Diakritiske tegn: Definition, udtale og eksempler

Diakritiske tegn: Få klar definition, udtalevejledning og praktiske eksempler på accenter og diakritika i forskellige sprog — lær, hvordan de ændrer udtale og mening.

Forfatter: Leandro Alegsa

20-10-2025 14:57

Et diakritisk tegn er et tegn, der er sat over, under, gennem eller på et bogstav. Nogle eksempler på diakritiske tegn er en akut accent eller en grav accent. Ordet kommer af det græske ord διακριτικός (oversat diakritikós, "skelne"). Normalt påvirker det den måde, som ordet siges (udtales) på. De fleste diakritiske tegn vedrører udtale, fordi de fleste alfabeter ikke beskriver ords lyde nøjagtigt. Diakritiske tegn er sjældne på engelsk, men almindelige på mange andre sprog.

Hvad bruges diakritiske tegn til?

Diakritiske tegn har flere funktioner:

Angive udtale: Ændrer vokallyd eller tryk (fx fransk é, tysk ö, spansk ñ).
Skille betydninger ad: Et accenttegn kan ændre ordets betydning (fx spansk si = hvis vs. sí = ja; fransk ou = eller vs. où = hvor).
Markere grammatiske forskelle: Bruges til fx bøjning eller for at vise tryk i låneord.
Fungere som bogstavvariationer: I nogle sprog er tegn som æ, ø, å eller ä, ö en del af alfabetet og ikke blot en dekoration.
Skrive særlige lyde: Nogle sprog har lyde, der ikke findes i det latinske alfabet, og disse gengives ved hjælp af diakritika (fx tjekkisk háček: č, polsk lodówka: ł).

Almindelige typer diakritiske tegn

Akut accent (´) – angiver ofte lukket vokallyd eller tryk (fx fransk é, spansk é).
Grav accent (`) – markerer ofte åbent vokallyd eller adskillelse (fx fransk ès, italiensk è).
Circumflex (^) – kan indikere vokallængde eller historisk bogstavtab (fx fransk ô).
Tilde (~) – bruges til nasaliserede vokaler eller specifikke bogstaver (fx spansk ñ, portugisisk nasaliseret vokal ã).
Umlaut / diaerese (¨) – ændrer vokallyd (tysk ä, ö, ü), eller angiver at en vokal udtales separat (diaerese på fx naïve).
Cedilla (¸) – placeres under c for at lave /s/-lyd i fx fransk façade.
Caron / háček (ˇ) – findes i tjekkisk, slovakisk m.fl., fx č, š.
Streg gennem bogstavet (ł, ð) – angiver andre konsonantlyde, fx polsk ł.
Ring over (˚) – fx svensk å, norsk/dansk anvender tilsvarende bogstaver.
Ogonek, macron, breve – bruges i bl.a. baltiske og indoeuropæiske praksisser for nasalitet eller vokallængde.

Eksempler fra forskellige sprog

Fransk: école, où, été, français.
Spansk: mañana, niño, sí, corazón.
Tysk: schön, über, Straße (ß er ikke et diakritisk tegn, men et særskilt bogstav).
Portugisisk: ação, coração, façanha.
Tjekkisk/Slovakisk: čaj, šťastný.
Polsk: łąka, Łódź, gęś.
Dansk/nordiske sprog: æ, ø, å er i praksis separate bogstaver i alfabetet. I dansk bruges også akut accent i enkelte låneord og for trykmarkering (fx idé).

Tekniske og praktiske forhold

Unicode og kodning: I moderne tekstbehandling gemmes diakritika enten som forenede tegn (precomposed) eller som kombinerende diakritiske tegn. Derfor taler man ofte om normaliseringsformer (NFC/NFD) for at håndtere søgning og sammenligning korrekt.
Søgning og sortering: Nogle systemer ignorerer diakritika ved søgninger, andre skelner. Det kan ændre resultatet betydeligt (fx søgning efter cafe vs. café).
Tastatur og indtastning: Mange tastaturer har genveje (dead keys), specialtaster eller ALT-koder til diakritiske tegn. Alternativt bruges specialtegnsmenuer i operativsystemer og teksteditorer.
Kapitalisering: Når bogstaver med diakritika sættes til store bogstaver, bevares diakritikken normalt (fx É, Ü), men enkelte ældre systemer eller skrifttyper har problemer med dette.

Vigtige pointer

Diakritika påvirker ofte mening og udtale: Fjernelse af et diakritisk tegn kan give et helt andet ord.
Ikke altid “bare pynt”: I mange sprog er diakritiske tegn grammatisk og fonetisk vigtige.
I dansk: Æ, Ø og Å regnes som selvstændige bogstaver. Andre accenter optræder hovedsageligt i lånord eller som stilistiske/udtalemarkører (fx idé).

Hvis du arbejder med tekster på flere sprog, er det nyttigt at kende både de almindelige diakritiske tegn og hvordan de håndteres teknisk (kodning, normalisering og søgning), så betydning og udtale bevares korrekt.

Udviklingen af det tidlige arabisk (9.-11. århundrede). Basmalaen blev taget som eksempel fra kufiske Koranmanuskripter. (1) Tidligt 9. århundrede. skrift uden prikker eller diakritiske tegn [1]; (2) og (3)9. - 10. århundrede under Abbasid-dynastiet, Abu al-Aswads system indfører røde prikker med hvert arrangement eller position, der angiver en anden kort vokal. Senere blev et andet system med sorte prikker anvendt til at skelne mellem bogstaver som "fāʼ " og "qāf" [2] [3]; (4) 11. århundrede, I Al Farāhídis system (system vi kender i dag) blev prikker ændret til former, der ligner bogstaverne for at transskribere de tilsvarende lange vokaler [4].

