Artikel to i USA's forfatning | skaber den udøvende gren af USA's regering

Afdeling 1: Formand og næstformand

Paragraf 1: Udøvende magt

Den udøvende magt er overdraget til en præsident for Amerikas Forenede Stater. Han skal beklæde sit embede i en periode på fire år og skal sammen med vicepræsidenten, der vælges for samme periode, vælges på følgende måde...

Første afsnit begynder med at give den føderale udøvende magt til præsidenten alene. Dette er en del af den adskillelse af beføjelser, som grundlæggerne indarbejdede i forfatningen. For at forhindre, at en del af regeringen fik for stor magt, delte de magten mellem tre grene. Denne bestemmelse giver den udøvende magt til præsidenten. En anden klausul i forfatningens artikel 1 giver kun den amerikanske kongres beføjelser til at lovgive (lovgive). En tredje klausul i artikel 3 giver den dømmende magt til de føderale domstole. Ingen gren må udføre en opgave, som forfatningen har givet en anden gren. Præsidenten kan f.eks. ikke lave love; det er den lovgivende forsamlings opgave.

Denne bestemmelse siger, at præsidenten er leder af den udøvende magt. Den nævner også vicepræsidenten, selv om forfatningen ikke giver ham nogen udøvende beføjelser. I forfatningen står der dog, at præsidenten og vicepræsidenten skal vælges samtidig, for samme periode og af samme valgkreds. De grundlæggende fædre ønskede at sikre, at den udøvende magt ville overleve og forblive uafhængig, hvis vicepræsidenten skulle blive præsident.

Paragraf 2: Metode til valg af vælgere

Hver stat skal på den måde, som dens lovgivende forsamling bestemmer, udpege et antal vælgere svarende til det samlede antal senatorer og repræsentanter, som staten har ret til i kongressen; men ingen senator eller repræsentant eller person, der beklæder et betroet embede eller en stilling med fortjeneste under De Forenede Stater, skal udpeges som vælger.

I henhold til den amerikanske forfatning vælges præsidenten og vicepræsidenten af vælgerne. Forfatningen giver de enkelte delstaters lovgivende forsamlinger mulighed for at bestemme, hvordan de vil vælge valgmænd. Siden 1820'erne har delstaternes lovgivende forsamlinger normalt valgt valgmænd gennem en indirekte folkeafstemning. Det betyder, at folk i staten får lov til at stemme om, hvilke valgmænd de ønsker. Den stemmeseddel, som folk bruger til at stemme, vil indeholde valgmændenes navne. Som regel vil der også stå, hvilke præsident- og vicepræsidentkandidater de har tænkt sig at støtte. Dette giver folk mulighed for at vælge valgmænd, der støtter de kandidater, de kan lide.

Hver stat har to senatorer og et vist antal repræsentanter for USA, der repræsenterer dem i Kongressen. (Antallet af repræsentanter afhænger af, hvor mange indbyggere der bor i staten.) Hver stat får et antal valgmænd, der svarer til det antal kongresmedlemmer, som staten har. (Hvis en stat f.eks. har 2 senatorer og 10 repræsentanter, har den i alt 12 medlemmer af Kongressen, så den får 12 valgmænd).

De eneste personer, der ikke kan være valgmænd, er senatorer, repræsentanter og føderale embedsmænd. Dette skal sikre, at valgkollegiet består af almindelige amerikanere og ikke af politikere.

Paragraf 3: Vælgere

Vælgerne mødes i deres respektive stater og stemmer ved afstemning om to personer, hvoraf mindst én ikke må være indbygger i samme stat som dem selv. De skal udarbejde en liste over alle de personer, der er stemt på, og over antallet af stemmer for hver af dem; denne liste skal de underskrive og bekræfte og sende forseglet til USA's regeringssæde til senatets formand. Senatets præsident skal i Senatets og Repræsentanternes Hus' tilstedeværelse åbne alle certifikaterne, og stemmerne skal derefter optælles. Den person, der har det største antal stemmer, skal være præsident, hvis dette antal er et flertal af det samlede antal udpegede vælgere; og hvis der er flere, der har et sådant flertal og har lige mange stemmer, skal Repræsentanternes Hus straks vælge en af dem ved afstemning til præsident; og hvis ingen person har et flertal, skal nævnte Hus på samme måde vælge præsidenten blandt de fem højeste på listen. Men ved valget [sic] af præsidenten skal afstemningerne foretages af staterne, idet repræsentationen fra hver stat har én stemme; et beslutningsdygtigt antal medlemmer fra to tredjedele af staterne skal bestå af et eller flere medlemmer fra to tredjedele af staterne, og et flertal af alle staterne er nødvendigt for at træffe et valg. I alle tilfælde, efter valget af præsidenten, er den person, der har det største antal stemmer blandt vælgerne, vicepræsident. Men hvis der skulle være to eller flere tilbage, der har lige mange stemmer, skal Senatet vælge vicepræsidenten blandt dem ved afstemning.

