Sørgedue (Zenaida macroura): fakta, udbredelse og adfærd

Distribution

Sørgeduerne har et stort udbredelsesområde på næsten 11 millioner kvadratkilometer (6,8 millioner kvadratmil). Disse fugle lever i hele de store Antiller, det meste af Mexico, det amerikanske fastland og det sydlige Canada. Om sommeren opholder fuglene sig mest på de canadiske prærieområder og om vinteren i det sydlige Mellemamerika. Arten er en vagabond i det nordlige Canada, Alaska og Sydamerika. Den er set mindst syv gange i den palæarktiske økozone med registreringer fra De Britiske Øer (fem), Azorerne (en) og Island (en). I 1963 blev duen indført på Hawaii, og i 1998 var der stadig en lille bestand i North Kona, Hawaii.

Sørgeduerne lever i mange forskellige levesteder, f.eks. på gårde, på prærien, på græsmarker og i skove. Den lever ikke i sumpe eller tætte skove. Den lever også på steder, hvor der bor mennesker, f.eks. i byer eller bygder.

Beskrivelse

Sørgeduen er en mellemstor, slank due. Den vejer i gennemsnit 110 til 170 gram. Den har et lille hoved og en lang hale. Sørgeduerne har perkerfødder, hvor tre tæer vender fremad og en bagud. Benene er korte og rødlige og har en rødlig farve. Næbbet er lille og mørkt, som regel en blanding af brun og sort.

Dens fjer er generelt lyse gråbrune og lysere og mere lyserøde forneden. Vingerne kan have sorte pletter, og de yderste halefjer er hvide. Øjnene er mørke og har lys hud omkring dem. Den voksne han har lyse lilla-rosa pletter på siderne af halsen med lyserød farve op til brystet. Yngre fugle ser mere skællede og mørke ud.

Alle fem underarter af sørgeduen ligner hinanden og kan ikke let skelnes fra hinanden. Den vestlige underart har længere vinger, et længere næb, kortere tæer og er lysere i farven. Panama-underarten har kortere vinger og ben, et længere næb og er mere grå i farven. Underarten Clarion Island har større fødder, et større næb og er mørkere brun.

Lyder

Denne arts kald er et cooOOoo-wooo-wooo-woo-woo-woooo, som bruges af hannerne, når de tiltrækker en partner. Andre lyde omfatter et redekald (cooOOoooo), som parrede hanner bruger for at tiltrække deres partnere til reden, et hilsenkald (et blødt ork), som hannerne bruger, når de igen slutter sig til deres partnere, og et alarmkald (et kort roo-oooo), som enten hannen eller hunnen bruger, når de er i fare. Under flyvning laver vingerne en flakkende fløjtende fløjtelyd, der er stille og svær at høre, men som er højere ved start og landing.

Reproduktion og økologi

Hannen begynder frieriet ved at flyve støjende og derefter i et yndefuldt, cirkulært svævefly med udstrakte vinger og hovedet nedad. Efter landingen går hannen hen til hunnen med opsvulmet bryst, vuggende hoved og høje kald. Når parret er parret, vil de ofte bruge tid på at pudse hinandens fjer. Sørgeduen forlader ikke let sin mage. Parrene kan undertiden blive sammen hele vinteren. Enlige duer vil dog finde nye partnere, hvis det er nødvendigt.

Efter parringen viser hannen hunnen alle de mulige redepladser og lader hunnen vælge en og bygge reden. Hannen flyver rundt, henter materiale og bringer det til hende. Hannen står på ryggen af hunnen for at give materialet til hunnen, som bygger reden af det. Reden er lavet af kviste, nåle fra nåletræer eller græs. Nogle gange tager sørgeduerne plads i stedet for ubrugte reder fra andre sørgeduer, fugle eller pattedyr som f.eks. egern.

De fleste reder er i træer, men de kan også være i buske, vinranker eller på bygninger og hængende urtepotter. Når der ikke er noget godt sted at bygge rede ovenpå, vil sørgetuerne bygge rede på jorden. Reden er næsten altid stor nok til præcis to æg. Nogle gange vil en hun dog lægge sine æg i et andet pars rede, hvilket fører til tre eller fire æg i reden. Æggene er små og hvide.

Begge køn ruger; hannen fra morgen til eftermiddag, og hunnen resten af dagen og om natten. Sørgeduerne forlader sjældent reden alene. Rugetiden tager to uger.

Begge forældre fodrer ungerne med afgrødemælk i de første 3-4 dage af deres liv. Herefter begynder de gradvist at spise frø. Fjerene og vingemusklerne begynder at udvikle sig til at kunne flyve efter ca. 11-15 dage. Dette sker, før ungerne er fuldt udvokset, men efter at de har fordøjet voksenfoderet. De bliver i nærheden for at blive fodret af deres far i op til to uger efter udflyvningen.

Sørgeduer yngler hurtigt. I varmere områder kan disse fugle opfostre op til seks kuld i løbet af en sæson. Denne hurtige avl er vigtig, fordi sørgefugle ofte dør. Hvert år kan dødeligheden nå op på 58 % om året for voksne fugle og 69 % for ungerne.

