Nut: himlens gudinde i egyptisk mytologi
Nut — himlens gudinde i egyptisk mytologi: beskytterhimmel, mor til Isis og Osiris, og solens natlige slukning og genfødsel.
I den egyptiske mytologi var Nut himlens gudinde. Hendes krop blev forestillet som en buet kvinde, der dannede et beskyttende lag over jorden, og hendes søvnige, stjernebesatte krop omgav verden som himmelhvælvet.
Identitet og familie
Nut er ofte beskrevet som datter af luftguden Shu og fugtighedsgudinden Tefnut. Hun var søster og hustru til Geb og mor til Osiris, Nephthys, Isis og Seth. I nogle versioner af myterne indgår også Ra i forbindelse med hendes rolle i solens cyklus. Hun er desuden bedstemor til Horus.
Myter og kosmologi
De gamle egyptere forestillede sig, at Nut slugte solguden Ra hver nat, så han kunne rejse gennem hende i mørket, og fødte ham igen ved daggry. Denne mytiske forklaring illustrerede solens daglige forsvinden og genopstandelse.
En kendt fortælling knytter også Nut til skabelsen af de ekstra fem dage i kalenderen: ifølge myten forbød Ra hende at føde på nogen dag i det eksisterende år, så guden Thoth spillede om månen og skabte fem ekstra dage. På disse dage fødtes hendes børn — Osiris, Isis, Seth og Nephthys — og dermed blev kalenderens mangler udfyldt.
Billedsprog og fremstillinger
Nut er hyppigt afbildet som en buet kvinde med fødder og hænder hvilende på jordens hvælving, ofte dækket af stjerner. Hun kan også optræde som en himmelko eller som en kvinde med sol- eller månehieroglyffer. I gravkamre og templer ses hun ofte malet på lofter og hvelv, så afdøde kunne blive omsluttet af himlens beskyttelse på deres rejse mod efterlivet.
Hun optræder i flere gamle egyptiske tekster, blandt andet i såkaldte "bøger om himlen" (ofte samlet under betegnelsen Bogen om Nut), hvor solens rejse om natten, stjernernes bevægelser og kosmiske cyklusser beskrives i symbolsk form.
Religiøs betydning og kult
Selvom Nut ikke altid havde en selvstændig stor kult med mange templer som visse andre guder, var hun afgørende i egyptisk kosmologi og religion. Hendes rolle som himlens moder gjorde hende vigtig i ritualer og begravelsestekster, hvor afdøde søgte hendes beskyttelse og mulighed for genopstandelse i himlen. Mange gravlofter fra Det Nye Rige viser Nut med stjerner og scener fra solens natlige rejse.
Symbolik
- Himlen og stjernerne: Nut symboliserer himmelrummet og stjernehvælvet; stjernerne på hendes krop peger på forbindelsen til nattehimlen og sjælene.
- Beskyttelse: Hendes udstrakte krop fungerer som et værn for både levende og døde mod kaos og fare.
- Genfødsel: Forbindelsen til solens natlige rejse gør hende til et symbol på cyklus, død og genopstandelse.
Nut står derfor centralt i forståelsen af den egyptiske verdensorden, hvor naturfænomener, kosmiske cyklusser og menneskets mulighed for efterliv kobles gennem gudernes indbyrdes relationer og handlinger.
Himmelgudinden Nut som en ko
Tilbedelse
Selv om Nut blev afbildet i mange templer og grave samt på lofter. Hun var ikke særlig velanset på populære steder.
Formål
Nut var himlens gudinde, men havde også mange andre formål. Hun havde tre andre navne: Hun havde tre andre navne: Nuit, Newet og Nueth. Nut var kendt som mor til alle guder, herunder Ra (hendes bedstefar), fordi hun slugte ham hver nat og fødte ham igen om morgenen. Hun var også moderen til himmellegemerne, hvis latter var torden og tårer var regn. Hun bar ofte solen hen over himlen. Hun spillede en rolle i begravelsestroen og blev undertiden tegnet på toppen af sarkofager. Nut var en af de ni store guder. Hun var personificeringen af himlen og himmelen. Egypterne kaldte hende "himlens moder". Nut var en af de ældste guder blandt historiens ældste guder.
Møtrik med vinger på en sarkofag
Udseende
Som himmelgudinde blev Nut vist bøjet over Geb (jordguden), med fingerspidserne tæt på hans hoved og tæerne ved hans fødder. Hun blev almindeligvis afbildet mørkeblå og bar ingen kappe, selv om nogle egyptere troede, at Nut bar en regnbuefarvet kappe med stjerner over hele kroppen. Store malerier af hende blev ofte fundet på lofter i gravkamre. Hun kan ses med små gribbevinger eller en vase på sit hoved. Hun blev ofte vist som en ko, når hun bar solen hen over himlen. Koen var en meget moderlig figur.