Denne bestemmelse handler om valgmænd, og hvordan de vælger en præsident. Når de er valgt, mødes valgmændene i deres delstater for at stemme om præsidenten og vicepræsidenten. Oprindeligt var det kun kandidater, der stillede op til præsidentposten; der var ingen kandidater til vicepræsidentposten. Hver valgmand stemte på to forskellige kandidater til præsidentposten. De skulle stemme på mindst én kandidat, som ikke boede i valgmandens hjemstat. Den kandidat, der fik mere end halvdelen af stemmerne, blev præsident. Den kandidat, der fik næstflest stemmer (den næstbedste), blev vicepræsident.

Denne bestemmelse indeholder anvisninger for flere mulige problemer:

• Uafgjort:
• Hvis to kandidater får det samme antal stemmer, kan Repræsentanternes Hus vælge, hvem af de to kandidater der skal være præsident.
• Hvis der er stemmelighed ved valget af vicepræsident (fordi to kandidater på andenpladsen har fået det samme antal stemmer), stemmer Senatet om, hvem der skal have posten.
• Intet flertal:
• Hvis ingen af kandidaterne får mere end halvdelen af stemmerne, kan Parlamentet vælge en af de fem kandidater, der har fået flest stemmer.
• Beslutningsdygtig:
• For at Repræsentanternes Hus og Senatet kan vælge en præsident og en vicepræsident, skal begge Kongressens kamre være beslutningsdygtige. Det betyder, at et bestemt antal medlemmer af Kongressen skal være til stede ved afstemningen:
• Mindst én repræsentant fra to tredjedele (67 %) af staterne i Repræsentanternes Hus, OG
• Mindst to tredjedele af senatorerne i Senatet

Ændringer

Den tolvte ændring ændrede denne proces på nogle få måder:

• Siden det blev vedtaget i 1804, må vælgerne kun stemme på én præsidentkandidat og én vicepræsident. De behøver ikke at stemme på en person fra en anden stat.
• Hvis ingen præsidentkandidat får et flertal af stemmerne, vælger Parlamentet blandt de tre bedste kandidater (ikke fem).
• Næstformanden skal have et flertal af stemmerne for at blive valgt. Hvis ingen vicepræsidentkandidat får flertal, vælger Senatet blandt de to kandidater, der har fået flest stemmer.
• For at blive vicepræsident skal en person opfylde forfatningens krav til at blive præsident (se paragraf 5: Kvalifikationer til embedet).

Paragraf 4: Valgdag

Kongressen kan bestemme tidspunktet for valget af vælgerne og den dag, hvor de skal afgive deres stemme; denne dag skal være den samme i hele USA.

Artikel 2 giver Kongressen mulighed for at fastsætte en national valgdag.

Paragraf 5: Kvalifikationer til embedet

Ingen person, undtagen en naturlig født borger eller en borger i USA på tidspunktet for vedtagelsen af denne forfatning, skal være valgbar til præsidentembedet; heller ikke nogen person skal være valgbar til dette embede, som ikke har nået en alder af femogtredive år og været fjorten år bosiddende i USA.

Denne bestemmelse betyder ganske enkelt, at en person skal opfylde tre krav for at blive præsident:

1. De er født i USA
2. De er mindst 35 år gamle
3. De har boet i USA i mindst fjorten år

Hvis en person ikke opfylder alle disse krav, kan vedkommende ikke blive formand.

