Latinamerikansk populærmusik: oprindelse, stilarter og indflydelse

Europas indflydelse

Europa, og især Spanien, har haft følgende indflydelse på latinamerikansk musik:

1. Musikalsk notation. Det gør det ikke kun muligt for alle grupper at spille musik, men også for komponisterne at tjene penge på det. Det tilskynder til gengæld musikerne til at gøre sig den ulejlighed at skrive musikken ned og få den udgivet. Den udgivne musik giver os også en registrering af musik, som ikke længere spilles regelmæssigt.
2. Europæiske musikinstrumenter. På alle sydamerikanske og de fleste caribiske øer er den spanske guitar det mest almindelige instrument. Desuden er variationer af guitaren, som f.eks. den cubanske tres-guitar og den puertoricanske quattro-guitar, meget udbredt. Andre vigtige instrumenter er cornetten (senere trompet), klaveret, kontrabasen, violinen og andre instrumenter.
3. Systematisk undervisning for komponister, musikere og sangere begyndte med den første katedral i Cuba (i Santiago de Cuba). Ideen om systematisk undervisning bruges i dag i vid udstrækning for at få en slags ensartethed, så et band kan erstatte en musiker med en anden, der kan spille på samme niveau.

Afrikas indflydelse

Afrikas indflydelse kommer hovedsagelig fra Yoruba-, Dahomey- og Kongo-folkene på dette store kontinent. Dens betydning i et latinamerikansk land varierer alt efter antallet af slaver, der er importeret til landet. Slavernes frigivelse fandt sted på forskellige tidspunkter fra midten til slutningen af det 19. århundrede. I den latinske musik var dens indflydelse

1. Percussion: de fleste typer slagtøj, især trommer. I Cuba fandtes der oprindeligt omkring 100 forskellige trommetyper. Dette er blevet reduceret til kun tre i almindelig brug, nemlig conga-trommerne, bongotrommerne og timbales. De to første er af afrikansk oprindelse. Andre eksempler på afrikanske slagtøjsinstrumenter er clavés og shekeres.
   Endnu vigtigere er den ekstra vægt, der lægges på slagtøj i næsten alle afro-latinske grupper eller orkestre. Det er almindeligt, at halvdelen af en conjunto med ti eller 12 musikere spiller slagtøj, og at selv strygeinstrumenterne er plukkede i stedet for strygede.
2. Call and response i både musik og sang er normalt. Et berømt eksempel er i filmen Casablanca mellem Sam og bandet i sangen Knock On Wood:
   CALL: Who's got trouble?
   RESPONSE: Vi har problemer!
   CALL: Hvor meget ballade?
   RESPONSE: Too much trouble!
3. Ligesom spanierne bragte den katolske kirke med sig, bragte slaverne også deres afrikanske religioner med sig, som i dag har forskellige navne. Ordet santería betyder en sammensmeltning af katolske helgener og afrikanske ånder, så f.eks. er den afrikanske orisha (ånd) Babalú modstykke til den katolske helgen San Lazaro. Den yorubiske religion i Cuba kaldes normalt regla de ocha, mens den brasilianske version af samme religion kaldes conbomblé.
   Relevansen af dette for musikken er, at de gamle religioner ikke blot var et sæt trosretninger. De var centrum for livet i en usikker verden. Slaverne bragte deres tro, deres danser, deres musik, deres instrumenter og deres ceremonier med sig i deres sind. Hvor deres herrer tillod det, reproducerede de den kultur, som de havde efterladt. Og den har lige siden givet næring til populærmusikken i de afro-latinske lande.

Indfødte befolkningers indflydelse

Vest for Andesbjergene er musikken tydeligt påvirket af de indfødte indianske folkeslag. Perus panfløjter og fløjter er karakteristiske, og det samme gælder deres mest populære rytmer. I Ecuador forekommer der former for fløjte, men det meste af musikken er påvirket af den europæiske vals (som pasillo) og af forskellige afro-latinamerikanske stilarter fra Caribien. I Chile findes cueca, der blev indført i 1824. Det var "den mest populære luft i Chile". På trods heraf er de oprindelige indianske folks indflydelse på latinmusikken langt mindre mærkbar end indflydelsen fra europæisk og afrikansk musik. Der er snesevis af folkerytmer, som overlever, men som regel har de kun haft ringe eller ingen virkning uden for deres særlige lokalområde, mens de spanske og afrikanske folks indflydelse ses næsten overalt. Selv i den berømte argentinske tango anvendes der i den argentinske tango en rytmisk enhed kendt som cinquillo. Det er en synkoperet rytme, der ligner den i den cubanske habanera, Synkopering og polyrytmer er umiskendelige tegn på Afrika. Argentinerne har en række folkeviser og rytmer af indisk oprindelse, men tangoen er dominerende, og de andre rytmer er det ikke.

