Kittis svineflagermus (Craseonycteris thonglongyai) – verdens mindste flagermus
Kittis svineflagermus — verdens mindste flagermus. Læs om dens truede liv i kalkstenshuler i Thailand/Burma, biologi, adfærd og bevaringsindsatser.
Humlebiflagermusen (Craseonycteris thonglongyai), også kendt som Kittis svineflagermus, er en truet flagermusart. Den er det eneste medlem af familien Craseonycteridae. Arten forekommer i det vestlige Thailand og det sydøstlige Burma, hvor den hovedsageligt lever i kalkstenshuler langs floder og i lave kalkstensklipper.
Udseende og størrelse
Det er den mindste flagermusart og et af verdens mindste pattedyr. Kroppens længde er kun omkring 29–33 mm, og vægten ligger typisk på ca. 1,5–2,5 gram. Den har en rødbrun eller grålig pels, en karakteristisk svineagtig snude og små, afrundede ører. Arten har kort vingeafstand og ingen synlig hale, hvilket giver den et kompakt udseende.
Udbredelse og habitat
Humlebiflagermusen findes i et begrænset område på grænsen mellem det vestlige Thailand og det sydøstlige Burma. Den lever i kalkstenshuler, ofte i klippeformationer langs floder og i lavlandsskov. Roostene (hulerne) er vigtige for arten, da de tilbyder stabile temperatur- og fugtforhold og beskyttelse mod rovdyr og forstyrrelser.
Levevis og føde
Kolonierne varierer i størrelse, fra få dusin til flere hundrede individer, med et gennemsnit på omkring 100 individer pr. hule. Humlebiflagermusen er mest aktiv i korte perioder omkring skumring og daggry; den flyver kun korte ture og søger ofte efter insekter i nærliggende skovområder eller ved skovkanter. Den bruger højfrekvente ultralydslyde (ekkolokation) til at lokalisere bytte.
Formeringsbiologi
Hunnerne får normalt kun ét afkom om året. Ungerne passes i kolonien, og mødrene danner ofte mindre grupper (maternitetskolonier) under fødselsperioden. Levetiden for arten er ikke fuldt dokumenteret, men forventes at være flere år under naturlige forhold.
Trusler og bevaring
Arten er følsom over for forstyrrelser i og omkring hulerne. De vigtigste trusler omfatter:
- Forstyrrelse fra turisme og mennesker, der besøger hulerne.
- Ødelæggelse af habitat ved kalkstensbrud og minedrift.
- Skovrydning og tab af jagtområder i de omkringliggende skove.
- Lokale ændringer i hydrologi og mikroklima i hulerne.
Der er igangsat forskellige bevaringsindsatser, herunder beskyttelse af kendte huler, overvågning af bestande og tiltag for at reducere menneskelig forstyrrelse. Lokale og internationale naturorganisationer arbejder sammen med myndigheder for at sikre beskyttelse af nøglehabitater og øge opmærksomheden om artens sårbarhed.
Opdagelse og forskning
Arten blev opdaget og beskrevet i løbet af 1970'erne og fik sit navn efter den thailandske zoolog Kitti Thonglongya. På grund af dens lille størrelse og begrænsede udbredelse er humlebiflagermusen fortsat genstand for aktiv forskning, især med fokus på bestandstal, habitatkrav og effektive bevaringstiltag.
Humlebiflagermusen er et fremragende eksempel på, hvordan selv meget små pattedyr kan have specifikke habitatkrav og være særligt sårbare over for menneskelig aktivitet. Bevarelse af kalkstenshuler og nærliggende skovområder er afgørende for artens fremtid.
Beskrivelse
Hummelflagermusen er ca. 29-33 millimeter lang og vejer 2 gram (0,07 oz). Dette er grunden til dens almindelige navn "humlebiflagermus". Det er den mindste art af flagermus. Den etruskiske spidsmus er lettere (1,2-2,7 g) (0,042-0,095 oz).
Flagermusen har en karakteristisk hævet, svineagtig snude med tynde, lodrette næsebor. Dens ører er relativt store, mens dens øjne er små og for det meste skjult af pels. Dens tænder er typiske for en insektædende flagermus.
