Socialistpartiet i Frankrig: historie, ideologi og politisk magt
Socialistpartiet i Frankrig: historien, ideologi og politisk indflydelse fra Mitterrand til Hollande — analyse af magt, valg og partiets rolle i moderne fransk politik.
Socialistpartiet (Parti Socialiste, PS) er et af de største politiske partier i Frankrig. Det erstattede den franske afdeling af Arbejderinternationalen (SFIO) i 1969. Det er et af de socialdemokratiske partier.
Det fik først magten under den Femte Republik med François Mitterrands sejr ved præsidentvalget i 1981. Partiets kandidat til præsidentvalget i 2007, Ségolène Royal, blev besejret af Nicolas Sarkozy med 53 % mod 47 %. I 2012 vandt Socialistpartiets kandidat François Hollande præsidentvalget.
Historisk udvikling
Socialistpartiet blev skabt i 1969 som efterfølger til SFIO og samlede forskellige strømninger fra venstrefløjen omkring et socialdemokratisk program. Partiet voksede betydeligt i løbet af 1970'erne og 1980'erne, og François Mitterrand stod som den stærke nationale leder, som kunne føre partiet til sejr i 1981. Den første periode i regeringsmagten førte til omfattende socialpolitiske reformer og nationaliseringer, men også til et økonomisk omslag (»tournant de la rigueur«) midt i 1980'erne.
I 1997 blev Lionel Jospin premierminister for en »plurielle gauche«-koalition, og under hans regering blev blandt andet den 35-timers arbejdsuge gennemført (Aubry-lovene). Partiet led store tilbageslag ved præsidentvalget i 2002, da Jospin uventet blev elimineret i første runde, og den ekstreme højre (Front National) kom videre til anden runde. Siden da har partiet oplevet perioder med både regeringsansvar og langvarig opposition.
Ideologi og politik
PS placerer sig som socialdemokratisk parti. Hovedlinjerne i partiets politik har traditionelt været:
- stærk velfærdsstat og social tryghed
- regulering af markeder og omfordeling gennem skat
- arbejdsmarkedspolitik med fokus på rettigheder for lønmodtagere
- progressiv skattepolitik og offentlig service inden for uddannelse og sundhed
- europæisk engagement og samarbejde i EU
Inden for partiet findes både mere reformorienterede, centristiske fløje og mere venstreorienterede grupper, som ønsker radikal omfordeling og stærkere statslig styring. Partiet har også i stigende grad arbejdet med grønne temaer og social-økologiske tiltag i de senere år.
Organisation og interne strømninger
Socialistpartiet har traditionelt haft en organisation med lokale sektioner, afdelinger i byer og regioner, samt nationale kongresser, hvor politik og ledelse bliver fastlagt. Internt er der flere fraktioner: fra moderate socialliberale grupper til venstreorienterede fløje, fagforeningsnære medlemmer og grønne socialister. Disse interne skel har flere gange ført til strid om retning og kandidaturer.
Valgresultater og politisk magt
Partiet har vekslet mellem regeringsmagten og oppositionen siden 1980'erne. Nogle nøglepunkter:
- 1981–1995: François Mitterrand som præsident — to perioder med omfattende reformer.
- 1997–2002: Lionel Jospin som premierminister — gennemførte bl.a. reduktion af arbejdstid.
- 2007: Ségolène Royals nederlag til Nicolas Sarkozy.
- 2012: Sejr til François Hollande, efterfulgt af en periode med faldende popularitet og kontroversielle reformer i regeringsperioden.
- 2017: Større valgkrise for PS — partiets kandidat fik kun en lille andel af stemmerne, og mange medlemmer skiftede til nye politiske bevægelser.
- 2022: Venstrefløjen forsøger at samle sig i bredere alliancer for at genvinde indflydelse, men PS står svagere end tidligere og har færre parlamentarikere end i sin storhedstid.
Relationer og internationale forbindelser
Socialistpartiet har tætte forbindelser til fagforeninger, civilsamfundsorganisationer og til andre socialdemokratiske partier i Europa. På europæisk plan har PS været tilknyttet partier og grupper, der arbejder for social demokrati og samarbejde inden for EU.