Ændringer

To senere ændringer ændrede disse regler om, hvem der kan være præsident og vicepræsident:

• I det tolvte ændringsforslag (1804) står der, at en person for at blive vicepræsident skal opfylde alle tre krav for at blive præsident
• Den anden og tyvende ændring (1951) siger, at en præsident ikke kan vælges mere end to gange

Paragraf 6: Ledighed og invaliditet

I tilfælde af præsidentens afsættelse, død, afgang eller manglende evne til at udføre de beføjelser og pligter, der følger af dette embede, overgår disse til vicepræsidenten, og kongressen kan ved lov fastsætte bestemmelser for tilfælde af afsættelse, død, afgang eller manglende evne for både præsidenten og vicepræsidenten, idet den erklærer, hvilken embedsmand der skal fungere som præsident, og denne embedsmand skal fungere i overensstemmelse hermed, indtil hans handicap er fjernet, eller der er valgt en ny præsident.

Denne bestemmelse omhandler muligheden for, at formandskabet kan blive "ubesat". Det kan ske, fordi:

• Kongressen fratager præsidenten hans job, fordi han har begået en forbrydelse (se afsnit 4: Anklage)
• Formanden dør
• Formanden træder tilbage
• Formanden er ude af stand til at gøre de ting, som en præsident skal gøre - f.eks. fordi han eller hun er meget syg. Dette kaldes invaliditetsklausulen.

Hvis formandskabet bliver ledigt, bliver næstformanden formand. Hvis vicepræsidenten heller ikke kan være præsident, kan kongressen beslutte, hvem der skal være præsident. Den, der overtager præsidentposten, fungerer som præsident, indtil den nuværende præsident får det bedre (hvis han er syg eller handicappet), eller indtil der vælges en præsident ved det næste præsidentvalg.

Kongressen har udarbejdet en "arvefølge" - en liste over de personer, der ville blive præsident og i hvilken rækkefølge, hvis både præsident- og vicepræsidentposten blev ledig. Fra 2016 er rækkefølgen: formanden for Repræsentanternes Hus, formanden pro tempore for Senatet og derefter de femten kabinetssekretærer i den rækkefølge, hvor deres ministerier blev oprettet første gang.

Ændringer

Denne bestemmelse blev delvist ændret ved den femogtyvende ændring i 1967. Ved denne ændring blev der indført en procedure for besættelse af en ledig post som vicepræsident. Den siger også, at vicepræsidenten kan blive fungerende præsident (midlertidig præsident), hvis:

• Formanden selv siger, at han ikke kan udføre sine opgaver (han kan ikke udføre sit arbejde), ELLER
• Vicepræsidenten og de fleste i kabinettet er enige om, at præsidenten ikke kan udføre sit arbejde.

Hvis formanden erklærer sig ude af stand til at udføre sine opgaver, kan han til enhver tid tage præsidentembedet tilbage. I 2002 blev George W. Bush f.eks. den første præsident, der formelt benyttede sig af invaliditetsklausulen. Han overlod magten til sin vicepræsident i ca. to timer, mens han selv skulle gennemgå en medicinsk undersøgelse, der krævede bedøvelse. Da han følte sig klar til at være præsident igen, tog Bush præsidentembedet tilbage.

Hvis vicepræsidenten og kabinettet mener, at en præsident ikke er i stand til at udføre sit arbejde, kan præsidenten stadig forsøge at tage kontrollen tilbage. Men hvis vicepræsidenten og kabinettet stadig mener, at præsidenten ikke kan udføre sit arbejde, kan de anfægte præsidentens tilbagevenden. Hvis to tredjedele af både Repræsentanternes Hus og Senatet er enige, erklæres præsidenten for ude af stand til at udføre sine opgaver, og vicepræsidenten beholder kontrollen med præsidentembedet.

Klausul 7: Løn

Præsidenten skal på bestemte tidspunkter modtage en godtgørelse for sine tjenester, som hverken må forøges eller formindskes i den periode, for hvilken han er valgt, og han må ikke i denne periode modtage nogen anden godtgørelse fra De Forenede Stater eller nogen af dem.

Det betyder, at formanden kan modtage løn. Lønnen kan dog ikke ændres i løbet af formandens fireårige embedsperiode. Præsidenten kan heller ikke modtage nogen anden løn, hverken fra den føderale regering eller fra nogen delstatsregering.

Paragraf 8: Ed eller bekræftelse

Før han indtræder i sit embede, skal han aflægge følgende ed eller bekræftelse: "Jeg sværger (eller bekræfter) højtideligt, at jeg trofast vil udføre embedet som præsident for De Forenede Stater og efter bedste evne vil bevare, beskytte og forsvare De Forenede Staters forfatning."

