Aryan er et gammelt etnonym (en betegnelse, som folk brugte om sig selv) knyttet til grupper i det historiske Iran (Storiran) og på det indiske subkontinent. Efterkommere af de folkegrupper, som omtales som arier, talte sprog som sanskrit og avestansk, der begge hører til den indoiranske gren af de indoeuropæiske sprog. I de gamle iraniske kilder blev ordet brugt i betydningen adelige eller »de ædle«. Selve navnet Iran betyder sprogligt set »aryernes land«.
Betydning og sprog
»Arya« (sanskrit: Ārya, avestansk: airya) fungerede som en selvbetegnelse og kan oversættes til noget i retning af »ædel« eller »ærværdig«. De sprog, som bevarer denne selvbetegnelse i deres litteratur, omfatter især det vediske sanskrit (Vedaerne) og avestansk (den zoroastriske traditions hellige tekster). Vedaerne er skrevet (og først bevaret mundtligt) på vedisk sanskrit, og dele af Rigveda regnes for blandt de ældste bevarede tekster på et indoeuropæisk sprog; de ældste hymner dateres ofte til ca. 1500–1200 f.Kr., skønt der er varierende meninger blandt forskere.
Historiske navne og geografi
Den avestanske betegnelse Airiianəm vaēǰō »arisk udstrækning« optræder i den zoroastriske Avesta (Vendidad, Fargard 1) som en reference til ariernes oprindelige områder og nævnes som et af Ahura Mazdas »seksten perfekte lande«. Andre avestanske former er airyō.šayana (»det ariske folk«) og airyā daiŋˊhāvā (»de ariske lande«). Græske forfattere kendte disse betegnelser i formen Ariana.
I Indien bruges sanskritnavnet Āryāvarta »aryernes bolig« om en region i den nordlige del af det nuværende Indien, især områder langs de større floder hvor vedisk kultur udviklede sig. Det mellempersiske navn på det sassanidiske imperium var Eran-shar, »det ariske imperium«; sassaniderne regerede over store dele af det, som i dag er Persien, fra det 3. århundrede til det 7. århundrede. I moderne tid er navnet Iran sproghistorisk beslægtet med disse ældre betegnelser og kan genknyttes til betydningen »land/folk af arier«.
Oprindelse, migration og sprogvidenskab
Moderne lingvistisk og arkæologisk forskning placerer proto-indoeuropæernes og senere de proto-indoiranske gruppers oprindelse i Eurasien, med bevægelser fra steppeområderne mod syd og øst i bronzetiden. Den indoiranske deling, der førte til de to hovedgrene indo-ariske (i det indiske subkontinent) og iranske (på Iran-plateauet) menes at være sket i løbet af 2. årtusinde f.Kr. Forskere anslår, at grupper, som talte tidlige former af indoariske sprog, bevægede sig ind i det nordlige Indien omkring 2000–1500 f.Kr., mens iranske sprog udviklede sig på det iranske plateau i tilsvarende perioder.
Moderne brug og kontroverser
Det er vigtigt at skelne mellem historisk sprogbrug og senere politiske eller racemæssige misfortolkninger. I det 19. og 20. århundrede blev betegnelsen »aryan« fejlagtigt brugt af nogle historikere og ideologer som betegnelse for en »rase«; sådanne racemæssige fortolkninger bygger på forældet eller pseudovidenskabelig metode og er afvist af moderne forskning. I dag foretrækker mange forskere derfor at bruge termer som »indo-iransk«, »indo-arisk« eller »iransk« ved omtale af sprog og folkegrupper for at undgå de belastede, ideologiske konnotationer.
Opsummering: Ordet arya var en historisk selvbetegnelse, knyttet til betydningen »ædel« og brugt i især vedisk og avestansk litteratur. Det knytter sig til de indoiranske sproglige traditioner, hvis efterkommere er sanskrit og avestansk, og det har givet navn til landet Iran. Samtidig må man passe på ikke at overføre ordets historiske religiøse eller sociale betydning til moderne, racemæssige forestillinger.