Nutidig udfordringer
Siden midten af 2010'erne har PS kæmpet med følgende udfordringer:
- faldende medlemsantal og svagere vælgeropbakning
- konkurrence fra både centrumorienterede bevægelser (fx En Marche) og mere radikale venstrefløjsbevægelser
- intern splittelse om strategier og alliancer
- behov for at forene sociale, økonomiske og grønne politikker, så partiet fremstår relevant for nye vælgergrupper
Betydning i fransk politik
Selvom Socialistpartiet ikke har samme dominerende position som i 1980'erne og 1990'erne, har det fortsat betydning i lokalpolitik, i flere regioner og kommuner og som en vigtig stemme i debatten om velfærd, arbejdsmarked og social retfærdighed. Partiets evne til at omgruppere sig, indgå brede alliancer og opdatere sit politiske tilbud vil afgøre, hvor stor en rolle det spiller i fremtidens franske politik.
Bemærk: Partiets konkrete politik og lederskab har ændret sig gennem årene og fortsætter med at udvikle sig i takt med politiske begivenheder i Frankrig og Europa.
Historie
Den franske socialisme indtil 1969
Efter Pariskommunens fiasko (1871) blev den franske socialisme billedligt talt halshugget. Dens ledere blev dræbt eller landsforvist. Frankrigs første socialistiske parti, Fédération des travailleurs socialistes de France (Fédération des travailleurs socialistes de France eller FTSF), blev grundlagt i 1879.
I 1899 gav Millerands deltagelse i Pierre Waldeck-Rousseaus kabinet anledning til en debat om socialistisk deltagelse i en "borgerlig regering". Tre år senere grundlagde Jaurès, Allemane og possibilisterne det franske socialistparti, mens Guesde og Vaillant dannede det franske socialistparti. I 1905, under Globe-kongressen, fusionerede de to grupper så i den franske afdeling af Arbejderinternationalen (Section française de l'Internationale ouvrière eller SFIO). Jaurès blev partileder.
De franske socialister var stærkt pacifistiske, men efter mordet på Jaurès i 1914 var de ikke i stand til at modstå den militaristiske bølge, der fulgte efter udbruddet af Første Verdenskrig.
Socialisterne led en alvorlig splittelse i forbindelse med deltagelsen i krigstidens nationale samlingsregering. I 1919 blev de krigsfjendtlige socialisterne slået hårdt ved valget. I 1920, under Tours-kongressen, brød flertallet og venstrefløjen af partiet med hinanden og dannede den franske afdeling af den kommunistiske internationale (Section française de l'Internationale Communiste eller SFIC). Dette parti sluttede sig til den tredje internationale, der blev grundlagt af Lenin. Højrefløjen, ledet af Léon Blum, beholdt det "gamle hus" og forblev i SFIO.
I 1934 ændrede kommunisterne deres linje, og de tre partier blev samlet i Folkefronten, som vandt valget i 1936 og bragte Blum til magten som Frankrigs første socialistiske premierminister.
Efter Frankrigs befrielse i 1944 dannede SFIO en koalition med et magtfuldt kommunistparti (som blev det vigtigste venstrefløjsparti) og det kristeligt demokratiske MRP. Denne alliance overlevede ikke den kolde krig. Blum foreslog opbygningen af en tredje kraft med centrum-venstre og centrum-højre, mod gaullisterne og kommunisterne. Hans kandidat til at lede SFIO, Daniel Mayer, blev imidlertid slået af Guy Mollet.
Mollet blev støttet af venstrefløjen i partiet. Paradoksalt nok talte han et marxistisk sprog uden at sætte spørgsmålstegn ved alliancen med midten og centrum-højrefløjen. Han var premierminister i spidsen for en mindretalsregering i 1956. SFIO vendte tilbage til oppositionen i 1959.
SFIO opstillede ikke en kandidat til valget i 1965. Derfor støttede den François Mitterrand, en tidligere minister fra den fjerde republik, som var konservativ og derefter uafhængig fra venstrefløjen. Han var resolut anti-gaullistisk. Han opnåede et hæderligt resultat og stod over for De Gaulle i en uventet anden valgrunde. Han fremstod således som leder af den ikke-kommunistiske venstrefløj.
For at kunne eksistere mellem det kommunistiske parti, der førte venstrefløjen, og det gaullistiske parti, der førte landet, oprettede SFIO, de Radikale og venstreorienterede republikanske grupper under Mitterrands ledelse Føderationen af Demokratiske og Socialistiske Venstre.
Oprettelsen af PS og "Venstreunionen" (1969-1981)
I 1969 blev SFIO erstattet af det socialistiske parti (Parti socialiste eller PS). Det fik tilslutning af de Pierre Mendès-France-venlige klubber (Union of Clubs for the Renewal of the Left under ledelse af Alain Savary) og venstreorienterede republikanske grupper (Union of Socialist Groups ad Clubs of Jean Poperen). På kongressen i Issy-les-Moulineaux blev Alain Savary valgt til førstesekretær med støtte fra sin forgænger Guy Mollet. Han foreslog en "ideologisk dialog" med kommunisterne.
