Det malaysiske sprog, ofte kaldet Bahasa Melayu, tilhører den austronesiske sprogfamilie og tales i Brunei, Indonesien, Malaysia og Singapore samt i dele af det sydlige Thailand. Sproget tales primært af malajerne, men fungerer også som lingua franca i store dele af Sydøstasien.
Udbredelse og talere
Bahasa Melayu benyttes af både modersmålstalere og som andetsprog. Hvis man medregner både modersmål og andetsprog, skønnes overordnede tal at nå op på omkring 290 millioner mennesker i området omkring Malakkastrædet, herunder på kysterne af den malaysiske halvø og på den østlige kyst af Sumatra. Sproget er desuden etableret som modersmål i dele af Sarawak og i Vestkalimantan på Borneo. I det sydlige Filippinerne bruges malaysisk også som handelssprog i områder som de sydlige dele af Zamboanga-halvøen, Sulu-arkipelaget og de sydlige kommuner Bataraza og Balabac i Palawan, som overvejende er beboet af muslimer.
Officiel status og standardvarianter
I Malaysia er Bahasa Melayu national- og undervisningssprog, og i Brunei har malajisk også officiel status. I Singapore er malajisk et af de officielle sprog og bruges ceremonielt og i visse kultursammenhænge. I Indonesien udviklede den malayske basale form sig til det nationale sprog, Bahasa Indonesia, som er den primære form for kommunikation i landet; Bahasa Indonesia og Bahasa Melayu er gensidigt forståelige i høj grad, men har udviklet særpræg, standarder og ordforråd, som afspejler hver nations historie og administrativ praksis.
Skrift og ortografi
Bahasa Melayu skrives primært med det latinske alfabet (Rumi). Traditionelt og i visse religiøse og kulturelle sammenhænge anvendes også Jawi, et arabisk-baseret skriftsystem. Der er forskellige officielle ortografier i regionen, og der findes rettelses- og harmoniseringsforsøg mellem landene; et markant eksempel er Indonesiens Ejaan Yang Disempurnakan (den såkaldte "forbedrede stavemåde"), som adskiller sig på en række punkter fra den stavemåde, som anvendes i Malaysia.
Sproglig karakteristik
Grammatikken i Bahasa Melayu er relativt analytisk: ordstilling er typisk SVO (subjekt–verb–objekt), og sproget har få bøjninger i traditionel forstand. Betydninger udtrykkes ofte ved hjælp af præfikser, suffikser, reduplikation og partikler frem for ved ændringer i ordets endelse. Lydsystemet er relativt simpelt med klare vokallyde og konsonantklasser, hvilket bidrager til sprogets rækkevidde som handelssprog.
Historiske og kulturelle påvirkninger
Bahasa Melayu har gennem århundreder optaget lånord og begreber fra andre sprog som sanskrit, arabisk, persisk, portugisisk, hollandsk og engelsk — et spejl af regionens handelshistorie og koloniale perioder. Sproget har en lang tradition for litteratur, administration og handel i Malaysiske Øer, og det har spillet en central rolle i spredningen af islam og regionale kulturer.
Dialekter og relationen til Bahasa Indonesia
Der findes mange lokale dialekter og regionale varianter af malayisk—fx Johor-Riau, Kelantan, Terengganu, Sabah og Sarawak-varianter—som kan afvige betydeligt i udtale, ordforråd og idiomatik. Bahasa Indonesia bygger på en malayisk form, men har udviklet sin egen standard gennem planlagt sprogpolitik og skolevæsen; begge varianter er dog fortsat gensidigt forståelige i høj grad.
Moderne anvendelser
I dag bruges Bahasa Melayu i undervisning, medier, litteratur, administration og digital kommunikation. Der er samtidig bevægelser og initiativer, både for at bevare traditionelle skriftsystemer som Jawi og for at fremme moderne sprogbrug i en globaliseret kontekst.
Samlet set er Bahasa Melayu et centralt sprog i Sydøstasien med dybe historiske rødder, bred geografisk udbredelse og stor kulturel betydning i regionen.