Flagermus: Nataktive pattedyr, ekkolokalisering, arter og adfærd

• Orden Chiroptera
• Megabats (Megachiroptera)
• Mikroflagermus (Microchiroptera)

De forskellige flagermusgruppers fylogenetiske relationer har været genstand for megen debat. Den traditionelle opdeling mellem Megachiroptera og Microchiroptera afspejler den opfattelse, at disse grupper af flagermus har udviklet sig uafhængigt af hinanden i lang tid fra en fælles forfader, som allerede var i stand til at flyve.

Hypotesen var, at flyvning kun udviklede sig én gang hos pattedyr. De fleste molekylærbiologiske beviser støtter den opfattelse, at flagermus udgør en enkelt eller monofyletisk gruppe.

Fossile flagermus

Der findes kun få fossile rester af flagermus, da flagermus er landlevende og letbenede. En eocæn flagermus, Onychonycteris, blev fundet i den 52 millioner år gamle Green River Formation i Wyoming, USA, i 2003. Den kunne flyve, men det velbevarede skelet viste, at det indre øres sneglehinde ikke kunne opnå den store høreevne, som moderne flagermus har. Dette var bevis for, at flyvning hos flagermus udviklede sig før ekkolokalisering. Holdet sagde, at den manglede øre- og halsfunktioner ikke kun hos ekkolokaliserende flagermus i dag, men også hos andre kendte fossile arter. Fossile rester af andre eocæne flagermus, Icaronycteris, Archaeonycteris, Palaeochiropteryx, Hassianycteris og Australonycteris, viser alle en lignende blanding af basale og afledte træk, som forventet af mosaisk evolution.

Alle eocæne flagermus havde lange haler. Dette træk findes også hos tidlige flyvende insekter i Karbon, hos tidlige pterosaurer og hos Archaeopteryx og andre dinofugle. Halen var med til at holde deres flyvning stabil, hvilket betyder, at de holdt kursen og ikke flakkede meget rundt. For at kunne flyve hurtigt rundt kræver det særlige avancerede hjerner og reflekser, som senere flagermus, fugle og pterosaurer havde, men som de tidlige ikke havde. Det kræver flere hjerner at kontrollere ustabil flyvning end at kontrollere stabil flyvning. At de tidlige flagermus havde lange haler blev forudsagt af John Maynard Smith, før man fandt nogen fossile tidlige flagermus.

Onychonycteris havde længere bagben og kortere underarme, hvilket ligner klatrepattedyr, der hænger under grene, som f.eks. dovendyr og gibbons. Denne flagermus på størrelse med en håndflade havde brede, korte vinger, hvilket tyder på, at den ikke kunne flyve så hurtigt eller så langt som senere flagermusarter. I stedet for at slå med vingerne uafbrudt under flyvning vekslede Onychonycteris sandsynligvis mellem klap og glidninger, mens den var i luften. Sådanne fysiske karakteristika tyder på, at denne flagermus ikke fløj så meget som moderne flagermus gør, men snarere fløj fra træ til træ og tilbragte det meste af sin vågne dag med at klatre eller hænge på træernes grene.

Ekkolokalisering

En interessant ting ved flagermus er, at selv om de kan se med øjnene, bruger de også deres ører til at hjælpe dem med at "se" i mørket. På grund af dette kan de flyve ind på meget mørke steder, hvor intet øje kan se noget. Denne måde at opfatte ting på kaldes ekkolokalisering. Ekkolokalisering betyder, at de bruger ekko til at finde ud af, hvor ting er.

Ekkolokalisering er ligesom sonar, som ubåde og skibe bruger til at finde ting under vandet. Sådan fungerer det: Når en flagermus flyver, laver den en masse lyde, når den flyver. Vi kan ikke høre disse lyde (de er for høje), men flagermus kan høre dem. Biologer har instrumenter til at optage dem og derefter afspille dem på en lavere frekvens, så mennesker kan høre dem.

Når en flagermus laver sine lyde, bevæger lydbølgerne sig væk fra flagermusen. Hvis de rammer noget, preller de tilbage til flagermusen (dette preller kaldes et ekko). Hvis der ikke preller noget tilbage, ved flagermusen, at der ikke er noget foran den. De bruger denne ekkolokalisering til at fange deres føde, f.eks. sommerfugle eller guldsmede. Når en flagermus begynder sin natlige udforskning, udsender den normalt omkring 10 kald i sekundet. Ud fra ekkoet ved de, hvad der er foran. Når de får et ekko fra noget godt at spise, øges kaldene op til 200 kald pr. sekund. Denne forøgelse af lyde kaldes en fødesøgningssummen. Flagermusen laver en fødebrummen for at fornemme alle de hurtige bevægelser fra det insekt, den forsøger at fange.

At høre og forstå ekkoerne, der går tilbage til flagermusen, kræver særlige strukturer i flagermusens hjerne. Derfor studerer mange forskere, læger og selv den amerikanske hær flagermus nøje. Den amerikanske hær bruger hundredtusindvis af dollars hvert år på at studere ekkolokalisering hos flagermus.

Flagermus har også et rimeligt godt syn og kan se deres bytte og se, hvor det flyver hen, hvis det ikke er for mørkt. Der er masser af historier om flagermus, der flyver lige ind i mennesker, men det er ikke sandt. De kan se meget godt i lyset, og i mørke kan de se meget bedre end os. Så udtrykket "blind som en flagermus" er ikke særlig videnskabeligt.

