Japansk (Nihongo): skriftsystemer, grammatik og historie
Lær om japansk (Nihongo): skriftsystemer (hiragana, katakana, kanji), grammatik, historie og sprogpåvirkninger — en klar, praktisk guide for begyndere og viderekomne.
Det japanske sprog (japansk: 日本語, romaniseret: Nihongo) er det officielle sprog i Japan, i Østasien. Japansk tilhører den japanske sprogfamilie, som også omfatter de truede Ryukyuan-sprog. En teori siger, at japansk og koreansk er beslægtet, men de fleste lingvister mener det ikke længere. Andre teorier om japanernes oprindelse går ud på, at det er beslægtet med de austronesiske sprog, de dravidiske sprog eller den kontroversielle altaiske sprogfamilie. Den betegnelse, der anvendes for japansk som et fag, som borgerne studerer, er "kokugo" (国語), som betyder nationalsprog. Ikke desto mindre omtales japansk stadig som Nihon-go af japanerne.
Skriftsystemer
Japansk bruger tre forskellige skriftsystemer samtidig: hiragana, katakana og kanji. Hiragana og katakana er fonetiske systemer (stavelsesalfabet/«mora»-skrift) og viser udtalen af japanske ord. Kanji er den japanske variation af kinesiske tegn og viser ofte betydningen eller rodformen af ord. I moderne japansk bruges de tre systemer i kombination:
- Kanji bruges især til substantiver, verbstammer og adjektivstammer samt navne og konceptuelle ord.
- Hiragana bruges til grammatiske endelser (okurigana), partikler, bøjninger og ord uden kanji eller når et forfattervalg kræver det (fx børnetekster).
- Katakana bruges til låneord (gairaigo), udenlandske navne, onomatopoetika, tekniske termer og til at fremhæve ord.
Der findes også romaji (latinske bogstaver) til transkription, hvilket ofte bruges i ordbøger, sprogundervisning og skilte for udlændinge. Efter Anden Verdenskrig blev ortografien reformeret: blandt andet er lister over almindeligt anvendte kanji blevet standardiseret (Toyo/Jōyō-kanji), og læseretningen er mere fleksibel i moderne medier.
Grammatik — grundtræk
Japansk adskiller sig fra engelsk i ordstilling og grammatiske markører. Sætningsordstillingen er normalt subjekt–objekt–verb (SOV): verbet står ofte til sidst. I stedet for fleksion i ordstilling angiver partikler ordets funktion (fx は, が, を). Politet og formel tone er centrale: forskellige bøjningsformer og høflighedsformer (fx desu/masu versus rå ordbform) ændrer både høflighed og nuance.
Eksempler fra den oprindelige tekst illustrerer, hvordan betydning ændres med endelser snarere end kun ordstilling: そうですか sou desu ka (»er det sådan?«) kontra そうです sou desu (»sådan er det«). Et japansk ord består ofte af en stamme («krop») og suffikser, og ved at ændre suffikset ændres verbets tid, aspekt, høflighed eller negativ form.
Nogle vigtige grammatiske træk:
- Verber bøjes for tid (nutid/fortid), aspekt (perfektiv/imperfectiv) og høflighed, men ikke for person eller tal.
- Adjektiver i japansk kan fungere som predikater og bøjes (især i-type og na-type adjektiver).
- Der er ingen grammatisk køn og begrænset brug af artikler; flertalsmarkering er ofte implicit eller udtrykt med talord/kvantorer.
- Traditionel japansk har et rigt sæt af høflighedsformer (keigo), opdelt i respektfuldt, ydmygt og høfligt sprogbrug.
- Talord og tælleord (counters) er vigtige: forskellige tælleord bruges afhængig af, hvad der tælles (lange objekter, flade genstande, personer osv.).
Udtale og prosodi
Japansk fonologi er relativt enkel sammenlignet med mange europæiske sprog. Stavelsesmæssigt er det bygget over «mora»-enheder (korte rytmiske enheder). Der er få vokallyde (typisk /a, i, u, e, o/) og et begrænset konsonantsystem. Et karakteristisk træk er pitch-accent: forskelle i tonehøjde kan adskille ords betydning i nogle dialekter (især i Tokyo-dialekten), selvom det ikke er tonal som i kinesisk.
