Nôm er en historisk skrift, som tidligere blev brugt til at skrive vietnamesisk. Systemet byggede på brug af kinesiske tegn (chữ Hán), men omfattede også tusinder af tegn, som vietnameserne selv skabte for at gengive ord og endelser, der ikke fandtes i kinesisk. Et af de tidligste kendte eksempler på nôm-indskrift er Van Ban-klokken, der blev graveret i 1076, og bevaret nôm-litteratur går tilbage til det 13. århundrede. Skriften var i almindelig brug i mange sammenhænge indtil begyndelsen af det 20. århundrede, hvor den gradvist blev udfaset til fordel for det vietnamesiske alfabet (quốc ngữ), en latinsk baseret skriftform.

Historisk brug og sociale rammer

Klassisk kinesisk blev i århundreder anvendt ved hoffet, i administrationen og ved officielle eksamener. Litteraturtemplet i Hanoi var en central skole for studier i kinesisk, og kandidater, der bestod embedseksamen, kunne få administrative embeder. De konfucianske lærde betragtede kinesisk som det lærdemæssige og officielle skriftsprog og anså ofte nôm for lavere, mens den brede befolkning og folkelig kultur ofte foretrak nôm til digtning, drama og mundtlig tradition. Kun en lille del af befolkningen kunne læse og skrive generelt, men næsten hver landsby havde ofte mindst én person med kunnen i nôm, som kunne læse officielle tekster, poesi eller religiøse tekster for lokalsamfundet.

Skriftens opbygning

På nôm kan et vietnamesisk ord skrives enten ved at bruge et eksisterende kinesisk tegn, der har samme betydning eller udtale, eller ved at danne nye tegn særligt for vietnamesiske ord. Hvert tegn fungerer i praksis som en stavelse og bærer både en semantisk komponent (betydning) og ofte en fonetisk komponent (udtale). Mange af tegnene er derfor phono-semantiske sammensætninger, hvor en del angiver betydningsfelt og en del angiver lyd. På denne måde afspejler nôm både den ideografiske tradition og behovet for at notere vietnamesisk lydstruktur. Fordi gamle kinesiske tegn kombineres med indfødte tegn for at gengive vietnamesiske stavelser, har mange tegn i praksis fået en fast semantisk eller lexikal forbindelse til en moderne vietnamesisk stavelse.

Et særligt udfordrende træk er, at vietnamesisk er et tonalt sprog, hvor betydningen af en stavelse ofte bestemmes af tone. Kinesiske tegn angav ikke toner eksplicit for vietnamesisk, og det gør nôm til en kompleks blanding af idétegn og tegn for lyde, hvor læsning ofte må baseres på kontekst og læsepraksis. Til sammenligning var udviklingen af fonetiske skrifter i Japan og Korea (kana og hangul) lettere, fordi japansk og koreansk ikke har tonesystemer i samme grad som vietnamesisk.

Udbredelse, nedgang og bevarelse

I løbet af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet vandt den latinske skrift, det såkaldte quốc ngữ, stadig større udbredelse — først udviklet og bragt videre af kristne missionærer og senere fremmet under kolonitiden. Quốc ngữ benytter det latinske alfabet suppleret med diakritiske tegn til at angive både vokallyd og tone, hvilket gjorde læseudbredelse og skolegang lettere at standardisere. I modsætning til situationen i Japan og Korea, hvor traditionelle tegn stadig er en del af uddannelsessystemet, kræver moderne vietnamesisk undervisning i dag normalt ikke studier i de traditionelle tegn. Som følge heraf er antallet af folk, der mestrer nôm, faldet kraftigt: færre end 100 lærde i hele verden menes i dag at kunne læse nôm-frit.

Vietnamesisk litteratur skrevet på nôm omfatter vigtige værker og folkelige digtformer — blandt de mest kendte er klassikere som Kieu's fortælling (Truyện Kiều af Nguyễn Du) og poesi af digtere som Ho Xuan Huong. Mange af disse tekster kan i praksis kun læses sikkert gennem moderne transskriptioner eller oversættelser, selvom originalmanuskripter stadig studeres og bevares.

Moderne betydning og digital tilgængelighed

Kalligrafi med tegn er fortsat populær i Vietnam, særligt som udsmykning, lykkeamuleter og kulturelt symbol — især omkring nytår og ved traditionelle ceremonier. Den akademiske indsats for at bevare og studere nôm-materialet ledes blandt andre af Han-Nom-instituttet, der blev grundlagt i 1970 og arbejder på at indsamle, katalogisere og publicere relevante manuskripter og stenindskrifter.

Nôm-ideografierne blev integreret i det internationale elektroniske kodningssystem Unicode, hvilket har gjort digital registrering og bevaring lettere. Indlemmelsen i Unicode har åbnet for digitalisering, søgbarhed og akademisk udveksling af nôm-tekster, men fuld transkription og korrekt læsning kræver stadig specialiseret fagkundskab.

Afsluttende bemærkninger

Chữ Nôm repræsenterer en vigtig del af Vietnams kulturelle og litterære arv: det afspejler hvordan et sprog og samfund tilpasser et skriftsystem med fremmed oprindelse til lokale behov gennem skabelse af nye tegn og læsepraksisser. Selvom quốc ngữ i dag er fuldt dominerende, er studier i nôm, konservering af manuskripter og digitalt arkivarbejde afgørende for at bevare adgangen til landets historiske litteratur, religion og administrationstekster.