Kittis svineflagermus (Craseonycteris thonglongyai) – verdens mindste flagermus

Hummelflagermusen er ca. 29-33 millimeter lang og vejer 2 gram (0,07 oz). Dette er grunden til dens almindelige navn "humlebiflagermus". Det er den mindste art af flagermus. Den etruskiske spidsmus er lettere (1,2-2,7 g) (0,042-0,095 oz).

Flagermusen har en karakteristisk hævet, svineagtig snude med tynde, lodrette næsebor. Dens ører er relativt store, mens dens øjne er små og for det meste skjult af pels. Dens tænder er typiske for en insektædende flagermus.

Vingerne er relativt store og mørkere i farven med lange spidser, der gør det muligt for flagermusen at svæve. Kittis flagermus har ingen synlig hale. Der er et stort hudnet mellem bagbenene, som kan hjælpe med at flyve og fange insekter, selv om der ikke er nogen haleknogler, der kan hjælpe med at styre den i flugten.

I Thailand findes flagermusen i et lille område i Kanchanaburi-provinsen i Khwae Noi-flodens afvandingsområde.

Siden fundet af et enkelt individ i Burma i 2001 er der blevet identificeret mindst ni forskellige steder. De thailandske og burmesiske populationer er morfologisk set identiske, men deres ekkolokaliseringslyde er forskellige. Det vides ikke, om de to populationer er reproduktivt isolerede.

Hummelflagermusen holder til i huler i kalkstensbakker, langs floder, i tørre stedsegrønne eller løvfældende skove. Mens mange huler kun indeholder 10 til 15 individer, er den gennemsnitlige gruppestørrelse 100 med et maksimum på omkring 500 individer. Individerne holder til højt oppe på vægge eller tagkupler, langt fra hinanden. Flagermusene foretager også sæsonbestemt vandring mellem huler.

Flagermusen har en kort aktivitetsperiode, idet den kun forlader sin rok i 30 minutter om aftenen og 20 minutter ved daggry. Disse korte flyvninger afbrydes let af kraftig regn eller kolde temperaturer. I denne periode søger flagermusen føde i kassava- og kapokmarker eller i toppen af bambusklumper og teaktræer inden for en afstand af en kilometer fra overnatningsstedet. Vingerne ser ud til at være formet til svæveflyvning, og tarmindholdet hos eksemplarer omfatter edderkopper og insekter, som formodentlig er indsamlet fra løvet. Ikke desto mindre er det meste bytte sandsynligvis fanget i luften. Flagermusens hovedbestanddel af kosten omfatter små fluer.

Sidst i den tørre sæson (omkring april) hvert år føder hunnerne et enkelt ungt barn. I fødesøgningsperioderne bliver ungen enten i kattekrattet eller bliver siddende på moderen ved en af moderens to rudimentære skamvorter.

Hummelflagermusen blev opdaget i 1974. Det er den eneste nulevende art i familien Craseonycteridae.

Ved den seneste gennemgang af arten i 1996 blev flagermusen af IUCN opført på listen over truede arter med en faldende bestandstendens.

I øjeblikket kan den største og mest langsigtede trussel mod den thailandske bestand være den årlige afbrænding af skovområder, som er mest udbredt i flagermusens ynglesæson. Desuden kan den foreslåede bygning af en rørledning fra Burma til Thailand have en negativ indvirkning. Truslerne mod den burmesiske bestand er ikke velkendte.

I 2007 blev flagermusen udpeget af EDGE-projektet (evolutionært særskilt og globalt truet) som en af dets 10 vigtigste "fokusarter".