Historie og oprindelse
Japansk har udviklet sig gennem århundreder under påvirkning fra kinesisk (særligt via buddhisme og klassisk litteratur) samt senere fra europæiske sprog. Klassisk japansk og middelalderlig litteratur brugte kanji intensivt, og hiragana udviklede sig blandt andet som en mere flydende skriftform. Efter Meiji-periodens modernisering og især efter Anden Verdenskrig blev der gennemført sprogpolitiske reformer og stor tilstrømning af nye ord.
Lånord og moderne påvirkninger
Efter Anden Verdenskrig kom mange engelske ord ind i det japanske sprog. Disse lånord, kaldet gairaigo, skrives ofte med katakana. Et eksempel er アイスクリーム アイスクリーム (aisukurīmu), der betyder "is" (ice cream). Lånord omfatter ikke kun engelsk, men også portugisiske, hollandske og andre europæiske ord fra tidligere kontakter.
Dialekter og sprogstatus
Japan har mange regionale dialekter (hōgen). Nogle dialekter, fx Kansai-dialekten (Kansai-ben) eller Tohoku- og Kyushu-dialekter, adskiller sig markant fra standardjapansk (kyōtsūgo), som er baseret på Tokyo-området. Ryukyuan-sprogene (omtalt tidligere) er i praksis egne sprog og ikke blot dialekter, og de er truede.
Japansk er i dag fortsat det dominerende sprog i Japan med stærke institutionelle rammer: uddannelse, medier og regering bruger standardjapansk, men regionale variationer lever videre i dagligt sprog og kultur.
Læringsråd kort
- Begynd med hiragana og katakana — de er nødvendige til ordforråd og udtale.
- Lær almindelige kanji gradvist; fokusér på Jōyō-kanji (almindeligt brugte tegn) og kanji relateret til dit interesseområde.
- Øv partikler, basisverb- og adjektivbøjning samt høflighedsformer tidligt, da de er centrale for at kunne kommunikere.
- Lyt til talte eksempler for pitch-accent og rytme; talt sprog hjælper med at opfatte naturlige fraser og høflighedsniveauer.
Japansk er et rigt og nuanceret sprog med lang historie, komplekse skriftsystemer og stærke sociale koder — et sprog der både bevarer traditionelle strukturer og løbende tager nye elementer til sig.
En kopi af Man'yōshū, den ældste bevarede samling af japansk poesi fra Nara-perioden. Den er skrevet med kinesiske tegn, men er på japansk sprog.
Lyder
Japansk har fem vokallyde, der kan have to forskellige længder. De er a, i, u, e, o. I IPA translittereres de som /a/, /i/, /ɯ/, /e/, /o/; og på engelsk udtales de som ah, ee, oo, eh, oh. Forlængelse af en vokal kan ændre ordets betydning: ojisan (おじささん, onkel) og ojiisan (おじいいさん, bedstefar). Japansk har en lyd, der ligner det engelske l, men den ligner også det engelske r. (Derfor kan det være svært for mange japanere, når de skal lære at lave begge lyde, når de taler engelsk). Japansk har en lyd, som ikke er ualmindelig på engelsk, og som normalt skrives Tsu (つ). Denne lyd forekommer i "tsunami" (つなみ), det japanske ord for store havbølger forårsaget af jordskælv eller ekstremt vejr.
Grammatik
Når udlændinge taler japansk, er det vigtigt, at de ved, hvor formelle de skal være, når de taler med folk, som du måske eller måske ikke kender. I Japan kan det blive betragtet som uhøfligt (uhøfligt), hvis man ikke er formel nok.
På japansk bruger sætninger ordstilling med subjekt-objekt-verbum (SOV), så verbet står sidst i sætningen og subjektet i begyndelsen. Mange sætninger har intet subjekt, og lytteren kan udlede subjektet ud fra konteksten og verbets form.
