Det japanske sprog (japansk: 日本語, romaniseret: Nihongo) er det officielle sprog i Japan, i Østasien. Japansk tilhører den japanske sprogfamilie, som også omfatter de truede Ryukyuan-sprog. En teori siger, at japansk og koreansk er beslægtet, men de fleste lingvister mener det ikke længere. Andre teorier om japanernes oprindelse går ud på, at det er beslægtet med de austronesiske sprog, de dravidiske sprog eller den kontroversielle altaiske sprogfamilie. Den betegnelse, der anvendes for japansk som et fag, som borgerne studerer, er "kokugo" (国語), som betyder nationalsprog. Ikke desto mindre omtales japansk stadig som Nihon-go af japanerne.

Skriftsystemer

Japansk bruger tre forskellige skriftsystemer samtidig: hiragana, katakana og kanji. Hiragana og katakana er fonetiske systemer (stavelsesalfabet/«mora»-skrift) og viser udtalen af japanske ord. Kanji er den japanske variation af kinesiske tegn og viser ofte betydningen eller rodformen af ord. I moderne japansk bruges de tre systemer i kombination:

  • Kanji bruges især til substantiver, verbstammer og adjektivstammer samt navne og konceptuelle ord.
  • Hiragana bruges til grammatiske endelser (okurigana), partikler, bøjninger og ord uden kanji eller når et forfattervalg kræver det (fx børnetekster).
  • Katakana bruges til låneord (gairaigo), udenlandske navne, onomatopoetika, tekniske termer og til at fremhæve ord.

Der findes også romaji (latinske bogstaver) til transkription, hvilket ofte bruges i ordbøger, sprogundervisning og skilte for udlændinge. Efter Anden Verdenskrig blev ortografien reformeret: blandt andet er lister over almindeligt anvendte kanji blevet standardiseret (Toyo/Jōyō-kanji), og læseretningen er mere fleksibel i moderne medier.

Grammatik — grundtræk

Japansk adskiller sig fra engelsk i ordstilling og grammatiske markører. Sætningsordstillingen er normalt subjekt–objekt–verb (SOV): verbet står ofte til sidst. I stedet for fleksion i ordstilling angiver partikler ordets funktion (fx は, が, を). Politet og formel tone er centrale: forskellige bøjningsformer og høflighedsformer (fx desu/masu versus rå ordbform) ændrer både høflighed og nuance.

Eksempler fra den oprindelige tekst illustrerer, hvordan betydning ændres med endelser snarere end kun ordstilling: そうですか sou desu ka (»er det sådan?«) kontra そうです sou desu (»sådan er det«). Et japansk ord består ofte af en stamme («krop») og suffikser, og ved at ændre suffikset ændres verbets tid, aspekt, høflighed eller negativ form.

Nogle vigtige grammatiske træk:

  • Verber bøjes for tid (nutid/fortid), aspekt (perfektiv/imperfectiv) og høflighed, men ikke for person eller tal.
  • Adjektiver i japansk kan fungere som predikater og bøjes (især i-type og na-type adjektiver).
  • Der er ingen grammatisk køn og begrænset brug af artikler; flertalsmarkering er ofte implicit eller udtrykt med talord/kvantorer.
  • Traditionel japansk har et rigt sæt af høflighedsformer (keigo), opdelt i respektfuldt, ydmygt og høfligt sprogbrug.
  • Talord og tælleord (counters) er vigtige: forskellige tælleord bruges afhængig af, hvad der tælles (lange objekter, flade genstande, personer osv.).

Udtale og prosodi

Japansk fonologi er relativt enkel sammenlignet med mange europæiske sprog. Stavelsesmæssigt er det bygget over «mora»-enheder (korte rytmiske enheder). Der er få vokallyde (typisk /a, i, u, e, o/) og et begrænset konsonantsystem. Et karakteristisk træk er pitch-accent: forskelle i tonehøjde kan adskille ords betydning i nogle dialekter (især i Tokyo-dialekten), selvom det ikke er tonal som i kinesisk.

Historie og oprindelse

Japansk har udviklet sig gennem århundreder under påvirkning fra kinesisk (særligt via buddhisme og klassisk litteratur) samt senere fra europæiske sprog. Klassisk japansk og middelalderlig litteratur brugte kanji intensivt, og hiragana udviklede sig blandt andet som en mere flydende skriftform. Efter Meiji-periodens modernisering og især efter Anden Verdenskrig blev der gennemført sprogpolitiske reformer og stor tilstrømning af nye ord.

Lånord og moderne påvirkninger

Efter Anden Verdenskrig kom mange engelske ord ind i det japanske sprog. Disse lånord, kaldet gairaigo, skrives ofte med katakana. Et eksempel er アイスクリーム アイスクリーム (aisukurīmu), der betyder "is" (ice cream). Lånord omfatter ikke kun engelsk, men også portugisiske, hollandske og andre europæiske ord fra tidligere kontakter.

Dialekter og sprogstatus

Japan har mange regionale dialekter (hōgen). Nogle dialekter, fx Kansai-dialekten (Kansai-ben) eller Tohoku- og Kyushu-dialekter, adskiller sig markant fra standardjapansk (kyōtsūgo), som er baseret på Tokyo-området. Ryukyuan-sprogene (omtalt tidligere) er i praksis egne sprog og ikke blot dialekter, og de er truede.

Japansk er i dag fortsat det dominerende sprog i Japan med stærke institutionelle rammer: uddannelse, medier og regering bruger standardjapansk, men regionale variationer lever videre i dagligt sprog og kultur.

Læringsråd kort

  • Begynd med hiragana og katakana — de er nødvendige til ordforråd og udtale.
  • Lær almindelige kanji gradvist; fokusér på Jōyō-kanji (almindeligt brugte tegn) og kanji relateret til dit interesseområde.
  • Øv partikler, basisverb- og adjektivbøjning samt høflighedsformer tidligt, da de er centrale for at kunne kommunikere.
  • Lyt til talte eksempler for pitch-accent og rytme; talt sprog hjælper med at opfatte naturlige fraser og høflighedsniveauer.

Japansk er et rigt og nuanceret sprog med lang historie, komplekse skriftsystemer og stærke sociale koder — et sprog der både bevarer traditionelle strukturer og løbende tager nye elementer til sig.