Der var to sæt Nürnberg-processer.
Den første og mest kendte var retssagerne mod lederne af Nazi-Tyskland. De blev organiseret af Den Internationale Militærdomstol (IMT) og foregik i Palace of Justice i Nürnberg fra 20. november 1945 til 1. oktober 1946. I alt blev 24 personer formelt tiltalt; 22 blev reelt stillet for retten. Tiltalerne omfattede bl.a. forbrydelser mod freden (planlægning og iværksættelse af en aggressionskrig), krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Dommerne og anklagerne repræsenterede de fire sejrherrer i krigen: Frankrig, USSR, Det Forenede Kongerige og USA.
Retssagen lagde massive dokumenter og filmbeviser frem, gjorde brug af vidneforklaringer fra ofre og overlevende og fastsatte vigtige juridiske principper, senere kendt som Nürnbergerprincipperne, for ansvarlighed for internationale forbrydelser. Af de 22 dømte fik 12 dødsstraf (én af disse, Hermann Göring, begik selvmord før henrettelsen), tre blev frikendt, og de øvrige fik tidsbegrænsede fængselsstraffe. Flere af de idømte fik senere lempet straf eller blev løsladt i 1950'erne, hvilket bidrog til debatten om »sejrers retfærdighed«.
De 12 opfølgningsforsøg (NMT)
Det andet sæt, de 12 opfølgningsforsøg (tysk: nachfolgende Prozesse), blev afholdt i samme retssal i Nürnberg, men ledet alene af de amerikanske militærmyndigheder som Nuremberg Military Tribunals (NMT). Disse processer fandt sted mellem december 1946 og april 1949 og omhandlede grupper af nazister med lavere rang og særlige kategorier af ansvarlige:
- læger og medicinsk personale (»Lægernes retssag«),
- jurister og dommere (»Justitsretssagen«),
- ledere fra store industrikoncerner (f.eks. IG Farben, Krupp, Flick),
- Einsatzgruppen-officerer og SS-funktionærer,
- embedsmænd fra udenrigsministeriet, militære ledere og andre funktionærer.
Formålet med disse sager var at afdække og dømme specialiserede former for medvirken til nazisternes forbrydelser (medicinske eksperimenter, økonomisk medvirken, udryddelse i besatte områder m.m.). Resultaterne var blandede: flere fik lange fængselsstraffe, nogle få blev frikendt, og også her opstod kritik af domme og procedure.
Betydning og eftervirkninger
Nürnberg-processerne etablerede vigtige præcedenser i international strafferet: de stadfæstede idéen om individuelt straffeansvar for statslige ledere og embedsmænd, fastsatte juridiske definitioner af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden og banede vej for senere internationale domstole (f.eks. ICTY, ICTR og Den Internationale Straffedomstol). Processerne dokumenterede også nazismens forbrydelser på en måde, der blev central for historisk forståelse og erindring.
Samtidig gav de anledning til vedvarende debat: Var retssagerne et udtryk for neutralt internationalt lovanvendelse, eller var de præget af »sejrers retfærdighed«? Hvor konsekvent og retfærdigt blev straffene udmålt? Disse spørgsmål har præget både juridisk teori og offentlig hukommelse lige siden.
På trods af kritik står Nürnberg som en milepæl i forsøget på at gøre ledere og institutioner juridisk ansvarlige for grove overtrædelser af folkeretten.
