Kontrabassen er et stort strygeinstrument. Den kaldes også kontrabas og opretstående bas. Den bruges i orkestre, jazzbands, rockabillybands, bluegrass-musik og i nogle countrybands. Den spiller lave toner i musikalske ensembler og bands. I jazzbands kaldes disse lave toner for "baslinjen". Kontrabassen ligner mindre instrumenter som violin, bratsch og cello, men er betydeligt større og stemt en eller flere oktaver lavere.

Udseende og opbygning

Kontrabassen har en stor, hul krop med en buet top og bund, en hals med gribebræt, fire (ofte) eller nogle gange fem strenge og en fodstøtte eller endpin, som hviler på gulvet. Instrumentets krop er normalt lavet af forskelligt træ (f.eks. ahorn og gran), og strengene kan være af raffineret tarm, stål eller syntetisk materiale. Grebpladen er udelukkende fingerfølt, da kontrabassen som regel er fretless, hvilket giver mulighed for glidende tone- og intonationsvariationer.

Stemning og frekvensområde

Den almindelige fire-strengede kontrabas er typisk stemt E1–A1–D2–G2 (fra lavest til højest). Nogle basister bruger en femte streng (typisk lav B eller høj C) eller en såkaldt C-extension, som giver endnu lavere toner. Kontrabassen arbejder i det lave frekvensområde og danner fundamentet i harmonien og rytmen i mange musikgenre.

Spillemåder

  • Arco – spil med bue: oftest brugt i klassiske orkestre og soloark.
  • Pizzicato – plukket med fingrene: almindeligt i jazz, pop, rockabilly og mange bands.
  • Slap – en markant teknisk stil hvor strengene slås mod gribebrættet; bruges især i rockabilly og visse moderne genrer.

Rolle i ensemblet

I orkestre bidrager kontrabassen med bund og fylde i harmonien, ofte i samspil med celli. I jazz er kontrabassen central for rytme og groove; baslinjen angiver akkordskift og drive i musikken. I populære bands kan kontrabassen være både rytme- og lead-instrument, afhængigt af stil og arrangement. I bluegrass og rockabilly indtager den ofte en synlig rytmisk rolle med markante pizzicato- eller slap-mønstre.

Materialer og strengetyper

Strenge fås i flere varianter: tarm (varmere klang), stålkernestrenge (klarere og kraftigere) og syntetiske fibre (stabil intonation og kombination af varme/klarhed). Valg af streng påvirker både lyd, spilbarhed og hvor kraftigt instrumentet skal forstærkes ved scenebrug.

Forstærkning og moderne anvendelse

Til scenebrug monteres ofte pickup eller mikrofon på kontrabassen for at få tilstrækkeligt niveau i forstærkede ensembles. I elektrisk-heavy genrer kan man erstatte eller supplere den akustiske kontrabas med en elektrisk upright bass eller en almindelig el-bas, men mange musikere foretrækker den karakteristiske akustiske klang.

Historie og udvikling

Kontrabassens forstadier opstod i renæssancen og barokken og har siden udviklet sig i form, størrelse og teknik. Instrumentet har gennemgået tilpasninger for at opfylde krav fra både klassiske orkestre og moderne musikmiljøer, fx ændringer i halsens længde, strengetyper og udstyr til scenebrug.

Pleje og vedligeholdelse

  • Hold instrumentet tørret og fri for ekstrem varme eller fugtighed.
  • Skift strenge jævnligt efter slitage og for at bevare intonation og klang.
  • Kontroller bøjninger, broens position og limfuger hos en instrumentbygger ved behov.
  • Rens gribebræt og krop forsigtigt; brug kun produkter som er egnede til strygeinstrumenter.

Tips til begyndere

Start med at lære korrekt holdning og grundlæggende pizzicato- og bue-teknik. Kontrabassen er fysisk større end andre strygeinstrumenter, så korrekt indstilling af endpinnen og en god stol/højde er vigtig for at undgå spændinger. Overvej undervisning hos en erfaren lærer, da intonation uden bånd kræver træning.

Kontrabassen er et alsidigt instrument med en central rolle i mange musikalske sammenhænge — fra det klassiske orkester til intime jazztrioer og energiske rockabilly-scener. Dets dybe, varme lyd danner ofte fundamentet for hele ensemblets klang.