Johann Sebastian Bach – Tysk barokkomponist og hans mesterværker (1685–1750)

Tidligt liv

Bach kom fra en meget musikalsk familie. Hans far, Johann Ambrosius Bach, var trompetist ved hoffet i Saxe-Eisenach. Mange af hans slægtninge var professionelle musikere af en eller anden art: violinister og bymusikere, organister, kantorer (kirkemusikchefer), hofmusikere og kapelmestre (musikchefer ved et kongeligt hof). De fleste af dem spillede flere instrumenter. Af hans tyve børn blev flere af dem ret berømte komponister, især Carl Philipp Emanuel Bach (1714-1788), Johann Christian Bach (1735-1782), Johann Christoph Friedrich Bach og Wilhelm Friedemann Bach (1710-1784).

Da han var femten år gammel, tog han til den lille by Lüneburg. I begyndelsen sang han diskant i koret og skulle have en meget fin diskantstemme, men hans stemme blev meget hurtigt lavere, så han gjorde sig nyttig ved at spille på instrumenter. Han lærte ved at lytte til berømte organister som Reincken (1623-1722) og Dietrich Buxtehude (1637-1707). Bach fik sit første job i 1703 i Arnstadt. Det var et velbetalt job for en ung dreng, der var 18 år gammel. Der var et nyt orgel i kirken, og Bach vidste allerede en masse om orgelbyggeri, ligesom han var en glimrende organist. De bad ham undersøge det nye orgel, og derefter tilbød de ham et job. Bach tilbragte fire år som organist der. Han komponerede nogle orgelværker. Desværre var menigheden ikke musikalsk nok til at kunne lide det. De forstod ikke de ornamentale noter, som han tilføjede til salmemelodierne. Bach blev ret træt af præsterne, der altid klagede over det, så han sagde op og tog et andet job i Mühlhausen, ikke langt derfra. Efter et år der opgav han det job og tog til en stor by, Weimar.

Weimar-årene (1708-1717)

Johann Sebastian blev organist hos hertugen af Sachsen-Weimar. Ved hertugens hof var der et kapel med et orgel. Bach komponerede mange af sine store orgelværker på dette tidspunkt. Han blev meget berømt som organist og blev inviteret til at spille i andre store kirker og til at rådgive om orgelbyggeri. Han var ekstremt god til at improvisere. Ved en lejlighed var han i Dresden på samme tid som en fransk organist ved navn Louis Marchant. Der skulle være en konkurrence mellem de to mænd for at se, hvem der var bedst til at improvisere. Bach øvede dagen før, og Marchant hørte ham. Han indså, at Bach ville vinde, så han rejste.

I 1714 gjorde hertugen Bach til Konzertmeister (koncertmester, et job, der gav flere penge), og han skulle skrive kantater til gudstjenesterne. I 1717 blev han tilbudt et job i byen Cöthen, hvor han ville få en endnu bedre løn. Hertugen var vred og ville ikke have, at han skulle tage af sted, men Bach insisterede, så hertugen satte Bach i fængsel i en måned. Til sidst var han nødt til at lade musikeren gå.

Cöthen (1717-1723)

I Cöthen arbejdede Bach for prins Leopold. Prinsen var meget musikalsk og en vidunderlig mand at arbejde for. Bach var Kapellmeister (musikdirektør) og blev godt behandlet. Orglet var ikke særlig godt, og det blev ikke brugt meget, så Bach skrev ikke nogen orgelmusik i denne periode. Hertugen havde et orkester, og Bach havde ansvaret for det. Næsten alle Bachs orkesterværker blev skrevet i Cöthen: Brandenburgkoncerterne, violinkoncerterne, orkestersuiterne, solomusikken for violin og cello samt en masse klavermusik for cembalo eller clavichord.

I 1719 kom den store komponist George Frideric Händel, som var flyttet til England, til Tyskland for at besøge sin mor. Bach ønskede at møde Händel, som kun var 30 km væk, men de to berømte musikere mødtes aldrig. Händel ønskede at tilbringe sin begrænsede tid i Tyskland sammen med sin mor, som var gammel og skrøbelig, vel vidende at det ville være sidste gang, han ville se hende.

Bachs første kone, Maria Barbara Bach, døde i 1720. Parret fik syv børn. Kort efter giftede han sig med Anna Magdalena, med hvem han fik yderligere tretten børn. Flere af hans børn døde dog som små.

Leipzig (1723-1750)

I 1723 flyttede Bach til Leipzig for at blive kantor i Thomaskirken, en meget stor kirke i byen. Som kantor havde han ansvaret for al musikken, både i Sankt Thomas og i en anden kirke i nærheden. Han skulle også komponere musik til byen. Det var et fremragende job og mere sikkert end at være ved et hof. Skolerne var gode for hans sønner. Bach blev i Leipzig indtil sin død. Han elskede sit job det meste af tiden og arbejdede meget hårdt. Han komponerede mange kantater til gudstjenesterne. Disse gudstjenester var meget lange, de varede omkring tre timer. Mange af de kantater, han skrev, varede omkring 30 minutter, og det var kun en del af en gudstjeneste! Han havde assistenter til at spille på orgelet. Bach selv dirigerede koret og orkestret. Der var sandsynligvis 16 sangere i koret og 18 musikere i orkestret. Han skrev Matthæuspassionen og Johannespassionen. Matthæus og Johannes-passagen. Begge disse meget lange værker fortæller historien om Jesus, der dør på korset. De er blandt de mest berømte musikstykker, der nogensinde er skrevet. Han skrev også kantater til særlige lejligheder som f.eks. bryllupper og begravelser.

Livet var ikke altid let, og nogle gange var der skænderier med de mennesker, der styrede kirken. Underdiakonen ønskede at vælge nogle af salmerne, men det var kantorens opgave. Bach var en fornuftig mand, og det lykkedes ham at få sin vilje uden at få fjender. Ved en anden lejlighed skændtes han med skolens rektor (Bach skulle undervise en del på kirkeskolen) om, hvem der måtte vælge lederne af korafdelingerne. Dette gik faktisk for retten, og Bach vandt sagen.

Bach rejste ofte til andre byer. I 1747 besøgte han den preussiske kong Frederik den Stores hof i nærheden af Berlin. Kongen, der var musikelsker, gav Bach et tema, som han kunne improvisere ud fra på cembalo. Bach satte sig ned og improviserede en fuga ved hjælp af dette tema. Senere skrev Bach en meget lang komposition for fløjte, violin og cembalo med celloakkompagnement i mange satser, der alle var baseret på dette tema. Til sidst høres temaet i 5 af de 6 stemmer. Bach kaldte det for Den musikalskeoffergave og sendte det til kongen.

Bach skrev mange fugaer, og til sidst besluttede han sig for at skrive en samling kaldet The Art of Fugue. Hans plan var at udgive den, men han døde, før han nåede at færdiggøre den (hans søn udgav den senere til hans ære, som Bachs sidste udgivne værk). I det sidste år eller to af sit liv blev han blind på trods af to øjenoperationer. I det 19. århundrede begyndte flere mennesker at interessere sig for Bach, og mange af hans værker blev udgivet, efter at han havde været død i mere end hundrede år.