Eksempler

Engelsk

Engelsk ortografi bruger ofte digraffer (som "ph", "sh", "oo" og "ea") i stedet for diakritiske tegn for at vise flere lyde, end der kan vises med enkeltbogstaver i det latinske alfabet. I modsætning til andre systemer (f.eks. spansk), hvor stavemåden viser, hvordan ordene skal siges, er den engelske udtale så varieret, at diakritiske tegn alene ikke ville gøre den fonetisk. Ved at bruge digraffer viser vi lyde, som ikke kan vises med enkeltbogstaver.

Diakritiske tegn bruges ikke meget i moderne engelsk. To typer af diakritiske tegn er blevet en del af daglig engelsk: prikken over "i" eller "j" og apostrof. Men de opfattes ikke længere almindeligvis som værende diakritiske. Apostrof bruges til at vise manglende bogstaver (elision, it's til at erstatte it is) og til at vise besiddelse (som i Mike's bil).

I de fleste andre tilfælde betragtes brugen af diakritiske tegn til engelske ord som gammeldags (bruges ikke længere). Diaereser (svarende til umlautter) kan bruges på ord, hvor to vokaler ved siden af hinanden udtales separat som noöne, reëstablished eller coöperate (to vokaler, der udtales sammen, er en diftong). Denne metode bruges stadig nogle gange. Diakritiske tegn anvendes undertiden i låneord (ord af udenlandsk oprindelse), f.eks. naïve, entre, pâté, façade, som er franske ord.

Fransk

Bogstavet e: Almindeligt er den akutte accent é (stigende stemme, som i det franske ord née), den grav accent è (faldende stemme); élève har (fra venstre) akut, grav og stumt e. Cedillen ç signalerer et blødt c, der lyder som et s på engelsk.

Et andet princip illustreres af omskrivningsfløjen î. Dette viser normalt tab af bogstav: f.eks. maistre (middelfransk) > maître (moderne fransk). Dens funktion er således historisk. Desuden bruges omflexet, sjældnere, til at skelne mellem homofoner. Det er ord med samme stavemåde, men med forskellige betydninger. Eksempel: sur = på, men sûr = sikker. I disse tilfælde kan udtalen af de to ord være forskellig.

Spansk

På spansk signalerer den akutte accent blot stress, f.eks. educación. Her er betoningen på den sidste vokal og ikke på den sædvanlige næstsidste. Næstsidste vokal (stavelse) er den sædvanlige position for betoning i talt spansk. Den signaleres normalt ikke af en trykt accent. Hvor betoningen ligger på sin sædvanlige plads, udelades slutkonsonanten ofte i tale.

Tilde ñ udtales nogenlunde som ny. Den tæller som et selvstændigt bogstav i deres ordbøger og kommer efter n.

Det dobbelte L udtales som vores Y, og LL står i spanske ordbøger i sin egen sektion, efter sektionen med enkelt L.

Tysk

Umlaut ü udtales på tysk som ue og bruges i mindre grad i moderne tysk. Historiske navne skal altid beholde umlautet, hvis det blev brugt til det pågældende navn.

Svensk, norsk, dansk

De skandinaviske sprog behandler tegn med diakritiske tegn ä, ö og å som nye og separate bogstaver i alfabetet og sorterer dem efter z. Normalt sorteres ä som lig æ (as) og ö som lig ø (o-skråstreg). Også aa, når det bruges som en alternativ stavemåde til å, sorteres som sådan. Andre bogstaver, der er modificeret med diakritiske tegn, behandles som varianter af det underliggende bogstav, bortset fra ü, der ofte sorteres som y.

Ikke-romerske skrifter

Skrifter for semitiske sprog som arabisk og hebraisk har en lang række forskellige diakritiske tegn. Dette skyldes dels, at skriften for semitiske sprog oprindeligt blev dannet uden separate bogstaver for vokaler, dels at nogle af sprogene (især arabisk) tales i en række dialekter.

De diakritiske tegn på hebraisk og arabisk bruges dog ikke altid.

1 Mosebog 1:9 Og Gud sagde: "Vandet skal samle sig". Bogstaver i sort, niqqud i rødt , cantillation i blåt

Spørgsmål og svar

Sp: Hvad er et diakritisk tegn?

A: Et diakritisk tegn er et tegn, der er sat over, under, gennem eller på et bogstav, og som normalt påvirker den måde, ordet siges (udtales) på.

Sp: Hvor kommer ordet "diakritisk" fra?

A: Ordet kommer fra det græske ord היבךסיפיךע (oversat diakritikףs, 'skelne').

Spørgsmål: Er diakritik almindeligt forekommende på engelsk?

A: Nej, diakritik er sjældent på engelsk, men almindelig på mange andre sprog.

Spørgsmål: Hvorfor er de fleste alfabeter ikke nøjagtige, når det gælder beskrivelsen af ords lyde?

A: De fleste alfabeter beskriver ikke ords lyde nøjagtigt, fordi de mangler visse symboler og tegn, der er nødvendige for at gengive dem nøjagtigt.

Spørgsmål: Hvad er nogle eksempler på diakritiske tegn?

A: Nogle eksempler på diakritiske tegn er en akut accent eller en grav accent.

Sp: Hvordan kan diakritiske tegn påvirke udtalen?

A: Diakritiske tegn kan påvirke udtalen ved at ændre den måde, et bestemt bogstav eller en stavelse udtales på.

Søge