhver lejlighed. De bragte gamle argumenter frem om, at slavemagten for længe havde haft magten i amerikansk politik. Det argument blev brugt, da Thomas Jefferson var blevet valgt til præsident. Det kom frem, da Missouri blev optaget som slavestat i 1820 og igen i 1845, da Texas blev annekteret. Denne gang hamrede republikanerne hårdt på ideen. Det gjorde mest ondt på nordlige demokrater. Republikanerne vandt mange embeder i Norden, som havde været besat af demokrater i årtier. Ved valget i 1860 delte Demokraterne sig mellem nord og syd, idet de støttede hver deres kandidat. Det gjorde det muligt for Lincoln at vinde, selv om han ikke havde flertal. Dette gjorde en ende på slavemagtens dominans i politik og var en medvirkende faktor til den amerikanske borgerkrig.

Præsidenter, der ejede slaver

De fleste præsidenter fra Antebellum-perioden var ikke kun fra Syden, men ejede også selv slaver. Mange af dem spillede en fremtrædende rolle i opretholdelsen af slaveriets økonomi. En af grundene til, at der var så mange præsidenter fra Sydstaterne, er, at de nød godt af den fordel, de havde i valgkollegiet, især dem fra den største slaveejende stat, Virginia. I forfatningskonventet (1787) ønskede delegerede fra nordlige stater ikke, at slaver skulle regnes som én person med henblik på en stats repræsentation i Kongressen. Sydstatsdelegerede ønskede, at slaverne skulle tælle som enkeltpersoner, selv om de ikke kunne stemme. De delegerede nåede til sidst frem til tre femtedelskompromiset. I artikel I, afsnit 2, i USA's forfatning, hvor slaver omtales med eufemismen "alle andre personer", talte grundlæggerne hver slave som tre femtedele af en person. Dette gav slavestaterne en tredjedel flere pladser i Kongressen, end de ellers ville have haft på grundlag af antallet af borgere, de havde. Denne faktor var afgørende i præsidentvalget i 1800, der gav Thomas Jefferson sejren i Repræsentanternes Hus.

En af de vigtigste grunde til, at Washington, D.C. blev valgt som USA's hovedstad, var, at den lå omkring en slaveby, Alexandria, Virginia. New York City lå i en fri stat, og i Philadelphia kunne en slave kun blive holdt i seks måneder, før han blev frigivet. Dette var ubelejligt for slaveejende politikere. Desuden blev Washington D.C. fremmet af George Washington, Thomas Jefferson og James Madison - tre vigtige sydstatsborgere, som ejede slaver.