Hvad er folkemusik? Definition, tradition og eksempler

Hvad er folkemusik? Få klar definition, kulturhistorisk indsigt, mundtlig tradition og konkrete eksempler — fra folkesang til folkrock.

Folkemusik er musik, der spilles eller synges af almindelige mennesker (ikke af professionelle musikere). Det er traditionel musik, som folk lærer ved at lytte til andre mennesker, der spiller den, og derefter kopiere dem. Vi siger, at traditionen er "mundtligt overført" eller "overleveret mundtligt", hvilket betyder, at musikken ikke er nedskrevet, men er lært ved at tale ("mundtlig" betyder "tilhører munden"). Hvert land har sin egen traditionelle musik. Folkesang er en del af folkemusikken. En folkesanger er en person, der synger folkesange.

I 1960'erne blev en ny type musik startet af Bob Dylan, der blandede traditionel folkesang med rock and roll. Denne musik kaldes nogle gange "folk rock" .

Folkemusik er musik, som alle kan spille og lytte til. På den måde adskiller den sig fra klassisk musik, som hovedsagelig er udviklet af professionelle musikere til en mindre gruppe mennesker. Folkemusik er en del af en populærkultur, selv om udtrykket "populærmusik" eller "popmusik" i dag henviser til en slags musik, som folk kan høre via tv, radio og andre optagelsesmidler.

I mange dele af verden er næsten al musik folkemusik. Udtrykket "folkemusik" bruges normalt om europæisk og amerikansk musik, som er en del af en mundtlig tradition. Folkemusik som en mundtlig tradition er langt mindre vigtig end tidligere, bl.a. på grund af ny teknologi (radio, tv osv. og indspilninger af musik). Folkemelodier er nu ofte skrevet ned, og de har påvirket andre former for musik, så forskellene mellem de forskellige typer musik er sværere at se.

Kendetegn ved folkemusik

• Mundtlig overlevering: Mange sange og melodier er lært ved at høre andre, ikke ved noder. Det gør, at melodi og tekst kan ændre sig over tid.
• Enkelthed og tilgængelighed: Sangene er ofte lette at huske og synge, så flere kan deltage.
• Funktionel musik: Folkemusik bruges til dans, arbejde, ritualer, fortælling eller trøst (fx arbejds- og vuggeviser).
• Regional variation: Hver landsdel eller befolkningsgruppe kan have særlige stile, rytmer, danser og instrumenter.

Typer af folkemusik og eksempler

• Ballader: Fortællende sange, ofte med historier om kærlighed, historiske begivenheder eller legender.
• Dansenumre: Reels, polkaer, schottis og vals — musik komponeret til folkedans.
• Arbejds- og havsange: Sange som hjalp rytmen i fælles arbejde eller fortalte om livet til søs.
• Religiøse folkeviser: Vises i kirkeligt eller folkeligt religiøst regi.

Almindelige instrumenter i folkemusik

Instrumenterne varierer meget, men typiske eksempler i Europa og Norden er:

• Fidel/violin og kontrabas
• Træfløjte, fløjter og pibegrej
• Trækbasun/accordion
• Nyckelharpa (i Sverige), hårdtang/mandolin, dulcimer (hammered)
• Posaune/ændret folkeudgave af sækkepibe i visse regioner

Folkemusikkens sociale funktioner

Folkemusik binder ofte samfund sammen. Den bruges til:

• Dans og fest (bryllupper, markeder, høstfester).
• Historiefortælling og kulturarv: sange bevarer lokale fortællinger og sprog.
• Identitet og fællesskab: musik kan markere gruppe tilhørsforhold og traditioner.

Mundtlig tradition, notation og forandring

Fordi folkemusik i lange perioder blev overleveret mundtligt, findes der ofte mange variationer af den samme sang. Med fremkomsten af indspilninger, radio og tv blev mange melodier skrevet ned og spredt bredere. Det har både bevaret materiale, men også ændret den lokale variation, fordi bestemte versioner blev "kanoniseret".

Folkemusik i Danmark og Norden

I Danmark og de øvrige nordiske lande har folkemusikken egne former og instrumenter. Traditionelle danske danse som polka og schottis spilles stadig på fester, og spillemænds traditionen med violin og harmonium/accordion er stærk. Der findes også et rigt repertoire af viser og ballader, nogle med rødder flere hundrede år tilbage.