Inden han bliver præsident, skal den nye præsident i henhold til paragraf 8 aflægge en ed, hvori han lover, at han vil gøre sit bedste som præsident og også vil gøre sit bedste for at beskytte og forsvare forfatningen. Normalt er det USA's øverste dommer, der aflægger eden ("sværger" den nye præsident) ved præsidentens indsættelse.

 
Bill Clinton aflægger embedseed af overdommer William Rehnquist (1993)  


Vicepræsident Lyndon Johnson tages i ed som præsident, efter at præsident John F. Kennedy blev dræbt (1963)  


Antal vælgere pr. stat i 1796  


Attest, der viser, at Louisianas vælgere stemte på Rutherford B. Hayes og William A. Wheeler (1876)  

Afdeling 2: Præsidentens beføjelser

Afsnit 2 omhandler de beføjelser, som artikel 2 tillægger præsidenten.

Paragraf 1: Kommando over militæret; udtalelser fra kabinetssekretærer; benådning

Præsidenten er øverstkommanderende for De Forenede Staters hær og flåde og for de enkelte staters militser, når de indkaldes i De Forenede Staters tjeneste; han kan kræve en skriftlig udtalelse fra den øverste embedsmand i hver af de udøvende afdelinger om ethvert emne, der vedrører deres respektive embedsmænds pligter, og han har beføjelse til at give benådning og benådning for lovovertrædelser mod De Forenede Stater, undtagen i tilfælde af rigsretssager.

Forfatningen giver præsidenten de fleste beføjelser på områder, der har at gøre med national sikkerhed og beskyttelse af landet.

Præsidenten er militærets øverstbefalende. Men som en del af forfatningens system af kontrol og balance siger artikel 1, at kun Kongressen kan erklære krig. Alligevel kan præsidenten træffe foranstaltninger som f.eks. at sende soldater til bestemte steder uden at have brug for Kongressens godkendelse eller en krigserklæring.

Præsidenten kan bede "den øverste embedsmand" i en hvilken som helst udøvende afdeling om at give ham skriftlig rådgivning. Forfatningen kræver faktisk ikke et formelt kabinet. USA's første præsident, George Washington, organiserede imidlertid sine vigtigste embedsmænd i et kabinet, og alle præsidenter har gjort det samme siden.

Præsidenten kan benåde eller benåde personer, der er dømt for forbrydelser (undtagen når personen er blevet anklaget). En "benådning" ophæver eller ændrer en straf - f.eks. ved at ændre en dødsdom til en livstidsdom i fængsel.

Klausul 2: Rådgivnings- og samtykkeklausul

Han har beføjelse til, ved og med Senatets råd og samtykke, at indgå traktater, forudsat at to tredjedele af de tilstedeværende senatorer er enige; og han skal udnævne og ved og med Senatets råd og samtykke udnævne ambassadører, andre offentlige ministre og konsulater, dommere ved den øverste domstol og alle andre embedsmænd i de Forenede Stater, hvis udnævnelser ikke er fastsat på anden vis heri, og som skal fastsættes ved lov: men Kongressen kan ved lov overlade udnævnelsen af sådanne lavere embedsmænd, som den finder passende, til præsidenten alene, til domstolene eller til lederne af departementerne.

Denne del af afsnit 2 kaldes "rådgivning og samtykke". Den giver præsidenten beføjelser, men han skal bruge dem med Senatets "råd og samtykke" (samtykke). Dette er endnu et eksempel på kontrol og balance i forfatningen.

Traktater

Her giver forfatningen præsidenten beføjelse til at indgå traktater med andre lande. To tredjedele af senatorerne skal dog være enige i traktaten, for at den kan træde i kraft. Hvis to tredjedele af senatet ikke er enige i traktaten, godkendes den ikke, og præsidenten kan ikke gøre noget ved den.

Det fremgår ikke af forfatningen, hvordan USA kan opsige en traktat. Siden forfatningen blev vedtaget, har regeringen gjort dette på nogle få måder. I 1798, første gang regeringen ønskede at ophæve en traktat (alliancetraktaten med Frankrig fra 1778), vedtog kongressen en lov om ophævelse af traktaten. Andre gange, i 1800-tallet, har et par præsidenter opsagt traktater efter anmodning fra Kongressen. Den første gang en præsident ophævede en traktat uden Kongressens godkendelse var i 1970'erne, da præsident Jimmy Carter ophævede en traktat med Republikken Kina. I en retssag kaldet Goldwater v. Carter bad medlemmer af Kongressen Højesteret om at afklare, om en præsident kunne afslutte en traktat på egen hånd. Højesteret kunne ikke blive enige om en afgørelse, og sagen blev afvist (afsluttet uden en afgørelse).

