Pizzicato
Pizzicato betyder: at spille på et strygeinstrument ved at plukke i strengene (trække i en streng med fingeren og slippe den hurtigt). Instrumenter som violin, bratsch, cello og kontrabas spilles normalt med en bue, men hvis komponisten ønsker, at spilleren skal plukke i stedet for at stryge med buen, skrives ordet "pizzicato" eller blot "pizz" i musikken. Når spilleren skal spille med bue igen, skrives ordet "arco" i noderne ("arco" er det italienske ord for "bue").
Sådan spiller du pizzicato
Når instrumenter af violinfamilien spilles pizzicato, plukker spilleren normalt strengen med højre hånds pegefinger et sted over gribebrættet. Bassister bruger typisk pegefingeren og langfingeren. Nogle gange kan spilleren hvile tommelfingeren på kanten af gribebrættet for at holde hånden stabil. Nogle gange kan der bruges flere fingre til særligt hurtige pizzicatoafsnit. Cellister og kontrabassister kan bruge tommelfingeren til at plukke, især til at spille akkorder.
Det er også muligt at spille pizzicato med venstre hånd (den hånd, der normalt udfører fingerspillet). Det er ikke svært at plukke en åben streng med venstre hånd. Stoppede strenge er sværere, og den geniale violinist og komponist Niccolò Paganini skrev nogle virtuose stykker med ekstremt vanskelig venstrehånds-pizzicato.
Meget lejlighedsvis kan violinister blive bedt om at spille på deres instrumenter, mens de holder dem ned i skødet. Det er normalt, når de bevidst efterligner en guitar.
Meget ofte skal spillerne meget hurtigt skifte fra streg til plukning og tilbage igen. Det er let at spille en streget tone og derefter straks en plukket tone, hvis den stregede tone sluttede nær buehælen (den ende, hvor bøjen holdes). Hvis stregnoten slutter nær spidsen, skal spilleren bruge et øjeblik til at gøre hånden klar til at plukke. Det kan tage lidt længere tid at gå tilbage til stregspillet igen, fordi spilleren skal få buen tilbage i spilleposition.
Hvis der er et langt pizzicatoafsnit, er det mere behageligt at lægge buen ned i stedet for at holde den i højre hånd hele tiden. Det er fint, så længe spilleren har tid til at samle buen op igen, når den går tilbage til arco.
Lyden af pizzicato
Pizzicato-toner lyder korte og løsrevne (staccato). Spilleren kan få forskellige lyde ved at plukke på forskellige steder på strengen. Høje toner lyder meget korte og tørre. Pizzicato-toner på kontrabasen lyder meget mere resonant (store og boomy). Kontrabasser spiller ofte pizzicato for at give ekstra rytmisk og harmonisk støtte. F.eks. kan celloer og bratscher i en vals akkompagnere melodien med et "um-cha-cha-cha, um-cha-cha-cha", mens kontrabasserne blot plukker på "um" (det første slag i takten). Kontrabasser spiller normalt pizzicato, når de spiller med jazzgrupper.
Du kan opnå en særlig effekt ved at trække hårdt i strengen og slippe den, så den knækker mod gribebrættet. Bartók brugte denne effekt flere gange. Dette er ikke det samme som jazzbassister, der slår på strengene i slutningen af en tone ("slap bass").
Pizzicato i musikhistorien
I orkestre brugte komponisterne pizzicato i det 17. århundrede. Monteverdi brugte det i sin opera Il combattimento di Tancredi e Clorinda. I det 19. århundrede bad de romantiske komponister ofte om pizzicato. Tjajkovskijs symfoni nr. 4 har en hel scherzo-sats med pizzicato strygere. Johann Strauss skrev en Pizzicato Polka, og i det 20. århundrede skrev Britten en hel sats for pizzicato strygere i sin Simple Symphony.
