Nut: himlens gudinde i egyptisk mytologi

Selv om Nut blev afbildet i mange templer og grave samt på lofter. Hun var ikke særlig velanset på populære steder.

Nut var himlens gudinde, men havde også mange andre formål. Hun havde tre andre navne: Hun havde tre andre navne: Nuit, Newet og Nueth. Nut var kendt som mor til alle guder, herunder Ra (hendes bedstefar), fordi hun slugte ham hver nat og fødte ham igen om morgenen. Hun var også moderen til himmellegemerne, hvis latter var torden og tårer var regn. Hun bar ofte solen hen over himlen. Hun spillede en rolle i begravelsestroen og blev undertiden tegnet på toppen af sarkofager. Nut var en af de ni store guder. Hun var personificeringen af himlen og himmelen. Egypterne kaldte hende "himlens moder". Nut var en af de ældste guder blandt historiens ældste guder.

Som himmelgudinde blev Nut vist bøjet over Geb (jordguden), med fingerspidserne tæt på hans hoved og tæerne ved hans fødder. Hun blev almindeligvis afbildet mørkeblå og bar ingen kappe, selv om nogle egyptere troede, at Nut bar en regnbuefarvet kappe med stjerner over hele kroppen. Store malerier af hende blev ofte fundet på lofter i gravkamre. Hun kan ses med små gribbevinger eller en vase på sit hoved. Hun blev ofte vist som en ko, når hun bar solen hen over himlen. Koen var en meget moderlig figur.

Nut var en meget smuk og venlig gudinde. Hun var kærlig og omsorgsfuld. Hun forelskede sig i Thoth, guden for viden, og Geb, guden for jorden. Hun var en moderlig figur og en meget stærk og uafhængig gudinde, for hun ville ikke gifte sig med hvem som helst. Hun gjorde, hvad hun ville, og når hun blev vred, lod hun aldrig nogen stå i vejen for hende.

Nut havde et stærkt forhold til Geb, hendes tvillingebror, og til Thoth, gud for skriftkloge og visdom. Hun var himlens gudinde, og Geb var jordens gud. Om morgenen var de adskilt, men om natten kom de sammen, hvilket skabte mørket. Dette er en historie, som de gamle egyptere brugte til at forklare deres 365-dages kalender. Nut elskede Geb og Thoth, men hun var gift med Ra. Da Ra fandt ud af hendes hemmelige kærlighed, blev han rasende. Han fortalte Nut, at hun ikke kunne få børn på nogen af årets 360 dage. Det gjorde hende ked af det, så hun gik til Thoth for at få hjælp. Han spillede med Khonsu (måneguden) om at skabe fem dage mere, så hun og Geb kunne få fem børn. Thoth vandt. Børnene var: Osiris var den første, Horus var den anden, Set var den tredje, Isis var den fjerde, og Nephthys var den femte. Disse dage (27-31. december) blev kaldt dæmondagene.^[] Hun og Ra havde også en datter ved navn Sekhmet, løvegudinden, som havde en flip personlighed kaldet Hathor, kærligheds- og fredsgudinden. Nød er smuk og tilbedt, og hun var en beskyttende gudinde ligesom Bast (kattegudinden). De egyptiske guder anses almindeligvis for at have været incestuøse, men det er nu kendt af studerende på det gamle Kmet (det tidligere navn for det gamle Egypten), at broder-søster far-datter-sprog refererede til det principielle forhold, som disse væsener legemliggjorde og delte. Incestbegrebet er en almindelig fejl i egyptologisk litteratur og skal rettes. Åbenbarede tekster (skrifter) kalder konsekvent folk for "sønner af" og "døtre af" dem, der ikke er i familie med hinanden, og folk forstår, at dette er et socialt snarere end et seksuelt udtryk. Fædre, mødre, søstre, brødre var generiske udtryk, som stadig kan ses blandt afrikanere og afroamerikanere, foruden de fleste religiøse grupper (en "søster" er en nonne i katolicismen og buddhismen). Når panteonet forstås som et udtryk for "førsteprincipsopfattelser" og verdensbillede, og når det at tilskrive myter mandlige og kvindelige til myter opfattes som ren antropomorfisme, er det lettere at forstå disse relationer. Følg de definerende principper, og parringen og fødslen af de efterfølgende principper (relationer) bliver klarere.

De gamle egyptere havde tre kalendere, men landbrugskalenderen var den, der blev brugt i hverdagen. Den bestod af tre årstider, der hver indeholdt fire måneder. Årstiderne var Akhet (oversvømmelsen), Peret (når vandet trak sig tilbage) og Shemu (høstsæsonen). Nut elskede Geb, men Ra var ikke glad for, at hun elskede Geb, så han bad Shu, deres far (luftguden), om at adskille dem. Derefter lagde Ra en forbandelse over Nut, så hun ikke kunne få børn på nogen af årets trehundrede og tresindstyve dage. Thoth ville lade Nut få mulighed for at få børn, så han udfordrede Khonsu, måneguden, til en kamp i Senet. Hvis han vandt, ville han kunne tilføje fem dage til året. Hvis han tabte, ville han blive dræbt. Thoth vandt og tilføjede fem dage til året. På den første dag fik Nut Osiris til at erstatte Ra, men Set bedrog ham senere, og Osiris blev underverdenens gud. På den anden dag fik hun Horus, krigsguden. På den tredje dag fik hun Set, guden for storme, ondskab og kaos, på den fjerde dag fik hun Isis, magiens gudinde, og på den femte dag fik hun Nephthys, flodgudinden. Efter lang tid indså egypterne, at kalenderen var forkert, fordi de ikke havde en kvart dag i slutningen, som vi har ved at have skudår. Kalenderen sagde, at det var oversvømmelsestid, men oversvømmelsen kom først senere. De gamle egyptere bemærkede, at stjernen Sirius ville stå op lige før syndfloden. De brugte dette som årets begyndelse og som begyndelsen på oversvømmelserne.