Kontrabas | et stort strygeinstrument
Kontrabassen er et stort strygeinstrument. Den kaldes også kontrabas og opretstående bas. Den bruges i orkestre, jazzbands, rockabillybands, bluegrass-musik og i nogle countrybands. Den spiller lave toner i musikalske ensembler og bands. I jazzbands kaldes disse lave toner for "baslinjen". Kontrabassen ligner mindre instrumenter som violin, bratsch og cello.
Hvordan det fremstilles
Kontrabassen er normalt lavet af træ. Kontrabasser har en hul krop af træ, som er med til at forstærke instrumentets lyde . En træhals er fastgjort til kroppen, og et fladt trægribebræt er limet på halsen. Den har normalt fire metalstrenge, som er spændt med spænding på halsen. Det har en pløk i bunden til at stå på det.
Hvordan det spilles
I et orkester stryger kontrabassisterne strengene med en træbue, der er besat med hestehår, eller de plukker strengene med deres fingre (plukning af strengene kaldes pizzicato). I jazzen spilles kontrabasen for det meste pizzicato. Nogle jazzspillere bruger dog buen til at spille melodier på kontrabasen.
Kontrabassister holder metalstrengene ned mod gribebrættet med venstre hånd og stryger strengen eller plukker den med højre hånd. For at spille forskellige toner bevæger kontrabassisterne venstre hånd til forskellige positioner på gribebrættet.
Kontrabassister i jazzbands eller rockbands tilslutter ofte deres kontrabas til en elektronisk forstærker og en højttaler for at opnå en højere og stærkere lyd. Dette gør det lettere for kontrabassisten, de andre musikere og publikum at høre kontrabasens toner.
Historie
Kontrabassen betragtes normalt som et medlem af violinfamilien, fordi den er konstrueret med mange af de samme teknikker som violinerne. Kontrabassen har også påvirkninger fra violfamilien. Violer er gamle strengeinstrumenter fra 1400- og 1500-tallet med skrå "skuldre" på instrumentets krop og flade rygge. Ligesom violer har kontrabasen også skrå "skuldre" på kroppen og en flad ryg.
Tuning
Kontrabassen er generelt stemt i kvintet i modsætning til orkestrets strygerfamilier, som er stemt i kvintet. Moderne kontrabasser er normalt stemt fra lavt til højt i E-A-D-G, hvilket er en oktav lavere end de fire laveste strenge på en guitar.
I hele det klassiske repertoire er der toner, der ligger under en standardkontrabas' rækkevidde. Noder under lavt E optræder regelmæssigt i kontrabasstemmer i barokken og klassikken, da kontrabasen typisk fordoblede cellostemmen en oktav lavere. I den romantiske æra og i det 20. århundrede bad komponister som Mahler, Beethoven, Busoni og Prokofiev også om toner under det lave E. Der er to almindelige metoder til at gøre disse toner tilgængelige for spilleren. De store europæiske orkestre bruger generelt basser med en femte streng, der er stemt til B tre oktaver og en halv tone under det midterste C. Spillere med standardkontrabasser (E-A-D-G) spiller typisk tonerne under E en oktav højere.
I USA, Canada og Storbritannien bruger de fleste professionelle orkesterspillere firestrengede kontrabasser med en "C extension", som forlænger den laveste streng ned til lavt C, en oktav under den laveste tone på cello. Det er mere sjældent, at man finder en firestrenget kontrabas med en "B-forlængelse", som forlænger den laveste streng ned til et lavt B. Forlængelsen er en ekstra sektion af gribebrættet, som er monteret over basens hoved. Der findes flere forskellige varianter af forlængelser.
I den enkleste version er der ingen mekaniske hjælpemidler på gribebrættet bortset fra en låsemøtrik til E-noten. For at spille de forlængede toner rækker spilleren tilbage over pløkkerne for at trykke strengen mod gribebrættet. Fordelen ved denne "fingerspidsforlængelse" er, at spilleren kan justere intonationen af alle de stoppede toner på forlængelsen, og at der ikke er nogen mekaniske lyde fra metaltangenter og håndtag. Ulempen ved "fingered"-forlængelsen er, at det kan være svært at udføre hurtige skift mellem lave toner på forlængelsen og toner på det almindelige gribebræt, f.eks. en basgang, der hurtigt skifter mellem "G" og det lave "D".
Den enkleste form for mekanisk hjælpemiddel er brugen af "fingre" af træ, der kan lukkes for at trykke strengen ned og binde C#, D, Eb eller E-noderne. Dette system er særlig nyttigt til basgange, der har et gentagende pedalpunkt som f.eks. et lavt D, for når først tonen er låst fast med den mekaniske "finger", lyder den laveste streng så en anden tone, når den spilles "åben" (f.eks. et lavt D). Med B-forlængelsen kan "fingrene" fret'e det lave C.
En meget enklere måde at komme ned til lavt C på ville være at stemme kontrabassen i femtedele se ([1]Femtedele stemning, fordi lyden vil være mere lige som resten af strygersektionen.
Andre navne
Kontrabassen har også mange andre navne. Nogle bluegrass-musikere kalder den en "bass fiddle" eller en "bull fiddle". Rockabilly-bands kalder den ofte for en "upright bass" eller "Doghouse" Nogle orkestermusikere kalder den for en "kontrabas". I et militært koncertorkester kaldes den ofte "strygerbas". Nogle gange kaldes kontrabasen blot for en "bas".
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er kontrabas?
A: Kontrabassen er et stort strygeinstrument, også kendt som kontrabas eller opretstående bas.
Q: Hvilke typer musik spiller kontrabasen typisk i?
A: Kontrabassen bruges i orkestre, jazzbands, rockabillybands, bluegrass-musik og nogle countrybands.
Spørgsmål: Hvad hedder de lave toner, når de spilles på kontrabas i jazzbands?
Svar: I jazzbands kaldes disse lave toner for "baslinjen".
Spørgsmål: Hvordan ser kontrabasen ud i forhold til andre instrumenter?
A: Kontrabassen ligner mindre instrumenter som violin, bratsch og cello.
Spørgsmål: Er det muligt at bruge en kontrabas til solooptrædener?
Svar: Ja, det er muligt at bruge en kontrabas til solo-optrædener. De bruges dog oftest i ensembler og bands på grund af deres evne til at give et stærkt fundament af lave toner.
Spørgsmål: Gør størrelsen på en kontrabas den vanskelig at transportere?
A: Ja, på grund af dens store størrelse og vægt kan det være svært at transportere en kontrabas fra et sted til et andet.
