Tonesprog
Et tonesprog eller tonalsprog er et sprog, hvor ord kan adskille sig i toner (som tonehøjder i musik) ud over konsonanter og vokaler.
Mange asiatiske sprog er tonesprog, f.eks. kinesisk, vietnamesisk, thai og punjabi. De fleste sprog, herunder indoeuropæiske sprog som engelsk, er ikke tonesprog, men punjabi er en undtagelse. Desuden bruger mange afrikanske sprog som yorùbá, igbo, luganda, ewe og zulu også tone.
På nogle sprog er det i stedet tonehøjden, der er vigtig. Et ords betydning kan så ændre sig, hvis en anden stavelse understreges. Eksempler herpå er oldgræsk, hebraisk, svensk, norsk, serbokroatisk, litauisk og nogle asiatiske sprog som f.eks. japansk. Tonhøjdebetoning er dog noget andet end toner.
Nogle toner kan lyde ens for folk, der ikke taler et tonesprog. De er den sværeste del af det at lære et tonesprog for disse mennesker.
Eksempel
På mandarin har sætningen ma ma ma ma ma ma ma (麻媽罵馬) fire forskellige ord. Hvis tallene identificerer tonerne, kan de skrives ma2 ma1 ma4 ma3, hvilket betyder "hampens mor skælder hesten ud". Nogle romaniseringsmetoder markerer hver tone med en anden stavemåde; ma2 ma1 ma4 ma3 på Pinyin ville blive skrevet ma mha mah mah maa på Gwoyeu Romatzyh. De fleste bruger tal eller accenttegn (mā má mǎ mà på Pinyin). Der er en passage, der hedder Lion-Eating Poet in the Stone Den (施氏食獅史). Det har 92 tegn; de læses alle på samme måde på mandarin ("shi"), men med forskellige toner.
Mandarin har ikke mange stavelser: ordene for "mor", "hamp", "hest", "skælde ud" og et ord, der sættes i slutningen af sætninger for at gøre det til et spørgsmål, udtales alle "ma:"
- "Mor" er "ma", som er højt og niveau.
- "Hamp" er "ma", der starter lavt og slutter højt.
- "Horse" er "ma", der starter ret højt, falder meget lavt og går op igen.
- "Skæld ud" er "ma", der starter højt og slutter lavt.
- For at lave et spørgsmål tilføjes "ma" til sidst, men det holdes meget blødt og kort og på samme niveau.
Mandarin har "første tone", "anden tone", "tredje tone", "fjerde tone" og "neutral tone". Andre kinesiske dialekter har flere toner, nogle så mange som tolv.
Tonale markeringer
Vietnamesisk og Pinyin bruger accenter som toneangivelser for det latinske alfabet. Hver accent viser en ændret lyd for stavelsen. De fleste stavelser har kun én toneangivelse, men bogstaverne i stavelsen kan ændres ved hjælp af andre markeringer. Stavelser udgør normalt ét ord i sammensatte ord uden bindestreger.
Pinyin kan have stilforskelle, fordi den bruges til at hjælpe vesterlændinge. På den anden side har vietnamesisk en national skrift, som altid følger og bruger den samme stil.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er et tonesprog?
A: Et tonesprog er et sprog, hvor ord kan adskille sig i toner (som tonehøjder i musik) ud over konsonanter og vokaler.
Sp: Hvilke sprog betragtes som tonesprog?
Svar: Kinesisk, vietnamesisk, thai, lao, hmong, punjabi, sylheti, chittagonisk, yorùbá, igbo, luganda, ewe og cherokee anses alle for at være tonale sprog.
Spørgsmål: Bliver indoeuropæiske sprog som engelsk og hindi betragtet som tonale sprog?
A: Nej. De betragtes ikke som tonesprog, men kan bruge tone på forskellige måder. På nogle af disse sprog er det i stedet tonehøjdeaccent, der er vigtig.
Spørgsmål: Hvordan ændres betydningen af et ord, hvis en anden stavelse understreges?
Svar: Betydningen af et ord kan ændre sig, hvis en anden stavelse understreges. Eksempler herpå er oldgræsk, hebraisk, svensk, norsk, serbokroatisk litauisk og nogle asiatiske sprog som japansk og koreansk.
Spørgsmål: Hvordan adskiller tonehøjdeaccent sig fra toneleje?
A: Tonelejeaccent adskiller sig fra toner, fordi nogle toner kan lyde ens for folk, der ikke taler sproget som modersmål. Det gør dem til den vanskeligste del af sprogindlæringen for disse mennesker.
Spørgsmål: Er der nogen måde at gøre det nemmere at lære toner for personer, der ikke har det som modersmål?
A: Det kan være svært for personer, der ikke har sproget som modersmål, at lære toner, men der findes ressourcer, som giver tips om, hvordan man lærer dem mere effektivt, f.eks. lytteøvelser eller brug af mnemoteknik til at huske bestemte lyde eller mønstre, der er forbundet med bestemte ord eller sætninger i det sprog, man lærer.
