Den store hvide haj (Carcharodon carcharias): Fakta og adfærd

Den store hvide haj er en haj og en type bruskfisk, der tilhører en biologisk klasse, der kaldes Chondrichthyes. Disse fisk er hvirveldyr med kæber og parvise finner, parvise næsebor, skæl, et hjerte med kamre i rækkefølge og et skelet af brusk og ikke af ben. Disse hajer er også kendt som Lamniformes, som er en hajorden, der almindeligvis omtales som makrelhajer. Denne hajart har to rygfinner, en gatfinne, fem gællespalte og en mund, der er forlænget bag øjnene.

Den store hvide haj er et af naturens mest dødbringende kødædere, og den kan kendes på sine kæber og mange skarpe tænder. Forskellen er hajens evne til at bevæge begge kæber, når den lægger sig i baghold på sit bytte. Den bider først med underkæben for at sætte tænderne i, hvorefter den lukker overkæben og begynder at slå hovedet gentagne gange for at rive stykker kød af [6]. Dens mund kan indeholde op til 3.000 tænder på én gang, der sidder i fem rækker med det største sæt foran. I tilfælde af at en tand går tabt, kommer en anden frem fra et lager af reserve tænder, der er indlejret i hajens kæber.

Ud over de store hvide hajers tænder og kæber har deres sanser i høj grad tilpasset sig til at skærpe deres evner som jægere. Deres lugtesans er yderst præcis, og store hvide hajer kan registrere en enkelt dråbe blod i ti milliarder dråber vand. De har en "øresten", som hjælper dyret med at placere sig selv i vandet afhængigt af, hvilken retning det svømmer i. Hajerne benytter sig også af et fremragende syn med nethinder, der er opdelt i to områder til svømning om dagen og om natten, og de beskytter dem ved at rulle dem bagud ind i kraniet, før de bider. En af deres mest interessante sanser vedrører deres berøring og elektro-reception. En række porer i hajens næse gør det muligt for dem at registrere elektromagnetiske felter og fornemme dyrenes vibrationer i vandet samt at navigere præcist gennem det åbne hav.

Den store hvide bliver voksen omkring ni år efter sin fødsel. Den store hvide haj vokser ca. 25-30 centimeter om året, og den bliver i gennemsnit 4,5 meter lang. De største kan blive helt op til 6,4 meter lange. Deres lever, der er en delikatesse for spækhuggere, kan veje op til omkring 24 procent af deres egen kropsvægt.

Store hvide hajer lever i havet. De lever nær kysten i alle varme farvande. De dykker lejlighedsvis ned i det dybe vand i de åbne oceaner. De kan opholde sig i vand, der er så lavt som en meter dybt. Det dybeste, som forskere har set en haj dykke, er ca. 1200 meter (4000 fod). Det er ned i den bathypelagiske zone, hvor der ikke er noget sollys.

De kan svømme i nærheden:

• Vestlige Atlanterhav: fra Newfoundland til Florida, Bahamas, Cuba, den nordlige del af Den Mexicanske Golf, Brasilien, Argentina, Guadeloupe;
• Østatlanten: Frankrig, Senegal, Ghana, Den Demokratiske Republik Congo
• Middelhavet: Nordafrika, Sydfrankrig, Italiens vest- og sydkyst, Kroatien, Malta, Grækenland;
• Det Indiske Ocean: Sydafrika, Seychellerne, Det Røde Hav
• Det vestlige Stillehav: Japan, Korea, Kina, Filippinerne, Australien, New Zealand;
• Det centrale Stillehav: Hawaii
• Østlige Stillehav: fra Alaska til Californien og fra Panama til Chile.

Forskning har vist, at hajerne i det nordlige Californien er genetisk forskellige fra andre hajbestande. DNA-beviser viser, at populationen adskilte sig fra andre store hvide hajer for omkring 200.000 år siden (i Pleistocæn). Ved at mærke hajerne fandt man også ud af, at de generelt er alene, men at de følger den samme rute gennem havet og opholder sig de samme steder. Fra januar til juli lever de i nærheden af Hawaii og flytter derefter til de californiske farvande mellem august og december.

Hajer har været på jorden meget længere end mennesker, og det er en af grundene til, at mennesker ikke indgår i deres kost. De fleste forskere mener, at hajerne ikke kan lide den måde, som mennesker smager på.

Nogle mennesker mener, at mennesker ikke er god føde for store hvide hajer, fordi menneskekroppen har meget mere knogler og mindre muskler og fedt, end hajerne kan lide. Nogle forskere mener, at hajerne angriber mennesker, fordi de har forvekslet mennesket med en sæl eller en søløve. Sæler og søløver har spæk, som hajen kan lide. Andre forskere mener, at hajernes sanser er gode nok til at se, at mennesket ikke er en sæl. De tror, at hajerne ikke ved, hvad mennesket er, og at de bider det for at lære mere.

Ved et hajangreb bider hajen normalt mennesket én gang og svømmer derefter væk i et stykke tid. Nogle gange bider hajen et ben eller en arm af, men som regel er det bare et bid. Nogle gange er der slet ikke noget vævstab (intet er bidt af). Dødsfald i sådanne tilfælde skyldes generelt blodtab fra det første sår. I tilfælde, hvor der er sket angreb, og offeret ikke har været i stand til at flygte hurtigt, er der sket delvis eller hel fortæring; enlige dykkere er særligt udsat for dette. Forskerne er ikke sikre på, hvorfor dette er tilfældet, men de har nogle ideer.

Hajer er meget nysgerrige, men de har hverken knurhår, hænder eller fangarme som andre dyr. For at få mere at vide om en genstand skal hajen enten støde ind i den eller bide i den. Hajers tænder og mund er meget følsomme. Når hajerne ser en ny genstand, f.eks. et surfbræt, bider de i det for at finde ud af, hvad det er for en genstand.

Det er også muligt, at menneskers adfærd og hajers adfærd bare ikke passer sammen. I 1980'erne foreslog John McCasker hypotesen om bid og spyt. McCasker sagde, at en haj angriber farlige byttedyr som f.eks. en elefantsæl ved at bide den én gang og derefter give slip. Hajen svømmer derefter væk for at vente på, at byttet forbløder, før den vender tilbage for at spise kroppen. Men når en haj bider et menneske én gang, kommer menneskets venner og hjælper det op af vandet. Måske ville hajen spise mennesket færdigt, men den får ikke chancen. Men hajer angriber normalt et bytte på størrelse med en sæl (eller et menneske) i ét kraftigt bid fra undersiden, så folk er ikke sikre på, om McCaskers idé er rigtig.