Udnævnelser

Præsidenten kan også vælge dommere, ambassadører, konsulater (diplomater), ministre og andre embedsmænd; men igen skal han have Senatets råd og samtykke.

Hvis Kongressen vælger det, kan den lade præsidenten, lederne af de udøvende ministerier eller domstolene udnævne mindre vigtige embedsmænd på egen hånd uden Kongressens godkendelse.

Når Senatet først har givet præsidenten råd og samtykke (godkendt præsidentens valg til et job), og denne person har fået jobbet, kan Senatet ikke vende tilbage og ændre mening. Det kan ikke trække sin rådgivning og sit samtykke tilbage, når personen først har fået jobbet.

Men efter at Senatet har givet sit samtykke, kan præsidenten ændre mening og beslutte ikke at give jobbet til den person, han har nomineret.

Det er ikke klart, om præsidenten kan afskedige en person, der er ansat med Senatets råd og samtykke. Kongressen har begrænset denne beføjelse mange gange. F.eks. ønskede præsident Andrew Johnson i genopbygningstiden at fyre folk, som Kongressen havde godkendt. Kongressen vedtog en lov, der sagde, at han ikke kunne gøre det, men Jackson ignorerede loven. Senere rejste Kongressen tiltale mod ham, men Senatet dømte ham ikke.

I en sag ved Højesteret kaldet Bowsher v. Synar (1986) blev det besluttet, at Kongressen kan fyre en person, som den har godkendt. Kongressen kan gøre dette ved at ophæve den lov, der gav præsidenten tilladelse til at udnævne den pågældende person.

Klausul 3: Udnævnelser i en ny periode

Formanden har beføjelse til at udfylde alle ledige stillinger, der måtte opstå under Senatets afbrydelse, ved at give kommissioner, der udløber ved udgangen af den næste session.

Paragraf 3 omhandler Senatets pauser (perioder, hvor Senatet ikke mødes). Tidligere var der ikke hurtig transport til rådighed, og det kunne tage lang tid for kongresmedlemmerne at komme til Washington, D.C. Derfor mødtes kongressen normalt kun i planlagte "sessioner", så alle havde tid til at komme frem. Når de planlagte møder var slut, holdt Senatet pause, og alle senatorerne tog hjem.

Under Senatets pauser kan formanden udpege embedsmænd til at repræsentere de manglende senatorer. Disse embedsmænd er dog midlertidige, og deres tilladelse til at fungere som senatorer udløber (ophører), når Senatet afslutter sin næste samling.

 
Den oprindelige alliancetraktat med Frankrig. Da USA ønskede at afslutte denne traktat i 1798, indså de, at forfatningen aldrig sagde, hvordan man afsluttede en traktat.  


Præsident Franklin Roosevelt som øverstkommanderende sammen med sine militære ledere under Anden Verdenskrig.   (Fra venstre til højre: General Douglas MacArthur; Roosevelt; Admiral William D. Leahy; & Admiral Chester W. Nimitz)  

Afdeling 3: Formandskabets ansvarsområder

Han skal fra tid til anden give kongressen oplysninger om Unionens tilstand og anbefale dem at overveje de foranstaltninger, som han finder nødvendige og hensigtsmæssige; han kan ved ekstraordinære lejligheder indkalde begge kamre eller et af dem, og i tilfælde af uenighed mellem dem med hensyn til tidspunktet for udsættelse, kan han udsætte dem til det tidspunkt, han finder passende; han skal modtage ambassadører og andre offentlige ministre; han skal sørge for, at lovene udføres trofast, og han skal give alle de Forenede Staters embedsmænd en kommission.

Klausul 1: Unionens tilstand

Paragraf 1 i afsnit 3 kaldes "State of the Union Clause". Den siger, at præsidenten "fra tid til anden" skal give Kongressen oplysninger om "Unionens tilstand". ("State of the Union" betyder grundlæggende "situationen i USA".)