Bevarelse, forskning og revival-bevægelser

Fra slutningen af 1800-tallet og især i det 20. århundrede begyndte et systematisk arbejde med at indsamle folkemusik. Forskere og folkemusikentusiaster optog sange, skrev noder ned og arkiverede materiale. På 1960'erne opstod der en folkemusik- og revivalbevægelse (bl.a. nævnt med Bob Dylan), hvor traditionelle sange og nye folkeinspirerede kompositioner blev populære igen. Bands og solister eksperimenterede også med at kombinere folkemusik og rock (folk rock) eller andre genrer.

Moderne påvirkninger og nutidsscene

I dag blander mange musikere folkemusik med jazz, pop, rock og elektronisk musik. Samtidig findes der mange festivaler, folkemusikklubber og undervisningstilbud, hvor traditionen både bevares og udvikles. Digitalisering, streaming og sociale medier har gjort musikken tilgængelig for et globalt publikum.

Hvor kan man opleve folkemusik?

• Lokale spillesteder og krofester
• Folkemusikfestivaler og kulturarrangementer
• Musikskoler og folkemusiklinjer på konservatorier
• Arkiver, museer og online-samlinger med optagelser og noder

Afsluttende bemærkninger

Folkemusik er både en historisk arv og en levende tradition. Den er karakteriseret ved mundtlig overlevering, lokal variation og stærke sociale funktioner. Samtidig udvikler genren sig konstant gennem mødet med nye medier og musikalske påvirkninger, hvilket gør folkemusikken relevant for både forskning, levende fællesskaber og moderne musikudtryk.

Den traditionelle oprindelse

I ældre tider var folkemusikken en del af "fælles fritidsaktiviteter". Det betyder, at små samfund som f.eks. landsbyer eller familier slappede af ved at spille og synge musik sammen. Folk fandt ofte på en ny sang eller et nyt stykke musik eller ændrede på musik, som de allerede kendte. På denne måde var musikken altid under forandring. Folk fik musikalske idéer fra andre grupper i nærheden. Det er derfor, at folkemusik fra nabolande ofte lyder ens.

Ballader var en populær form for folkemusik. Det var folkesange, der fortalte en historie (de var "narrative"). Nogle gange havde de en omkvæd efter hvert vers, så alle kunne synge med. Ballader fortalte historier om kærlighed, myter eller folklore. Det var sådan, at historier blev overleveret fra en generation til en anden.

Der blev brugt instrumental folkemusik til dansen. Nogle af instrumenterne kan have været meget enkle, f.eks. et par pinde, en rangle eller en simpel tromme. Andre instrumenter kan omfatte violin (folkeordet for "violin"), sækkepibe, harpe, harpe, cither eller forskellige blæseinstrumenter, afhængigt af historisk tid og land.

Nogle af sangene var polyfoniske, dvs. at der var to eller flere stemmer (stemmer). Meget ofte sang to stemmer parallelt (de gik op og ned sammen). I lande som Rusland synger man i tre eller fire stemmer, f.eks. i traditionen "podgolosnaya" ("under stemmen"). I lande som Storbritannien fandtes denne polyfoniske tradition ikke. Folkesangene der blev sunget af én sanger uden ledsagelse.

Folkemusikken brugte forskellige skalaer. Disse kaldes modes. Den joniske toneart (som vores dur-skala) var den mest almindelige i Vesteuropa. I nogle dele af Østeuropa blev der brugt tilstande med flere halvtoner, men for det meste blev halve trin undgået. Dette resulterer i, at melodierne beskrives som tetratoniske (fire toner pr. oktav) eller pentatoniske (fem toner pr. oktav).

Folkemusikken omfatter også enkle børnesange og vuggesange.

Folkemusik blev sunget af folk, mens de arbejdede. I de tidlige dage af den europæiske indvandring i Amerika sang pionererne, mens de rejste, cowboys sang, mens de arbejdede, og slaver sang i bomuldsmarkerne.

En folkloregruppe fra Litauen synger og danser

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er folkemusik?

Q: Hvem er en folkesanger?

Spørgsmål: Hvad er de tre kategorier af folkemusik?

Spørgsmål: Hvordan påvirkede Bob Dylan folkemusikken i 1960'erne?

Spørgsmål: Hvordan adskiller folkemusikken sig fra den klassiske musik?

Spørgsmål: Bliver al populærkultur betragtet som folkemusik?

Spørgsmål: Hvordan har teknologien ændret vores måde at opleve folkemusik på?

Søg efter bogstav