Kinesisk: Sproggruppen, dialekter, kinesiske tegn og standardmandarin

Lær om kinesisk: sprogfamilie, vigtige dialekter, kinesiske tegn og standardmandarin (Pǔtōnghuà). Historie, skrift, udtale og pinyin forklaret klart.

Det kinesiske sprog er strengere ikke én enkelt taleform, men en gruppe af beslægtede sprog og varieteter, som anvendes af kinesere i Kina og i kinesiske samfund over hele verden. Disse sprog hører til den større kinesisk-tibetanske sprogfamilie. Samlet har de samlet set over en milliard brugere, hvilket gør kinesisk til en af verdens største sproggrupper målt på antal talere.

Kinesisk omfatter mange regionale sprogvarianter, hvoraf de vigtigste og mest kendte grupper er mandarin, wu (fx Shanghainese), yue (fx Cantonese) og min (fx Hokkien/Taiwanesisk). Disse varieteter er ofte ikke indbyrdes forståelige, og nogle af dem består igen af flere underdialekter, der heller ikke forstår hinanden. Derfor omtaler mange lingvister disse varieteter som separate sprog frem for blot dialekter.

"Kinesisk" kan henvise både til det skrevne sprog og til de talte former. Selvom de talte sprog kan være meget forskellige, deler de i høj grad et fælles skriftsystem. Samtidig er der forskelle mellem, hvordan man skriver formelt (fx klassisk skrift) og i daglig sprogbrug (vernakulært skriftsprog).

Standardmandarin og officiel sprogpolitik

I folkerepublikken Kina har myndighederne — på samme måde som nogle andre stater historisk har gjort — fremmet ét fælles standardsprog, så befolkningen kan kommunikere på tværs af regionale forskelle. Det kinesiske standardsprog kaldes internationalt mandarin og på fastlandet ofte Pǔtōnghuà (普通话, "fælles tale"). På Taiwan bruges betegnelsen Guóyǔ (國語, "nationalt sprog").

Alle officielle dokumenter i Kina er på mandarin, og der undervises i mandarin i skoler over hele landet. Mandarin er også en officiel eller almindeligt brugt standardsprog i andre steder som Singapore, og det anvendes som undervisningssprog i mange udlændinge-sprogprogrammer.

Skrift, tegn og pinyin

Kinesisk skrives næsten altid med kinesiske tegn. Disse tegn er logogrammer (ofte kaldet logografiske tegn), hvilket betyder, at hvert tegn normalt repræsenterer et morfem og en stavelse, ikke et individuelt fonem som i et alfabet. Et enkelt tegn kan derfor bære både betydning og en form for udtaleangivelse. Mange tegn er sammensat af en del, som peger på betydningen (radikal), og en del, som antyder udtalen (det fonetiske element). Dette gør, at tegnet ofte giver en vis, men ikke fuldstændig, indikation af udtalen.

Der findes to hovedsystemer for skrifttegn i moderne brug: forenklede tegn, som indføres i Folkerepublikken Kina for at lette læse- og skriveindlæring, og traditionelle tegn, som stadig anvendes i Taiwan, Hongkong og blandt en del af udlandets kinesiske samfund. Kinesiske tegn har også historisk påvirket andre skriftsystemer, fx japansk (kanji) og — tidligere — koreansk (hanja).

Siden moderne tider har man udviklet måder til at skrive udtalen med det latinske alfabet. På fastlandet og internationalt anvendes Hanyu Pinyin til at repræsentere mandarins lydsystem med romerske bogstaver. Pinyin angiver også toner ved hjælp af diakritiske tegn (fx mā, má, mǎ, mà i mandarin), hvilket er vigtigt, fordi tonehøjden ændrer betydningen.

Toner, udtale og lydstruktur

Alle de kinesiske sprog (ofte kaldet dialekter) benytter toner — det betyder, at tonen eller toneforløbet i en stavelse kan ændre et ords betydning. I mandarin er der f.eks. fire primære toner plus en neutral tone; i andre varieteter som kantonesisk findes flere toner (ofte 6–9 toneslasser afhængig af analyse).

Et enkelt eksempel i mandarin med stamme /ma/:

• mā (1. tone) = mor (eksempelmæssigt)
• má (2. tone) = han kan betyde 'larve' eller andet afhængigt af kontekst
• mǎ (3. tone) = hest
• mà (4. tone) = skælde ud

Disse kontraster viser, hvor centrale toner er for forståelsen.