Oprindeligt holdt præsidenterne hvert år personligt deres tale til kongressen om Unionens tilstand. Thomas Jefferson mente, at det var for meget som en konge, der talte fra en trone. I stedet sendte han kongressen skriftlige meddelelser, og kontorister (assistenter) læste dem op. Andre præsidenter gjorde det samme i over 100 år, indtil præsident Woodrow Wilson vendte tilbage til at tale foran Kongressen. Det har alle præsidenter siden Wilson fortsat med at gøre det indtil i dag^[opdatering].

Formålet med State of the Union er at sikre, at præsidenten deler oplysninger med Kongressen og hele landet. Disse oplysninger hjælper Kongressen med at beslutte, om der sker noget, som de skal vedtage love for. Det giver også landets befolkning mulighed for at vide, hvad der sker i deres regering.

Paragraf 2: Udarbejdelse af henstillinger til kongressen

Præsidenten har beføjelse til at foreslå kongressen alt, hvad han mener er "nødvendigt [nødvendigt] og hensigtsmæssigt [hensigtsmæssigt]". Dette kaldes anbefalingsklausulen.

Henstillingsklausulen er en anden del af forfatningens kontrol og balance. Præsidenten kan ikke bare gøre alt, hvad han mener, der er nødvendigt; han skal have Kongressens godkendelse. Hvis præsidenten giver anbefalinger til kongressen, kan kongressen godkende dem. Men hvis præsidenten ikke giver kongressen nogen forslag, har kongressen ingen magt til at tvinge ham til det.

Bare ved at spørge kongressen viser præsidenten også, at han respekterer dem som ligeværdige og ikke er mere magtfuld eller vigtigere end dem, som en konge ville være det. En forsker forklarer: "Recommendation Clause bemyndiger præsidenten til at repræsentere folket over for Kongressen ved at anbefale foranstaltninger til reform af regeringen, til almen velfærd eller til afhjælpning af klager [til løsning af problemer]."^p. 43

Paragraf 3: Indkaldelse af kongressen til ekstraordinær samling; udsættelse af kongressen

Paragraf 3 giver præsidenten ret til at indkalde et eller begge kamre i kongressen "ved ekstraordinære lejligheder". Denne klausul skal give regeringen mulighed for at handle hurtigt, hvis der opstår en større nødsituation, når kongressen ikke er i møde. Hvis Kongressens to kamre ikke kan blive enige om en dato for, hvornår et ekstraordinært møde skal udsættes, kan præsidenten udsætte begge kamre, når han finder det hensigtsmæssigt.

Præsidenter har indkaldt til ekstraordinære møder 27 gange i historien for at håndtere kriser som krige eller økonomiske nødsituationer. Sidste gang det skete var i 1948, da præsident Harry S. Truman indkaldte til en ekstraordinær samling for at forsøge at få vedtaget love om borgerrettigheder, social sikring og sundhedspleje.

Efter at flyrejser blev almindelige omkring 1950'erne begyndte kongressen at mødes året rundt. Siden da har ingen præsident været nødt til at indkalde til et ekstraordinært møde.

Paragraf 4: Modtagelse af udenlandske repræsentanter

Præsidenten modtager (hilser på og er vært for) alle udenlandske ambassadører. Denne bestemmelse i forfatningen kaldes modtagelsesklausulen.

Paragraf 5: Omsorg for en troværdig gennemførelse af loven

Præsidenten skal "drage omsorg for, at lovene udføres trofast [anvendes og følges]." Denne bestemmelse i forfatningen kaldes undertiden for "Take Care Clause", "The Faithful Execution Clause" eller "The Faithfully Executed Clause".

Denne bestemmelse giver præsidenten magt, begrænsninger og en pligt på samme tid:^{pp. 3-4}

• Den giver ham beføjelse til at gennemføre lovene på enhver måde, der er lovlig og i overensstemmelse med forfatningen.
• Det giver ham den grænse, at han ikke kan ignorere lovene. Han kan ikke nægte at håndhæve en lov eller følge en del af forfatningen.
• Det giver ham pligt til at gennemføre lovene (selv om han er uenig med dem). Det giver ham også pligt til at sørge for, at resten af regeringen (herunder delstatsregeringer) også gennemfører lovene.

