Dovendyr (Folivora) – arter, udvikling og udbredelse i Mellem- og Sydamerika

Dovendyr (Folivora): Opdag arter, evolution, biogeografi og udbredelse i Mellem- og Sydamerika — naturhistorie, adfærd og bevaringsstatus.

Dovendyr er pattedyr fra Xenarthran fra Central- og Sydamerika. De hører til ordenen Pilosa. Der findes to familier af dovendyr: to-tåede dovendyr og tre-tåede dovendyr. De fleste forskere kalder disse to familier for Folivora, mens nogle kalder dem Phyllophaga.

Pilosaernes biogeografiske oprindelse er stadig uklar, men de kan spores tilbage til Sydamerika så langt tilbage som til det tidlige tertiær, for omkring 60 millioner år siden. Tilstedeværelsen af disse dyr i Mellemamerika kan forklares med den store amerikanske udveksling.

Arter og systematik

Der findes i dag seks nulevende arter af dovendyr fordelt på to slægter:

• Tre-tåede dovendyr (slægten Bradypus) — typisk fire anerkendte arter:
  • Bradypus tridactylus (pale-throated / pale-breasted sloth)
  • Bradypus variegatus (brown-throated sloth)
  • Bradypus torquatus (maned sloth)
  • Bradypus pygmaeus (pygmy sloth)
• To-tåede dovendyr (slægten Choloepus) — to arter:
  • Choloepus hoffmanni (Hoffmanns two-toed sloth)
  • Choloepus didactylus (linneansk two-toed sloth)

Taksonomien har været genstand for revisioner, og nogle navne og artsopdelinger kan variere mellem kilder. Fælles for dem er dog tilpasningen til et trælevende, bladædende liv.

Fysiologi og adfærd

• Tilpasninger: Dovendyr har lange, kroget krummede kløer, som gør dem i stand til permanent at hænge under grene. Deres lemmer er lange i forhold til kroppen, og musklerne er specielt tilpasset til at gribe i stedet for hurtige bevægelser.
• Metabolisme: De har en meget langsom stofskiftehastighed og relativt lav kropstemperatur sammenlignet med andre pattedyr. Dette skyldes blandt andet deres bladbaserede kost, som er lav på energi.
• Kost og fordøjelse: Dovendyr er primært folivore — de spiser blade, skud og nogle gange frugt eller små hvirvelløse dyr. Deres maver er komplekse og indeholder symbiotiske mikroorganismer, der hjælper med at fermentere cellulose og frigive næringsstoffer over lang tid.
• Pels og symbiose: Pelsen vokser i retning mod maven (idet de hænger nedad), og dens struktur fremmer vækst af alger og mos, hvilket giver kamuflage. I pelsen lever også små insekter og mider, samt særlige møl (sloth moths) som indgår i komplekse økologiske samspil — fx kan mølene øge nitrogentilførslen til algerne, som dyrket på dyrets pels kan give ekstra næring.
• Bevægelse: Dovendyr bevæger sig langsomt i træerne og kommer kun sjældent ned på jorden. Når de gør, er de sårbare og klodsete, men de er overraskende gode svømmere og kan krydse floder ved hjælp af langsomme, kraftfulde bevægelser.
• Reproduktion: Hunnen får som regel et enkelt yngel ad gangen. Ungen klamrer sig til morens mave i flere måneder. Amning og omsorg fortsætter typisk i op til et år eller mere, afhængig af art og miljøforhold.

Udbredelse og habitat

Dovendyr findes i tropiske og subtropiske skovområder i Mellemamerika og Sydamerika. To-tåede dovendyr (Choloepus) når længere nordpå end tre-tåede hos nogle arter og findes blandt andet i det østlige og mellemamerikanske regnskovsbælte. Tre-tåede arter er især udbredt i de nordlige dele af Sydamerika og på enkelte øer (fx Bradypus pygmaeus på Isla Escudo de Veraguas i Panama).

De foretrækker primært lavlandsskove, regnskove og skovfragmenter med rig løvmasse, hvor de kan finde føde og skjul i træernes kronelag.

Fossilhistorie og evolution

Slægtskabet inden for Xenarthra (som også omfatter myrepindsvin og pilosans) har dybe rødder i Sydamerika. De tidligste pilosa-forekomster kan spores tilbage til det tidlige tertiær for omkring 60 millioner år siden. Den såkaldte store amerikanske udveksling (Great American Biotic Interchange), som fulgte dannelsen af Isthmus of Panama for nogle få millioner år siden, gjorde det muligt for dovendyrgrupper at sprede sig til Mellemamerika.

Der findes desuden mange uddøde former i gruppen, herunder store jordlevende dovendyr ("ground sloths"), som var langt større end de nuværende trælevende arter. Disse fossile slægter viser den store evolutionære variation i denne orden.

Trusler og bevarelse

• Hovedtrusler: Habitatødelæggelse (skovrydning og fragmentering), vejbyggeri, jagt og ulovlig handel med vilde dyr udgør de største trusler. Når skovene brydes op, tvinges dovendyr ned på jorden oftere, hvilket øger risikoen for trafikdrab og rovdyrangreb.
• Bevaringsstatus: Arternes status varierer fra Least Concern til kritisk truet. For eksempel er Bradypus pygmaeus kendt som stærkt truet (Critically Endangered), mens nogle to-tåede arter i visse regioner bedømmes som mindre truede. Status kan ændre sig efter nye vurderinger og lokal bevaringsindsats.
• Konserveringsindsatser: Beskyttelse af skovområder, genetablering af korridorer mellem skovfragmenter, miljøuddannelse, redningscentre og rehabilitering af skadede eller fangede dyr samt håndhævelse af lovgivning mod illegal handel er centrale tiltag for at bevare dovendyrbestandene.

Interessante fakta

• Dovendyr bruger ofte mindre energi på bevægelse end andre pattedyr af tilsvarende størrelse — deres langsommelighed er en del af deres energibesparende strategi.
• Nogle arter kan overleve lange perioder på en fiber-rig bladkost takket være langsom fordøjelse og symbiotiske bakterier.
• Selvom de ser klodsede ud, er dovendyr effektive til at undgå opdagelse i træernes løv takket være deres pelss farve, algevækst og langsomme bevægelser.

Samlet set er dovendyr en særpræget og økologisk vigtig gruppe i de neotropiske skove, både som herbivorer og som værter for et lille, men komplekst økosystem i deres pels. Deres fortsatte overlevelse afhænger i høj grad af bevarelse af sammenhængende skovhabitat og målrettede bevaringsprogrammer.

Søg efter bogstav