Iran er hjemsted for en af verdens ældste sammenhængende store civilisationer med historiske og bymæssige bebyggelser, der går tilbage til 4000 f.Kr. Mederne forenede Iran som en nation og et imperium i 625 f.Kr.

Den islamiske erobring af Persien (633-656) og afslutningen på det sassanidiske imperium var et vendepunkt i Irans historie. Iran havde været et monarki regeret af en shah eller kejser næsten uafbrudt fra 1501 og indtil den islamiske revolution i 1979, hvor Iran officielt blev en islamisk republik den 1. april 1979.

 

Tidlige civilisationer og de store persiske riger

Området, der i dag er Iran, rummede tidlige bysamfund allerede fra omkring 4000 f.Kr. Elamitterne i det sydvestlige Iran (med centre som Susa) var en af de første velorganiserede politiske enheder. Senere kom de mediske riger, som ifølge traditionelle kilder samlede en række iranske stammer og dannede en tidlig stat omkring det 7. århundrede f.Kr.

I midten af 500-tallet f.Kr. opstod det achæmenidiske imperium under Cyrus den Store, som samlede etablissementer fra Lilleasien til Indusdalen. Achaemeniderne byggede storstilede paladser og administrative systemer (fx Persepolis) og lagde grunden til mange institutioner, som prægede regionen i århundreder.

Hellenisme, parther og sassanider

Efter Alexander den Stores indtog i midten af 300-tallet f.Kr. fulgte en periode med hellenistisk styre og kulturpåvirkning, afløst af lokale dynastier. Partherne (Arsakiderne) opstod omkring 247 f.Kr. og var i mange år en magtfuld modvægt til Romerriget. I 224 e.Kr. etablerede sassaniderne et nyt iransk kejserrige, som genoplivede mange pre-islamiske kulturelle og administrative traditioner og som gennem flere århundreder var en af de førende magter i Mellemøsten.

Den islamiske erobring og middelalderen

Den islamiske erobring i det 7. århundrede førte til et gradvist skifte fra zoroastrisk religion til islamisk tro og kultur. Selvom de politiske magter skiftede ofte (umayyader, abbasider, lokale persiske dynastier, tyrkiske og mongolske erobrere), forblev persisk sprog og kultur stærk. I middelalderen blomstrede litteratur, videnskab og kunst — berømte persiske digtere og tænkere som Ferdowsi, Rumi, Hafez og al-Razi har haft stor betydning for islamisk og verdenskultur.

Tidlige moderne dynastier og safavidisk centralisering

I begyndelsen af det 16. århundrede samlede Safavid-dynastiet Iran politisk igen og gjorde tolv-sci’a-islam (twelver-shia) til statsreligion i 1501. Denne religiøse konsolidering adskilte Iran markant fra mange af sine naboer og formede landets religiøse identitet fremover. Efter Safaviderne fulgte kortvarige dynastier som Afsharider og Zand, indtil Qajar-familien kom til magten i slutningen af 1700-tallet og regerede gennem 1800-tallet, en periode præget af stigende europæisk indflydelse og tab af territorier.

1800- og 1900-tallet: olie, reformer og politisk opvågning

I det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede oplevede Iran stærkt pres fra Rusland og Storbritannien. Fundet af olie i begyndelsen af 1900-tallet gjorde landet endnu vigtigere geopolitiskt. Interne spændinger over korruption, udenlandsk indblanding og krav om modernisering førte til den iranske konstitutionelle revolution (1905–1911), som indførte parlament (Majles) og begrænsede monarkens magt.

Under Reza Shah Pahlavi (1925–1941) begyndte en massiv moderniserings- og sekulariseringsproces med fokus på infrastruktur, uddannelse og centralisering. Hans søn, Mohammad Reza Shah (regent 1941–1979), førte videre reformer — herunder den såkaldte Hvide Revolution fra 1963 med jordreformer og industrialisering — men politisk repression, ulighed og udenlandsk indblanding skabte voksende utilfredshed. Nationaliseringen af olien under premierminister Mohammad Mossadegh i 1951 og det efterfølgende kup i 1953 (støttet af britiske og amerikanske efterretningstjenester) er centrale begivenheder i moderne iransk historie.

Vejen til 1979 og revolutionens følger

I slutningen af 1970’erne voksede protesterne imod Shahens regime i omfang og bredde. En koalition af sekulære nationalister, venstreorienterede grupper og religiøse ledere ledet af Ayatollah Ruhollah Khomeini førte massebevægelser, strejker og demonstrationer, som kulminerede i Shahens flugt i januar 1979 og Khomeinis tilbagevenden fra eksil i februar samme år. Efter folkelig mobilisering blev monarkiet afskaffet, og en folkeafstemning i foråret 1979 førte til oprettelsen af en islamisk republik, der officielt blev erklæret den 1. april 1979.

Revolutionen førte til gennemgribende politiske, sociale og udenrigspolitiske ændringer: en ny forfatning, nationaliseringer, ændret kvindepolitik og en udenrigspolitik ofte i konfrontation med Vesten. Irans historie efter 1979 er præget af både interne forandringer og betydelig regional indflydelse, og landet forbliver centralt i Mellemøstens politiske landskab.

Arven og fortsat betydning

Irans historie spænder fra oldtidens store civilisationer til moderne politiske omvæltninger. Kulturarven — sprog, litteratur, arkitektur, videnskab og religiøse traditioner — har haft stor betydning både i regionen og globalt. Samtidig har nyere politiske begivenheder formet landets rolle i international politik og påvirket millioner af menneskers liv i Iran og i eksil.