På japansk hedder Japan Nihon (日本), og sproget hedder Nihongo (日本語) (-go betyder sprog). Nogle gange bruges også ordene Nippon og Nippongo, men begge ord opfattes nu som mere nationalistiske, og Nihon er et mere neutralt ord. Ordets kanji betyder "sol-oprindelse". Da Japan ligger i den østlige udkant af Asien, stod solen for observatører i Kina op fra Japans retning. Derfor kaldes Japan for "Landet med den opgående sol".
Japansk er også et agglutinerende sprog, især i verberne. Ordene har en kort "krop", og det er let at tilføje præfikser eller suffikser for at ændre eller omdefinere betydningen.
Japanske ord kommer fra tre hovedkilder. Den første er wago (和語), som er indfødte japanske ord og også kan kaldes yamato kotoba (大和言葉). Det andet er kango (漢語), som er kinesiske låneord. Det tredje er gairaigo (外語), som er låneord lånt fra andre sprog end kinesisk (som regel engelsk siden Anden Verdenskrig).
System til skrivning
Japansk har tre hovedskriftsystemer:
Hiragana er et syllabarium, hvilket betyder, at hvert tegn repræsenterer en stavelse eller vokal. Hiragana er det standardiserede, fonetiske skriftsystem på japansk og bruges til grammatiske ord eller partikler, f.eks. は、を (wa - subjektpartikel, o - objektpartikel); ord, der ikke har Kanji-tegn, f.eks. こんにちは (kon'nichiwa - goddag); eller for begyndere til at skrive Kanji. Symbolerne blev oprindeligt overtaget fra Kanji-tegn og har med tiden ændret sig til deres tydelige, afrundede former (f.eks. 以 →い).
Katakana er også et stavelsesord, idet hvert Hiragana-tegn har et tegn i Katakana (f.eks. あ = ア こ = コ). Katakana anvendes til anslag (svarende til kursiv på engelsk) samt til gairaigo-ord og direkte translitterationer fra engelsk, f.eks. メニュー (Menyuu - Menu). Katakana blev oprindeligt lavet af buddhistiske munke for at lære japanerne at læse kinesisk.
Kanji er en tilpasning af det kinesiske logografiske skriftsystem, hvilket betyder, at hvert symbol oprindeligt skulle ligne det ord, det beskrev. Hvert symbol kan repræsentere et ord, f.eks. 音 (oto - lyd) eller en stavelse i et større ord. Der findes flere udtaleformer for hvert Kanji-tegn, som er kategoriseret i On'yomi (音読み) eller Kun'yomi (訓読み), afhængigt af ordets oprindelse.
Spørgsmål og svar
Sp: Hvad er det officielle sprog i Japan?
A: Det officielle sprog i Japan er japansk.
Spørgsmål: Hvilken sprogfamilie tilhører japansk?
A: Japansk tilhører den japanske sprogfamilie, som også omfatter de truede Ryukyuan-sprog.
Spørgsmål: Er japansk og koreansk beslægtede?
Svar: En teori siger, at japansk og koreansk er beslægtede, men det mener de fleste sprogforskere ikke længere.
Sp: Hvor mange skriftsystemer bruger japansk?
Svar: Japansk bruger tre separate skriftsystemer - hiragana, katakana og kanji.
Spørgsmål: Hvordan adskiller disse skriftsystemer sig fra hinanden?
A: Hiragana og katakana er fonetiske systemer og viser udtalen af japanske ord, mens kanji er en variation af kinesiske tegn, der viser ords betydning.
Sp: Hvordan adskiller engelske sætninger sig fra sætninger på japansk?
A: På engelsk sker forskellene mellem sætninger ofte ved at ændre ordstillingen, men på japansk kan dette gøres ved at tilføje eller ændre suffikser i slutningen af ord.
Spørgsmål: Er der kommet engelske ord ind i det japanske sprog efter anden verdenskrig?
A: Ja, mange engelske ord kom ind i det japanske sprog efter Anden Verdenskrig som låneord. Et eksempel er "アイスクリーム" (aisukurīmu), der betyder "is".
Søge