Nut var en meget smuk og venlig gudinde. Hun var kærlig og omsorgsfuld. Hun forelskede sig i Thoth, guden for viden, og Geb, guden for jorden. Hun var en moderlig figur og en meget stærk og uafhængig gudinde, for hun ville ikke gifte sig med hvem som helst. Hun gjorde, hvad hun ville, og når hun blev vred, lod hun aldrig nogen stå i vejen for hende.
Familie
Nut havde et stærkt forhold til Geb, hendes tvillingebror, og til Thoth, gud for skriftkloge og visdom. Hun var himlens gudinde, og Geb var jordens gud. Om morgenen var de adskilt, men om natten kom de sammen, hvilket skabte mørket. Dette er en historie, som de gamle egyptere brugte til at forklare deres 365-dages kalender. Nut elskede Geb og Thoth, men hun var gift med Ra. Da Ra fandt ud af hendes hemmelige kærlighed, blev han rasende. Han fortalte Nut, at hun ikke kunne få børn på nogen af årets 360 dage. Det gjorde hende ked af det, så hun gik til Thoth for at få hjælp. Han spillede med Khonsu (måneguden) om at skabe fem dage mere, så hun og Geb kunne få fem børn. Thoth vandt. Børnene var: Osiris var den første, Horus var den anden, Set var den tredje, Isis var den fjerde, og Nephthys var den femte. Disse dage (27-31. december) blev kaldt dæmondagene.[] Hun og Ra havde også en datter ved navn Sekhmet, løvegudinden, som havde en flip personlighed kaldet Hathor, kærligheds- og fredsgudinden. Nød er smuk og tilbedt, og hun var en beskyttende gudinde ligesom Bast (kattegudinden). De egyptiske guder anses almindeligvis for at have været incestuøse, men det er nu kendt af studerende på det gamle Kmet (det tidligere navn for det gamle Egypten), at broder-søster far-datter-sprog refererede til det principielle forhold, som disse væsener legemliggjorde og delte. Incestbegrebet er en almindelig fejl i egyptologisk litteratur og skal rettes. Åbenbarede tekster (skrifter) kalder konsekvent folk for "sønner af" og "døtre af" dem, der ikke er i familie med hinanden, og folk forstår, at dette er et socialt snarere end et seksuelt udtryk. Fædre, mødre, søstre, brødre var generiske udtryk, som stadig kan ses blandt afrikanere og afroamerikanere, foruden de fleste religiøse grupper (en "søster" er en nonne i katolicismen og buddhismen). Når panteonet forstås som et udtryk for "førsteprincipsopfattelser" og verdensbillede, og når det at tilskrive myter mandlige og kvindelige til myter opfattes som ren antropomorfisme, er det lettere at forstå disse relationer. Følg de definerende principper, og parringen og fødslen af de efterfølgende principper (relationer) bliver klarere.
Kalender
De gamle egyptere havde tre kalendere, men landbrugskalenderen var den, der blev brugt i hverdagen. Den bestod af tre årstider, der hver indeholdt fire måneder. Årstiderne var Akhet (oversvømmelsen), Peret (når vandet trak sig tilbage) og Shemu (høstsæsonen). Nut elskede Geb, men Ra var ikke glad for, at hun elskede Geb, så han bad Shu, deres far (luftguden), om at adskille dem. Derefter lagde Ra en forbandelse over Nut, så hun ikke kunne få børn på nogen af årets trehundrede og tresindstyve dage. Thoth ville lade Nut få mulighed for at få børn, så han udfordrede Khonsu, måneguden, til en kamp i Senet. Hvis han vandt, ville han kunne tilføje fem dage til året. Hvis han tabte, ville han blive dræbt. Thoth vandt og tilføjede fem dage til året. På den første dag fik Nut Osiris til at erstatte Ra, men Set bedrog ham senere, og Osiris blev underverdenens gud. På den anden dag fik hun Horus, krigsguden. På den tredje dag fik hun Set, guden for storme, ondskab og kaos, på den fjerde dag fik hun Isis, magiens gudinde, og på den femte dag fik hun Nephthys, flodgudinden. Efter lang tid indså egypterne, at kalenderen var forkert, fordi de ikke havde en kvart dag i slutningen, som vi har ved at have skudår. Kalenderen sagde, at det var oversvømmelsestid, men oversvømmelsen kom først senere. De gamle egyptere bemærkede, at stjernen Sirius ville stå op lige før syndfloden. De brugte dette som årets begyndelse og som begyndelsen på oversvømmelserne.
Søge