Dialektgrupper og geografisk udbredelse

Ud over mandarin, wu, yue og min findes andre hovedgrupper som xiang, gan, hakka (kejia) og jin. Mange af disse grupper har lokal prestige og rige litterære og kulturelle traditioner. For eksempel er yue (kinesisk kantonesisk) dominerende i Hongkong og Macau og blandt store dele af den kinesiske diaspora i Sydøstasien og den vestlige verden.

Mange talte varieteter er tæt knyttet til bestemte regioner og etniske grupper (fx Han-folkets forskellige undergrupper) og bruges i hverdagskommunikation, medier og lokalkultur. Selvom standardmandarin er udbredt via uddannelse og officiel kommunikation, bevares lokale sprog ofte i hjemmet, i lokal radio/TV, i teatertraditioner og i musik.

Historie og moderne udvikling

Kinesiske tegn har en meget lang historisk kontinuitet — de blev udviklet for flere tusind år siden — og skrifttraditionen har haft stor betydning for kultur, administration og uddannelse. I begyndelsen af det 20. århundrede skete der en bevægelse fra klassisk skriftlig litteratur til et mere mundtligt, vernakulært skriftsprog (白话 / báihuà), som danner grundlaget for moderne skrevet standardkinesisk.

Samtidig har teknologiske fremskridt (computere, input-metoder og mobile enheder) og globalisering påvirket, hvordan kinesiske sprog bruges: Pinyin-systemer og input-metoder gør det lettere at skrive kinesisk med latinske taster, og digitale medier har forøget udvekslingen mellem regionale varieteter.

Praktiske noter

• Hvad man kalder "kinesisk": Enten en samlet sproglig familie eller specifikt standardmandarin, afhængig af kontekst.
• Skiftende skriftformer: Forenklede tegn på fastlandet, traditionelle tegn i Taiwan og Hongkong.
• Udtalehjælp: Lær Pinyin for at få et systematisk redskab til udtale af mandarin; vær opmærksom på toner.
• Mutuel forståelighed: Mange "dialekter" er så forskellige, at talere ikke umiddelbart forstår hinanden, hvilket begrunder betegnelsen separate sprog i lingvistisk forstand.

Samlet set er kinesisk en sproglig rig og heterogen samling af varianter med et stærkt fælles skriftsystem og en dominerende standard (mandarin), men med stor lokal mangfoldighed i udtale, ordforråd og kultur.

Forskellige sprog eller dialekter af kinesisk

Det kinesiske sprog er som et stort træ. Træets basis startede for tusindvis af år siden. Det har nu flere hovedled. Nogle mennesker kalder "bare en gren", hvad andre mennesker kalder en hovedgren, så man kan sige, at der er seks eller syv hovedgrene. Hver af disse hovedgrene deler sig i grene på samme måde, som der er grene af engelsk, der tales i Storbritannien, USA, Australien, Indien osv. Ligesom de romanske sprog alle stammer fra området omkring Rom og er baseret på latin, har de kinesiske sprog alle en fælles kilde, så de har mange fælles ting mellem sig.

Her er de syv vigtigste hovedgrupper af sprog/dialekter af kinesisk efter størrelse:

• Guan ("nordlig" eller mandarin), 北方話/北方话 eller 官話/官讘话 (ca. 850 millioner talere),
• Wu, 吳/吴, som omfatter shanghainesisk (ca. 90 millioner talere),
• Yue (kantonesisk), 粵/粤 (ca. 80 millioner talere),
• Min (hokkien, som omfatter taiwanesisk), 閩/闽 (ca. 50 millioner talere),
• Xiang, 湘 (ca. 35 millioner talere),
• Hakka, 客家 eller 客 eller 客 eller "gæstefamilie"-tale (ca. 35 millioner talere),
• Gan, 贛/赣 (ca. 20 millioner talere)

Filialer i moderne tid er kun vist for "Guan" (embedsmændenes sprog. Mandarin).

Spørgsmål og svar

Sp: Hvilken sprogfamilie tilhører kinesisk?

Spørgsmål: Hvad er de vigtigste regionale varianter af kinesisk?

Spørgsmål: Hvordan påvirker forskelle i tale det at skrive kinesisk?

Sp: Hvad er det officielle sprog, der anvendes i Kina?

Spørgsmål: Undervises der i mandarin i hele Kina?

Spørgsmål: Hvor længe har kinesiske tegn eksisteret?

Spørgsmål: Hvordan repræsenterer Hanyu Pinyin lyde med romerske bogstaver?

Søg efter bogstav