Musikalsk notation | en måde at skrive musik ned på, så alle kan spille den
Noter er en måde at skrive musik ned på, så alle kan spille den. Der har tidligere været brugt mange systemer til at skrive musik. I dag skriver de fleste musikere i den vestlige verden noder på en nodebog: fem parallelle linjer med fire mellemrum mellem dem. Der findes dog mange andre, hvoraf nogle anvendes i dag i forskellige kulturer.
At skrive musik ned gør det muligt for en komponist, der udtænker (komponerer) et stykke musik, at lade andre mennesker vide, hvordan musikken skal lyde. Musikken kan derefter spilles eller synges af alle, der kan "læse noder". Hvis musikken ikke er nedskrevet, kan folk kun lære andres musik ved at lytte til den og forsøge at kopiere den. Det er sådan, folkemusikken traditionelt blev lært.
Nogle tidlige måder at skrive musik på
Kileform
Den tidligste form for notation blev skrevet på tavler ved hjælp af en skrivemåde, der kaldes kileskrift. Man har fundet musik fra Nippur fra omkring 2000 f.Kr., som synes at give en tilnærmelsesvis idé om, hvordan musikken skulle spilles. En tavle fra 1250 f.Kr. har musikalsk notation, som viser navnene på strengene på en lyre. Det er de tidligste optegnelser, vi har af skriftlig musik.
Det antikke Grækenland
Musikalsk notation fra det antikke Grækenland viste noderne mere detaljeret end den tidligere kileskrift. Den viser tonehøjden (hvor høj eller lav tonen er) og hvor lang tid den varer. Det giver nogle gange en idé om harmonien. Den blev brugt fra mindst det 6. århundrede f.Kr. til omkring det 4. århundrede e.Kr.
Tidlig europæisk musikalsk notation
Da musikken begyndte at blive skrevet ned i Europa, var det musik for den romersk-katolske kirke. Munkene, der skrev den ned, brugte et system af prikker og streger, der blev kaldt neumes. De gav en idé om, hvor høje eller lave tonerne var, men viste ikke tonernes længde. De kan være blevet brugt af folk, der kendte musikken i forvejen og blot havde brug for en påmindelse om, hvornår de skulle gå op og ned.
Man indså efterhånden, at det var nødvendigt at finde et system, der viste den nøjagtige tonehøjde. Den første nodebog var blot en enkelt vandret linje. Efterhånden blev det til fire linjer. Guido d'Arezzo, en italiensk benediktinermunk, der levede i det 11. århundrede, udviklede dette system, som snart førte til den måde at skrive musik på, som vi kender. I det 16. århundrede brugte alle mennesker en 5 linjers nodebog. I slutningen af det 17. århundrede blev et system med takter (takter) anvendt overalt. I begyndelsen var takterne der for at vise, hvilke toner der skulle spilles eller synges sammen. Efterhånden blev der udviklet det system, vi kender i dag, hvor hver takt varede lige længe og havde et bestemt antal slag (counts) for hver takt. I slutningen af det 17. århundrede blev dette system anvendt af de fleste musikere i europæisk klassisk musik.
Tidlig europæisk musikalsk notering
Fotografi af den originale sten i Delfi, der indeholder den anden af de to hymner til Apollon. Musiknotationen er rækken af lejlighedsvise symboler over den ubrudte hovedlinje af græske bogstaver.
Det moderne system for musikalsk notation
I dag bruger vi en femlinet stav. Tonhøjden (højden eller lavden af en tone) fremgår af, hvor tonen er placeret på noten. Der kan også være skarpe eller flade toner foran nogle af noderne. Nodeværdien (den tid, som en tone varer) fremgår af, hvordan tonen ser ud. Noterne læses fra venstre mod højre.
Et notensystem har normalt en nøglesnor foran. Det viser præcis, hvilke toner der skal spilles. Noder, der er meget høje eller lave, kan anføres på ekstra linjer, der kaldes hovedlinjer, over eller under noderne.
