Kontrabassen: Det store strygeinstrument i orkestre, jazz og bands
Opdag kontrabassen — det store strygeinstrument, der leverer dybe baslinjer i orkestre, jazz, rockabilly og bands.
Kontrabassen er et stort strygeinstrument. Den kaldes også kontrabas og opretstående bas. Den bruges i orkestre, jazzbands, rockabillybands, bluegrass-musik og i nogle countrybands. Den spiller lave toner i musikalske ensembler og bands. I jazzbands kaldes disse lave toner for "baslinjen". Kontrabassen ligner mindre instrumenter som violin, bratsch og cello, men er betydeligt større og stemt en eller flere oktaver lavere.
Udseende og opbygning
Kontrabassen har en stor, hul krop med en buet top og bund, en hals med gribebræt, fire (ofte) eller nogle gange fem strenge og en fodstøtte eller endpin, som hviler på gulvet. Instrumentets krop er normalt lavet af forskelligt træ (f.eks. ahorn og gran), og strengene kan være af raffineret tarm, stål eller syntetisk materiale. Grebpladen er udelukkende fingerfølt, da kontrabassen som regel er fretless, hvilket giver mulighed for glidende tone- og intonationsvariationer.
Stemning og frekvensområde
Den almindelige fire-strengede kontrabas er typisk stemt E1–A1–D2–G2 (fra lavest til højest). Nogle basister bruger en femte streng (typisk lav B eller høj C) eller en såkaldt C-extension, som giver endnu lavere toner. Kontrabassen arbejder i det lave frekvensområde og danner fundamentet i harmonien og rytmen i mange musikgenre.
Spillemåder
- Arco – spil med bue: oftest brugt i klassiske orkestre og soloark.
- Pizzicato – plukket med fingrene: almindeligt i jazz, pop, rockabilly og mange bands.
- Slap – en markant teknisk stil hvor strengene slås mod gribebrættet; bruges især i rockabilly og visse moderne genrer.
Rolle i ensemblet
I orkestre bidrager kontrabassen med bund og fylde i harmonien, ofte i samspil med celli. I jazz er kontrabassen central for rytme og groove; baslinjen angiver akkordskift og drive i musikken. I populære bands kan kontrabassen være både rytme- og lead-instrument, afhængigt af stil og arrangement. I bluegrass og rockabilly indtager den ofte en synlig rytmisk rolle med markante pizzicato- eller slap-mønstre.
Materialer og strengetyper
Strenge fås i flere varianter: tarm (varmere klang), stålkernestrenge (klarere og kraftigere) og syntetiske fibre (stabil intonation og kombination af varme/klarhed). Valg af streng påvirker både lyd, spilbarhed og hvor kraftigt instrumentet skal forstærkes ved scenebrug.
Forstærkning og moderne anvendelse
Til scenebrug monteres ofte pickup eller mikrofon på kontrabassen for at få tilstrækkeligt niveau i forstærkede ensembles. I elektrisk-heavy genrer kan man erstatte eller supplere den akustiske kontrabas med en elektrisk upright bass eller en almindelig el-bas, men mange musikere foretrækker den karakteristiske akustiske klang.
Historie og udvikling
Kontrabassens forstadier opstod i renæssancen og barokken og har siden udviklet sig i form, størrelse og teknik. Instrumentet har gennemgået tilpasninger for at opfylde krav fra både klassiske orkestre og moderne musikmiljøer, fx ændringer i halsens længde, strengetyper og udstyr til scenebrug.
Pleje og vedligeholdelse
- Hold instrumentet tørret og fri for ekstrem varme eller fugtighed.
- Skift strenge jævnligt efter slitage og for at bevare intonation og klang.
- Kontroller bøjninger, broens position og limfuger hos en instrumentbygger ved behov.
- Rens gribebræt og krop forsigtigt; brug kun produkter som er egnede til strygeinstrumenter.
Tips til begyndere
Start med at lære korrekt holdning og grundlæggende pizzicato- og bue-teknik. Kontrabassen er fysisk større end andre strygeinstrumenter, så korrekt indstilling af endpinnen og en god stol/højde er vigtig for at undgå spændinger. Overvej undervisning hos en erfaren lærer, da intonation uden bånd kræver træning.
Kontrabassen er et alsidigt instrument med en central rolle i mange musikalske sammenhænge — fra det klassiske orkester til intime jazztrioer og energiske rockabilly-scener. Dets dybe, varme lyd danner ofte fundamentet for hele ensemblets klang.
Hvordan det fremstilles
Kontrabassen er normalt lavet af træ. Kontrabasser har en hul krop af træ, som er med til at forstærke instrumentets lyde . En træhals er fastgjort til kroppen, og et fladt trægribebræt er limet på halsen. Den har normalt fire metalstrenge, som er spændt med spænding på halsen. Det har en pløk i bunden til at stå på det.
Hvordan det spilles
I et orkester stryger kontrabassisterne strengene med en træbue, der er besat med hestehår, eller de plukker strengene med deres fingre (plukning af strengene kaldes pizzicato). I jazzen spilles kontrabasen for det meste pizzicato. Nogle jazzspillere bruger dog buen til at spille melodier på kontrabasen.
Kontrabassister holder metalstrengene ned mod gribebrættet med venstre hånd og stryger strengen eller plukker den med højre hånd. For at spille forskellige toner bevæger kontrabassisterne venstre hånd til forskellige positioner på gribebrættet.
