Diakritisk | mærke sat over, under, gennem eller på et bogstav

Eksempler

Engelsk

Engelsk ortografi bruger ofte digraffer (som "ph", "sh", "oo" og "ea") i stedet for diakritiske tegn for at vise flere lyde, end der kan vises med enkeltbogstaver i det latinske alfabet. I modsætning til andre systemer (f.eks. spansk), hvor stavemåden viser, hvordan ordene skal siges, er den engelske udtale så varieret, at diakritiske tegn alene ikke ville gøre den fonetisk. Ved at bruge digraffer viser vi lyde, som ikke kan vises med enkeltbogstaver.

Diakritiske tegn bruges ikke meget i moderne engelsk. To typer af diakritiske tegn er blevet en del af daglig engelsk: prikken over "i" eller "j" og apostrof. Men de opfattes ikke længere almindeligvis som værende diakritiske. Apostrof bruges til at vise manglende bogstaver (elision, it's til at erstatte it is) og til at vise besiddelse (som i Mike's bil).

I de fleste andre tilfælde betragtes brugen af diakritiske tegn til engelske ord som gammeldags (bruges ikke længere). Diaereser (svarende til umlautter) kan bruges på ord, hvor to vokaler ved siden af hinanden udtales separat som noöne, reëstablished eller coöperate (to vokaler, der udtales sammen, er en diftong). Denne metode bruges stadig nogle gange. Diakritiske tegn anvendes undertiden i låneord (ord af udenlandsk oprindelse), f.eks. naïve, entre, pâté, façade, som er franske ord.

Fransk

Bogstavet e: Almindeligt er den akutte accent é (stigende stemme, som i det franske ord née), den grav accent è (faldende stemme); élève har (fra venstre) akut, grav og stumt e. Cedillen ç signalerer et blødt c, der lyder som et s på engelsk.

Et andet princip illustreres af omskrivningsfløjen î. Dette viser normalt tab af bogstav: f.eks. maistre (middelfransk) > maître (moderne fransk). Dens funktion er således historisk. Desuden bruges omflexet, sjældnere, til at skelne mellem homofoner. Det er ord med samme stavemåde, men med forskellige betydninger. Eksempel: sur = på, men sûr = sikker. I disse tilfælde kan udtalen af de to ord være forskellig.

Spansk

På spansk signalerer den akutte accent blot stress, f.eks. educación. Her er betoningen på den sidste vokal og ikke på den sædvanlige næstsidste. Næstsidste vokal (stavelse) er den sædvanlige position for betoning i talt spansk. Den signaleres normalt ikke af en trykt accent. Hvor betoningen ligger på sin sædvanlige plads, udelades slutkonsonanten ofte i tale.

Tilde ñ udtales nogenlunde som ny. Den tæller som et selvstændigt bogstav i deres ordbøger og kommer efter n.

Det dobbelte L udtales som vores Y, og LL står i spanske ordbøger i sin egen sektion, efter sektionen med enkelt L.

Tysk

Umlaut ü udtales på tysk som ue og bruges i mindre grad i moderne tysk. Historiske navne skal altid beholde umlautet, hvis det blev brugt til det pågældende navn.

Svensk, norsk, dansk

De skandinaviske sprog behandler tegn med diakritiske tegn ä, ö og å som nye og separate bogstaver i alfabetet og sorterer dem efter z. Normalt sorteres ä som lig æ (as) og ö som lig ø (o-skråstreg). Også aa, når det bruges som en alternativ stavemåde til å, sorteres som sådan. Andre bogstaver, der er modificeret med diakritiske tegn, behandles som varianter af det underliggende bogstav, bortset fra ü, der ofte sorteres som y.

 

Ikke-romerske skrifter

Skrifter for semitiske sprog som arabisk og hebraisk har en lang række forskellige diakritiske tegn. Dette skyldes dels, at skriften for semitiske sprog oprindeligt blev dannet uden separate bogstaver for vokaler, dels at nogle af sprogene (især arabisk) tales i en række dialekter.

De diakritiske tegn på hebraisk og arabisk bruges dog ikke altid.

 
1 Mosebog 1:9 Og Gud sagde: "Vandet skal samle sig". Bogstaver i sort, niqqud i rødt , cantillation i blåt