Efter nøglerne er der normalt en nøglesignatur, som viser stykkets toneart: den viser, hvilke skarpe eller flade toner der skal bruges regelmæssigt.
Efter tonearten kommer taktarten. Bars (takter) inddeler stykket i regelmæssige grupperinger af slag, og taktarter viser disse grupperinger.
Over musikken er der normalt et eller flere ord, der viser tempoet (hastigheden) Forskellige steder i musikken vil der være dynamiske markeringer for at vise, hvor højt eller lavt man skal spille.
I vokalmusik er ordene skrevet under noderne.
Når musik spilles af en stor gruppe instrumenter, f.eks. et orkester, er musikken skrevet i et "partitur". Dette viser den musik, der spilles af alle instrumenterne, så der er mange noder skrevet under hinanden. Dirigenten skal have et partitur, men spillerne spiller ud fra en "del", som kun indeholder de noter, de spiller. Alle de stemmer, der er nødvendige for et stykke musik, kaldes et "sæt stemmer".
Håndskrevet node af J. S. Bach: begyndelsen af præludiet fra Suite for lut i g-mol BWV 995
Nogle andre systemer
Instrumenter som f.eks. guitarer spiller ofte ud fra et akkorddiagram eller blot ud fra navnene på akkorderne (C7, Em osv.), der er skrevet under musikken eller under ordene i en sang.
Et system kaldet solfege er blevet brugt af musikere lige siden renæssancen. Det viser navnene på tonerne i en skala (do, re, mi osv.).
Lutemusik i renæssancen og barokken blev skrevet i et system, der kaldes tabulatur. Nogle komponister fra det 20. århundrede har også brugt tabulatur.
Nogle moderne komponister som John Cage har skrevet musik ved at lave tegninger, der kaldes grafisk notation.
Musik kan også skrives i punktskrift for blinde musikere.
I dag bruges computere ofte til at lave musik. Dette har ført til andre former for musiknotation, som anvendes i forskellige softwaresystemer. MIDI-filformatet gemmer oplysninger om toneleje, varighed, hastighed, lydstyrke osv. af noder og kan bruges til at styre et MIDI-instrument.
Der findes andre systemer, der anvendes i dag til visse ikke-vestlige musikstykker.
Relaterede sider
- Noter
- Stave (musik)
- Clef (musik)
- Guido d'Arezzo
- Tabulatur
| Musik | |||||
| Musikhistorie og |
| ||||
|
| ||||
| |||||
| Uddannelse og studier |
| ||||
| Produktion |
| ||||
| Kulturelle og |
| ||||
| Af suveræne stater |
| ||||
| Lister |
| ||||
| Relaterede artikler |
| ||||
| |||||
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er notering af musik?
A: Musiknotation er en måde at skrive musik ned på, så alle kan spille den.
Q: Hvor mange linjer er der i den nodebog, som de fleste musikere i den vestlige verden bruger?
A: De fleste musikere i den vestlige verden skriver noder på en nodebog med fem parallelle linjer og fire mellemrum mellem dem.
Spørgsmål: Hvad er formålet med at skrive musik ned?
Svar: At skrive noder ned gør det muligt for en komponist, der udtænker (komponerer) et stykke musik, at lade andre vide, hvordan musikken skal lyde, så den kan spilles eller synges af alle, der kan "læse noder".
Spørgsmål: Hvordan lærte man traditionelt folkemusikken?
A: Folkemusik blev traditionelt lært ved at lytte til den og forsøge at kopiere den.
Spørgsmål: Er der andre systemer, der bruges i dag til at skrive musik ned, ud over det nodebogssystem, som de fleste musikere i den vestlige verden bruger?
A: Ja, der findes mange andre, hvoraf nogle stadig bruges i dag i forskellige kulturer.
Spørgsmål: Er det nødvendigt at læse noder for at kunne spille eller synge et nedskrevet musikstykke?
A: Ja, det er nødvendigt at læse noder for at kunne spille eller synge et stykke nedskrevet musik.
