Kinesiske tegn (Hanzi/Kanji): Historie, betydning og kalligrafi

Kinesiske tegn er en type logogrammer, som er skriftlige symboler, der repræsenterer ord i stedet for lyde. De fleste tidligere kinesiske tegn var piktogrammer, som er enkle billeder, der bruges til at betegne en ting eller en idé. I dag er meget få moderne kinesiske tegn rene piktogrammer, men er en kombination af to eller flere enkle tegn, også kendt som radikaler. Selv om mange radikaler og tegn viser et ords betydning, er det ikke alle, der passer præcist til denne beskrivelse. Nogle gange giver et radikale eller endog et helt tegn i sig selv antydninger af ordets udtale i stedet for dets betydning.

For bedre at forklare de forskellige formål og typer af kinesiske tegn, der findes, har kinesiske lærde inddelt kinesiske tegn i seks kategorier kendt som liushu (六书 / 六書), der bogstaveligt talt oversættes som de seks bøger. De seks typer af kinesiske tegn er:

• Piktogrammer, xiàng xÍng (象形): tegn med et enkelt billede eller et enkelt radikal, der direkte repræsenterer konkrete navneord, f.eks. personer, steder og ting. Eksempler herpå er bl.a:

• Enkle ideogrammer, zhǐ shì (指事): tegn, der bruger ét radikale, til at repræsentere abstrakte navneord, f.eks. ideer og abstraktioner. Eksempler herpå er bl.a.:

• Komplekse ideogrammer, huì yì (会意), eller tegn, der bruger mere end én radikal til at repræsentere mere komplekse ideer eller abstraktioner. Eksempler herpå er:

• Fonetiske lånetegn, jiǎ jiè (假借), eller tegn, der låner en radikal fra andre tegn, fordi de lyder ens, ikke fordi de har samme betydning. Disse kaldes rebusser, eller billeder/bogstaver/tal/symboler, der bruges til at repræsentere et ord med samme udtale. F.eks. skriver nogen sætningen "Vi ses i aften" som "⊙ L C U 2nite". Nogle gange laves der et nyt tegn for det oprindelige ord for ikke at skabe forvirring mellem de forskellige ord.

Eksempler på ord med fonetiske tegn, der er almindelige i verden af i dag, er landenavne som f.eks. Canada, der udtales Jiānádà (加拿大) på kinesisk. Mens det tredje tegn 大 dà, der har betydningen "stor/stor/stor", synes at beskrive Canada godt, da det er et stort land, har de to første tegn 加 jiā, der betyder "at tilføje", og 拿 ná, der betyder "at tage", ingen åbenlys forbindelse til Canada. Man kan derfor roligt sige, at disse tegn kun blev valgt, fordi udtalen af hvert tegn lyder som stavelserne i det engelske navn på landet.

• Semantisk-fonetiske forbindelser, xíng shēng (形声), er tegn, der har mindst ét radikal, der antyder ordets betydning, og mindst ét radikal, der antyder ordets udtale. De fleste kinesiske tegn er denne type tegn. For eksempel betyder tegnet 媽 / 妈 mā mor, og tegnet består af 2 radikaler, 女 og 馬 / 马. Det semantiske radikale 女 betyder kvinde/kvinde/pige, da ordets betydning er relateret til radikalet, og selv om betydningen af det fonetiske radikale 馬 / 马 mǎ kun har lidt at gøre med ordets betydning, hvis det overhovedet har nogen betydning, lyder det som ordet 媽 / 妈 mā，så det bruges for at hjælpe læseren med at huske ordets udtale. Andre eksempler er bl.a:

• Forvandlede kognater, zhuan zhu (转注), eller tegn, der tidligere var forskellige måder at skrive andre tegn på, men som senere har fået en anden betydning.

Ingen ved præcis, hvor mange kinesiske tegn der er, men de største kinesiske ordbøger opregner omkring halvtreds tusinde tegn, selv om de fleste af dem kun er varianter af andre tegn, der findes i meget gamle tekster. F.eks. er tegnet 回 (huí) også blevet skrevet som varianttegnene 迴，廻，囬，逥，廽，，og 囘, selv om de fleste kinesere kun kender og bruger varianten 回. Undersøgelser i Kina viser, at der normalt bruges tre til fire tusinde tegn i dagligdagen, så man kan roligt sige, at en person skal kende tre til fire tusinde tegn for at være funktionelt læse- og skrivekyndig i kinesisk eller være i stand til at læse dagligdags skrift uden alvorlige problemer.

Tegn er en slags grafisk sprog, der er meget anderledes end sprog, der bruger et alfabet, som f.eks. engelsk. Den korrekte måde at skelne mellem dem på er at huske strukturen og betydningen af hvert enkelt tegn, ikke udtalen, fordi der er en meget tæt sammenhæng mellem betydning og struktur af tegn. Eksempel: 房(hus)=户+方. 房 er et tegn med formudtalelse. 户 er for form og 方 er for udtale. 户 betyder "dør". 房 betyder "En person bor bag en dør". 方 udtalen er fang og tonen er 1, og med tonemærket skrives det som fāng. 房 udtalen er også fang, men tonen er 2, og med tonemærket skrives det som fáng.

Kinesiske tegn er blevet brugt til at skrive andre sprog.

Der er stadig mange kinesiske tegn, der bruges på japansk og koreansk. Generelt afgøres en japansk persons uddannelsesniveau af antallet af kinesiske tegn, som vedkommende forstår. Selv om koreanere i dag for det meste skriver med hangul, det koreanske alfabet, har folk fundet ud af, at nogle betydninger ikke kan udtrykkes klart med hangul alene, så folk er nødt til at bruge kinesiske tegn som en note med en parentes. Før 1446 brugte koreanerne kun kinesiske tegn.

På japansk kaldes de kanji. Kanji kan bruges til at skrive både japanske ord og kinesiske låneord. Japansk skrift anvender en blanding af kanji og to kana-systemer. Kanji bruges mest til at vise et ords betydning, mens hiragana og katakana er stavemåder, der viser udtale af japanske ord. Begge skriftsystemer bruges ofte, når man skriver japansk.

På koreansk kaldes de hanja. Gennem det meste af Koreas historie var hanja det eneste skriftsystem, som de fleste skriftlærde koreanere kendte. Selv om hangul blev opfundet i 1446, blev det kun brugt af almindelige borgere og ikke af regeringen, indtil Korea blev uafhængigt af Japan. I dag skriver de fleste koreanere for det meste på hangul. I Nordkorea skriver folk næsten udelukkende på hangul, siden Kim Il-sung afskaffede hanja fra koreansk. I Sydkorea skriver folk mest på hangul, og nogle gange skriver de lidt hanja i visse tilfælde. Hanja bruges næsten aldrig til at skrive ord på koreansk som modersmål. Når det gælder disse ord, skriver koreanerne dem normalt bare med hangul. Hanja bruges normalt kun til at skrive kinesiske låneord ned, og normalt kun når betydningen af et låneord ikke er indlysende ud fra konteksten.

På vietnamesisk kaldes de chữNôm. Mange kinesiske låneord blev brugt på vietnamesisk, især i gammel vietnamesisk litteratur. Mens vietnameserne brugte mange kinesiske tegn, opfandt de også titusindvis af egne tegn til at skrive vietnamesiske ord. De radikaler, der blev brugt i chữ Nôm, var som regel en blanding af ordets betydning og udtale.

• Forenklede kinesiske tegn
• Traditionelle kinesiske tegn
• Wade-Giles, et romaniseringssystem, der bruges til at skrive kinesisk med det romerske alfabet