Fodring

Sørgeduerne spiser mest frø. Frø udgør mindst 99 % af deres kost. Sjældent spiser de snegle eller insekter. Sørgeduerne spiser normalt nok til at fylde deres mave og flyver derefter væk for at fordøje, mens de hviler. De sluger ofte grus eller sand for at hjælpe dem med at fordøje. Ved fuglefoderautomater tiltrækkes sørgeduer af majs, hirse og solsikkefrø. Sørgeduerne graver eller kradser ikke efter frø, men spiser kun det, de kan se. De sætter sig nogle gange på planter og spiser fra dem.

Sørgeduer foretrækker især pinjekerner, sesam og hvede. Når de ikke kan finde deres yndlingsfødevarer, spiser duerne frø af andre planter, herunder boghvede og rug.

Rovdyr og parasitter

Duer kan let blive ramt af flere forskellige parasitter og sygdomme, herunder bændelorm, nematoder, mider og lus. Trichomonas gallinae, en parasit, der lever i munden, er særlig alvorlig. Mens fuglen nogle gange ikke viser nogen bivirkninger, forårsager parasitten ofte en gullig vækst i munden og halsen. Dette kan få fuglen til at sulte ihjel.

De største rovdyr af denne art er rovfugle som f.eks. falke og høge. Andre gange, under redebygningen, æder corvide fugle, grågæs, huskatte eller rotteslanger deres æg. Kuhfugle passerer sjældent parasitter sørgeduvernes reder. Sørgeduerne afviser lidt under en tredjedel af kuhfugleæggene i sådanne reder, og kuhfuglene kan ikke spise sørgeduvernes vegetariske kost.

Adfærd

Ligesom andre duer drikker sørgeduen uden at løfte eller vippe hovedet. De samles ofte på drikkestederne ved daggry og skumring.

Sørgeduer vasker sig i solen eller i regnvejr. Disse fugle kan også tage bad i lavvandede bassiner eller fuglebade. De kan også nogle gange bade sig i støv.

Disse fugle er stærke flyvere og kan flyve op til 88 km/t (55 mph).

Når de ikke yngler, sover sørgeduerne i tætte løvtræer eller i nåletræer. Under søvnen hviler hovedet mellem skuldrene, tæt på kroppen, og er ikke gemt under skulderfjerene, som de fleste arter gør. Nogle gange forsinkes overnatningen på koldere dage om vinteren i Canada.

Bevaringsstatus

Sørgeduen er af mindre betydning for Den Internationale Union for Bevarelse af Naturen (IUCN). Arten er ikke umiddelbart i fare. Bestanden er på ca. 475 millioner, og de lever over et stort område. Der skydes dog omkring 40-70 millioner fugle som vildt hvert år.

Taxonomi

Sørgeduen er nært beslægtet med den ørehængte due (Zenaida auriculata) og Socorro-duen (Zenaida graysoni). Nogle gange bliver disse tre fugle sat i den separate slægt Zenaidura. Socorro-duen blev engang anset for at være den samme art som sørgeduen. Forskelle i adfærd, kald og udseende adskiller dem imidlertid som to forskellige arter.

Der findes fem underarter af sørgetågen:

• Østlig Z. m. carolinensis (Linnaeus, 1766)
• Clarion Island Z. m. clarionensis (C.H.Townsend, 1890)
• Vestindisk Z. m. macroura (Linnaeus, 1758)
• Western Z. m. marginella (Woodhouse, 1852)
• Panama Z. m. turturilla (Wetmore, 1956)

Den vestindiske underart lever i hele de store Antiller. Den lever også i Florida Keys. Den østlige underart lever hovedsagelig i det østlige Nordamerika samt på Bermuda og Bahamas. Den vestlige underart lever i det vestlige Nordamerika og i dele af Mexico. Den panamanske underart lever i Mellemamerika. Underarten Clarion Island lever nær Stillehavskysten i Mexico.

Sørgeduen kaldes undertiden den amerikanske sørgedue, fordi den kan forveksles med den fjernt beslægtede afrikanske sørgedue (Streptopelia decipiens). Den har også tidligere været kendt som Carolina-turteldue eller Carolina-duen. Artens videnskabelige navn blev givet i 1838 af den franske zoolog Charles L. Bonaparte til ære for hans hustru, prinsesse Zénaide. Den "sørgende" del af navnet stammer fra dens kald.

Nærmeste slægtning

Man mener, at sørgeduen er nærmest beslægtet med den uddøde passagerdue (Ectopistes migratorius).

Som symbol og i kunsten

Den østlige sørgedue (Z. m. carolinensis) er Wisconsinsins officielle symbol på fred. Fuglen er også Michigans statslige fredsfugl.

Sørgeduen optræder som Carolina turteldue på plade 286 i Audubons The Birds of America.

Sørgeduer omtales ofte i amerikansk litteratur. De optræder i visse amerikanske og canadiske digte, f.eks. i værker af Robert Bly, Jared Carter, Lorine Niedecker og Charles Wright.