Snegl: Definition, typer, biologi og økologi hos skaldløse snegle
Lær om skaldløse snegle: definition, hovedtyper, biologi, adfærd og økologi. Fotos, arter og evolutionære tilpasninger for lands- og havsnegle.
Snegl er en generel betegnelse for en snegle, der ikke har nogen skal eller kun en lille indre skal.
Snegle hører til flere forskellige familier, som også omfatter snegle med skaller. Snegle er snegle med en sneglehus, der er stort nok til, at dyret kan trække sig tilbage indeni. Familierne af landsnegle er ikke meget nært beslægtede, selv om de ligner hinanden. Den snegletype uden skal er et eksempel på konvergent evolution, og derfor er kategorien "snegl" ikke en taksonomisk kategori.
Navnet "snegl" bruges om luftåndende landsnegle, mens de marine former normalt er kendt som havsnegle. Landsnegle med en skal, der er for lille til at skjule kroppen, kaldes undertiden halvsnegle.
Hvad er en snegl — kort oversigt
Begrebet snegl dækker over bløddyr (gastropoder), hvor ydre skal er reduceret eller helt bortfaldet. Det betyder ikke, at alle snegle er nært beslægtede; formen er resultat af, at forskellige grupper har udviklet lignende løsninger i mødet med land- eller havmiljøer. Mange snegle lever på land, men der findes også talrige marint levede former, der ofte viser stor farve- og formvariation.
Typer og grupper
- Landsnegle — almindelige i haver, skove og marker. Eksempler på familier med skalreduktion er Arionidae og Limacidae.
- Halvsnegle — landsnegle med en meget lille ydre skal, der ikke kan rumme hele kroppen.
- Havsnegle (havsnegle) — omfatter mange grupper, fx nøgensnegle (nudibranchia) og sap-sugende snegle. Disse kan være stærkt farvede og har ofte særlige forsvarsstrategier.
- Tropiske landformer — nogle familier som Veronicellidae findes i varmere områder og har tilpasset sig forskellige terrestriske nicher.
Anatomi og funktioner
Snegle har en lang, muskuløs fod, som bruges til bevægelse ved bølgeformede sammentrækninger. De udskiller slim, som reducerer friktion og beskytter mod udtørring. På hovedet findes følehorn, hvoraf de øvre ofte bærer øjne; der findes også en raspende tunge kaldet radula, som bruges til at skrabe eller skære føde.
Mange landsnegle er luftåndende og har en lunge i stedet for gæller; lungeåbningen kaldes pneumostom. Inde i kroppen kan der ligge en rest af skal (indvendig skal) hos nogle arter.
Føde og adfærd
- Kost — de fleste snegle lever af planter, dødt organisk materiale (detritus) eller svampe. Nogle er kødædende og kan angribe andre snegle eller små dyr; flere marint levede snegle er specialiserede jægere eller planktonædere.
- Adfærd — snegle er ofte nataktive eller aktivitetstoppe i fugtige perioder. For at undgå udtørring kan de gå i dvale (aestivation) om sommeren eller vinterdvale i kolde klimaer.
Formeringsbiologi
Mange snegle er hermafroditter — det vil sige, et enkelt individ har både han- og hunlige kønsorganer. Ved parring udveksles ofte sperm, som senere befrugter æg. Snegle lægger typisk æg i klumper i fugtig jord eller under dækket plantemateriale. Enkelte arter kan også formere sig ukønnet eller gennem selvsædgivende befrugtning i nødsituationer.
Økologi og betydning
Snegle spiller vigtige roller i økosystemer:
- De hjælper med nedbrydning af plantemateriale og genanvendelse af næringsstoffer.
- Nogle arter spreder svampesporer og hjælper dermed symbiotiske svampe i skove.
- De fungerer som føde for fugle, pattedyr, padder, biller og andre predatorer.
- I havet er nøgensnegle ofte indikatorer på biodiversitet og miljøforhold.
Snegle og mennesker
I haver kan snegle være skadedyr ved at æde unge planter, frø og afgrøder. Samtidig har nogle snegleværdi i forskning og bioteknologi — fx studeres marine snegle for deres kemiske forsvarsstoffer, som kan have medicinsk potentiale.
Bekæmpelse i landbrug og havebrug omfatter forebyggende tiltag (fugtstyring, barrierer), mekanisk fjernelse, fælder og biologiske midler som nematoder (fx Phasmarhabditis-arter). Brug af kemiske bekæmpelsesmidler bør ske med omtanke på grund af miljøpåvirkning.
Trusler og bevarelse
Nogle sneglearter er almindelige og tilpasningsdygtige, mens andre er truede på grund af habitatødelæggelse, forurening, invasive arter og klimaændringer. Særligt marine snegle med snævre levesteder og terrestriske arter med begrænset udbredelse kan være sårbare. Bevarelse kræver kendskab til arterne, deres levesteder og påvirkningsfaktorer.
Opsummering
Snegle er en funktionel gruppe af skalreducerede gastropoder, ikke en enkeltstående taksonomisk enhed. De omfatter både landsnegle og marint levede former med stor biologisk og økologisk variation. Deres anatomi, adfærd og økologiske roller gør dem vigtige i mange økosystemer, samtidig med at nogle arter kan være skadedyr eller truede arter, der kræver særlig opmærksomhed.
Kropsdele og adfærd
Ligesom landsnegle har de fleste snegle fire "følehorn" eller tentakler på hovedet. De øverste to (de "optiske tentakler") kan se lys og har øjenpletter i enderne, mens de nederste to (de "sensoriske tentakler") bruges til at lugte. Tentaklerne kan trækkes ind og kan vokse ud igen, hvis de går tabt.
Ovenpå sneglen, bag hovedet, er der en kropsdel, der kaldes kappen, og under denne er der kønsorganer og anus. På den ene side (næsten altid den højre side) af kappen er der et åndehul, som er let at se, når det er åbent, men svært at se, når det er lukket. Inde i kappen er der hos nogle arter en meget lille, flad skal.
Sneglens bund kaldes en "fod". Ligesom andre snegle bevæger sneglen sig ved hjælp af rytmiske bølger af muskelsammentrækninger i bunden af foden. Samtidig udskiller den et slimlag, som den bevæger sig på, og som er med til at forhindre skader på foden. Rundt om fodens kant er der "fodfrynser".
Nogle sneglearter overvintrer under jorden om vinteren på steder med kolde vintre, men hos andre arter dør de voksne snegle om efteråret.
Kropsdele af en snegl
Søge