Højesterets sager har fokuseret på de pligter og begrænsninger, som Take Care-klausulen pålægger præsidenten. For eksempel:

• Præsidenten skal sørge for, at alle i den udøvende magt følger de love, som kongressen har vedtaget
• Præsidenten kan ikke ophøre med at håndhæve, ændre eller ignorere love, som han ikke bryder sig om. Dette er forfatningsstridigt, fordi det grundlæggende giver ham magt over lovgivningen, og forfatningen giver kun kongressen denne magt.
• Når Kongressen vedtager en lov, der godkender penge til et program, kan præsidenten eller de udøvende ministerier ikke nægte at bruge pengene på det pågældende program. De kan ikke bruge pengene på noget andet, fordi det ville være i strid med en lov vedtaget af Kongressen.

Paragraf 6: Tjenestemænds provisioner

Præsidenten giver "alle embedsmænd i De Forenede Stater" ordrer. (Det betyder, at han giver disse officerer beføjelse til at udføre deres arbejde.) Det omfatter officerer i både militæret og udenrigstjenesten (folk, der arbejder for USA's regering i andre lande, f.eks. ambassadører). Artikel 1 i forfatningen, afsnit 8, giver imidlertid hver enkelt stat beføjelse til at udpege officerer i deres egne militser.

 

Afsnit 4: Anklage

Præsidenten, vicepræsidenten og alle civile embedsmænd i De Forenede Stater skal afsættes fra deres embede ved anklage for og domfældelse for forræderi, bestikkelse eller andre høje forbrydelser og forseelser.

Forfatningen giver også mulighed for at afsætte (afskedige) visse embedsmænd. Præsidenten, vicepræsidenten, kabinetssekretærerne og andre ledende embedsmænd samt dommere kan anklages af Repræsentanternes Hus og derefter stilles for retten i Senatet.

Enhver, der bliver dømt ved en rigsretssag, bliver fyret med det samme. Senatet kan også vælge at forhindre personen i at beklæde et føderalt embede i fremtiden. Dette er de eneste straffe, som en rigsretssag kan give. Personen kan dog stadig blive retsforfulgt for civile og strafferetlige anklager ved domstolene og straffes, hvis den pågældende findes skyldig.

Kun kongressen har beføjelse til at rejse rigsretssag. I sagen Nixon mod USA (1993) fastslog Højesteret, at selv de ikke kan revidere eller ændre Senatets beslutning i en rigsretssag om rigsretssag. Kongressens impeachmentbeføjelser giver Kongressen en måde at sikre sig, at ingen udøvende embedsmænd eller dommere bliver korrupte.

"Høje forbrydelser og forseelser"

Forfatningen siger klart, at embedsmænd kan anklages for forræderi eller bestikkelse. Men den siger ikke præcist, hvad "høje forbrydelser og forseelser" omfatter eller ikke omfatter. "High crimes" er et udtryk fra gammel britisk lov, der betyder forbrydelser begået af personer med politisk magt. I den britiske historie kunne "high crimes and misdemeanors" imidlertid omfatte mange forskellige ting (selv at miste et skib ved ikke at binde det fast). Efter at forfatningen blev skrevet, forklarede Alexander Hamilton i The Federalist Papers, hvilke årsager til rigsretssag grundlæggerne havde i tankerne: "lovovertrædelser, der [stammer] fra misbrug eller overtrædelse af en offentlig tillid. [De forårsager] skader, der umiddelbart er forvoldt samfundet selv."

Kongressen har gjort betydningen af "høje forbrydelser og forseelser" tydeligere ved at vise, hvem de har valgt at anklage og hvorfor. Siden forfatningen blev ratificeret, har Repræsentanternes Hus rejst tiltale mod 18 personer - for det meste dommere, men også to præsidenter. Alle undtagen tre af disse 18 blev anklaget for andre forbrydelser end forræderi eller bestikkelse. For eksempel:

• Præsident Andrew Johnson blev anklaget i 1868 for at have brudt en forbundslov (han blev frikendt af Senatet)
• Præsident Bill Clinton blev anklaget i 1998 for mened og hindring af retfærdigheden (han blev frikendt).
• Dommerne blev for det meste anklaget for:
• var uretfærdig, ikke upartisk og traf afgørelser, der var i strid med loven
• Misbrug af deres magt
• At være korrupt
• Skatteunddragelse og løgn om, hvor mange penge de havde

 
Alexander Hamilton sagde, at rigsretssag er for "misbrug eller krænkelse af [den] offentlige tillid".  


Skildring af retssagen mod præsident Andrew Johnson i 1868, med dommer Salmon P. Chase som formand.