Kontrabassister i jazzbands eller rockbands tilslutter ofte deres kontrabas til en elektronisk forstærker og en højttaler for at opnå en højere og stærkere lyd. Dette gør det lettere for kontrabassisten, de andre musikere og publikum at høre kontrabasens toner.
Historie
Kontrabassen betragtes normalt som et medlem af violinfamilien, fordi den er konstrueret med mange af de samme teknikker som violinerne. Kontrabassen har også påvirkninger fra violfamilien. Violer er gamle strengeinstrumenter fra 1400- og 1500-tallet med skrå "skuldre" på instrumentets krop og flade rygge. Ligesom violer har kontrabasen også skrå "skuldre" på kroppen og en flad ryg.
Tuning
Kontrabassen er generelt stemt i kvintet i modsætning til orkestrets strygerfamilier, som er stemt i kvintet. Moderne kontrabasser er normalt stemt fra lavt til højt i E-A-D-G, hvilket er en oktav lavere end de fire laveste strenge på en guitar.
I hele det klassiske repertoire er der toner, der ligger under en standardkontrabas' rækkevidde. Noder under lavt E optræder regelmæssigt i kontrabasstemmer i barokken og klassikken, da kontrabasen typisk fordoblede cellostemmen en oktav lavere. I den romantiske æra og i det 20. århundrede bad komponister som Mahler, Beethoven, Busoni og Prokofiev også om toner under det lave E. Der er to almindelige metoder til at gøre disse toner tilgængelige for spilleren. De store europæiske orkestre bruger generelt basser med en femte streng, der er stemt til B tre oktaver og en halv tone under det midterste C. Spillere med standardkontrabasser (E-A-D-G) spiller typisk tonerne under E en oktav højere.
I USA, Canada og Storbritannien bruger de fleste professionelle orkesterspillere firestrengede kontrabasser med en "C extension", som forlænger den laveste streng ned til lavt C, en oktav under den laveste tone på cello. Det er mere sjældent, at man finder en firestrenget kontrabas med en "B-forlængelse", som forlænger den laveste streng ned til et lavt B. Forlængelsen er en ekstra sektion af gribebrættet, som er monteret over basens hoved. Der findes flere forskellige varianter af forlængelser.
I den enkleste version er der ingen mekaniske hjælpemidler på gribebrættet bortset fra en låsemøtrik til E-noten. For at spille de forlængede toner rækker spilleren tilbage over pløkkerne for at trykke strengen mod gribebrættet. Fordelen ved denne "fingerspidsforlængelse" er, at spilleren kan justere intonationen af alle de stoppede toner på forlængelsen, og at der ikke er nogen mekaniske lyde fra metaltangenter og håndtag. Ulempen ved "fingered"-forlængelsen er, at det kan være svært at udføre hurtige skift mellem lave toner på forlængelsen og toner på det almindelige gribebræt, f.eks. en basgang, der hurtigt skifter mellem "G" og det lave "D".
Den enkleste form for mekanisk hjælpemiddel er brugen af "fingre" af træ, der kan lukkes for at trykke strengen ned og binde C#, D, Eb eller E-noderne. Dette system er særlig nyttigt til basgange, der har et gentagende pedalpunkt som f.eks. et lavt D, for når først tonen er låst fast med den mekaniske "finger", lyder den laveste streng så en anden tone, når den spilles "åben" (f.eks. et lavt D). Med B-forlængelsen kan "fingrene" fret'e det lave C.
En meget enklere måde at komme ned til lavt C på ville være at stemme kontrabassen i femtedele se ([1]Femtedele stemning, fordi lyden vil være mere lige som resten af strygersektionen.
Andre navne
Kontrabassen har også mange andre navne. Nogle bluegrass-musikere kalder den en "bass fiddle" eller en "bull fiddle". Rockabilly-bands kalder den ofte for en "upright bass" eller "Doghouse" Nogle orkestermusikere kalder den for en "kontrabas". I et militært koncertorkester kaldes den ofte "strygerbas". Nogle gange kaldes kontrabasen blot for en "bas".
Relaterede sider
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er kontrabas?
A: Kontrabassen er et stort strygeinstrument, også kendt som kontrabas eller opretstående bas.
Q: Hvilke typer musik spiller kontrabasen typisk i?
A: Kontrabassen bruges i orkestre, jazzbands, rockabillybands, bluegrass-musik og nogle countrybands.
Spørgsmål: Hvad hedder de lave toner, når de spilles på kontrabas i jazzbands?
Svar: I jazzbands kaldes disse lave toner for "baslinjen".
Spørgsmål: Hvordan ser kontrabasen ud i forhold til andre instrumenter?
A: Kontrabassen ligner mindre instrumenter som violin, bratsch og cello.
Spørgsmål: Er det muligt at bruge en kontrabas til solooptrædener?
Svar: Ja, det er muligt at bruge en kontrabas til solo-optrædener. De bruges dog oftest i ensembler og bands på grund af deres evne til at give et stærkt fundament af lave toner.
Spørgsmål: Gør størrelsen på en kontrabas den vanskelig at transportere?
A: Ja, på grund af dens store størrelse og vægt kan det være svært at transportere en kontrabas fra et sted til et andet.
Søge