Kommunikation

Nogle flagermus bruger ekkolokalisering til at kommunikere med hinanden for at finde føde i grupper. Forskere fra Max Planck Institute of Animal Behavior har undersøgt flagermusen Molossus molossus, som jager insekter i grupper. De fandt ud af, at flagermusene kunne forstå ekkolokaliseringslyde fra andre flagermus og endda fortælle, hvilken anden flagermus i deres gruppe der havde lavet lyden, ligesom mennesker kan genkende hinandens stemmer.

Flagermusvinger

Flagermus flyver med deres hænder. Faktisk betyder navnet på flagermusordenen Chiropetera "håndvinger" på græsk.

Flagermus- og fuglevinger er forskellige. Fugle har ikke lange fingerlignende knogler i deres vinger som flagermus. Fugle kan ikke bevæge hver enkelt af deres fingre, men det kan flagermus. Derfor kan flagermusene ændre retning under flyvningen eller flyve i et vilkårligt mønster: Det gør det lettere at fange deres føde. En flagermus flyver, som om den "svømmer" gennem luften - ved at skubbe begge vinger nedad og bagud.

En fugls vinge har masser af fjer, mens en flagermusvinge hovedsageligt består af en elastisk, tynd hud kaldet patagium. Denne tynde hudmembran strækker sig mellem hver fingerknogle, er forbundet til flagermusens ankel og til flagermusens hale (hvis den har en). En flagermus folder vingerne ind til kroppen, når den ikke flyver.

Flagermus har en klo (nogle gange kaldet en flagermusfinger), der stikker ud fra vingens overside. De bruger deres "tommelfinger" til at klatre og kravle. Det er interessant, at flagermus også bruger deres tommelfinger til at rense deres ører.

Flagermusenes vinger har stor manøvredygtighed (de kan hurtigt ændre retning) - faktisk mere end fuglenes - men de har ikke meget løftekraft. Derfor skal flagermusene normalt klatre op i et træ eller hoppe op i luften for at få et løft, før de begynder at slå med vingerne.

Immunforsvaret

Selv om flagermus er meget små, lever de meget længe. Nogle flagermus kan leve 40 år. Forskere mener, at det skyldes, at deres immunsystem er meget godt til at bekæmpe virus. Flagermusene bekæmper virus uden at have betændelse i kroppen. Læger mener, at betændelse skader kroppen, så de tror, at det kan være derfor, at flagermus lever så længe.

Da flagermusene hviler i store grupper med mange andre flagermus, kan de let overføre sygdomme til hinanden. Det betyder, at vira og andre bakterier gennem tusinder af generationer har lagt et selektivt pres på flagermusene, så flagermus med et svagt immunsystem er blevet dræbt, og flagermus med et godt immunsystem har overlevet og fået unger.

Mange vira, der starter hos flagermus, ændrer sig senere og bliver farlige sygdomme hos mennesker, f.eks. ebola og SARS-CoV-2.

Fødevarer

Megabats spiser frugt, nektar eller pollen. De bestøver blomster og spreder undertiden deres frø. Mange tropiske planter er helt afhængige af flagermus.

De fleste flagermus (7 ud af 10 flagermusarter) er insektædende, dvs. de spiser insekter. Nogle mikroflagermus spiser små hvirveldyr (små pattedyr eller fisk), blod eller endda andre flagermus. Der findes kun nogle få arter af vampyrflagermus, som spiser blod fra kvæg.

Hvilestilling

De fleste flagermus hviler, sover og overvintrer i en omvendt stilling. De hænger fast i grene eller sten med deres fødder. For at kunne gøre dette har de en låsemekanisme på senerne i deres fødder, som forhindrer dem i at glide. Den energi, de bruger på at hænge fast, er stærkt reduceret. Den mest indlysende gevinst er, at de kan sove uden at falde ned. Når senen er låst, kan musklerne i deres ben og fødder slappe af. Selv døde flagermus bliver hængende.

• Frugtflagermus (Pteropodidae) er den største af flagermusene. De spiser frugt og kan se godt. Der findes 166 arter, som alle findes i den gamle verden.
• Vampyrflagermus lever i Latinamerika. De er berømte for kun at drikke blod.
• Den store noctuleflagermus lever i Europa, Vestasien og Nordafrika, og den jager fugle.
• Den store bulldog-flagermus fra Sydamerika svæver lavt over vandet og griber små fisk med sine kløer.
• Hummelflagermusen fra Thailand er verdens mindste flagermus og er også et af verdens mindste pattedyr. Voksne bliver 29-33 mm lange og vejer 2 gram.
• Den største kendte flagermus er den gigantiske guldkronede flyvende ræv. Den har et vingefang på 1,5 m og vejer ca. 1,2 kg.
• Christmas Island Pipistrelle er en flagermus, hvis udryddelsesdato ikke er kendt.

I Det Forenede Kongerige er alle flagermus beskyttet af loven, og selv forstyrrelse af en flagermus eller dens rokade kan straffes med en høj bøde.

Austin, Texas, er sommerhjem for Nordamerikas største flagermuskoloni i byerne (under Congress Avenue-broen), som omfatter anslået 1.500.000 mexicanske frithalede flagermus, der spiser anslået 10-30 tons insekter hver nat og tiltrækker 100.000 turister hvert år.

I Sarawak, Malaysia, er flagermus beskyttede arter, men den store nøgne flagermus og den store nektarflagermus spises af lokalsamfundene.

Flagermus i folklore og fiktion

I Vesten forbindes flagermus med vampyrer, som siges at kunne forvandle sig til flagermus. Flagermus er også et symbol på spøgelser, død og sygdom. I nogle europæiske lande, f.eks. Polen, siges det dog, at flagermus bringer lykke.

Flagermusen bruges i fiktionen af både skurke som Dracula og helte som Batman. Kenneth Oppel skrev en række romaner, begyndende med Silverwing, hvor flagermus er en god figur.