Et Requiem (eller Requiem-messe) er en gudstjeneste i den romersk-katolske kirke, hvor man beder for en afdød persons sjæls hvile. Ordet refererer også til det musikalske værk, som sætter de særlige bønner og tekster i Requiem-messen. Teksterne er traditionelt på latin, og den mest kendte indledning lyder: "Requiem aeternam dona eis, Domine" ("Giv dem evig hvile, Herre").

Oprindelse og tidlig historie

Fejringen af eukaristien for at bede for de døde går mindst tilbage til det 2. århundrede. I middelalderen blev ordene i Requiem-messen sunget som gregoriansk sang, en enkel, monofonisk sangstil, der var dominerende i kirkelig liturgi.

Polyfoni og udvikling i renæssance og barok

I renæssancen blev kirkemusikken ofte polyfonisk — flere stemmer vævet sammen — og denne teknik blev også brugt i tidlige musikalske opsætninger af Requiem-teksten. Et kendt eksempel er komponisten Johannes Ockeghem er et, der skrev polyfone Requiem-indstillinger.

Polyfoniske behandlinger fortsatte ind i barokperioden (det 17. og tidlige 18. århundrede), selv om nye musikalske former som opera begyndte at påvirke stil og udtryk.

Struktur og typiske satser i en Requiem

En traditionel Requiem-messe består af flere centrale dele (ofte med latinske titler). De kan optræde i forskellige rækkefølger eller nogle gange udelades af komponisten:

  • Introitus (f.eks. "Requiem aeternam") – indledende bøn for de afdøde.
  • Kyrie – kort bøn om barmhjertighed.
  • Sequentia / Dies Irae – dramatisk tekst om dommens dag (ikke alle komponister medtager hele teksten).
  • Offertorium – bøn ved offeret.
  • Sanctus – lovprisning.
  • Agnus Dei – bøn for fred og tilgivelse.
  • Communio – kommunionstekst, ofte "Lux aeterna".
  • Libera me – en bøn om befrielse, som nogle komponister tilføjer (især i senere værker).

Requiem som koncertværk — 18., 19. og 20. århundrede

Mange komponister har gennem århundreder skrevet musik til Requiem-teksterne. Fra 1700-tallet og frem udviklede Requiem sig ofte fra rent liturgiske værker til store, koncertante kompositioner.

Et af de mest berømte er Mozarts Requiem, som mange anser for at være et af de største musikstykker gennem tiderne. Værket stod ufærdigt ved hans død og blev senere færdiggjort af en elev (ofte nævnt er Franz Xaver Süssmayr), hvorfor der findes forskellige versioner, som bliver opført i dag.

I det 19. århundrede skrev komponister ofte Requiems til koncerter snarere end til brug i selve gudstjenesten, men de bevarede de latinske tekster eller modificerede dem kunstnerisk. Luigi Cherubini skrev et Requiem i c-mol til den årlige mindedag for henrettelsen af Louis XVI, og et andet Requiem i d-mol, som blev opført ved hans egen begravelse.

Giuseppe Verdi skrev sin dramatiske og operaagtige Messa da Requiem (1874), hvor han omarbejdede elementer af den traditionelle tekst for større dramatisk effekt. Bruckner, Saint-Saëns og Dvořák er andre store navne fra denne periode, der skrev Requiems.

Brahms tog en anden vej med sit Ein Deutsches Requiem, hvor han i stedet for de traditionelle latinske tekster valgte uddrag fra den tyske oversættelse af Bibelen, hvilket gør værket mere personligt og refleksivt.

Gabriel Fauré skrev i 1888 et Requiem, der er bemærkelsesværdigt for sin rolige, kontemplative karakter. Han brugte et orkester uden violiner (bortset fra en soloviolin i satsen "Sanctus") og foretog i 1900 ændringer, herunder tilføjelse af en vigtig barytonsolo. Faurés Requiem undgår den dramatiske Dies Irae-sekvens og fremhæver i stedet trøst og håb.

Det 20. århundrede og moderne vævede betydninger

I det 20. århundrede fortsatte komponister med at skrive Requiems, ofte med nye udtryk og kombinationer af tekster. Det mest berømte moderne eksempel er Brittens War Requiem (1961). Britten kombinerer de latinske messetekster med engelske digte af Wilfred Owen, en digter, der blev dræbt i Første Verdenskrig. I Brittens værk repræsenterer baryton- og tenorsolisterne, der synger de engelske tekster, de tyske og engelske soldater, og det overordnede budskab er en stærk protest mod krigens meningsløshed. Værket blev skrevet til den genopbyggede Coventry Cathedral, efter den gamle katedral var ødelagt under Anden Verdenskrig.

Ud over Britten har 1900-tallet budt på mange forskellige tilgange: nogle komponister vendte tilbage mod gregoriansk materiale (f.eks. Duruflé's requiem), andre tog moderne, eksperimenterende veje (Ligeti), og flere værker har fundet vej ind i film og populærkultur på grund af deres stærke følelsesmæssige udtryk.

Præstation, formål og nutidig brug

Requiem kan stadig opføres både i kirkelig sammenhæng og som koncerter. Valg af tekst, orkesterbesætning og dramatisk styrke varierer meget: fra Faurés intime og trøstende skildring til Verdis kraftfulde, operatiske udtryk eller Brittens blanding af messe og krigspoesi. Der findes også liturgisk forsvarlige indstillinger, som kan bruges i en gudstjeneste, og non-liturgiske, sceniske versioner beregnet til koncertsalen.

Requiem som genre rummer dermed både religiøse og kunstneriske dimensioner: det er en bøn for de døde, et rum for kollektiv sorg og trøst, og samtidigt et felt, hvor komponister gennem tiderne har kunnet udfolde deres musikalske sprog og respondere på samtidsbegivenheder.

Udvalgte, ofte nævnte værker

  • Mozarts Requiem (ufuldendt ved hans død)
  • Cherubinis Requiem(er)
  • Verdis Messa da Requiem
  • Brahms – Ein Deutsches Requiem
  • Faurés Requiem
  • Brittens War Requiem
  • Berlioz' Grande Messe des Morts, Duruflés Requiem, Ligetis Requiem m.fl.

Disse værker viser, hvor forskelligt et Requiem kan udformes: fra det intime og meditative til det storslåede og politisk ladede. Requiem-genren forbliver et af de centrale udtryk for menneskelig sorg, minde og håb i den vestlige klassiske musiktradition.