To år senere sluttede pro-François Mitterrand-klubberne (Konventet for de republikanske institutioner) sig til partiet. Mitterrand besejrede Savary-Mollet-duoen ved at foreslå et valgprogram med kommunisterne.
Mitterrands præsidentperiode og magtudøvelse (1981-1995)
I 1981 besejrede Mitterrand den neoliberale Valéry Giscard d'Estaing og blev den første socialist, der blev valgt som Frankrigs præsident ved almindelige valg.
PS mistede flertallet i den franske nationalforsamling i 1986, hvilket tvang Mitterrand til at "leve sammen" med den konservative regering under Jacques Chirac. Ikke desto mindre blev Mitterrand genvalgt som præsident i 1988 med et moderat program med titlen "Et forenet Frankrig". Han foreslog hverken nationaliseringer eller privatiseringer. Som premierminister valgte han den mest populære og moderate af de socialdemokratiske politikere, Michel Rocard. Hans kabinet omfattede 4 ministre fra centrum-højre, men det fik kun støtte fra et flertal i den nationalforsamling, der blev valgt i juni 1988.
I sin anden periode fokuserede Mitterrand på udenrigspolitik og den europæiske konstruktion.
Jospin og den "flertydige venstrefløj" (1995-2002)
I oppositionen rekonstruerede PS en koalition med de andre venstrefløjskræfter: PCF, De Grønne, Det Radikale Venstreparti og MDC. Denne "pluralistiske venstrefløj" (Gauche plurielle) vandt parlamentsvalget i 1997, og Jospin blev premierminister i den tredje "samlebåndsperiode".
Hans politik var bredt progressiv, men havde ikke meget at gøre med socialisme som traditionelt forstået. Aubry-loven reducerede arbejdstiden til 35 timer om ugen. Der blev indført en universel sygesikring. Der blev imidlertid ført en politik med privatisering.
Den 21. april 2002 blev Jospin slået ud i første runde af præsidentvalget.
Efter chokket i 2002
Ved regionalvalget i 2004 fik socialdemokraterne et stort comeback. I koalition med det tidligere "flertalsvenstre" fik de magten i 20 af de 22 storbyregioner (alle undtagen Alsace og Korsika) og i de fire oversøiske regioner. Det nød faktisk godt af en "sanktionsafstemning" mod højrefløjen.
Den 1. december 2004 besluttede 59 % af medlemmerne af Det Socialdemokratiske Parti at godkende den foreslåede europæiske forfatning. Flere kendte medlemmer af partiet, bl.a. Laurent Fabius og venstreorienterede Henri Emmanuelli og Jean-Luc Mélenchon, opfordrede imidlertid vælgerne til at stemme nej ved den franske folkeafstemning om den europæiske forfatning den 29. maj 2005, hvor den foreslåede forfatning blev forkastet.
Præsidentvalg i 2007
Til præsidentvalget i 2007 var der mange potentielle kandidater: François Hollande, Laurent Fabius (som har sluttet sig til partiets venstrefløj), Dominique Strauss-Kahn (som påstod, at han repræsenterede "socialdemokratiet"), Jack Lang, Martine Aubry og Ségolène Royal, som ifølge meningsmålingerne var favorit.
Den 16. november 2006 valgte medlemmerne af Socialistpartiet Ségolène Royal som deres kandidat med et flertal på 60 %. Hendes udfordrere, Strauss-Kahn og Fabius, opnåede henholdsvis 21 % og 19 %.
Efter at have opnået 25 % af stemmerne i første runde af det franske præsidentvalg kvalificerede Ségolène Royal sig til anden valgrunde, men tabte til Nicolas Sarkozy den 6. maj 2007.
Fra venstre til højre: Dominique Strauss-Kahn, Bertrand Delanoë og Ségolène Royal sidder på forreste række ved et møde afholdt den 6. februar 2007 af det franske socialistparti i Carpentier-salen i Paris.
Ledelse
Første sekretærer fra 1969:
- Alain Savary (1969-1971)
- François Mitterrand (1971-1981)
- Lionel Jospin (1981-1988)
- Pierre Mauroy (1988-1992)
- Laurent Fabius (1992-1993)
- Michel Rocard (1993-1994)
- Henri Emmanuelli (1994-1995)
- Lionel Jospin (1995-1997)
- François Hollande (1997-2008)
- Martine Aubry (2008-2012)
- Harlem Désir (2012-....)
Relaterede sider
Søge