Urdu | det nationale sprog i Pakistan

Historie

Det, der i dag er mest kendt som "urdu", menes at være opstået i det 11. århundrede e.Kr. i Lahore og omegn, da Ghaznavid-imperiet kom ind på subkontinentet og herskede over Punjab, de fem floders land.

Punjab var også kendt som "Hind" eller landet øst for Indus.

Ghaznaviderne var af tyrkisk race, men talte persisk som deres hovedsprog. Da de erobrede Punjab eller Hind med Lahore som hovedstad, kom de i kontakt med lokalbefolkningen, som talte et indo-arisk sprog, og som begyndte at indlemme persiske ord i deres sprog. Dette lokale sprog var også forfaderen til det moderne standardpunjabi.

Kontakterne mellem persisk og Punjabs oprindelige sprog begyndte at danne et nyt sprog, som blev kendt som "Lashkari Zaban" eller bataljonernes sprog.

Dette nye sprog, også kendt som hindavi, blev det fælles sprog for de lokale og de regerende ghaznavider i regionen. I det 12. århundrede e.Kr. trængte ghaznaviderne længere mod øst ind på subkontinentet og bragte dette sprog til Delhi, hvor det blev påvirket af det lokale sprog, khariboli.

Fra Delhi spredte det sig over store dele af det nordlige subkontinent og blev det fælles kommunikationssprog. Det fortsatte med at blive påvirket af khariboli og spredte sig til byer som Lucknow og Hyderabad Daccan. Det fik også nye navne og titler gennem århundrederne.

Indfødte digtere i disse byer og i det meste af regionen bidrog til udviklingen af den og tilføjede mange persiske og chagatai ord til den. De tilføjede også indirekte arabiske ord, som persisk allerede indeholdt persiske ord.

Den fortsatte med at udvikle sig under Delhi-sultanatet under indflydelse af Khariboli.

Mogulriget var et andet muslimsk rige af tyrkisk oprindelse, som talte chagatai som modersmål og persisk som andet sprog, selv om de ikke var etnisk persiske eller racemæssigt iranske.

I løbet af denne periode blev sproget almindeligvis kendt som Zaban-i-Ordu eller den kongelige lejrs sprog.

I slutningen af det attende århundrede e.Kr. menes det, at digteren Ghulam Mashafi har givet det navnet "urdu", som blev forkortet fra "Zaban-i-Urdu".

Ordet stammer fra chagatai, mogulernes modersmål, som tilhørte den østlige turkiske sprogfamilie. Chagatai var nært beslægtet med det nuværende usbekisk og uyghur og fjernt beslægtet med det nuværende tyrkisk, fordi de alle tilhørte den samme turkiske sprogfamilie.

I sin egen indfødte oversættelse var det Lashkari Zaban og Lashkari forkortet.

Også under mogulriget var det, der almindeligvis blev kendt som urdu, et hofsprog i en række større sydasiatiske byer, herunder Delhi, Amristsar, Lucknow og Lahore.

På det britiske imperiums tid blev det også kendt som "Hindustani" eller sproget i Hindustan, landet ved Indus. Det fortsatte med at fungere som et hofsprog i de samme byer.

Det blev indført som første sprog af mange mennesker i det nordlige Indien.

Ved afslutningen af det britiske styre og Pakistans uafhængighed blev det valgt som det nationale sprog for landets befolkning, fordi de talte forskellige sprog og dialekter.

I Indien blev det det nationale sprog, men det blev kaldt hindi og blev skrevet med Devanagari-skrift. Der blev også brugt færre arabiske, persiske og chagatai-ord, og i stedet blev der brugt sanskritord i stedet.

I dag er det det mest udbredte sprog i Pakistan med hensyn til antallet af talere og et registreret sprog i 22 indiske stater.

 

Slægtsskab med persisk

Forskelle

Bogstaverne i urdu er afledt af det persiske/farsi-alfabet, som er afledt af det arabiske alfabet. De yderligere bogstaver, der findes i urdu, omfatter ٹ ,ڈ ,ڑ (ṫ, ḋ, ṙ). For at gøre alfabetet mere beriget blev der oprettet to bogstaver for lydene ه (h) og ی (y). Ved at tilføje disse bogstaver til de eksisterende persiske bogstaver blev urdu-alfabetet mere velegnet til befolkningen i Pakistan og til nogle befolkninger i Nordindien, som primært bruger nastaliq-skrift. Begge er også indo-iranske sprog, der nedstammer fra proto-indo-iransk, men stammer fra separate undergrene, henholdsvis iransk og indo-arisk.

Ligheder

Urdu skrives fra højre til venstre ligesom farsi (persisk). Urdu skrives også i Nasta' liq-stilen i persisk kalligrafi. Nastaliq-stilen er en kursiv skrift, der er opfundet af Mīr ʿAlī af Tabrīz, en meget berømt kalligraf i timuridperioden (1402-1502). Begge tilhører den indo-iranske sprogunderfamilie.

 

Niveauer af formalitet

Uformel

Urdu er i sit mindre formaliserede register blevet kaldt en rekhta (ریختہ, ), som betyder "grov blanding". Det mere formelle register af urdu kaldes undertiden zabān-e-Urdu-e-mo'alla (زبان اردو معلہ [zəbaːn eː ʊrd̪uː eː moəllaː]), "Lejrens sprog".

