Religion i det gamle Egypten: Fra polyteisme til kristendom og islam

I begyndelsen var der fem forskellige religiøse grupper af mennesker i Egypten. Hver gruppe havde forskellige trosretninger og var baseret på forskellige steder.

I løbet af Egyptens historie ændrede troen sig med lederen. Når en person steg i magt, steg deres trossystem også. De nye overbevisninger blev kombineret med de overbevisninger, der allerede var der. Dette skete selv efter afslutningen af den gamle egyptiske civilisation, som den er kendt i dag. Et eksempel på dette kunne være det Nye Rige. I løbet af denne periode blev guderne Ra og Amun til Amun-Ra. At slå sig sammen for at skabe én gud kaldes normalt for synkretisme.

Egypterne troede, at universet i begyndelsen var fyldt med kaosets mørke vand. Den første gud, Re-Atum, kom fra vandet. Re-Atum spyttede, og dette skabte guderne Shu (luftguden) og Tefnut (fugtighedens gudinde). Verden blev skabt, da Shu og Tefnut fødte to børn: Nut (himlens gudinde) og Geb (jordens gud). Mennesker blev skabt, da Shu og Tefnut gik rundt i mørket og for vild. Re-Atum sendte sit øje ud for at finde dem. Da han havde fundet dem, blev hans glædestårer forvandlet til mennesker.

Nut og Geb havde sex. Da Shu hørte om dette, ønskede han ikke, at de skulle være sammen. Han blev luften mellem himmel og jord. Han sagde også, at den gravide Nut ikke kunne føde. Nut tryglede Thoth om at hjælpe. Thoth gamblede med måneguden Khonsu. Han vandt fem dage mere, som skulle lægges til det 360 dage lange år. Nut fik et barn på hver af disse dage: Osiris, Isis, Set, Nephthys og Horus den Ældre.

Osiris var konge af Egypten. Hans bror, Seth, myrdede ham og blev konge. Efter at have dræbt ham, rev Seth Osiris' krop i stykker. Isis reddede stykkerne. Hun ønskede at begrave stykkerne under templet. Efter at Seth blev konge, blev han bekæmpet af Horus, Osiris' søn. Seth tabte og blev sendt ud i ørkenen. Seth blev gud for frygtelige storme. Osiris blev mumificeret af Anubis og blev de dødes gud. Horus blev den nye konge. I det gamle Egypten troede man, at faraoerne var Horus' efterkommere.

De gamle grækere troede, at deres guder og gudinder var efterkommere af de egyptiske guder og gudinder. I den gamle græske mytologi flygtede alle de græske guder (undtagen Hermes og Zeus) til Egypten, da titanen Typhon blev sluppet fri. I Grækenland forvandlede mange af guderne sig selv til dyr for at skjule sig for Typhon.

Egypten havde et udviklet syn på livet efter døden med ritualer til at forberede krop og sjæl på et fredeligt liv efter døden. Troen på sjælen og livet efter døden fokuserede primært på at bevare kroppen. Det skyldtes, at de troede, at ka (en del af en persons sjæl, der blev afbildet som en fugl med et menneskehoved) stadig levede i kroppen efter døden, og det var vigtigt, at ka blev genforenet med ba, ånden eller sjælen, for at danne akh. Dette betød, at man balsamering og mumificering blev foretaget for at bevare personens identitet i livet efter døden. Oprindeligt blev de døde begravet i rørkister i det varme sand, hvilket fik de døde til at tørre hurtigt, hvorefter de blev begravet. Senere begyndte man at konstruere trægrave, og den lange mumificeringsproces blev udviklet af egypterne omkring det 4. dynasti. Alle bløde væv blev fjernet, og hulrummene blev vasket og pakket med natron, hvorefter det ydre legeme også blev begravet i natron. Hjertet var det eneste organ, der var tilbage i kroppen, da man troede, at hjertet skulle vejes i underverdenen for at se, om personen var værdig til et fredeligt liv efter døden. De andre organer blev anbragt i "canope-krukker", som havde segl med gudehoveder, der vogtede tarmene: Imsety, en egyptisk mand, der vogter leveren, Hapi, en bavian, der vogter lungerne, Duamutef, en sjakal, der vogter maven, og Qebehsenuef, en falk, der vogter tarmene.