Vingerne er relativt store og mørkere i farven med lange spidser, der gør det muligt for flagermusen at svæve. Kittis flagermus har ingen synlig hale. Der er et stort hudnet mellem bagbenene, som kan hjælpe med at flyve og fange insekter, selv om der ikke er nogen haleknogler, der kan hjælpe med at styre den i flugten.
Udbredelse og udbredelse
I Thailand findes flagermusen i et lille område i Kanchanaburi-provinsen i Khwae Noi-flodens afvandingsområde.
Siden fundet af et enkelt individ i Burma i 2001 er der blevet identificeret mindst ni forskellige steder. De thailandske og burmesiske populationer er morfologisk set identiske, men deres ekkolokaliseringslyde er forskellige. Det vides ikke, om de to populationer er reproduktivt isolerede.
Adfærd
Hummelflagermusen holder til i huler i kalkstensbakker, langs floder, i tørre stedsegrønne eller løvfældende skove. Mens mange huler kun indeholder 10 til 15 individer, er den gennemsnitlige gruppestørrelse 100 med et maksimum på omkring 500 individer. Individerne holder til højt oppe på vægge eller tagkupler, langt fra hinanden. Flagermusene foretager også sæsonbestemt vandring mellem huler.
Flagermusen har en kort aktivitetsperiode, idet den kun forlader sin rok i 30 minutter om aftenen og 20 minutter ved daggry. Disse korte flyvninger afbrydes let af kraftig regn eller kolde temperaturer. I denne periode søger flagermusen føde i kassava- og kapokmarker eller i toppen af bambusklumper og teaktræer inden for en afstand af en kilometer fra overnatningsstedet. Vingerne ser ud til at være formet til svæveflyvning, og tarmindholdet hos eksemplarer omfatter edderkopper og insekter, som formodentlig er indsamlet fra løvet. Ikke desto mindre er det meste bytte sandsynligvis fanget i luften. Flagermusens hovedbestanddel af kosten omfatter små fluer.
Sidst i den tørre sæson (omkring april) hvert år føder hunnerne et enkelt ungt barn. I fødesøgningsperioderne bliver ungen enten i kattekrattet eller bliver siddende på moderen ved en af moderens to rudimentære skamvorter.
Taxonomi
Hummelflagermusen blev opdaget i 1974. Det er den eneste nulevende art i familien Craseonycteridae.
Bevaring
Ved den seneste gennemgang af arten i 1996 blev flagermusen af IUCN opført på listen over truede arter med en faldende bestandstendens.
I øjeblikket kan den største og mest langsigtede trussel mod den thailandske bestand være den årlige afbrænding af skovområder, som er mest udbredt i flagermusens ynglesæson. Desuden kan den foreslåede bygning af en rørledning fra Burma til Thailand have en negativ indvirkning. Truslerne mod den burmesiske bestand er ikke velkendte.
I 2007 blev flagermusen udpeget af EDGE-projektet (evolutionært særskilt og globalt truet) som en af dets 10 vigtigste "fokusarter".
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en humleflagermus?
A: Humlebiflagermusen er en truet flagermusart, som er det eneste medlem af familien Craseonycteridae. Det er den mindste flagermusart og et af verdens mindste pattedyr.
Q: Hvor findes humleflagermusen?
A: Humleflagermusen findes i det vestlige Thailand og det sydøstlige Burma.
Q: Hvor lever humleflagermusen normalt?
A: Humleflagermusen lever normalt i kalkstenshuler langs floder.
Q: Hvordan ser humleflagermusen ud?
A: Humleflagermusen har en rødbrun eller grå pels med en karakteristisk griseagtig snude.
Q: Hvad lever humleflagermusen af?
A: Humleflagermusen lever af insekter og fouragerer i nærliggende skovområder i korte aktivitetsperioder om aftenen og ved daggry.
Q: Hvor mange individer er der i en typisk koloni af humleflagermus?
A: Kolonier af humlebiflagermus varierer i størrelse, med et gennemsnit på 100 individer pr. hule.
Q: Hvor mange unger får hunner af humleflagermus hvert år?
A: Hunner af humleflagermus får kun ét afkom om året.
Søge