Forfatningskonventet 1787 — Philadelphia-mødet der skabte USAs forfatning

Lær om Forfatningskonventet 1787 i Philadelphia — mødet hvor Madison, Hamilton og Washington skabte USA's forfatning og grundlag for den nye republik.

Forfatningskonventet (også kendt som Philadelphia-konventet) blev afholdt fra den 25. maj til den 17. september 1787 i Philadelphia i Pennsylvania. Selv om konventet blev indkaldt for at revidere konføderationsartiklerne, stod det fra begyndelsen klart, at mange medlemmer, herunder James Madison og Alexander Hamilton, havde til hensigt at skabe en ny regering snarere end at rette op på den eksisterende. De delegerede valgte George Washington til at lede konventet. Resultatet af konventet blev oprettelsen af USA's forfatning. Dette gør mødet til en af de mest betydningsfulde begivenheder i USA's historie.

Baggrund

Efter uafhængigheden var den nye union styret af konføderationsartiklerne, som gav svag centralmagt og begrænsede evnen til at opkræve skatter og føre fælles udenrigs- eller økonomisk politik. Økonomiske problemer, grænsekonflikter og uro som Shay's Rebellion i 1786–1787 gjorde det tydeligt for mange ledere, at reform var nødvendig. En konvent blev derfor indkaldt for at overveje ændringer — men hurtigt udviklede diskussionerne sig til at udforme en helt ny forfatning.

Delegerede og ledelse

Omkring 55 mænd deltog i konventet på forskellige tidspunkter; af dem underskrev 39 den endelige forfatning. Deltagerne var overvejende politiske ledere, advokater og jordejere — blandt de mest kendte var:

• George Washington — valgt til konventets formand, hans tilstedeværelse gav autoritet og legitimitet.
• James Madison — ofte kaldet "forfatningens fader" for sin rolle i planlægning og dokumentation.
• Alexander Hamilton — fortalte for en stærk centralregering og skrev senere mange af Federalist Papers.
• Benjamin Franklin, Roger Sherman, Gouverneur Morris og James Wilson — alle vigtige bidragydere til forfatningens sprog og struktur.

Nøglespørgsmål og kompromiser

Konventet var præget af intense debatter om repræsentation, magtfordeling og slaveri. Nogle af de vigtigste aftaler var:

• Virginia-planen (repræsentation efter indbyggertal) mod New Jersey-planen (ligelig repræsentation for stater) — løst gennem Den store Kompromis, som indførte et tokammersystem: Repræsentanternes Hus efter befolkning og Senatet med lige repræsentation for hver stat.
• Trefemtedelskompromiset — slavebefolkningen skulle tælles som tre femtedele for formål ved beskatning og repræsentation. Dette var et kontroversielt kompromis, der afspejlede magtbalancen mellem nord og syd.
• Præsidentembedet og valgmandskollegiet — man skabte en udøvende embedsmand med visse beføjelser, valgt gennem et kompromis mellem direkte folkevalg og valg af Kongressen.

Forfatningens hovedprincipper

Det endelige dokument byggede på flere grundlæggende idéer:

• Magtens tredeling — opdeling i lovgivende, udøvende og dømmende magt.
• Checks and balances — hvert embede kontrollerer de andre for at undgå magtmisbrug.
• Føderalisme — magt delt mellem den føderale regering og delstaterne.
• Konstitutionens fleksibilitet — mulighed for ændringer gennem ændringsproceduren (amendments), hvilket senere gjorde tilføjelsen af Bill of Rights mulig.

Hemmeligholdelse og dokumentation

Konventet mødtes bag lukkede døre, og deltagerne forpligtede sig til tavshed for at give frihed til åbne forhandlinger uden offentlighedens pres. Derfor blev det først efterfølgende, især gennem James Madisons detaljerede referater og senere offentliggørelse, at offentligheden fik indsigt i debatterne og rationalerne bag kompromiserne.

Ratifikation og efterspil

Efter konventets afslutning blev forfatningen sendt til delstaterne for ratifikation. Ratifikationsprocessen affødte stærke politiske kampe mellem Federalists (tilhængere af forfatningen) og Anti-Federalists (modstandere, som frygtede central magt og krævede garantier for individuelle rettigheder). Forfatningen trådte formelt i kraft, efter at ni ud af tretten stater havde ratificeret den — den afgørende ratifikation kom fra New Hampshire i juni 1788. Den nye regering begyndte sit arbejde i 1789, og de første ti ændringer — Bill of Rights — blev ratificeret i 1791 for at sikre borgerlige frihedsrettigheder.