Efter at være kommet ud af natronen blev ligene indvendigt og udvendigt overtrukket med harpiks for at bevare dem, og derefter blev de pakket ind i linnedbindinger og indlejret med religiøse amuletter og talismaner. I tilfælde af kongelige blev de normalt placeret i en række indlejrede kister. Det yderste lag af kisterne var en sarkofag af sten. Der blev også mumificeret andre væsener, som nogle gange blev anset for at være egyptiske familiers kæledyr, men mere sandsynligt er det, at de repræsenterede guderne. De lod hjertet blive på plads, fordi de mente, at det var sjælens hjemsted.

De Dødes Bog var en serie på næsten to hundrede besværgelser, der var udformet som tekster, sange og billeder skrevet på papyrus. De var individuelt tilpasset til de døde. De blev begravet sammen med de døde for at gøre deres overgang til underverdenen lettere. Efter at have arbejdet sig gennem ildsøer, spyttende kobraer, dæmoniske sjakaler og kæmpebiller blev deres sjæl ført ind i en domssal i Duat af Anubis (mumificeringsguden), og den afdødes hjerte, som var et bevis på ejerens moral, blev vejet mod en enkelt fjer, der repræsenterede Ma'at (begrebet sandhed og orden). Et hjerte, der vejede mindre end fjeren, blev anset for at være et rent hjerte. Dette resulterede i et godt resultat. Et hjerte, der var tungt af skyld og synd fra ens liv, vejede mere end fjeren, og derfor blev hjertet spist af Ammit (hjerternes æder) - halvt krokodille, halvt løve og halvt flodhest. Hvis resultatet var godt, blev den døde bragt til Osiris, guden for livet efter døden, i Aaru, men hvis resultatet var dårligt, ødelagde dæmonen Ammit deres hjerte, hvilket dræbte sjælen. Personen blev derefter anbragt på et særligt sted med mad lige uden for rækkevidde af deres hænder. Hvis de nogensinde fik fat i maden, ville dæmonerne putte dem i et hul for at gøre det sværere for dem. Grækerne skrev en myte om en konge, som blev tvunget til at gøre det samme, men han blev fængslet i en sø. Hver gang han bøjede hovedet for at få noget vand, løb søen væk for at bringe vandet tilbage, når han holdt op med at prøve. Der var også mad over hans hoved på et træ, men når han rakte ud efter den, flyttede grenen sig væk.

En kort periode med monoteisme (Atenisme) fandt sted, da Akhenaton (Amenhotep IV) var farao. Han fokuserede religionen på den egyptiske solgud Aten. Aten er normalt afbildet som en solskive med stråler, der kommer ud fra alle sider. Akhenaton byggede en ny hovedstad i Amarna med templer for Aten. Akhenatens religion varede kun indtil hans død. Den gamle religion blev hurtigt genoprettet af Tutankhamon, Akhenatons søn med sin kone Kiya.

Mens de fleste historikere siger, at denne periode er monoteistisk, er nogle forskere ikke af den opfattelse. De siger, at folk tilbad den kongelige familie som guder, der fik deres guddommelige magt fra Aten. På et billede ses Akhenaton sammen med sin kone Nefertiti og tre af deres seks døtre sidde under Aten-bjælkerne. Dette synspunkt bliver for det meste ignoreret af historikerne. Nogle forskere siger, at Akhenaton eller nogle af hans vesier var Moses eller Josef (Bibelen) fra Bibelen.

Efter Amarna-dynastiets fald var det oprindelige egyptiske pantheon den vigtigste religion, indtil udviklingen af den koptiske kristendom og senere islam, selv om egypterne fortsat havde forbindelser med andre monoteistiske kulturer (hebræerne). Den egyptiske mytologi ydede overraskende lidt modstand mod kristendommens udbredelse. Dette forklares nogle gange ved at sige, at Jesus oprindeligt var en synkretisme, der hovedsagelig var baseret på Horus, mens Isis og hendes tilbedelse blev til Maria.

• Anubis
• Ptah
• Ra
• Osiris
• Isis
• Horus
• Nephthys
• Seth
• Ma'at
• Bes
• Sobek
• Sekhmet
• Min

·