Bod og skriftemål: Katolsk sakramente om tilgivelse og forsoning

Bod og skriftemål — det katolske sakramente for tilgivelse og forsoning; privat skriftemål, sjæleheling og nåde for genoprettet fællesskab med Gud.

Penance er anger over synder, og det er også navnet på det katolske sakramente for bod og forsoning/bekendelse. Ordet bod kommer fra det latinske poenitentia, samme rod som penitence, der på engelsk betyder anger eller ønske om at blive tilgivet. På mange sprog er der kun ét ord for både anger og den religiøse handling. Oprindeligt dækkede begreberne omvendelse og bod samme virkning, men i historisk teologi har debatten om tro versus gerninger ført til forskellige betoning af hvad "omvendelse" og "bod" indebærer.

Forsoningens sakramente, også kaldet bod eller skriftemål, er et sakramente i den romersk-katolske kirke. Det er en vej til at få syndernes tilgivelse, blive genforenet med Gud og med kirken, og få åndelig helbredelse. Når en person modtager sakramentet ordentligt, menes syndernes skyld at blive tilgivet, og sjælen modtager nåde, fred og styrke til at leve bedre. Sakramentet fremmer anger, omvendelse og et nyt åndeligt begyndelse for den troende.

Hvordan forløber sakramentet (de almindelige trin)?

Sakramentet følger normalt disse trin, som hjælper den troende til oprigtig bod og forsoning:

• Forberedelse og samvittighedsundersøgelse: Den troende tænker over sine handlinger og erkender synder.
• Anger (contrition): En inderlig sorg over synden og vilje til at ændre sig. Der skelnes mellem fuldkommen (perfekt) og ufuldkommen (imperfect) anger, hvor den fuldkomne udspringer af kærlighed til Gud.
• Bekendelse (confession): Personen fortæller sine synder til en katolsk præst eller biskop i tillid. Bekendelsen skal være ærlig og tilstrækkelig klar, især for alvorlige (dødelige) synder.
• Pålæg (penance/satisfaction): Præsten giver en handling eller bøn som tegn på bod og for at hjælpe med åndelig genopbygning.
• Absolution: Præsten udtaler Guds tilgivelse ved den autoritet, kirken tillægger ham, og den troende modtager sakramentets nåde.
• Efterfølgende opfyldelse af pålægget: Den troende udfører den pålagte bod som tegn på oprigtighed og forsoning.

Hvad betyder skriftemål i praksis?

Skriftens betydning er både personlig og fællesskabelig. Personligt giver det mulighed for oprigtig anger, fornyet samvittighed og styrke til at ændre sin livsførelse. Fællesskabsmæssigt genopretter det forholdet til kirken, idet syndens splittelse mellem den enkelte og kirkens legeme bringes til ophør. Sakramentet hjælper også med at fjerne åndelige følger af synden (såkaldt evig skyld og midlertidig straf), og mange oplever fred, lettelse og styrke til at leve i kristen frihed.

Pligt, hyppighed og særlige former

Katolikker opfordres til regelmæssigt at gå til skriftemål som del af deres åndelige liv. Traditionelt anbefales mindst én gang om året, og mange praksiserer hyppigere skriftemål for åndelig vækst. Hvis man er bevidst om en alvorlig (dødelig) synd, bør man bekende sig før man modtager nadveren.

Der findes forskellige former for skriftemål: individuel skrift (person til præst), ansigt-til-ansigt eller i skrifteboks, og fællespenitentiale eller fællesbønsformer, hvor individuel bekendelse alligevel kan finde sted. I ekstraordinære og alvorlige nødsituationer kan kirken give mulighed for såkaldt generalabsolution (fælles absolution uden individuel bekendelse), men denne form er underlagt strenge regler og må kun benyttes i særlige tilfælde, som når et stort antal mennesker står i fare for døden og individuel bekendelse er umulig.

Tavshedspligt: "skriftens segl"

Præster, der hører skriftemål, er bundet af en absolut tavshedspligt, ofte kaldet skrifteseglet. Det betyder, at de på ingen måde må afsløre, hvad de hører under en bekendelse — heller ikke under trussel om straf eller retssag. Denne tavshed går så langt, at hverken kolleger, biskopper eller civile myndigheder må få oplysning om en persons bekendelse. Overtrædelse af seglet anses for en alvorlig forbrydelse i kirkeretten og kan medføre streng ecclesiastisk sanktion.

Historie og teologisk grundlag

Skriftens oprindelse kan spores til Det Nye Testamente og til kirkens tidlige praksis med offentlig og privat bod. Jesus' ord om tilgivelse af synder og apostlenes myndighed spiller en central rolle i kirkens begrundelse for præsternes afgivelse af absolution. Over tid udviklede praksis sig fra større offentlige bodsritualer til mere private skriftemål. Kirkemøder og dokumenter som fremhævede sakramentets betydning og fastlagde dets form, især i reaktion på reformbevægelser og i kirkens egen liturgiske udvikling.

Samlet virkning

Skriftens sakramente har flere resultater: forsoning med Gud og kirken, tilgivelse af synder, indre fred, åndelig styrke og mulighed for fornyet fællesskab i det kristne liv. For mange troende er det også et middel til vækst i ydmyghed, ansvarlighed og næstekærlighed.

Praksis og forståelse kan variere en smule mellem kulturer og tidsepoker, men sakramentets kerne — anger, bekendelse, bod og Guds tilgivelse — står centralt i den katolske tradition.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er bod?

Q: Hvad betyder ordet "bod"?

Spørgsmål: Hvordan hænger bod og omvendelse sammen?

Spørgsmål: Hvad er forsoningens sakramente?

Spørgsmål: Hvad skal man gøre, når man modtager dette sakramente?

Spørgsmål: Hvor ofte skal katolikker modtage dette sakramente?

Spørgsmål: Må præster fortælle nogen, hvad de hører under skriftemålene?

Søg efter bogstav