Betydning

Forfatningskonventet i Philadelphia markerer overgangen fra en løs konføderation til et stærkere føderalt system. Det var et banebrydende eksempel på at skabe en skriftlig forfatning, der kombinerede repræsentativt styre, magtadskillelse og procedurer for ændring. Samtidig rejser konventet og den resulterende forfatning fortsat debatter om slaveri, demokrati og rettigheder — spørgsmål, som prægede USA's senere udvikling.

Bemærk: Konventets deltagelse var begrænset til hvide, mandlige borgere med status; kvinder, oprindelige folk og afroamerikanere var udeladt fra beslutningsprocessen.

Debatter

De fleste af stridighederne drejede sig om sammensætningen og valget af Senatet. Andre uenigheder drejede sig om, hvordan "forholdsmæssig repræsentation" skulle defineres (om slaver eller anden ejendom skulle medtages). De skulle beslutte, om den udøvende magt skulle deles mellem tre personer eller overdrages til en enkelt præsident. De skulle også finde ud af, hvordan præsidenten skulle vælges, hvor lang hans embedsperiode skulle være, og om han kunne stille op til genvalg. Der var spørgsmål om, hvilke lovovertrædelser der skulle kunne gøres til genstand for en rigsretssag. Det meste af konventets tid blev brugt på at afgøre disse spørgsmål, mens der ikke var store diskussioner om den lovgivende, udøvende og dømmende magts beføjelser. Da konventet begyndte, blev de delegerede først enige om konventets principper, derefter blev de enige om Madisons Virginia-plan og begyndte at ændre den. Et udvalg af detaljer samledes i løbet af ferien den 4. juli og udarbejdede et groft udkast. Det meste af dette råudkast blev stående og kan findes i den endelige udgave af forfatningen. Efter at de sidste spørgsmål var blevet løst, udarbejdede stiludvalget den endelige version, og den blev sat til afstemning og sendt til staterne.

Virginia-planen

James Madison havde brugt vinteren 1787 på at studere forskellige konføderationer gennem historien. Han kom til Philadelphia bevæbnet med et væld af viden og en idé om, hvordan USA's regering skulle være. Hans plan blev præsenteret for konventet af Edmund Randolph, guvernør i Virginia. Den blev de store linjer for, hvad der skulle være en ny regering under den amerikanske forfatning. Hans plan krævede tre regeringsgrene med kontrol og balance for at forhindre, at en enkelt gren misbruger sin magt. Madisons idé om en lovgivende forsamling havde to huse. I det ene skulle der være medlemmer valgt af folket for en treårig periode. I det andet skulle medlemmerne vælges af delstaternes lovgivende forsamlinger og sidde i syv år. Begge ville have pladserne bestemt af landets befolkning.

Endnu to planer

Efter at have diskuteret Virginia-planen i to uger fremlagde William Patterson sin plan, der blev kaldt New Jersey-planen, Patterson-planen og Small State-planen. Den lignede i høj grad konføderationsartiklerne og havde en etkammerlovgivende forsamling (et hus). Alle stater skulle have én stemme. Han havde én idé, som blev fastholdt, nemlig at statslove, der var i strid med føderale love, ville blive annulleret.

En tredje plan blev foreslået af Alexander Hamilton. Det var en kopi af den britiske forfatning. Den var også tokammeret med et overhus og en lovgivende forsamling, hvor medlemmerne sad på grund af deres gode opførsel.

Underskrivelsen af De Forenede Staters forfatning

Spørgsmål og svar

Q: Hvornår og hvor blev forfatningskonventet afholdt?

Q: Hvad var formålet med forfatningskonventet?

Q: Hvem var formand for forfatningskonventet?

Q: Hvad var resultatet af forfatningskonventet?

Spørgsmål: Hvorfor anses forfatningskonventet for at være en af de mest betydningsfulde begivenheder i USA's historie?

Q: Hvad er et andet navn for forfatningskonventet?

Q: Hvem var to vigtige medlemmer af forfatningskonventet?

Søg efter bogstav