efter 1970 i USA.

Lydia Mendoza (1916-2007), en sangerinde af mexicansk afstamning, blev den første amerikanskfødte latinamerikaner til at indspille en sang på spansk (1928). Det var sjældent, at latinamerikanere indspillede musik i begyndelsen af 1900-tallet. I 1960'erne var Tejano-musik (i det sydlige USA, Mexico), spansk folkemusik (i Spanien), salsa (i Puerto Rico), cumbia (i Sydamerika) og bachata (i Den Dominikanske Republik) de mest populære former for latinamerikansk musik på det tidspunkt.

I 1970'erne blev bolero en populær musikgenre i Puerto Rico. Den puertoricanske sanger Hector Lavoe blev en af dens vigtige musikere. I USA var det ikke populært at tale spansk, og mange latinamerikanere blev diskrimineret for at tale spansk. På grund af dette foretrak mange børn og unge voksne engelsk musik som rock and roll og forsøgte ikke at tale spansk uden for deres hjem. I 1980'erne begyndte latinamerikansk musik at blive populær. Det amerikanske musikmagasin Billboard tilføjede flere latinske musik-kategorier. Disse omfatter Top Latin Albums, Regional Mexican Albums, Tropical Albums og Latin Pop Albums chart. På grund af dette blev yngre generationer interesseret i at indspille latinsk musik. I slutningen af 1980'erne blev freestyle-musikken imidlertid den mest populære latinske musikgenre. Freestyle-musik blev sjældent indspillet på spansk. Dette skyldtes, at det var upopulært at tale spansk på det tidspunkt.

I 1990'erne blev kunstnere som Selena, Gloria Estefan, Luis Miguel og Thalía populære i dette årti. De bidrog til, at latinamerikansk musik og indspilning af latinamerikansk musik blev populært for unge børn og voksne. Selena blev den mest populære latinamerikanske kunstner i USA i 1995, da hun blev myrdet som 23-årig. Hun blev den første og eneste latinske kunstner, der toppede med et album, der hovedsageligt indeholdt spansk musik, som nummer et på Billboard200-listen. På tidspunktet for hendes død konkurrerede hun med Michael Jackson og Janet Jackson med albummet Dreaming of You (1995), som solgte 3.000.000 eksemplarer det første år. Enrique Iglesias, Shakira, Marc Anthony, Ricky Martin og Jennifer Lopez blev populære i midten og slutningen af 1990'erne.

I 2000'erne begyndte den latinske musik at opleve et fald i salget af musik. Tejano-musikken begyndte at blive upopulær, selv om "dronningen af Tejano-musikken", Selena, blev "Årtiets bedste latinamerikanske kunstner" af Billboard Magazine i 1999. Shakira, Ricky Martin og Jennifer Lopez fortsatte med at blive mere populære og fik førstepladser på singler og album i Billboard 200. Marc Anthony, Aventura, Don Omar og Enrique Iglesias var fortsat populære på den latinske scene. I 2010'erne blev Prince Royce, Pitbull, Romeo Santos og Wisin & Yandel populære i løbet af dette årti. Jennifer Lopez, Ricky Martin og Shakira gik over til engelsk musik med nogle spanske udgivelser. I 2010'erne blev bachata-musikken populær på grund af Prince Royce og Romeo Santos. Mens reggaeton fortsat dominerede de latinske musikradioer siden midten af 2000'erne. I 2012 var Selena stadig den bedst sælgende latinske kunstner med 60 000 000 solgte eksemplarer på verdensplan. Jennifer Lopez er nummer to med 55 000 000 solgte eksemplarer på verdensplan.