»Hil dig, Maria« er en kristen bøn til Maria, Jesu mor. Størstedelen af bønnen er direkte hentet fra Lukasevangeliet: englenes hilsen til Maria (Luk 1,28) og Elisabeths lovprisning (Luk 1,42). Yderligere vendinger blev gradvist tilføjet i middelalderen, især i løbet af det 13. århundrede, indtil bønnen nærmede sig den form, man kender i dag. Når en person reciterer et Hil dig, Maria, beder vedkommende Maria om forbøn — altså at hun må bede for ham eller hende hos Gud.
I den romersk-katolske kirke udgør Ave Maria den centralle del af rosenkransen. De østlige ortodokse og orientalske ortodokse bruger også bønner til Maria, omend udformning og placering i liturgien kan variere. Det samme gør mange andre grupper inden for kristendommen, bl.a. anglikanere, uafhængige katolikker og oldkatolikker. Nogle protestantiske kirkesamfund og kristne miljøer anvender ligeledes bønnen, især i traditioner med stærk marianisk fromhed.
Tekst og typisk oversættelse
Den klassiske latinske form lyder:
Ave Maria, gratia plena, Dominus tecum. Benedicta tu in mulieribus, et benedictus fructus ventris tui, Iesus. Sancta Maria, Mater Dei, ora pro nobis peccatoribus, nunc et in hora mortis nostrae. Amen.
En almindelig dansk oversættelse er:
Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig. Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er din moders frugt, Jesus. Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere nu og i vor dødstime. Amen.
Oprindelse og historisk udvikling
De to første sætninger er taget næsten ordret fra Lukasevangeliet: engelens hilsen og Elisabeths udråb. Yderligere formuleringer — især "velsignet er din moders frugt, Jesus" og den afsluttende anmodning om forbøn ("bed for os syndere …") — udviklede sig gradvist i den vestlige kirkes praksis i middelalderen. Den fulde liturgiske og folkelige udgave blev først fast forankret i senmiddelalderen og renæssancen, hvor bønnen blev en central del af private og fælles fromhedsformer.
Rolle i rosenkransen og andre fromhedsformer
Rosenkransen: I den traditionelle rosenkrans reciteres Ave Maria ti gange i hver af de fem ti-ern (en "decade"). Den klassiske rosenkrans har 15 decade (svarende til 150 Ave Maria), fordelt på de glædelige, smertefulde og herlighedsfulde mysterier; siden Pave Johannes Paulus II er der også tilføjet de lyse mysterier, så mange moderne rosenkranse har 20 decade. Ave Maria fungerer som hjørnesten i denne meditation over Kristi og Marias liv.
Angelus og liturgisk brug: Ave Maria indgår i Angelus-bønnen, som traditionelt reciteres morgen, middag og aften til minde om inkarnationen. Bønnen bruges også i tidebønner, ved andagter, begravelser og mindehøjtideligheder samt i private bønner.
Varianter i forskellige traditioner
Der findes forskelle i formulering og brug mellem vestlige og østlige kristne. Den ortodokse tradition har sine egne mariologiske bønner og hymner (fx til Theotokos) og anvender ofte en lidt anden ordlyd og teologisk betoning. I anglikansk og andre protestantiske sammenhænge ses Ave Maria primært i højkirkelige eller anglo-katolske kredse; i øvrige protestantiske traditioner er brugen mindre almindelig.
Kultur og musik
Ave Maria har inspireret mange musikere og komponister gennem tiderne — fra gregorianske melodier over renæssancens korværker til berømte indstillinger af latinske og oversatte tekster af komponister som Franz Schubert, Charles Gounod og adskillige moderne kunstnere. Bønnen optræder desuden ofte i litteratur, film og populærkultur som symbol på bøn, trøst og fromhed.
Afsluttende bemærkninger
Ave Maria er både en enkel personlig bøn og en central liturgisk tekst med dybe rødder i det bibelske materiale og i den kristne tradition. Dens udbredelse og mange variationer afspejler, hvordan forskellige kirkelige og kulturelle miljøer har taget bønnen til sig og gjort den til en del af deres åndelige liv.