I lokal oversættelse kaldes det Lashkari Zabān (لشکری زبان [lʌʃkɜ:i: zɑ:bɑ:n]), der betyder "bataljonssprog" eller "bataljonssprog". Dette kan forkortes til Lashkari.

Etymologien af det ord, der bruges på urdu, afgør for det meste, hvor flot eller veludført din tale er. Urdu-talere ville f.eks. skelne mellem پانی pānī og آب āb, der begge betyder "vand" f.eks. eller mellem آدمی ādmi og مرد mard, der betyder "mand". Det første ord er ad afledt af Adam (آدم) arabisk betyder fra Adam, og det kan bruges om både mand og kvinde i stedet for menneske. Det andet ord مرد mard henviser til et køn eller kan også bruges om mandehætte.

Hvis et ord er af persisk eller arabisk oprindelse, anses taleniveauet for at være mere formelt. Hvis persiske eller arabiske grammatiske konstruktioner, såsom izafat, anvendes på urdu, anses taleniveauet også for at være mere formelt og korrekt. Hvis et ord er arvet fra chagatai, anses taleniveauet for at være mere mundtligt og personligt.

Formelt

Urdu er et velformet sprog; mange ord bruges i det for at vise respekt og høflighed. Denne vægt på høflighed, som kommer fra ordforrådet, er kendt som Aadab ( høflig ) og til tider som takalluf (formelt) på urdu. Disse ord bruges mest, når man henvender sig til ældre eller folk, som man endnu ikke har mødt. Ligesom fransk Vous og Tu. Når man studerer fransk og andre former for sprog er lignende formelle sprogkonstruktioner til stede. Hele det grammatiske layout synes at være næsten identisk med den franske sprogstruktur. Reglerne for at danne sætninger og strukturere dem er identiske

 
Lashkari Zabān (" Battalionesisk sprog") titel på Nashk-skrift  

Poetik

To meget respekterede digtere, som ikke kun er berømte på det sydasiatiske subkontinent, men også i mange andre samfund verden over, er Mirza Ghalib og Sir Dr. Muhammed Iqbal. 

Mirza Ghalib

Ghalib (1797-1869) er berømt for sin klassiske satire og sarkasme, som det ses i følgende vers;

(latinsk/romersk alfabet):

Umer bhar hum yun hee ghalati kartey rahen Ghalib

Dhool ch-herey pei thee aur aur hum aaina saaf karte rahe

(oversættelse):

O Ghalib (selv), hele mit liv har jeg lavet de samme fejl igen og igen,

Jeg havde travlt med at rengøre spejlet, mens jeg havde snavs i ansigtet. 

Sir Dr. Muhammed Iqbal

Iqbal (1877-1938) var digter og aktiv politiker. Han fokuserede sin poesi på at fremhæve den svære situation, som det lidende muslimske samfund i Britisk Indien befandt sig i. I sine digte fremhævede han meget dristigt de manglende dyder og værdier i det moralsk korrupte indiske samfund. Trods megen modstand i begyndelsen endte han med at efterlade en enorm indflydelse. Han kaldes også "Østens digter" og "Islams digter". Hans arbejde fremgår af følgende vers;

(latinsk/romersk alfabet):     

Aapne bhe khafa mujh sei beganey bhe na khush

Mein zeher -e-halahal ku kabhi keh na saka qand

(oversættelse):

Jeg kunne ikke gøre hverken mine kære eller de fremmede glade,

da jeg aldrig ville kunne kalde et stykke gift for et stykke slik.  

Iqbal anses af mange for at være en inspirerende digter. Han spillede en stor rolle i Pakistan-bevægelsen, og mange hævder, at det var ham, der forestillede og tog initiativ til den.

 
Ghulam Hamdani Mushafi, digteren, som først menes at have opfundet navnet "urdu" for sproget omkring 1780 e.Kr. Inden da havde sproget forskellige navne.  

Almindelige ord/fraser på urdu

Formel urdu:

Aap tashreef rakhein = Vær venlig at sætte dig ned

Main mu'azzarat chahta/chahti hun = Undskyld mig/jeg undskylder

Uformel urdu: Aap bethein (Du sidder) eller Tum betho (Sid, mere uformelt)

Main maafi chahta/chahti hun= Jeg beder om tilgivelse

*************

Aap kaisay hein? = Hvordan har du det?

Main theek hun = Jeg har det fint

Assalam O Alaikum = Fred være med dig (det betyder grundlæggende "goddag", og det er en almindelig hilsen, der bruges i islamiske lande eller blandt muslimer generelt)

 

Urdu vs. hindi - hvad er forskellen?

Urdu's terminologi låner fra chagatai, sanskrit, persisk og arabisk. Hindi, historisk set også kendt som hindui (हिंदुई), er et sprog, der primært tales i Indien, og som erstattede farsi, chagatai og arabisk terminologi med sanskrit. Grammatisk set er de ens, og det er derfor, at hindi og urdu-talere kan føre en nogenlunde let samtale med hinanden.

Hovedparten af ord og vendinger i urdu er lånt fra persisk, chagatai og arabisk, som er sprog, der tales i Tyrkiet, Iran, Saudi-Arabien, mange lande i Mellemøsten og i Afghanistan osv. Urdu's skriftsprog er også skrevet med de nøjagtige alfabeter og skrifttyper fra persisk-arabisk og chagatai. Derfor er de i stand til at læse og skrive let på arabisk og persisk.

Navne på farver, genstande, følelser, dyr og meget mere er alle forskellige på urdu og hindi.